Tilkobling af vores åndelige relæ

Ældste Sean Douglas

De Halvfjerds

Tro på Jesus Kristus giver os kraft og styrke.

person med en lanterne, der kobler et relæ til igen

I februar 2021 oplevede Texas rekordlave temperaturer. Frosten påvirkede millioner af mennesker, hvilket resulterede i ødelagte vandrør, strømafbrydelser og mangel på varme. Min datters familie oplevede ligesom så mange andre, at elektriciteten blev fuldstændigt afbrudt. Hun pakkede sine små børn ind i frakker og tæpper, så de kunne holde sig varme.

Efter flere dage, hvor min datter havde overlevet en nærmest arktisk situation, så hun lys i en nabolejlighed. Hun blev taknemmelig for at erfare, at strømmen var kommet tilbage. Men hun blev chokeret over at opdage, at det havde den faktisk været i nogle dage. Hun havde ikke lagt mærke til, at relæet var koblet fra. Strømmen var allerede tilbage. Hun skulle ganske enkelt bare trykke på afbryderen igen.

Da jeg tænkte over min datters oplevelse, indså jeg, at vi alle også har det, vi kan kalde en »åndelig hovedafbryder«.

Verdens lys, af Brent Borup

Fuldkommen kraft

Udøvelse af tro på Jesus Kristus giver en overordentlig stor kraft fra Gud. Dag for dag kan den kraft tilflyde os. Vi kan blive så vant til den, at vi ikke engang lægger mærke til den. Vor himmelske Fader kraft er der altid. Så rammes vi sommetider af en åndelig krise og spekulerer på, om kraften er forsvundet. På sådanne tidspunkter må vi vælge at udøve tro, så vi fortsat kan modtage hans lovede kraft. Ved at gøre det kan vi sige, at vi slår vores åndelige relæ til igen.

»Det er vores tro, der låser op for Guds kraft i vores liv,« har præsident Russell M. Nelson sagt. Han underviste også: »Herren kræver ikke fuldkommen tro, for at vi kan få adgang til hans fuldkomne kraft. Men han beder os om at tro.«¹ Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Størrelsen af jeres tro eller graden af jeres viden er ikke det afgørende – det er den retskaffenhed, I udviser i forhold til den tro, I har, og den sandhed, I allerede kender.«²

Uanset hvilket niveau af tro vi måtte have, kan vi, når vi vælger at tro på Kristus, regne med hans kraft til at hjælpe os.

Mason blev diagnosticeret med knoglekræft som 14-årig og mødte udfordringen med tro. Hans mor fortæller: »Mason kæmpede stadig med frygt, men han valgte ikke at lade den begrænse hans tro og kærlighed.«

Foto med tilladelse fra Masons familie

Et valg om at møde frygt med tro

I august 2021 mødte min hustru og jeg et kært par, hvis venskab vi er kommet til at påskønne. Deres søn, Mason, var lige blevet diagnosticeret med en sjælden form for knoglekræft, der er kendt som osteosarkom. Inden diagnosen virkede han til at være en sund 14-årig med et ben, der gjorde ondt, og en baseballuniform, der var plettet, efter sin baseballkamp.

Men snart efter syntes Masons liv at kæntre. Ganske brat stod han i skræmmende drøftelser med sundhedspersonale om kemoterapi, strålebehandling, operation, mulig amputation og forventet levetid. Hans mor beskriver, hvad der skete, da lægerne spurgte, om han gerne ville kende sandsynligheden for overlevelse: »Efter en lang tids tavshed, hvor han lige skulle fordøje den nye og overvældende følelse, dryppede tårerne stille på gulvet. Han svarede frimodigt: ›Nej tak! Ellers tak!‹ Med disse få ord begyndte han resolut at vælge, hvordan han ville møde sin prøvelse.«

Ældste Neil L. Andersen fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Tro kræver aldrig svar på hvert eneste spørgsmål, men at vi søger vished og mod til at bevæge os fremad, og at vi sommetider må erkende, at vi ikke ved alt, men tilstrækkeligt til at fortsætte ad disciplens vej.«³ Tro manifesterer sig, når vi vælger at gå fremad uden at vide, hvad der så kommer.

