Hjælpeforeningens varige arv
Hjælpeforeningens historie er optegnet i ord og tal, men arven videreføres fra hjerte til hjerte.
Jeg er taknemlig for at være sammen med jer i aften. Jeg skal hilse fra præsident Monson og præsident Uchtdorf og udtrykke kærlighed og taknemlighed. Lige siden Hjælpeforeningen blev stiftet i 1842, har den været velsignet med tilsyn fra en omsorgsfuld og kærlig Guds profet. I Nauvoo instruerede Joseph Smith i begyndelsen lederne og de forsamlede medlemmer.
Da jeg kender til jeres glorværdige historie, følte jeg et vist ansvar ved at modtage invitationen fra præsident Monson om at tale til jer. Ved et af de tidlige møder i Hjælpeforeningen bad profeten Joseph Smith overraskende biskop Whitney om at tale i stedet for ham. Biskop Whitney indledte med at sige, at han var kommet i glad forventning om at modtage profetens belæringer. Jeg forstår hans skuffelse og også, hvis I er det.
Derfor spurgte jeg præsident Monson om, hvad han følte, at I ville få mest ud af at høre, da jeg forberedte mig på denne stund. Det, han sagde, bekræftede de indtryk, jeg allerede havde modtaget gennem studie og bøn.
I aften vil jeg tale til jer om den store arv, som de, der gik forud jer i Hjælpeforeningen, har efterladt til jer. Den del af grundvolden, som de lagde for jer, og som forekommer mig vigtigst og mest bestandig, er, at ›næstekærlighed‹ er hjertet i Hjælpeforeningen, og at den netop skulle fylde hjertet og blive en del af selve personligheden hos hvert medlem. For dem betød kærlighed langt mere end en følelse af velgørenhed. Kærlighed fødes af tro på Herren Jesus Kristus og er et udslag af, at hans sonoffer virker i hjertet blandt medlemmerne. Der er mange velgørende grupper af kvinder, som gør meget godt. Der er mange, som har overvældende sympati for de uheldigt stillede, de syge og de trængende. Men denne organisation er noget helt specielt og har været det fra starten.
I den grundvold, som disse storslåede søstre lagde, satte de »kærligheden ophører aldrig«1 i centrum. Det tjente dem i begyndelsen, det tjente dem i den store periode, der fulgte, det tjener dem nu i en ny tid, og det vil tjene Hjælpeforeningen i alle tider fremover.
Denne forening er dannet af kvinder, hvis næstekærlighed udspringer af en forandring i hjertet, der følger af at kvalificere sig til og holde de pagter, der kun tilbydes i Herrens sande kirke. Deres næstekærlighed kommer fra ham gennem hans sonoffer. Deres næstekærlige gerninger er inspireret af Frelserens eksempel og har udspring i taknemlighed for hans uendelige nådegaver og i Helligånden, som han sender for at ledsage sine tjenere på deres nådesmissioner. På grund af det har de udført og er de i stand til at udføre usædvanlige ting for andre og til at finde glæde, selv når deres egne behov er store og uimødekommet.
Hjælpeforeningens historie er fyldt med beretninger om sådan bemærkelsesværdig tjeneste. I de svære tider med forfølgelse og afsavn, hvor de trofaste flyttede fra Ohio, til Missouri, til Illinois og derefter krydsede ørkenen vestpå, sørgede søstrene midt i deres fattigdom og sorg for andre. I ville græde lige så meget, som jeg gjorde, hvis jeg læste nogle af beretningerne fra jeres historie for jer. I ville blive rørt af deres generøsitet, men endnu mere af at genkende den tro, som opløftede og opretholdt dem.
De kom fra mange forskellige kår. De mødte alle livets universelle prøver og hjertesorg. Deres beslutsomhed om at tjene Herren og andre var født af tro på Herren og syntes ikke at føre dem uden om livets storme, men direkte ind i dem. Nogle var unge, andre var gamle. De kom fra mange forskellige lande og folkeslag, som jer i dag. Men de var ét af hjerte og sind og med samme mål for øje. De var opsat på at hjælpe Herren med at opbygge Zion, hvor den lykkelige tilstand, der så levende var blevet beskrevet for dem i Mormons Bog, kunne være. I husker nogle af beskrivelserne fra Fjerde Nefi, som de bar i deres hjerte, hvorend Herren førte dem hen på deres rejse mod Zion:
»Og det skete i det seksogtredivte år, at alle mennesker på hele landets overflade, både nefitter og lamanitter, blev omvendt til Herren, og der var ingen stridigheder og mundhuggerier blandt dem, og enhver handlede retfærdigt, den ene med den anden.
Og de havde alt fælles blandt sig, derfor var der ikke fattige og rige, trælle og frie, men de blev alle gjort frie og delagtige i den himmelske gave.
Og der fandtes ingen strid i landet, fordi Guds kærlighed boede i folkets hjerte.«2
De første medlemmer af Hjælpeforeningen gik ikke ind til sådan en idyllisk tid. Men Guds kærlighed boede i deres hjerte. Så den – og de – udholdte rejsen vestpå og årene, der fulgte. På grund af svære omstændigheder ophørte Hjælpeforeningen med at fungere som en kirkeorganisation i næsten 40 år. Men i 1868 kaldte Brigham Young Eliza R. Snow til at assistere biskopperne med at organisere hjælpeforeninger. Hun blev kaldet som den anden hovedpræsident for Hjælpeforeningen i 1880. Hjælpeforeningens optegnelser viser, at da lederne gik til søstrene overalt i Kirken for formelt at organisere Hjælpeforeningens arbejde, fandt de, at næstekærligheden i deres hjerte var uformindsket. De var barmhjertigt blevet ved med at række ud mod folk i nød. De, som havde været trofaste mod deres pagter, havde bevaret næstekærlighedens gave, Kristi rene kærlighed, hos sig. Den havde de stadig.
