Kun digitalt
Find tilhørsforhold i Kristus
Forfatteren bor i præfekturet Kanagawa i Japan.
Da muren af fordomme angående mine sønners udfordringer styrtede sammen, fandt min familie en følelse af at høre til – og den store glæde, der kommer fra Jesu Kristi evangelium.
Vi hører ofte, at kærlighed kan hele alle sår, men jeg vidste ikke, hvor sandt det var, før jeg oplevede det.
I årevis kæmpede min familie med at finde et sted at høre til. Mine to drenge blev diagnosticeret med autisme og ADHD i en ung alder, og på grund af deres ukontrollable og ofte forstyrrende adfærd var der mange, der ikke forstod deres situation. I mit hjemland Japan er 98 procent af befolkningen japansk. I ethvert område med lav diversitet kan det være svært for samfundet at acceptere dem, der blot er lidt anderledes.
Da mine børn var små, prøvede jeg at indskrive dem i en børnehave. Jeg begyndte at søge ind på skoler i området, men med hver ansøgning stødte jeg på den samme svære respons: Så snart medarbejderne mødte mine sønner og fandt ud af, hvad deres tilstand var, fik vi at vide, at der ikke længere var ledige pladser på skolen. Til sidst bød en institution i nabobyen os velkommen, men det var først efter, at vi blev afvist af alle børnehaver i vores by.
Det var utrolig smertefuldt.
Det var ikke meget lettere at køre med offentlig transport. Nogle gange, når jeg skældte drengene ud for at larme for meget på toget, skabte de sig og fik fremmede til at fortælle mig, at jeg mishandlede dem. Andre gange afholdt jeg mig fra at berolige drengene af frygt for, hvordan de ville reagere, blot for at andre passagerer ville fortælle mig, at jeg var forsømmelig.
Jeg havde tilmed nogle socialrådgivere, der insisterede på, at jeg placerede et af mine børn på en semipermanent institution med kontakt én gang hvert andet år, fordi de troede, at jeg aldrig ville være i stand til at opdrage to børn med autisme og ADHD som enlig mor. Men da jeg personligt havde oplevet smerterne ved en svær barndom – mine forældre blev skilt, da jeg var lille og var af forskellige årsager ikke i stand til at tage sig af mig – var jeg fast besluttet på at gøre mit bedste for at give mine sønner den dybe kærlighed, som alle børn fortjener.
Trygt indsamlet
For adskillige år siden deltog jeg i et arbejdsseminar, og jeg bemærkede, at nogle af seminarlederne foldede deres hænder og bøjede hovedet, inden de spiste frokost. Disse mennesker er almindeligvis så venlige, tænkte jeg ved mig selv. Hvorfor er de så i dårligt humør, når de sætter sig ned for at spise?
Jeg fandt hurtigt ud af, at de bad – ikke surmulede – og jeg kunne ikke lade være med at stille flere spørgsmål om deres tro. De var overvældende venlige og havde sådan en unik ånd omkring sig, og jeg længtes efter at vide mere. Jeg fandt ud af, at de var medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, og vi tog hurtigt imod deres invitation til at komme i kirke med dem.
På grund af sin autisme var min yngre søn bange for at være i store grupper og møde nye mennesker, men menigheden bød os velkommen med åbne arme og gjorde alt, hvad de kunne for at imødekomme vores behov. Medlemmerne tildelte et særligt værelse bagerst i kirkesalen til min søn, og de opfyldte vores anmodning om at undgå øjenkontakt med ham, indtil han følte sig mere rolig. Selv når et af mine børn forstyrrede nadvermødet, blev vi behandlet med den allerstørste respekt og venlighed.
Jeg så mine sønner udfolde sig i menighedens varme favntag. De fik hurtigt nye venner, og mine sønner begyndte endda at komme i primaryklasser på dage, hvor jeg ikke var i stand til at komme i kirke.
Til sidst blev vi døbt, et minde, der stadig giver mig tårer i øjnene. Ved dåbsmødet listede menighedens medlemmer – af forståelse for mine børns frygt for forsamlinger– ind bagerst i lokalet, efter drengene havde sat sig for at undgå at skræmme dem. Bagefter blev vi tilbudt et bjerg af lykønskende søde sager, og kærligheden i lokalet var så håndgribelig, at mine sønner sagde: »Jeg vil gerne døbes igen!«
Jeg har ikke andet end taknemmelighed i mit hjerte, når jeg tænker på den dybe kærlighed, som medlemmerne i vores menighed udviste – en kærlighed, der i sidste ende gjorde det muligt for os at finde evangeliets lys. Menigheden indkapslede fuldkomment, hvad det betyder at have vores »hjerter knyttet sammen i enighed og i kærlighed, den ene til den anden« (Mosi 18:21). Min familie blev virkelig velsignet af disse imødekommende sidste dages helliges venlighed.
Fandt fred og tilhørsforhold
Der er nu gået to år, siden mine sønner og jeg blev døbt. Begge mine sønner er blevet ordineret til Det Aronske Præstedømme, og jeg har set en utrolig forandring i deres opførsel.
Jeg er taknemmelig for de mange omsorgsfulde personer, der tog imod min familie, og som hjalp mine sønner med at overvinde deres frygt gennem kærlighedens kraft. Jeg er taknemmelig for Jesu Kristi evangelium, hvorigennem selv fordommes dybeste sår kan heles. Og frem for alt er jeg taknemmelig for en kærlig himmelsk Fader, der forberedte en vej for min familie, så de kunne finde fred og høre til, selv når jeg ikke kunne se, hvordan den sti ville være.
Jeg har lært, at når vi gør plads til forskelligheder, gør vi plads til større kærlighed. Vi er alle et elsket barn af himmelske Forældre, og når vi husker denne sandhed, kan vi alle – uanset hvor vi er, eller hvem vi er – blive ét i Kristus (se L&P 38:27).