Kun digitalt: Trosskildringer
Vi er ikke længere bange
Vi blev knust, da vores søn blev diagnosticeret med kræft, men hans sygdom førte til store velsignelser for vores familie.
Fotografi: Leslie Nilsson.
Jeg voksede op i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, men jeg forlod Kirken som teenager, da min familie flyttede fra Alabama. Senere flyttede jeg til Californien, hvor jeg arbejdede og studerede. Det var der, jeg mødte Patrick. Seks uger senere var vi forlovet.
Da vi var blevet gift og begyndte at få børn, vidste vi, at det var afgørende, at de forstod vigtigheden af tro og religion. Vi ønskede, at det skulle være en del af vores familieliv.
Vi blev det, vi kaldte »ferie-kirkegængere«, der besøgte mange kirker. Vi prøvede en her og en der, men intet føltes rigtigt.
I 2012 rejste vi til Alabama, så jeg kunne genetablere kontakten til familiemedlemmer. Vi forelskede os i det område, hvor jeg boede som barn. Så vi flyttede dertil i 2014, købte jord og dyr og begyndte at dyrke og sælge afgrøder.
»Hvorfor er jeg ikke døbt?«
En morgen kom vores syvårige søn, Jesse, ind i vores soveværelse med en illustreret børnebibel.
»Mor, se på dette billede af Jesus,« sagde han. »Han bliver døbt. Hvorfor er jeg ikke døbt?«
Alle børnene læste og elskede den bibel, og de begyndte alle at stille lignende spørgsmål: »Hvorfor har vi ikke en kirke? Hvornår bliver vi døbt?«
Omtrent på samme tid begyndte vi at lave karameller af gedemælk og sælge dem på lokale marked. Folk elskede dem, og vores karamelforretning tog fart. Det efterår solgte vi vores karameller i omkring 30 butikker. I juni 2015 tog vi til et stort internationalt marked i Atlanta og tilføjede omkring hundrede butikker. Snart var vi på tv og i et par tidsskrifter.
Vi lavede karameller på fuld tid, op til det efterår. Det var der, tingene tog en drejning i vores liv.
»Bered jer på et langt ophold«
Jeg havde det, jeg troede, jeg altid havde ønsket mig i livet – en landbrugsbaseret virksomhed, arbejdede sammen med min familie og lærte mine børn om livet på en gård. Folk havde dette smukke billede af vores familie, der arbejdede sammen, men vi kæmpede meget.
Vi ignorerede børnene for at få virksomheden til at virke. Vores ægteskab fik ikke nogen opmærksomhed. Vi prøvede at udrette for meget. Vores prioriteter var ikke i orden. Vi havde ikke en åndelig base. Vi havde ikke vor himmelske Fader til at vejlede os. Vi prøvede bare at klare alt selv.
Det forår fik alle børnene streptokokker. Vi gav dem antibiotika, og snart havde alle det godt, bortset fra Jesse. Hans hoste forsvandt ikke, og hans hals blev opsvulmet. Pat tog ham med til børnelægen for det, vi troede ville være endnu en omgang antibiotika.
To timer senere ringede Pat fra hospitalet. Børnelægen havde sendt Jesse derhen for at få et røntgen for at se efter infektion i hans lunger. I stedet fandt lægerne en tumor i hans bryst på 28 cm.
»Tag hjem, få pakket din familie sammen, tag til Birmingham og forbered dig på et langt ophold,« sagde lægen.
Nogle få dage efter vi ankom til børnehospitalet i Birmingham, modtog vi Jesses diagnose. Han havde en akut lymfoblastisk leukæmi, en sjælden slags aggressiv leukæmi.
»Kan du overhovedet huske mig?«
I de næste tre uger boede Pat og jeg på hospitalet. Mens jeg koncentrerede mig om Jesse, kørte Pat 90 minutter frem og tilbage fra vores hjem til hospitalet. Han prøvede at holde forretningen kørende og tage sig af vores geder. Min svigermor kom fra Californien og blev hos vores andre børn.
Jesses tumor var begyndt at afskære hans luftveje, men den skrumpede ind efter seks ugers kemoterapi. Vi tænkte, at når først kræften var gået tilbage, ville vejen forude være let, men så fik Jesse en blodprop i hjernen. Da lægerne havde klaret det, fik han en svampeinfektion i lungerne. Han røg ind og ud af hospitalet syv gange i løbet af de følgende måneder.
I december 2015, mens Jesse var tilbage på hospitalet, begyndte jeg at læse Mormons Bog. Jeg tænkte: »Jeg forlod Kirken, og jeg vil bare gerne kunne udelukke den, ligesom jeg har udelukket alle de andre kirker.« Men med det samme ramte det mig med et brag – fuldstændig fred. Bogen talte bare til mig. Jeg behøvede ikke engang at bede for at finde ud af, at den var sand. Jeg vidste i mit hjerte, at den var sand helt fra begyndelsen. Jeg læste i timevis på det hospitalsværelse.
På et tidspunkt fik Jesse feber, som varede i 10 dage. Den ville ikke gå væk, og lægerne besluttede, at de var nødt til at lave en knoglemarvs biopsi for at se, om leukæmien var vendt tilbage. Jeg husker, at jeg lå på gulvet på hospitalet. Jeg havde nået bunden. Det var der, jeg besluttede mig for at ringe til Elaine Oborn, et medlem af vores menighed, da jeg voksede op i Alabama.
Jeg havde været bedste venner med søster Oborns datter. Selvom jeg ikke havde talt med familien Oborn i 20 år, kunne jeg ikke få Elaines ansigt ud af mit sind. Jeg slog hende op på Facebook, og på hospitalsgulvet ringede jeg til hende.
