En samtale om dyrebare historier
Ældste Soares: I mange latinamerikanske familier skabes der minder rundt om middagsbordet – og sådan var det med min familie. Vi greb enhver mulighed for at mødes, lave mad og spise utrolig mad. Fødselsdage, helligdage og selv søndage blev tilbragt sammen som familie. Det var en tradition, der gik i arv, og selv da vi stiftede vores egen familie med vores tre børn, besøgte vi min familie hver søndag – vi lavede mad sammen, spiste sammen og tilbragte timevis sammen i kærlighed og støtte til hinanden.
Søster Soares: Disse familiehistorier og -traditioner er en del af, hvem vi er. Nogle af historierne og traditionerne bliver videregivet, og nogle af dem bliver opdaget. Når vi engagerer os i slægtsforskning og opdager mere om dem, der kom før os, kan vi finde kraft i den opdagelse – kraft, der kan føre os til en bedre forståelse af, hvem vi er, og hvor vi hører til.
Ældste Soares: Hvilke familiehistorier får I styrke fra? Hvilke traditioner holder I i hævd? Hvis I ikke kan komme i tanke om nogen, så bliv ikke modløse. Vi opfordrer jer til at finde dem. Og husk, at slægtshistorie ikke kun handler om en fjern fortid. I kan se på jeres egne nylige oplevelser og beretninger eller historie, i takt med at den udfolder sig lige her i nuet. I kan skabe jeres egne traditioner. Det er en kombination af fortiden og nutiden, der gør jer helt unikke.
Barndommens historier
Ældste Soares: Jeg havde en bror, der var to år ældre end mig, og som havde et høreproblem. Han havde meget svært ved at kommunikere, og jeg kan huske, hvordan jeg i bund og grund blev hans ledsager og hjalp ham med at gøre ting og kommunikere med folk. Jeg måtte lære at kommunikere med tegnsprog i kirken. Han fik for eksempel engang til opgave at holde en tale i kirken. Men han var ikke i stand til at tale. Men jeg sad med ham, og jeg talte til ham med tegn og hjalp ham med at skrive en tale. Ved nadvermødet stod han ved siden af mig på talerstolen, mens jeg læste den tale, han havde forberedt.
Mine forældre var meget trofaste, og deres omvendelse til evangeliet ændrede deres liv for evigt. Det skabte et nyt perspektiv for mig, fordi de arbejdede hårdt, så mit liv kunne blive anderledes i fremtiden. De følte så stor en glæde på grund af Jesu Kristi evangelium, at så snart de blev døbt, begyndte de at invitere deres naboer til at komme og høre missionærlektionerne i vores hjem.
Søster Soares: Min far og resten af os i mit hjem var ikke åbenlyst religiøse. Men min far bad altid, hver aften, knælende, og jeg holdt øje med ham, da jeg var lille. Han underviste mig ikke med ord, men han underviste mig ved handling. Og da jeg var lille, husker jeg også, at jeg sommetider misbrugte Guds navn. Jeg vidste ikke, at jeg gjorde noget forkert, og min mor lærte mig, at jeg ikke skulle tale på den måde. Hun var ikke åbenlys religiøs, men vidste, hvad der var rigtigt og forkert. Da jeg var ni år gammel, inviterede en pige i mit nabolag, der også var ni, mig med i Primary for første gang.
Ældste Soares: Du voksede op i Kirken uden dine forældre i Kirken, og du opbyggede stadig din tro på evangeliet, og nu har du besluttet dig for at vie dit liv til at undervise vores børn i den samme tro.
Historier om at skabe en familie
Ældste Soares: Jeg mødte søster Soares til en kirkefest seks måneder efter, jeg var vendt hjem fra min mission. Hun var også lige kommet hjem fra en mission.
Søster Soares: Jeg kunne se dig se på mig, og noget begyndte også at røre sig i mig. Og så snart musikken stoppede, kom du over og bød mig op til dans.
Ældste Soares: Vi fortsatte som venner, men det var den aften, hvor vore øjne blev åbnet. Vi så hver især en trofast ung sidste dages hellig og potentialet for et forhold. Og to uger senere begyndte vi at date. Det er 41 år siden.
