Pagter, ordinancer og velsignelser
Ældste Randy D. Funk
fra De Halvfjerds
Fra foredraget »Covenants – Accepting God’s Offered Blessings«, der blev holdt på Brigham Young University–Idaho d. 22. september 2020.
Vi vælger at acceptere de velsignelser, Gud tilbyder, når vi udøver vores moralske handlefrihed til at modtage ordinancer og holde de dertil knyttede pagter.
I løbet af mit første semester på jurastudiet blev vi undervist i aftaleret af en fremtrædende professor, der var meget venlig og elskværdig – når han ikke var i klasseværelset. I klassen var han en mester i at undervise ved hjælp af den sokratiske metode – en undervisningsmetode, der involverer at stille dybdeborende spørgsmål på en måde, der skulle udvikle kritisk tænkning.
I de fleste perioder med klassesessioner fik vi til opgave at læse tre juridiske afgørelser eller sager. I løbet af undervisningen blev en studerende kaldt frem for at opsummere fakta i sagen og derefter beskrive de juridiske principper for aftaleret, som sagerne etablerede. Den uheldige studerende blev derefter udsat for professorens efterfølgende dybdeborende, vildledende spørgsmål. Dette var næsten altid en ydmygende oplevelse.
Første gang jeg blev kaldt frem, handlede sagerne om et princip i aftaleret, der er kendt som ensidig accept. Som et resultat heraf har jeg aldrig glemt dette princip.
Tilbud og accept
For at oprette en bindende kontrakt i henhold til menneskers love skal der blandt andet være et tilbud og en accept. Generelt oprettes en kontrakt, når den ene part afgiver et tilbud, og den anden part accepterer tilbuddet.
For nogle aftaler, såsom en kontrakt om køb af fast ejendom, kræver loven, at tilbuddet og accepten er skriftlig. I andre situationer behøver parterne kun en mundtlig aftale. Men for nogle aftaler sker accept af et tilbud simpelthen gennem udførsel. Dette kaldes ensidig accept.
For eksempel kan jeg sige til dig: »Hvis du bringer mig et dusin bananer, betaler jeg dig 100 dollars.« For at acceptere mit generøse tilbud behøver du ikke engang underskrive en aftale eller sige, at du vil give mig bananer. Du kan simpelthen gå hen til en butik eller markedsplads, købe et dusin bananer og bringe dem til mig. I nogle dele af verden kan du måske plukke bananerne selv. Uanset hvad, hvis du bringer mig et dusin bananer, er jeg kontraktligt forpligtet til at betale dig 100 dollars. Hvorfor? Fordi du accepterede mit tilbud gennem din udførelse.
Vi må handle
Pagter med vor himmelske Fader fungerer stort set på samme måde. For at modtage de generøse velsignelser, han tilbyder, må vi handle for at acceptere dem. Der er ingen forhandling efterfulgt af en underskrevet accept. I stedet for viser vi vores ønske og vilje til at indgå pagter med ham gennem vores bekræftende udsagn og ved at handle i overensstemmelse med hans vilje, herunder at modtage vigtige ordinancer. Når vi derefter holder vores pagter i kraft af det, vi udfører, kvalificerer vi os til de rige velsignelser, han har lovet.
I Lære og Pagter kan vi læse:
»Der er en lov, uigenkaldeligt fastsat i himlen før denne verdens grundlæggelse, på hvilken alle velsignelser er baseret –
Og når vi opnår en hvilken som helst velsignelse fra Gud, er det ved lydighed mod den lov, på hvilken den er baseret« (L&P 130:20-21).
Jesus sagde: »Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje« (Matt 7:21).
Med andre ord accepterer vi det tilbud om evigt liv i himmeriget, som vor himmelske Faders tilbyder, ikke kun gennem det, vi siger, men også gennem det, vi gør. Og når vi indgår en pagt med ham, har han forsikret os om: »Jeg, Herren, er bundet, når I gør, hvad jeg siger.« Han gjorde det også klart, at hvis vi ikke gør hans vilje – hvis vi ikke accepterer hans tilbud – så har vi ingen aftale: »Når I ikke gør, hvad jeg siger, har I intet løfte« (L&P 82:10; fremhævelse tilføjet).
