»Jesus Kristus er vor frelser«, Liahona, april 2023.

Jesu mirakler

Jesus Kristus er vor Frelser

Præsident Russell M. Nelson

Præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige

Jeg vidner om, at Jesus Kristus gennem sin opstandelse og genoprettelsen af sit evangelium for alle åbnede for muligheden for at gå gennem sløret og ind i sin Faders nærhed.

»Hvorfor græder du?« spurgte den opstandne Frelser Maria Magdalene, da hun stod ved den tomme grav.

»Herre,« svarede hun, »hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.«

»Maria,« sagde Jesus.

»Rabbuni,« svarede hun, da hun genkendte Mesteren. (Se Joh 20:15-16).

Fra at Frelseren gav sig til syne for Maria til han viste sig for sine apostle i det øverste værelse (se Luk 24:36-43), 500 brødre på én gang (se 1 Kor 15:6), en folkemængde på 2.500 i landet Overflod (se 3 Ne 11:7-17) og for Joseph Smith i vore dage,¹ er hans opstandelse en af de mest omhyggeligt dokumenterede begivenheder i menneskehedens historie.

Det er også den vigtigste historiske begivenhed.

Under Jesu Kristi jordiske tjenestegerning oprejste han en enkes søn fra de døde (se Luk 7:11-15), Jairus’ datter (se Mark 5:38-42) og sin ven Lazarus (se Joh 11:39-44). Da hans jordiske tjenestegerning var forbi, oprejste Jesus sig selv ved en kraft, som Gud Faderen havde skænket ham.

»Riv dette tempel ned,« sagde han om sit legeme, »og jeg vil rejse det igen på tre dage« (Joh 2:19, fremhævelse tilføjet).

»Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage,« sagde han også.

»Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min fader påbudt mig at gøre« (Joh 10:17-18).

Frelserens opstandelse var den største triumf, det ultimative mirakel,² udvirket af forudordination, ubeskrivelig smerte og guddommelig kraft fra det høje. Jesus Kristus blev »førstegrøden« (1 Kor 15:23) i opstandelsen gennem den ufattelige kraft – som blev muliggjort gennem Faderens kærlighed, alvidenhed og almægtighed.

Hvad betyder opstandelsen for os

Jeg er taknemmelig for, at jeg var hjemme den lørdag i 2005. Min første hustru, Dantzel, og jeg havde udført vores huslige pligter og besluttede at slappe af i nogle minutter. Vi sad på sofaen, holdt hinanden i hånden og begyndte at se et program på tv.

I løbet af nogle få øjeblikke gled Dantzel pludseligt og uventet fredeligt ind i evigheden. Min indsats for at genoplive hende var frugtesløs. Chok og sorg overvældede mig. Min bedste ven i næsten 60 år var væk.

Ti år tidligere havde jeg mistet en datter af kræft. Emily blev kun 37 år gammel. I 2019 mistede jeg endnu en dyrebar datter på grund af den grufulde sygdom. Wendy kun 67.

Hvor var jeg taknemmelig for mit vidnesbyrd om Herren Jesus Kristus, da jeg mistede mine kære. I hans sejr over graven ser vi løftet om vores egen opstandelse.

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden« (Matt 28:18), erklærede Frelseren efter sin opstandelse. Den magt omfatter opstandelsens nøgler. Jeg ved, at han vil bruge de nøgler til at oprejse Dantzel, Emily og Wendy, ligesom han vil bruge de nøgler til at oprejse resten af den menneskelige familie.

For Guds børn betyder opstandelse, at virkninger af alderdom, nedbrydning og forfald vil blive opvejet. »Dette dødelige skal iføre sig udødelighed« (Mosi 16:10), og »ånden og legemet skal atter blive genforenet i deres fuldkomne form« (Alma 11:43).

Opstandelsen muliggør også en anden genforening – genforeningen af familier. Vi lever sammen i kærlighed, så vi græder, når en af vores kære dør (se L&P 42:45). Men ligesom for Maria Magdalene kan sorgens tårer blive vendt til glædestårer, når vi anskuer fremtiden i perspektivet af en evig familie.

Gennem evangeliets nye og evigtvarende pagt gifter vi os for tid og al evighed i templet. Når vi ærer de pagter, vi indgår der, og overvejer Herrens løfter til sit pagtsfolk, svinder vores frygt for døden. I stedet ser vi fremad i glædelig forventning om at genindtræde i Guds nærhed med vores kære.

