Jesus Kristus kender smerten ved at blive mødt med fordomme
Forfatteren bor i Gauteng provinsen i Sydafrika.
Jeg arbejder for at se folk, som Frelseren ville se dem.
Da der var åbent hus i templet i Rom i Italien stillede medlemmer og venner sig omkring statuen af Kristus, som ses gennem vinduet til besøgscentret.
Jeg har oplevet fordomme eller diskrimination i en eller anden form i næsten 20 år.
Efter jeg var blevet medlem af Kirken i Mozambique, flyttede jeg til Sydafrika. Det er et smukt land, og et af de rigeste i Afrika. Skønheden fremhæves af mangfoldigheden blandt indbyggerne og en kulturel rigdom.
Sydafrika er et land, der stadig er ved at komme sig over en historie, der er skæmmet af raceadskillelse. Selvom man formelt ophævede apartheid i 1994, stikker arrene efter denne regeringsimplementerede racistiske politik stadig dybt.
Som sort sidste dages hellig fra Mozambique og kvinde, der har boet i Sydafrika de sidste 18 år, må jeg navigere igennem diskrimination og udelukkelse, der ofte kommer til syne som småaggressioner. Racisme, klasseskel, stammekultur, sexisme og fremmedfjendtlighed er blot få eksempler på de dårligdomme, samfundet stadig kæmper med på grund af segregation. Der er noget i det naturlige menneske, der synes at ønske at sætte skel i samfundet og få os til at tro, at det er dårligt at være anderledes.
Hvad vi prøver på at gøre
Kan medlemmer af Kirken have et anstrøg af denne tankegang? Helt bestemt. Vi må alle aflægge det naturlige menneske i vores livslange indsats for at blive hellige gennem Jesu Kristi forsoning (se Mosi 3:19).
Når mine børn og jeg føler os isolerede, overset, sat i bås eller set på som et kuriosum, tager vi hjem og taler om det. Vi siger: »Hvad var det, der lige skete? Lad os se nærmere på det. Lad os tale om, hvorfor folk opfører sig sådan.« At tale om det hjælper os til ikke at sidde fast i følelsen.
Jeg prøver at lære mine børn, at vores storhed afgøres af, hvordan vi behandler folk, der er marginaliserede eller udstødt i samfundet (se Matt 25:40). Det kan indebære, at man ser efter, hvordan man kan række ud til andre, så vi ikke skubber dem ud.
Jeg prøver at bli’ som Jesus
Hvor smertelige nogle af disse erfaringer end er, så gør det, vi lærer af dem, mine børn til bedre mennesker. Og det gælder også mig. Vores skuffelser har hjulpet os til at udvikle medfølelse og empati med andre.
Erfaringer med fordomme har givet mig en valgmulighed. Vil jeg blive bitter og slå igen, eller vil jeg ikke alene give det menneske endnu en chance, men måske to, tre eller fire chancer? Vil jeg begynde at se samfundet som noget frygteligt, eller vil jeg medvirke til at skabe positive forandringer?
Frelseren blev også mødt med fordomme på grund af, hvem han var, hvad han troede på, og hvor han var fra (se Joh 1:46) Alligevel tog han ikke til genmæle med vold, vrede, bitterhed eller had. Han underviste advarende mod alle disse ting og handlede i kærlighed og sandhed. Han underviste med den kraft og indvirkning, der kommer af overtalelse, langmodighed, mildhed og kærlighed (se L&P 121:41). Han lærte os, at når vi stødt, bør vi gå til vores bror og tale med ham på tomandshånd (se Matt 18:15). Han lærte os at bede for dem, der forfølger os (se Matt 5:38). Og da han uretmæssigt blev dømt og klynget op på korset for at dø, lærte han os om tilgivelse (se Luk 23:34).
Når alt kommer til alt, er det hans kærlighed, der vil ændre os og verden (se 2 Ne 26:24).
Jeg bliver ved med at prøve
Jeg er ikke fuldkommen, jeg tilgiver ikke altid umiddelbart, når nogen forulemper mig. Det tager tid, det kræver heling, og det kræver, at Helligånden arbejder med mig. Sommetider vælger jeg at være fornærmet, og jeg favner ikke altid hans tilskyndelser. Men hvis jeg er åben for Ånden, arbejder han tålmodigt med mig, indtil jeg er i stand til at forstå, hvad vor himmelske Fader ønsker, at jeg gør ved situationen.
Jeg bestræber mig på virkelig at se folk, som Frelseren ville se dem. For at gøre det må vi være villige til at anerkende, at vi ikke har alle svarene. Når vi er villige til at sige: »Jeg er ikke fuldkommen, jeg har en masse at lære. Hvad kan jeg lære af at se andres synsvinkler?« – da er det, at vi bliver i stand til rigtigt at høre. Da er det, at vi virkelig bliver i stand til at se.
På min rejse hjælper det mig at huske på, at jeg er her med et formål, at livets prøvelser er midlertidige – en nødvendig del af jordelivet – og at jeg ikke er alene. Jeg prøver jo trods alt at blive som Jesus! At prøve er en aktiv handling, og når vi falder, kan vi prøve igen.