Masons kræft var aggressiv. Hans legeme gjorde oprør mod enhver livsforlængende behandling. Hans mor siger: »Vi havde et overvældende ønske om at fastfryse tiden, men tiden skred fremad, og vi oplevede at miste alt det, vi havde kendt som normalt.« Hun fortsætter: »Udover den knusende frygt for fremtiden, vidnede vi også skabelsen af styrke, kraft og fred udover vores jordiske evner. Vi havde ingen anden forklaring end denne: Gud øgede vores evner. Vi modtog mirakler, selvom de var anderledes end dem, vi ønskede til at begynde med.«

Ingen vigen tilbage

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum spurgte engang ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) om, hvad han havde lært af at have leukæmi. Ældste Maxwell svarede: »Jeg har lært, at det er vigtigere ikke at vige tilbage end at overleve.«⁴ At vælge ikke at vige tilbage kræver handling, selv når man mærker frygt. Men det påkalder en kraft, der overgår en dødeligs evner.

Esajas sagde: »Han giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke« (Es 40:29). Da Almas folk stod over for tilsyneladende uoverkommelige lidelser, trøstede Herren dem på grund af deres tro på ham. De underkastede sig hans vilje og fik kraft til at bære de byrder, de blev pålagt (se Mosi 24:13-16).

Styrke i sorgen

Masons mor fortæller: »En aften gik Mason forbi det værelse, hvor jeg bad med hans otteårige søster. Gennem sine tårer udtrykte hun sine bekymringer for sin bror. Jeg holdt hende tæt, og vi græd sammen. Mason knælede ved siden af os og tog os begge i sine svækkede arme. Han valgte at lade sig rode ind i ubehagelige følelser og tilsidesætte sin personlige frygt, så han kunne hjælpe sin søster og mig. Han styrkede os til at møde vores sorg ved at sørge med os.«

en familie står udendørs — Mason sammen med sin familie

Skrifterne siger, at Helamans sønner »tænkte mere på deres fædres frihed, end de tænkte på deres eget liv« (Alma 56:47). De fokuserede mere på deres kærlighed til deres familie end på deres egen situation. Mason fandt også en styrke udover sin egen ved at prioritere sin kærlighed til sin familie frem for sine egne følelser, frygt og tvivl.

»Mason indså, at han ikke behøvede at vente med at blive helbredt, før hans tro blev styrket,« siger hans mor. »Han var i stand til at stole på Gud, og det gjorde ham i stand til at løsne grebet om sin egen sårbarhed. Jeg så mirakler udfolde sig i vores familie, ja selv i lokalsamfundet, da Gud hjalp os til at se, at kærlighed var – og er – stærkere end frygt. Mason kæmpede stadig med frygt, men han valgte ikke at lade den begrænse hans tro og kærlighed.«

Tro er ikke et engangstilfælde. Daglige beslutninger, der træffes igen og igen, om at sætte sin lid til Gud binder os til ham og hans kraft.

Blot seks måneder efter Masons første diagnose bestod han modigt sin jordiske prøvestand. Han valgte gentagne gange at lade Gud råde og blev udfriet fra al sin frygt.

Tro til at flytte bjerge

De, der vælger at tro på Kristus, kan se frem til at høre disse velkommende ord fra Frelseren: »Godt, du gode og tro tjener; du har været tro i det små, jeg vil betro dig meget. Gå ind til din herres glæde!« (Matt 25:23).

Præsident Nelson har kærligt advaret os om, at vi i de kommende dage får brug for Guds kraft.⁵ Den kraft er tilgængelig for alle, der trænger sig frem med tro på Kristus. Uanset hvad vores prøvelser måtte være, er svaret at slå vores åndelige relæ til og stole på hans kraft.

»Gennem jeres tro vil Jesus Kristus øge jeres evne til at flytte bjergene i jeres liv, selvom jeres personlige udfordringer kan synes lige så store som Mount Everest,« har præsident Nelson sagt.

»Jeres bjerge kan bestå af ensomhed, tvivl, sygdom eller andre personlige problemer. Jeres bjerge vil variere, og alligevel er svaret på alle jeres udfordringer at øge jeres tro.«⁶