Hvorfor jeg blev medlem af Kirken
Der var engang
Som alle gode eventyr begynder mit »omvendelseseventyr« også med: »der var engang«.
Der var engang en taxachauffør, der i 1960’erne fik en Mormons Bog af en missionær, der var på vej hjem fra sin mission her i Danmark. Han tog den med hjem til sin kone og datter (min mor og mig), og vi kiggede lidt i den. I min mors familie var der mange forskellige religionsretninger: Martinusfolk, Spiritister, Pinsemission og flere andre, så det at tale om religion, var helt almindeligt hos os.
Bank på døren
En dag bankede to missionærer på vores dør. De ville fortælle os om Mormons Bog, og det blev begyndelsen til ældste Baxters og ældste Tanners første grå hår, for jeg havde mange spørgsmål om den. Spørgsmålene skrev jeg op i min lille brune notesbog. Jeg har fundet notesbogen frem for et par år siden, og jeg kan godt se, at det ikke var helt almindelige »missionærspørgsmål«, jeg stillede, men til trods for det, kunne ældsterne give mig tilfredsstillende svar på alt. Jeg betragtede missionærerne som en vidensbank, jeg kunne trække på, fordi jeg var nysgerrig omkring religionen. Jeg havde ikke et specielt ønske om at blive medlem, men jeg havde Mormons Bog med mig overalt, for det var min første »store kærlighed«, og jeg læste i den, så tit jeg kunne.
Og så i kirken
Samtidig kom jeg i kirken i Odense og fik mange gode venner der, og det er meget vigtigt, når man kommer som helt ny. Jeg husker tydeligt den første dag, jeg kom til kirke. Jeg var helt alene og havde ingen aftale med missionærerne, så jeg gik hurtigt ned på toilettet i kælderen og besluttede, at der ville jeg blive og så smutte hjem igen, når mødet begyndte, for hvad havde jeg dog begivet mig ind til? Men der kom en sød og venlig ung pige derned, som hed Lillian, og hun tog sig godt af mig, ja, så blev jeg der. Jeg fik faktisk min første stilling i Kirken, før jeg var medlem, idet jeg blev sekretær i UP ca. 3 måneder efter mit første besøg.
Fik ven med
Når jeg skulle i kirke, tog jeg bussen, og der mødte jeg en ung pige fra min egen vej (Anemonevej), som var på vej til messe i den katolske kirke. Vi faldt i snak, og det endte med, at hun blev medlem af vores kirke, og samtidig blev hun en af mine bedste venner, og det venskab holder endnu.
Jeg blev opfordret til at bede, om Mormons Bog var Herrens ord til os, og efter et par måneder fik jeg mit vidnesbyrd, et klart svar fra Herren om, at det var hans kirke på jord. Jeg blev døbt i Lahnsgade i Odense i 1965 af ældste Baxter, og ældste Tanner gav mig håndspålæggelse. Det var 5 måneder efter, at de samme missionærer bankede på vores dør. Min mor blev døbt 2 måneder efter mig.
Mit vidnesbyrd har jeg bevaret indtil nu – 52 år senere. I 1967 fandt jeg min anden store kærlighed i Kirken, nemlig min mand Ole, og vi har støttet og elsket hinanden og evangeliet i alle årene.