Frelsens og ophøjelsens ordinancer
Vi indgår de pagter, der er nødvendige for frelse og ophøjelse, ved at modtage hellige ordinancer. Som der står skrevet i Kirkens håndbog: »Medlemmer indgår pagter med Gud, når de modtager de frelsende og ophøjende ordinancer … Alle, der holder ud til enden ved at holde deres pagter, vil modtage evigt liv.«1
Ordinancerne for frelse og ophøjelse er dåb, bekræftelse og Helligåndens gave, ordinationen for mænd til Det Melkisedekske Præstedømme og templets begavelse og beseglende ordinancer.2 Hver af disse fem ordinancer udføres stedfortrædende i templet for afdøde forfædre, fordi disse ordinancer er afgørende for alle Guds børn.
Optegnelsen om Alma, der underviser ved Mormons vande illustrerer forholdet mellem pagter, ordinancer og velsignelser. Læg mærke til, hvordan Gud gennem sin profet sætter betingelserne, beskriver de lovede velsignelser og erklærer, hvordan vi kan modtage disse velsignelser.
Dem, der var samlet ved Mormons vande, som udtrykte et ønske om at komme ind i Guds fold – et ønske om er et vigtigt første skridt (se Alma 32:27) – lærte Alma, hvad der forventedes af dem. De måtte være »villige til at bære hinandens byrder … at sørge med dem, der sørger … og at trøste dem, der står i behov for trøst«, og at »stå som Guds vidner til alle tider og i alle ting og på alle steder … ja, indtil døden« (Mosi 18:8, 9.)
Alma beskrev derefter deres lovede velsignelser: »Så I kan blive forløst af Gud og blive regnet blandt dem i den første opstandelse, så I må få evigt liv« og »så han kan udøse sin Ånd mere rigeligt over jer.« (Mosi 18:9, 10).
Hvad skulle folket gøre for at acceptere disse bemærkelsesværdige velsignelser? Med Almas ord: »I … [må] blive døbt i Herrens navn som et vidnesbyrd for ham om, at I har indgået en pagt med ham om, at I vil tjene ham og holde hans befalinger« (Mosi 18:10; fremhævelse tilføjet). Bemærk, at dåbens ordinance, en hellig handling, som de fleste af os klart husker, tjener som et vidnesbyrd om eller bevis på, at vi har indgået en pagt med Gud.
Folk var så ivrige efter at gøre dette, at de »klappede i deres hænder af glæde og udbrød: Det er vort hjertes ønske« (Mosi 18:11). De ønskede frivilligt at indgå en pagt, da de trådte ned i dåbens vand.
På samme måde modtager vi yderligere løfter om store velsignelser, når vi modtager de andre ordinancer til frelse og ophøjelse. De pagter, vi indgår, er hellige og bindende for os og Gud. Vi vælger at acceptere de velsignelser, han tilbyder, når vi udøver vores moralske handlefrihed til at modtage ordinancer og holde de dertil knyttede pagter.
Nadveren
Nadverens ordinance opfordrer os til at huske Frelseren og vores pagter. Da Jesus Kristus indstiftede nadveren blandt nefitterne, gav han præstedømmekraft til sine disciple og instruerede dem i at »bryde brødet og velsigne det og give det til min kirkes folk, til alle dem, som vil tro og blive døbt i mit navn« (3 Ne 18:5).
Vi tænker ofte på deltagelse i nadveren som en fornyelse af vores dåbspagter. Selvom det er korrekt, så vær opmærksom på den formulering, Frelseren bruger. Da han instruerede sine tilhængere om at spise brødet, sagde han: »Og dette skal I gøre til erindring om mit legeme, som jeg har vist jer. Og det skal være et vidnesbyrd for Faderen om, at I altid erindrer mig« (3 Ne 18:7; fremhævelse tilføjet).
Da de drak af vinen, sagde han: »Dette er at efterkomme mine befalinger, og dette vidner for Faderen om, at I er villige til at gøre det, som jeg har befalet jer« (3 Ne 18:10; fremhævelse tilføjet).
Med andre ord, når vi tager del i nadveren hver uge, bærer vi vidnesbyrd og vidner på ny om, at vi altid vil huske på Jesus Kristus, og at vi er villige til at holde hans befalinger. Hvis vi altid husker på ham og holder hans befalinger, vil hans Ånd være med os (se 3 Ne 18:7, 11).
