Tro til at møde usikkerhed

Yih Chwin Koay fra Singapore

På grund af komplikationer med vores nyfødte datter betyder dagen forud for Frelserens herlige opstandelse om søndagen noget helt særligt for mig.

Vores datter, Alexis, blev født for tidligt i 26. uge. Fordi hun blev født med underudviklede lunger, måtte hun ligge i respirator for at kunne trække vejret.

Det var planen, at Alexis kunne komme hjem efter tre måneder på den neonatale intensivafdeling. Men hun fik det pludselig værre, da hun fik forhøjet blodtryk i lungekredsløbet, en tilstand, der kaldes for pulmonal hypertension.

Den dag, hvor hun blev blå, mens hun kæmpede med at trække vejret, ætsede sig ind i mit sind. Det var et af mange skræmmende øjeblikke, vi oplevede i de 12 måneder, hun tilbragte på hospitalet. Det år var en hjerteskærende rutsjebanetur for min mand og mig.

Isolation øgede vores bekymring. På grund af COVID-19-epidemien blev jeg adskilt fra medlemmer af min slægt. Det var også svært for min mand og mig at finde støtte uden for hospitalet. Det virkede som om, at det kun var få mennesker, der forstod, hvad vi gik igennem. Jeg følte mig hjælpeløs og desperat og brød sammen flere gange på hospitalet.

Jeg er taknemmelig for hjælpeforeningssøstre, der hjalp min familie, når vi havde brug for det. Jeg var ny i menigheden, da jeg lige var flyttet fra Hong Kong til Singapore. Mange søstre, som jeg ikke kendte, kom med mad og så til mig. Jeg blev rørt over deres kærlighed og bønner for min familie.

I mørke stunder vendte jeg mig til Gud. Han besvarede ikke mine bønner lige med det samme, men jeg fortsatte med at bede. Min mand, der ikke var medlem af Kirken, støttede mig ved at bede med mig. Vi kom igennem hver dag med tro i vores hjerte på, at Gud ville sørge for os. Vi gjorde alt, hvad vi kunne for vores dyrebare barn og overlod resten til ham.

Med Guds vejledning nåede vi frem til en beslutning, som vi havde kæmpet med i månedsvis. Vi følte os vejledt til at lade Alexis få en trakeotomi. Kirurger planlagde at lave et snit forrest på hendes hals ved hendes luftrør og derpå sætte en tube ind, der ville give hende direkte luft i lungerne. Alexis kunne så trække vejret uden at bruge sin næse eller mund.

En endeløs lørdag

Når jeg tænker over vores oplevelse med Alexis, tænker jeg på vor Frelsers sonoffer. Vi kender alle til hans korsfæstelse og hans herlige opstandelse. Der står ikke meget i skrifterne om tiden mellem disse to vigtige begivenheder. Men den tid har særlig betydning for mig, hvilket gør påsken særlig meningsfuld.

Lørdag var for eksempel en dag med usikkerhed. Frelserens disciple kunne ikke helt se den herlighed, der endnu skulle komme om søndagen. Lørdag var, ligesom fredag, en svær dag for dem at komme igennem.

Under vores datters lange hospitalsindlæggelse gennemlevede vi noget, der føltes som en endeløs lørdag. Vi stod over for så megen usikkerhed, at vi kun kunne overskue en dag ad gangen. I de skræmmende stunder, hvor Alexis så ud til at dø, havde vi svært ved at se lyset for enden af tunnelen, og endnu sværere ved at føle håb.

Men gennem vores erfaring lærte jeg, at vor himmelske Fader og hans Søn er fuldt ud opmærksomme på os og vores prøvelser. Jeg er taknemlig for Frelseren og fuld af forundring over hans forsoning. Gennem hans forsoning kan vi modtage urokkelig hjælp til at komme igennem livets lørdage, når vi holder fast i håbet om fremtidige velsignelser.

Alexis’ operation gik godt. For nylig kunne vi fejre hendes tre års fødselsdag. Trods alt det, hun gik igennem, er hun et muntert lille barn, der elsker at smile og møde nye mennesker i nabolagets park. Hendes luftrørstube afholder hende fra at tale, men hun elsker at bruge tegnsprog til at beskrive farver, og hun elsker at læse bøger. Vi føler os velsignet ved at bruge hver eneste vågne stund sammen med hende.