Jeg husker, hvilken udfordring det var i de første fem år efter, vi var blevet gift, da vi prøvede at få børn.
Søster Soares: De var meget svære år. Jeg kunne ikke blive gravid.
Ældste Soares: Vi havde mange helbredsmæssige udfordringer efter en så store indsats. Det var der, vi modtog en præstedømmevelsignelse. Senere blev du opereret, og nogle få måneder senere …
Søster Soares: Gik vores drøm i opfyldelse.
Ældste Soares: Du blev gravid.
Søster Soares: Vi stolede så meget på Herren, og vi så håndgribelige velsignelser. Det var ikke let for os to, der var så uerfarne, men det har også været vidunderligt.
Ældste Soares: Mens vi kæmpede med livet, sørgede Herren for vores åndelige behov og gav os den fred, vi havde brug for, trøsten og evnen til at arbejde, fortsætte og færdiggøre vores uddannelse. Det var en betydningsfuld tid i vores liv, der fuldstændig ændrede retningen på alt det, vi troede, vi ville gøre.
Guds børn og templet
Ældste Soares: Det er vigtigt at huske vores kultur, arv og traditioner. Sammen med de oplevelser, der udgør vores livshistorie, bidrager de til vores forståelse af, hvem vi er. Men man kan ikke fuldt ud forstå bredden af, hvem man er, uden at forstå, hvis man er! Forstår I, at I bogstavelig talt er Guds barn? Har I opdaget, hvad den guddommelige arv betyder for jer? For mig begyndte den opdagelse – den begyndelse på mit vidnesbyrd – i en ung alder, men den er fortsat med at udvikle og styrke mig i løbet af mit liv.
Søster Soares: At gå til og vende tilbage til templet kan hjælpe os alle til at genfinde vores åndelige rødder. Det er der, I kan lære og genlære om Guds plan for os. Det er der, I kan flygte fra høje stemmer, der så desperat prøver at distrahere jer fra, hvem I virkelig er. Det er der, vi har mulighed for at hjælpe til i den største sag for indsamlingen for dem i vores familie, der aldrig havde mulighed for at modtage hellige ordinancer i deres liv.
Ældste Soares: På alle sidste dages templer over hele verden kan disse ord findes: Helliget Herren, Herrens hus. Når I går gennem templets døre, er I i hans hus, og I er så meget tættere på ham og Faderen. Alt, der foregår inden for disse hellige mure, er fokuseret på at bringe alle sikkert hjem til ham, som vi kalder Fader.
Søster Soares: Jeg ved, at der er mange, der venter på Herren på muligheden for at blive forenet som par eller blive beseglet til deres forældre eller børn for tid og al evighed.
Jeg håber også ivrigt på den dejlige mulighed, hvor jeg vil få mulighed for at blive evigt forenet med mine elskede forældre i Herrens hus. Der er ikke noget andet sted på jorden, hvor forbindelsen til Gud og Jesus Kristus føles og forstås klarere end inden for templets mure.
En forståelse af, hvem vi er, hvor og hvem vi kom fra, kan give os den største følelse af fred, perspektiv og formål.
Ældste Soares: Det er i templet, at I ikke blot kan opdage, hvem I er, og hvis I er, men også hvem det er meningen, at I skal blive. Det er interessant at se, at når vi opdager, hvem vi er, fremhæver det vores unikke individualitet, og når vi opdager, hvis vi er, fremhæver det, hvordan vi er ens. Vi er alle »lige for Gud« (2 Ne 26:33), og uanset vores forskelligheder har vi hver især den samme guddommelige arv og en lige chance for en herlig celestial skæbne.
Søster Soares: De opdagelser, vi taler om, kan have en stærk og varig virkning ikke blot på vores personlige liv, men også på dem, vi deler vores arv med. Vi spiller hver især en vigtig rolle i at videregive vores families historier, arv, kultur og traditioner. Vi er hver især et led, der forbinder fortiden og nutiden med den fremtidige videregivelse af disse vigtige aspekter af, hvem vi er, og hvis vi er, der kan styrke den opvoksende generation på et tidspunkt, hvor de har mest brug for det.
