2023
Stavskonferencen i København stav
Marts 2023


Stavskonferencen i København stav

Konference den 29.–30. oktober 2022

Dette referat udtrykker min oplevelse, da vi jo alle lægger mest mærke til de budskaber, der rører og inspirerer os selv. Det er derfor vigtigt at være med, uanset om det – som for Rønne og andre fysisk forhindrede skete via videoforbindelse.

Konferencen var under præsidium af stavspræsident Steen Petersen.

Aftenmødet lørdag

Mødet bød som sædvanlig på en dejlig åndelig oplevelse med både sang, musik og opløftende taler.

Efter åbningssangen »Kom dog alle og vær med« talte Mikala Olsen om, at Herren elsker os, uagtet om vi lægger mærke til det. Mikala elsker logik, og forbavses derfor extra, når mere tjeneste i Kirken giver mere tid til lektier! Alligevel blev Mikala frustreret, da hun før en eksamen udtrykte sit mismod til sin far og blot fik rådet: »Har du lagt en plan?« Men det virkede! Fordi vi gennem bøn, studier af skriften og en ydmyg tilgang - også til »verdslige« pligter – bliver velsignet med fred og overblik.

Daniella Koch – som lige var kaldet som rådgiver i stavens Unge Kvinder – talte derefter. Den uge, der gik fra hun blev inviteret til et møde, og til hun fik at vide, hvad kaldet var, fik hende til at reflektere over sit liv. Og hun overvandt modløshed ved at læse 1 Nefi 17:3 om, at Herren giver styrke og næring til at udføre det, som han befaler.

Et englekor af kvinder fra staven under ledelse af Phillip Kjeldsen sang derefter »Nu er jord og himmel stille«, en meget smuk oplevelse også.

Efter sangen talte Nicholas Ringheim over emnet at holde ud til enden. Næstekærlighed er nøglen, den åbner vejen til at nyde glæde, først og fremmest i hjemmet. Også Kirkens organisation og historie afspejler næstekærlighed. Gud har givet os handlefrihed, han lader os begå fejl, så vi kan udvikle os. Det er en del af planen, ligesom forsoningen. Nogle får særlige oplevelser, såsom da Mary Whitmer fik besøg af Moroni.

Bror Corey Turner var dernæst blevet bedt om at tale om sin omvendelseshistorie. For ham var det sket gradvist under sin opvækst i Kirken og næret af kærlige forældre. Det er en god tradition for forældre at tage lune donuts med hjem efter en aften i templet! Og at have et hjem, der altid byder de unge velkommen. Men især på MTC lærte br. Turner at forstå betydningen af forsoningen og genoprettelsen. Med hustruen Patrice har br. Turner været udstationeret i Korea, i Tyskland, og nu på den amerikanske ambassade i Danmark.

Efter fællessang bar Ann-Mari Lindberg sit vidnesbyrd, bl.a. om nadveren og tempelbesøg, der giver styrke til at holde sig på pagtens sti.

Præsident Patrick Olsen nævnte i sin tale, at vi alle har adgang til åndelig rigdom. Vi behøver ikke at lægge os i pyjamas i fosterstilling (jfr. præs. Nelsons tale til oktoberkonferencen 2022) i håb om at verdens dårskab vil gå over, men vi kan trygt se frem til de store ting, der er i vente i de sidste dage. Husk Ordsprogenes Bog 3:5-6 om at stole på Herren og ikke kun på vores egen indsigt. Og Almas Bog 38, hvor Shiblon roses og opmuntres til at holde ud til enden.

I sin afsluttende tale overgav præsident Petersen det meste af tiden til Frederikke Hornslet, som har hjulpet med at samle medlemmers beretninger i bogen Tro – Beretninger om prøvelser, udfordringer og tro (bogen blev udleveret til alle familier søndag). Frederikke talte om at have 4 små piger og udfordringer med fertilitet og depression efter den første baby. Med reference til en institutklasse med br. Anton Dalsgård spurgte hun, om vi »rusker i himlens porte eller vender Herren ryggen«, når vi har prøvelser. Hun oplevede en voksende empati i staven. Vi opnår både den største udvikling og den største glæde gennem prøvelser. Kristi fred overgår al forstand, og han hjælper os gennem vores Gethsemane. Kristus giver os fred/lys, så bekymringerne bliver mindre og troen/glæden større.

Med reference til præsident Russell M Nelson opfordrede præsident Petersen os til at bekæmpe frygt ved at styrke vores tro gennem lydighed i de vanskelige tider forude.

Kvindekoret afsluttede mødet med »Nu falmer skoven« i smuk harmoni.

