Kun digitalt
Fordomme på arbejdspladsen
Forfatteren bor i Zacatecas i Mexico.
Det var meget svært, da jeg blev nægtet et job, fordi jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Da jeg var yngre, gik jeg på et privat universitet i min hjemstat i Mexico. Jeg kom altid godt ud af det med lærerne og universitetslederen. Jeg var en dygtig elev og fik gode karakterer, og lederen og jeg bevarede kontakten, da jeg var færdig med min eksamen.
En dag i 2010 talte jeg med lederen. Hun fortalte mig, at universitetet manglede nogle lærere, og hun tilbød mig et job på grund af mine evner og erfaring.
Det føltes som en sådan velsignelse for mig. Jeg var arbejdsløs på det tidspunkt, og vi kæmpede for bare at få noget at spise. Det ville være en drøm for mig at undervise, så jeg kunne forsørge min hustru og mine børn.
»Ja, selvfølgelig,« sagde jeg. »Det ville være min fornøjelse.«
Hun sagde: »Godt! Det næste semester begynder om 15 dage. Vi har brug for, at du udfylder disse papirer og kommer til orienteringen, så du kan begynde at arbejde.«
Uventet og ufortjent
Da jeg skulle udfylde papirerne, så en anden lærer mig og spurgte, hvad jeg ville skrive der, hvor der blev spurgt om min religion.
Jeg sagde: »Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«
Han sagde: »Jeg anbefaler, at du ikke skriver det. Hvis du gør det, vil de straks afvise dine papirer.«
Jeg spurgte mig selv: Kan det passe? Det er det enogtyvende århundrede. Hvordan kan religion være et problem? Desuden følte jeg, at jeg var nødt til at være ærlig, så det var jeg. Jeg blev færdig med udfylde papirerne og sendte dem afsted på e-mail. Den næste dag ventede jeg på at få information om min undervisningsplan. Der skete ingenting.
Dagen efter kontaktede jeg lederen og spurgte hende om det. Hun sagde: »Ved du hvad, det kommer ikke til at gå.«
Jeg spurgte: »Hvorfor, hvad er der sket?«
Hun sagde: »Din læseplan opfylder ikke de akademiske krav.«
Det gav ingen mening, for det var hende, der til at begynde med havde tilbudt mig jobbet. Administratorerne fortalte mig senere sandheden: Jeg mistede jobbet på grund af min religion.
Eftersom universitetet ikke havde nogen skriftlig regel eller retningslinje angående fakultetets tro eller religion, var jeg blevet uretfærdigt diskrimineret. Det var meget svært for mig personligt, men især fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forsørge min familie.
Vendte mig til Gud for at få hjælp
Én af de ting, der hjalp mig, var at tænke på, hvordan Nefi var i stand til at bygge en båd uden at vide, hvordan han skulle gøre det, før han begyndte (se 1 Ne 17:7-55; 18:1-4). At vide, at Gud kan vejlede mig og sørge for de ting, min familie har brug for, hjalp mig igennem denne udfordrende tid. Da jeg overvejede min situation, hjalp vor himmelske Fader mig, så jeg aldrig blev vred, og jeg besluttede, at jeg skulle give slip på det. Han hjalp mig til at fokusere på min familie og finde et andet job som journalist, og det var en stor velsignelse.
Hjælp andre
Jesus Kristus giver os det fuldkomne eksempel. I stedet for at handle fordomsfuldt over for andre kan vi behandle andre, som han gør.
I min kaldelse som institutlærer underviste jeg for nylig om lignelsen om den barmhjertige samaritaner (se Luk 10:25-37). Livet kan medføre smerte, som vi ikke fortjener, og mange gange kan vi føle os som den mand, der blev slået og berøvet og bare håber på, at nogen vil hjælpe os. Men i denne lignelse ønsker vor Frelser, Jesus Kristus, at vi bliver mere som samaritaneren eller værten på herberget, der tog sig af dem, der var kommet til skade. Det er det, Frelseren gjorde på trods af den intense afvisning af ham og hans egen smerte. Jeg indså, at i stedet for at vælge at være offer, kan jeg vælge at handle i rollen som helbreder.
Vi kan alle stræbe efter at være gode naboer, gode venner, gode mennesker og gode borgere. Det bliver lettere, når vi elsker vores næste og prøver at forstå, at folk begår fejl. Sommetider kan disse fejltrin være ubehagelige for os. Men at vise forståelse og tilgivelse vil hjælpe os til at elske andre, støtte dem, der er i nød, og ændre verden.
Gud styrker os, så vi kan hjælpe andre, når de kæmper. Vi må bare være beredte, så han kan lære os, hvordan vi gør det.