Den vigtigste historie
Ældste Soares: Lige så vigtigt er det, om ikke vigtigere end at videregive kultur og arv, at videregive vores vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium og vores vidnesbyrd om ham og hans forsoning. Den arv af tro, der er videregivet fra generation til generation, er den ultimative arv, vi kan videregive til fremtidige generationer.
Som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige bør vi ikke være overraskede over dette princip. Mormons Bog blev trods alt skrevet til gavn for vore børn, så de »kan vide, til hvilken kilde de kan se hen for at få forladelse for deres synder. For se, vi taler … for at vore børn … kan se frem til det liv, som er i Kristus« (2 Ne 25:26-27).
Forældre, del jeres arv, så jeres børn kan vide, hvem de er, og hvis de er! Det kan være så enkelt som et vidnesbyrd, en historie, en tradition eller tilmed et måltid.
Højt oppe på bjerget Corcovado står Cristo Redentor. Denne majestætiske statue, der skildrer Frelseren med udstrakte arme, er blevet et af de mest genkendelige billeder på Brasilien.
Der er dage, hvor man tydeligt kan se dette monument, der tårner sig op over byen, men der er tidspunkter, hvor skyerne ruller ind, og statuen ikke kan ses. I de stunder kræver det at se at hæve sig over skyerne. Det kræver at klatre opad. Hvor sandt er ikke også dette med vor Frelser, Jesus Kristus. For at finde ham og vide, hvem han er, kræver det, at vi hver især hæver os op og klatrer opad.
Vejen til at finde ud af, hvem han er, er bestemt personlig og har sin del af op- og nedgang. Men den opdagelse vil i sidste ende og utvivlsomt føre til renhed og fred, perspektiv og formål samt kraft og plads i Guds familie.
Vi læser om hans liv, hans fuldkomne eksempel og hans befalinger. At opdage disse aspekter af, hvem han er, sætter den ultimative standard for, hvordan vi bør leve, det eksempel, vi bør sætte, og de befalinger, vi bør følge. I den stræben efter at blive som han er, opdager vi vores afhængighed af ham og hans forsoning. Det er gennem Jesu Kristi forsoning, at vi kan finde renhed og fred, når vi stræber efter at underkaste vores vilje Faderens vilje, ligesom Frelseren gjorde.
At lære ham at kende fører til perspektiv og formål, selv i de mørkeste stunder. I en af de mest sorgfulde perioder i mit liv mistede jeg på tragisk vis min far til et uventet hjerteanfald. Det, der bidrog til denne sorg, var det umiddelbart forestående tab af min bror og kort tid efter en anden bror. I denne svære tid mistede min kære hustru og jeg også to børn – den ene blev født for tidligt og overlevede ikke, og den anden mistede vi ved at abortere. I disse mørke øjeblikke – øjeblikke med sorg og smerte, øjeblikke med tab og fortvivlelse, øjeblikke med prøvelser og trængsler – er det at komme til Kristus den sikre måde at bringe bare et glimt af lys tilbage, der kan vokse i jer, lidt efter lidt og med tiden føre til håb og heling.
I kan opdage, når I lærer ham at kende, at kraft og en plads i Guds familie er tilgængelig for jer. Han vil tage jer, som I er, og når I kommer til ham og lærer af ham, kan og vil I blive mere som ham.
En del af det at blive omfatter at slutte sig til indsamlingens sag på begge sider af sløret. Når vi taler specifikt om tempeltjeneste og slægtshistorie, lærer skrifterne os, at når I hjælper Herren med at tilvejebringe »udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39), bliver vi bogstaveligt talt befriere på Zions bjerg (se Obad 1:21). Men hvad betyder det? Ligesom Frelseren ofrede sit liv for hele menneskeheden, bliver vi i mindre omfang som frelsere for dem, der ikke har nogen mulighed for at modtage frelsens og ophøjelsens ordinancer uden hjælp fra dem af os, som er her på jorden. I bund og grund hjælper deltagelse i dette værk os i vores stræben efter at blive mere som Jesus Kristus.
Jeg lover jer, at når I sammen med ham udfører vor Faders værk og hjælper dem, der aldrig har haft mulighed for at modtage ham, til at tage skridt på pagtens sti, vil I begynde at se ham, som han er. I vil blive som ham, og I vil opdage, hvem I er, og hvor ekstraordinære I kan være!