»Kan du overhovedet huske mig?« spurgte jeg.
»Englene kommer til os«
Da jeg havde forklaret, hvad vores familie oplevede, sagde jeg til søster Oborn: »Jeg ved ikke, hvad jeg har brug for, men jeg har brug for noget. Jeg er ikke aktiv i Kirken Vi har ikke engang en kirke, men jeg bliver ved med at tænke på dig. Kan du hjælpe mig?«
»Vi kan begynde med at give dig og Jesse en velsignelse,« sagde hun. Hun sagde, at hendes mand, Lynn, ville komme hen på hospitalet den aften.
Efter telefonopkaldet sagde jeg til Pat: »Jeg ved, at du ikke er medlem af Kirken, men kan vi få nogle fyre til at komme og give Jesse en velsignelse?«
»Hvad end det kræver, for at han får det bedre,« sagde han.
Den aften kom bror Oborn med to fuldtidsmissionærer, der alle var klædt i hvidt, beskyttelsestøj, fordi Jesse var så syg.
»Englene kommer til os,« husker jeg, at jeg tænkte, da jeg åbnede døren.
De gav Jesse en velsignelse. Så stillede bror Oborn alle børnene op og gav dem hver især en velsignelse. Så gav han mig en velsignelse. Så gav han Pat en velsignelse. Det var en af de første oplevelser, hvor vi alle følte Ånden. Det var stærkt. Den næste dag faldt Jesses feber. Så snart han blev udskrevet fra hospitalet, begyndte vi at komme i kirke.
»Vi fandt det«
I februar 2016 begyndte fuldtidsmissionærerne at besøge os. Til at begynde med troede Pat, at de kom over for at hjælpe på gården. Da vi tog imod en opfordring til, at de skulle undervise os, troede han, at lektionerne kun var til børnene.
Da missionærerne forberedte sig på at undervise os i deres første lektion, gik Pat ud for at arbejde på traktoren. Efter 20 minutter kunne jeg se, at de – to søstre og to ældster – var modløse. I det øjeblik følte jeg, at jeg skulle hente Pat og bede ham om at komme og lytte et par minutter.
Senere fortalte missionærerne mig, at de havde bedt om, at det var det, jeg ville gøre. De vidste, at Pat havde brug for at høre, hvad de underviste i.
Da missionærerne havde undervist os i flere uger, ønskede Jesse, Bo og Frank at blive døbt. Pat syntes, at det var godt, men han følte, at han var »uden for frelsens rækkevidde«. Det var før, han mødte Von og Glenda Memory og hørte ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum tale ved generalkonferencen.
Da vi så bror Memory i kirken, genkendte jeg ham, fra da jeg var barn. Han tjente nu som missionsleder. Pat præsenterede sig og fortalte bror Memory, at han virkelig ønskede Kirken for vores børn.
»Det lyder godt,« sagde bror Memory med et glimt i øjet. »Vi gør det for børnene.«
Nogle få uger senere, efter missionærerne havde undervist om frelsesplanen, sagde bror Memory: »Drenge, vi skal tale om jeres dåb.« Så tilføjede han: »Og så skal vi tale om jeres fars dåb.«
Pat sagde okay, men hans tvivl om hans parathed og værdighed varede ved indtil generalkonferencen i april.
»I er måske bange, vrede, sorgramte eller plaget af tvivl,« sagde ældste Uchtdorf i sin tale. »Men akkurat som den gode hyrde finder sine mistede får, så vil denne verdens Frelser finde jer, hvis I blot vil rette jeres hjerte mod ham.«1
Pat sagde: »Inden da var det ikke faldet mig ind, at jeg virkelig kunne være en del af dette, at jeg var værdig til frelse. Men da jeg havde lyttet til ældste Uchtdorf, slog det mig, at det ikke var for sent for mig. Jeg har faktisk en chance for at nå himlen. Jeg havde aldrig følt noget lignende. Fra da af vidste jeg det. Dette er Frelserens kirke. Vi fandt den. Jeg blev døbt og modtog præstedømmet. En uge senere døbte jeg mine drenge. Da vores piger var gamle nok, døbte jeg dem.«
Et år senere blev vi beseglet i templet i Birmingham i Alabama.
»Vi er ikke længere bange«
Efterlevelse af Jesu Kristi evangelium som medlemmer af hans kirke har styrket vores ægteskab. Det har gjort mig til en bedre mor. Det har givet vores børn en grundvold, de aldrig ville have haft. Vi er sikre på deres fremtid, nu hvor de har Kirken i deres liv.
Jeg er så taknemmelig for alt, der er sket, og for alle de lektier, jeg har lært. Jeg tror, at det var vigtigt for mig at gennemgå en masse ting, en masse mentale kvaler. Jeg havde brug for at være ydmyg, føle mig desperat efter Guds hjælp, kærlighed og tilgivelse og tilgive mig selv for de forkerte gerninger tidligere i mit liv.
Jesse færdiggjorde sin kemoterapi og fik sin sidste runde steroider i marts 2019. Vi ville blive knust, hvis hans kræft vender tilbage, men nu har vi et evigt perspektiv. Nu er vi beseglet som familie. Jeg kan ikke forestille mig ikke at have Kirken som min go-to for alting. Evangeliet har ændret os for evigt.
Uanset hvad der sker, så ordner det sig alt sammen. Vi er ikke længere bange. Jesses sygdom førte til det bedste, der nogensinde er sket for os. Det førte os til Frelserens kirke.