Søndagsmødet

Søndagens møde blev ledt af præsident Petersen og begyndte som sædvanlig med koncert ved stavskoret og solister. Dirigent var vores inspirerende korleder Phillip Kjeldsen og pianist var Johannes Hirschmann. Vi sang blandt andet »Et stort og forunderligt værk«, »Hil dig Frelser og Forsoner« samt »Kom, du evighedens Kilde«, den sidste er en ny oversættelse af »Come Thou Fount of Every Blessing«. Solister derefter var blandt andre ægteparret Christian og Felicia Engbjerg, akkompagneret af Sisse Tomczyk, og den unge Joy, akkompagneret af Celina Stenholm Paulsen.

Efter indledningsbøn sang et stort kor af søde primarybørn »Jeg er Guds kære barn«, og så var ånden inviteret.

Talerækken begyndte med Peter Johansen fra Nykøbing gren. Peter talte om sine forberedelser til at tage på mission. De har fundet sted hele livet med undervisning og gode eksempler, med familien som grundpille. Peter citerede uddrag af familieproklamationen. Og han glæder sig til at undervise og hjælpe andre til at opleve glæden ved at komme nærmere Kristus.

Anny Kofod – en af skribenterne i stavens nye bog Tro – talte om udholdenhed i prøver, fra drillerier i skolen til at få et dødfødt barn. Om at føle sig løftet op midt i prøven og være til forundring for læger og andre på grund af sin tro. Herrens byrde er let (Matt 11:28-30). Vi skal ikke bekymre os, men tage Herren i hånden.

Søster Terez Nilsson fra templet talte om sine udfordringer med sygdom: Sclerose og senere kræft, om den åndelige rejse det har været og stadig er. Om styrken og trøsten ved at få en velsignelse, som fortæller, at man trods sygdom skal se sine børn vokse op og danne familier. Om at kunne være til trøst for andre, der er alvorligt syge – og endda går bort, både slægtninge og nære venner. Herren har sin kærlige plan, prøvelser sker ikke på grund af vores manglende tro. (Terez’ beretning er også i bogen Tro).

Karen og Peter Andersen talte om deres oplevelser og vidnesbyrd efter tre år som »udstationerede« medlemmer af Amager Gren. Karen tog som rådgiver i Hjælpeforeningen kontakt til lokale kvindeorganisationer, for hvem søstrene på Amager påtog sig at sy puder til krisecentre. Som ældste Gong havde sagt, er en stor humanitær indsats kun mulig i organiseret religion. Alle skal dele byrden, vi er i vores medmenneskers tjeneste, det samme som at tjene Gud (Mosi 2:17). Det giver både tro, håb, glæde og kærlighed. Peter talte om en rundvisning på Bispebjerg kirkegård. Han lagde mærke til en kvinde Alvilda Andersen, der var alenemor til 9 børn og foregangskvinde for mange samfundsaktiviteter. Peter nævnte også en oplevelse fortalt af ældste Uchtdorf om, hvordan det lykkedes at flytte et stort flygel ved at løfte i flok: »Løft hvor I står!«.

Dernæst tid til at strække benene og synge fællessangen »På bjergets høje top«.

Præsident Bjarne Jakobsen var glad for at se så mange, trods en stadig lurende corona. Han udtrykte glæde over at høre mange vidnesbyrd om, at styrke og tro følger efter prøver. Præs. Jakobsen refererede også til præs. Nelsons tale søndag morgen til generalkonferencen om den lille dreng, der kommenterede alteret under åbent hus i Templet i Washington DC. Han havde ubevidst forstået skriftstedet om at finde hvile ved at tage Kristi åg på sig. Og selvom uroen i verden fortsætter, skal det ikke slå os ud. Pagterne er vores bånd til Gud. Lyt ej til verdens filosofier, men til Kristi evangelium.

Stavspræsident Steen Petersen afsluttede konferencen med bl.a. at omtale apostlen Peters vandring på søen. Da han blev usikker, tyede han ikke til verden, men rakte ud efter Kristus. Griber vi også ud efter Frelseren, når vi vakler eller trænger til hjælp? Vores tro vil frelse os, ligesom den ene af de ti spedalske, der takkede Jesus (Lukas 17:11). At få øjnene op for evangeliets skønhed og storhed kan sammenlignes med en farveblind, der pludselig kan se farver igen. Livet er en prøvestand, men prøverne udvikler os gennem tro. Præs. Petersen læste op fra kirkelederes personlige kommentarer med ros af egenskaber hos kommende missionærer, der sagtens kunne være her fra staven. Han kom med en opfordring om at planlægge at tjene på en mission! Helaman 5:12 og Johannes 10:10. Lad os overvinde verden gennem bøn, evangelisk studium og at komme i templet. Stavspræsidenten sluttede med at bære sit vidnesbyrd og nedbad en velsignelse over hele staven.

Alt i alt en dejlig opløftende konference, der gav inspiration til de kommende måneder.