Kun digitalt: Kom og følg mig
Kom tidligt hjem – hvad jeg lærte af Zions hær
Forfatteren bor i Utah i USA.
Da jeg kom tidligt hjem fra min mission, fandt jeg trøst i en historie om de første hellige.
Da jeg voksede op, var mit liv sorgløst og enkelt. Skole og hobbyer faldt mig let. Jeg havde ikke meget at klage over og var generelt glad.
Men da jeg blev 19, ændrede mit liv sig.
Da jeg tog på mission i Asuncion i Paraguay, var jeg begejstret. Jeg forventede, at tingene ville gå nemt, ligesom resten af mit liv havde gjort. Efter fire måneder på min mission var jeg dog tilbage i min hjemby på grund af overvældende depression og angst. I mit sind havde jeg altid haft succes – en person, der ikke havde svagheder, som om det var muligt. Nu var jeg opslugt af frygt, skyld, vrede, håbløshed og sorg. Det eneste, jeg kunne tænke på, var, hvor stor en fiasko jeg var.
Lærte af Zions hær
En historie i Kirkens historie trøstede mig lidt. Den 24. februar 1834 modtog Joseph Smith en åbenbaring (L&P 103) om at organisere over 100 mænd til at rejse til Jackson County i Missouri i USA for at hjælpe de hellige med at genvinde det land, de havde mistet, da de blev fordrevet derfra det foregående år. Omkring 230 mænd, kvinder og børn sluttede sig til ekspeditionen, der blev kendt som Zions hær. Da gruppen havde forberedt sig, tog de hjemmefra i maj og marcherede op til 60 kilometer om dagen.1
Zions hær kæmpede ikke kun med de fysiske aspekter af rejsen, men nogle få medlemmer af gruppen udviste også bagtalelse, ulydighed og oprør. Alligevel forblev mange andre trofaste og regnede ekspeditionen og muligheden for at være sammen med Joseph som et privilegium. Da omstændighederne ændrede sig omkring dem, søgte profeten vejledning fra Herren og modtog endnu en åbenbaring i juni (L&P 105) om, at de ikke længere behøvede at fortsætte deres indsats. Hærens medlemmer vendte hjem tilsyneladende uden at have opfyldt formålet med at forløse Zion, selvom mange indså, at det ikke var en fiasko, fordi rejsen gjorde det muligt for dem at komme Gud nærmere og se hans hånd i deres liv.2
Struggle at Zion’s Camp, af Clark Kelley Price
Fjerner fokus fra fortidens »hvorfor«
Da de hellige i Zions hær fik nyheden om, at de skulle vende hjem uden deres forventede velsignelse, undrede de sig måske over, hvorfor vor himmelske Fader havde bedt dem om at rejse til at begynde med. Jeg undrede mig også over, hvorfor jeg var blevet ledt i en retning, der ikke gik, som jeg havde planlagt.
Efter flere uger med mere tristhed, end jeg nogensinde havde følt før, indså jeg, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte med at leve med så negativ en indstilling. Jeg vidste, at jeg ikke var sendt til jorden for at leve et liv, der var opslugt af mismod og pessimisme. Når alt kommer til alt, er vi til for at »kunne nyde glæde«! (2 Ne 2:25). Jeg besluttede mig for at ændre mit fokus fra fortidens »hvorfor« til at finde et formål midt i trængsler.
Jeg rakte ud til andre mennesker, blev involveret i nye hobbyer og begyndte at gå i skole igen. Jeg begyndte også at skrive en daglig taknemmelighedsdagbog. Det, der begyndte med en linje, blev til hele sider, da jeg begyndte bedre at kunne genkende Herrens hånd i mit liv. Mine bønner blev ændret fra ønskelister til taknemmelighedslister.
Selvom mine svære dage ikke forsvandt – det er de stadig ikke – ved jeg nu, hvilken forskel det gør at fokusere mit perspektiv på det gode i livet. I stedet for at se mine prøvelser som noget dårligt, besluttede jeg mig for at se dem som en mulighed for udvikling.
Anerkendelse af årsagerne
Når jeg ser tilbage på, hvordan tingene har udviklet sig, siden jeg kom hjem fra Paraguay, kan jeg se, hvordan vor himmelske Fader har vejledt og givet mig muligheder gennem mine oplevelser. Jeg mødte nogle af mine nærmeste venner i månederne efter min mission, og jeg var i stand til straks at begynde at studere på et lokalt universitet, selvom tidsfristen for at blive optaget var overskredet. Det program førte mig til et udenlandsk studieophold i Schweiz, hvor jeg havde muligheden for at dele evangeliet med min værtsfamilie.
De år, hvor jeg bevidst valgte taknemmelighed, har givet mig en vane med at takke vor himmelske Fader for alt, hvilket øger min tro på ham.
Disse ord i en præstedømmevelsignelse, som jeg modtog i løbet af en dårlig uge, har også hjulpet mig til at forstå tro: »Jeg velsigner dig med forståelse og kundskab om, at Gud … vil give dig det, som ikke blot vil være til gavn for dig, men … hjælpe dig til at blive alt, hvad han ønsker, at du skal være. Det vil ikke altid være lette velsignelser, for vores kampe og modgang er de ting, der får os til at vokse.«
Jeg ved, at vor himmelske Fader helliger vores indsats, og som præsident Russell M. Nelson har sagt: »Herren elsker en indsats.«3 Gud søger virkelig vores lykke og vil for evigt være ved vores side.