Celestialt ægteskab er ophøjelsens pagt. De, der er gift, lover Herren, »skal komme frem i den første opstandelse og [de] skal arve troner, riger, fyrstendømmer og magter, herredømmer … til deres ophøjelse og herlighed i alle henseender« (L&P 132:19).

Formålet med skabelsen, faldet og forsoningen konvergerer i templerne. Verden har brug for denne trøstende kundskab. Det er derfor, vi indsamler Israel.

Bered jer på jeres evige fremtid

At jeg mistede Dantzel og mine døtre minder mig om en vigtig sandhed: »For se, dette liv er tiden for menneskene at berede sig til at møde Gud, ja, se dette livs dag er dagen for menneskene at udføre deres arbejde« (Alma 34:32).

Gennem hele sit liv forberedte Dantzel sig på at vende tilbage til sit himmelske hjem. Hun vidste, at hendes tid på jorden var dyrebar. Hun levede hver dag, som var den hendes sidste.

Job spurgte: »Kan en, der er død, få liv«? (Job 14:14). Takket være Jesu Kristi forsoning er svaret på Jobs spørgsmål et rungende ja! Vi vil alle opstå. Spørgsmålet, vi alle må besvare, er: »Vil jeg være rede til at leve i Guds nærhed efter min opstandelse?«

Nogle af Guds børn lever, som om de ikke planlægger at dø. Andre lever, som om de ikke skal stå til regnskab for deres handlinger. Træffer vi valg om evigheden eller kun for i dag? Vi kan ikke både prioritere de timelige ting i denne verden og forberede os på det evige i den næste verden.

Nogle af os vil leve et langt liv; nogle af os vil få et kort liv. Langt eller kort, så er vore dage talte. Døden er en nødvendig del af vores evige udvikling og den fylde af glæde, der venter trofaste hellige. Når vi forstår vores eksistens ud fra et evigt perspektiv, forstår vi, at døden er en nådig del af frelsesplanen. Den er porten tilbage til Guds nærhed.

Døden kommer kun for tidligt, hvis vi er uforberedte på at møde Gud. Så vi må forberede os.

Vi forbereder os ved at holde vores fokus på Frelseren og hans evangelium.

Vi forbereder os ved at udøve tro, anvende »Kristi forsonende blod« (Mosi 4:2) gennem omvendelse, dåb og modtagelse af Helligåndsgaven.

Vi forbereder os ved at blive begavet og beseglet i det hellige tempel.

Vi forbereder os ved at sætte fornuft over lyst, passe på vores legeme, så vi kan »fremlægge det rent for Gud i det celestiale rige«.³

Vi forbereder os ved at udvikle kristuslignende egenskaber og elske Gud og vores næste (se Matt 22:37-40).

Vi forbereder os ved at ære vores pagter, lade Gud råde i vores liv, indsamle Israel på begge sider af sløret og holde ud til vore dages ende.

Jesus viser sig for de fem hundrede [Jesus Appearing to the Five Hundred], af Grant Romney Clawson

Et apostolsk vidnesbyrd

Ved Frelserens død skælvede jorden, klipper revnede, grave blev åbnet og i templet i Jerusalem »flængedes [forhænget] i to stykker fra øverst til nederst« (Matt 27:51, se også Mark 15:38; Luk 23:45).

Sløret adskilte det allerhelligste, som symboliserede Guds nærhed, fra resten af templet. Kun på forsoningsdagen kunne den øverste højpræst gå igennem sløret og stænke blodet fra et slagtoffer for at sone for hele Israels synder.

Da Jesus Kristus udgød sit blod, udvirkede han den endelige »altomfattende forsoning« (2 Ne 9:7) og opfyldte loven. Flængen i forhænget i templet symboliserede, at den store højpræst var gået gennem dødens slør, at han snart ville gå ind i sin Faders nærhed, og at han for alle havde åbnet muligheden for ligeledes at gå igennem sløret til Guds evige nærhed.⁴

Tillige med mine brødre i Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum vidner jeg om vitterligheden af det himmelske løfte.

Jeg vidner om, at vi kan »have håb om ved Kristi forsoning og hans opstandelses kraft at blive oprejst til evigt liv, og dette på grund af [vores] tro på ham i overensstemmelse med løftet« (Moro 7:41).

Jeg vidner om, at takket være Frelserens mirakuløse opstandelse og forsoning skal »hvert knæ bøje sig, og hver tunge skal tale i tilbedelse af ham. Enhver af os skal fremstilles for Gud for at blive dømt efter vore gerninger og vores hjertes ønsker«.⁵

Må vi forberede os til den herlige dag.