De velsignelser, som vi modtager
Præsident Dallin H. Oaks, førsterådgiver i Det Første Præsidentskab, har reflekteret over de velsignelser, som bliver os givet, når vi tager del i nadveren: »Fordi det er brudt og gennemboret, bliver hvert stykke brød unikt, akkurat som de mennesker, der tager det, er unikke. Vi har alle forskellige synder at omvende os fra. Vi har alle forskellige behov for at blive styrket gennem Herren Jesu Kristi forsoning, som vi mindes i denne ordinance.«3
Jeg har fundet det nyttigt at tænke over vers 10, 12 og 14 i 3 Nefi 18. I hvert af disse vers siger Frelseren til dem, der tager del i nadveren: »Velsignede er I,« men han specificerer ikke, hvad velsignelsen vil være. Måske fordi hver person, der deltager i denne hellige ordinance, er lige så forskellig som formen på hvert stykke brød, har vi hver især brug for forskellige velsignelser. Skønt vores udfordringer, omstændigheder og behov er forskellige, har Frelseren lovet enhver af os, der holder den nadverpagt: »Velsignede er I.«
Kærlighed og barmhjertighed
Nu fremhæver jeg en vigtig forskel på Guds love og menneskets love: Kærlighedens og barmhjertighedens rolle i Guds forløsningsplan for sine børn. Som nævnt modtager vi i mange tilfælde de velsignelser, han tilbyder os, gennem vores handlinger. Som kærlige forældre gør, overvejer vor himmelske Fader barmhjertigt vores hjertes ønske såvel som vores gerninger (se L&P 137:9). Han forstår, at muligheden for at handle undertiden kan være begrænset af omstændigheder uden for vores kontrol. En tidlig død, et alvorligt handicap, den enkle mangel på viden eller mulighed eller enhver anden uretfærdighed, der opstår i en falden verden, kan forhindre vores fremskridt og modtagelse af lovede velsignelser, som vi ønsker.
Kristus i Getsemane, af Dan Burr
Derfor er Frelseren, Jesus Kristus, så central i den store plan for lykke, han betaler vores gæld, overvinder uretfærdigheden og lader i sidste ende alle – alle, der virkelig ønsker det og gør alt, hvad de kan – godtage og modtage de lovede velsignelser fra vor kærlige, himmelske Fader.
Vor himmelske Fader ønsker, at vi vender tilbage til hans nærhed, men han ønsker, at vi gør det, fordi vi selv ønsker det. Som ældste Dale G. Renlund fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Vor himmelske Faders mål med opdragelse er ikke at få sine børn til at gøre det rette; det er at få sine børn til at vælge det rette og i sidste ende blive som ham.« Hvis han kun ønskede, at vi var lydige, ville han bruge umiddelbar belønning og straf for at påvirke vores opførsel.«4
Vor himmelske Fader kræver et villigt hjerte såvel som en indsats fra vores side. Mange af belønningerne ved at vælge det rette kommer i fremtiden, og de er langt større, end vi fortjener – det er derfor, at visse belønninger kaldes en gave (se 1 Nefi 10:17; L&P 14:7). Som den generøse, barmhjertige forælder, vor himmelske Fader er, giver han os rigeligt – langt ud over, hvad vi fortjener. Således er ophøjelse ikke noget, vi kan gøre os fortjent til, men den skal vælges, accepteres og modtages i taknemmelighed.
Må vi hver og én handle i tro, lydighed, med flid og taknemmelighed til alle tider og under alle omstændigheder for at forberede os på at modtage »alt det, som [vores] Fader har« (L&P 84:38; se også Alma 34:32).
Et retfærdigt pagtsfolk
Vi lever i en vidunderlig tid, hvor evangeliets velsignelser er let tilgængelige for dem, der accepterer dem. Præsident Russell M. Nelson har sagt:
»Vi sidder på forreste række som vidner til det, profeten Nefi så i et syn om, at Guds lams kraft ville komme ›over Herrens pagtsfolk, som var spredt over hele jordens overflade, og de blev udrustet med retfærdighed og med Guds kraft i stor herlighed‹ [1 Ne 14:14].
I, mine kære brødre og søstre, er blandt de mænd, kvinder og børn, Nefi så. Tænk på det!«5
Vor himmelske Fader elsker og ønsker virkelig at velsigne os. Gennem hans Søns, Jesu Kristi, altomfattende forsoning kan alt blive helet. Når vi stoler på Gud og handler i tro for at indgå og holde hellige pagter med ham, hvor stor bliver ikke vores glæde nu og i al evighed.