Fest i Slagelse
Tidligere tradition
Når vi går ca. 25 år tilbage, var det en tradition, at vi i Slagelse i forbindelse med menighedskonferencer afholdt et eller andet arrangement lørdagen før – underholdning, fest, spisning eller lignende. Det er desværre ikke sket i mange år, så da vi i foråret 2022 talte om den kommende konference, var vores daværende biskop, Niels Andersen enig i, at det ville være en god ide at genoptage.
Enkel planlægning
Planlægningen var i første omgang meget enkel – uddelegering af opgaver: Ansvar for spisning: Biskopråd, opsætning af scene, borde og stole samt efterfølgende fjernelse: Ældsternes kvorum, oppyntning og borddækning: Hjælpeforening og UK, underholdning: Alle organisationer, Opvask: Ældsternes kvorum.
Så skiftede vi biskopråd midt i det hele samt flere organisationsledelser, men vi fastholdt dog planen og opgaverne.
Som tiden nærmede sig, blev tingene mere specifikke, og vi glædede os.
En herlig fest
Når der er spisning, er det nødvendigt med tilmeldinger, og det har aldrig været let at gennemføre. Men det lykkedes næsten. Der blev tilmeldt ca. 50 personer, hvilket ikke er så ringe. Og da nogle udeblev og andre kom til, passede det meget godt.
Menuen stod på tunmousse med rejer, forloren hare og is med frugter – en god tre-retters menu, som jeg havde ansvaret for, og det lykkede meget godt.
Vi sang en sang om biskoprådet skrevet til lejligheden, UK lavede en »Hit med sangen«-konkurrence, Primary bød på »lakridssnørebåndskonkurrence«, ældsternes kvorum hyldede den tidligere SDH-bokser Willard Bean med en opvisning, biskoprådet optrådte med en quiz, og Hjælpeforeningen sørgede for fødselsdagssang til en bror, der fyldte år.
Oprydning og opvask blev klaret af mange i fælles anstrengelse, og alle kunne gå glade og mætte hjem.
Jeg tror vi gentager det i 2023.