»Angelas små solsikker«, Liahona, apr. 2023.
Sidste dages helliges røster
Angelas små solsikker
Jeg er taknemlig for Helligåndens hvisken, der har lært mig, at Gud er opmærksom på sine børn.
Illustration: Dilleen Marsh
En lørdag aften i 2009 sad min missionærkammerat, søster Alison Vevea, og jeg i en kirkebygning og så Hjælpeforeningens årlige generalkonferencemøde. Jeg tænkte på Angela, en kvinde vi hjalp med at forberede sig til dåb.
To år tidligere var Angelas søn blevet dræbt. Angela var for tiden arbejdsløs, og selvom hun glædede sig til at blive døbt, følte hun sig ofte ensom og deprimeret. Den aften inden transmissionen havde søster Vevea og jeg bedt om inspiration til at vide, hvordan vi kunne hjælpe Angela.
Da præsident Henry B. Eyring talte, følte jeg mig tilskyndet til at give Angela noget. Men hvad? Ånden sagde så til mig: »Angela har brug for blomster.« Næsten med det samme fortalte præsident Eyring en historie om en kvinde, der var blevet tilskyndet til at tage nogle tulipaner med til en hjælpeforeningssøster.1 Hans historie bekræftede for mig, at Angela, af en eller anden årsag, havde brug for blomster.
Da transmissionen var slut, fortalte jeg min makker, hvad Ånden havde hvisket til mig. Uden tøven kørte vi til det nærmeste supermarked. Da jeg så på butikkens beskedne udvalg af blomster, samlede jeg en buket af tusindfryd op.
»Jeg ved det ikke,« sagde søster Vevea. »Hvad med solsikker?«
Jeg påpegede, at de kostede mere, men min makker insisterede. »Jeg føler virkelig, at vi skal købe nogle solsikker,« sagde hun.
Nogle minutter senere stod vi på Angelas veranda, med solsikker i hånden. Jeg kan ikke huske de hilsener, vi udvekslede, da døren blev åbnet. Jeg husker kun Angelas tårer.
Angela forklarede, at hun omtaler alle sine børn som sine »små solsikker«. Når hun besøger sin søns grav, lægger hun solsikker ved hans gravsten. Dagen før var hun dog gået tomhændet derhen. Trods al hendes søgen havde hun ikke været i stand til at finde solsikker nogen steder. Med vores gave planlagde hun at vende tilbage til kirkegården næste dag for at fortsætte sin tradition.
Den aften havde Ånden arbejdet gennem præsident Eyring, min kammerat, og mig for at give Angela et budskab om kærlighed fra hendes himmelske Fader. Jeg er taknemlig for Helligåndens hvisken. Den lærte mig tidligt på min mission, at Gud er opmærksom på sine børn, og at han altid er rede til at hjælpe os med at udføre sit værk.