I årene der fulgte tog Hjælpeforeningen til i antal og styrke til at tjene folk i nød. Under ledelse af kvinder med store visioner og evner, tog Hjælpeforeningen fat på velgørende tjenester, der ellers ikke var meget af for de trængende i civilisationens udkant. De byggede små hospitaler. De støttede de kvinder, som tog østpå for at få en uddannelse inden for sygepleje til at bemande dem. Det var begyndelsen på et af de store hospitalssystemer i USA.
De iværksatte programmer, som med tiden blev til Kirkens verdensomspændende socialtjeneste. De skabte et forråd af korn så effektivt, at de hurtigt kunne reagere på forespørgsler om hjælp fra forbundsregeringen i krigs- og krisetider. De begyndte på det, der blev til Primary og det, der blev til organisationen for Unge Piger i Kirken. De lavede deres eget magasin for kvinder. De blev en de største organisationer for kvinder på verdensplan. De sad med i bestyrelser for kvindeorganisationer i USA.
Hjælpeforeningen var kernen, da Kirken begyndte at kunne yde humanitær hjælp rundt om i verden. Når ledere fra hele verden besøger Utah, udtrykker de respekt og beundring for det, Kirken gør for de fattige samt for ofre for krig og naturkatastrofer overalt i verden. Disse bemærkelsesværdige gaver til Guds børn er en del af Hjælpeforeningens bestandige arv.
Ved deres første møde i Hjælpeforeningen fortalte profeten Joseph Smith dem, at sådanne bemærkelsesværdige ting ville blive en følge af deres trofaste tjeneste. Han sagde, at dronninger ville tage ved lære af og blive en del af deres tjeneste.3 Jeg har set den profeti blive opfyldt. Og ud fra optegnelserne kan jeg se et løfte fra skriften, som gives til dem, som tjener Herren i hans værk, og at det også blev givet til Hjælpeforeningens pionerer. Løftet, som blev givet gennem profeten Joseph Smith, findes i afsnit 88 i Lære og Pagter. Det omtaler dem, som vil blive kaldet til at tjene med ham i flere på hinanden følgende tidsrum:
»Og han sagde til den første: Gå du ud og arbejd i marken, og i den første time kommer jeg ud til dig, og du skal se glæden i mit ansigt.
Og han sagde til den anden: Gå du også ud i marken, og i den anden time vil jeg besøge dig med glæde i mit ansigt.
Og også til den tredje, idet han sagde: Jeg vil besøge dig;
og til den fjerde, og så fremdeles til den tolvte.
Og markens herre gik ud til den første i den første time og blev hos ham hele den time, og han blev glad på grund af lyset i sin herres ansigt.«4
Ud fra deres optegnelser står det klart, at disse kvinder i Hjælpeforeningens første tid følte den glæde, Herren havde lovet. Han var en del af værket sammen med dem. Han velsignede det, og de følte glæde og lys.
Profeten Joseph Smith forudså en anden tid, som ville følge. Han så det store værk, som de byggede i den første tid. Men han sagde også, at de skulle tjene, velsigne og vise omsorg for dem, der stod dem nær, og som de kendte personligt.
Efter en glædelig tid med opbygning førte Herren dem hen til en anden tid, væk fra de marker, som de havde tilsået med så stor omhu. Det var svært for de trofaste mænd, som fx arvede hospitalssystemet, som disse kvinder havde opbygget på den grundvold, som Hjælpeforeningen havde bygget. Gennem sine profeter gjorde Herren det klart, at hans tjenere i præstedømmet kunne overdrage vedligeholdelsen og opbygningen af det stærke redskab til andres bedste. Derfor gav Kirken sin imponerende hospitalskæde væk.
Jeg kender og beundrer de mænd, som følte glæden ved at tjene i det hospitalssystem. Og jeg så, at de vidste, at glæden var kommet ved at arbejde sammen med Herren og ikke gennem deres egne fortjenester. Og derfor smilede de og gav gladelig det, de havde opbygget, væk. De havde tro på, at Herren så et større behov for deres tjeneste andetsteds på andre områder og til andre tider.
En værdifuld del af jeres arv i Hjælpeforeningen er den selvsamme tro, som findes i hjertet hos ledere og medlemmer af Hjælpeforeningen. Herren har vidst, hvor deres store talenter ville blive til større nytte i den næste tid, og hvor de ville finde endnu større glæde end i de store velgørende foretagender, de havde påbegyndt og opbygget.
Kirken blev større og verdensomspændende. Den tjeneste, de havde have opbygget, begyndte at kræve store ressourcer og konstant overvågning i en stadigt voksende kirke og i en verden med stadig mere uro. At styre store og centraliserede programmer ville have svækket hjælpeforeningsledernes og medlemmers mulighed for at føle glæden ved at tjene den enkelte for og med Herren.
Til en ny tid havde Herren allerede deres mulighed klar. Det eneste system, som kunne være til hjælp og støtte i så stor en kirke i så forskelligartet en verden, ville være individuelle tjenere tæt på folk i nød. Det havde Herren forudset fra Hjælpeforeningens begyndelse.
Han havde lagt mønsteret. To hjælpeforeningssøstre som tager imod deres opgave med at besøge en anden som et kald fra Herren. Det var sandt fra begyndelsen. Funktionærer i Hjælpeforeningen organiserede medlemmer, som de vidste havde tro nok til at yde barmhjertighedstjeneste, når det lå udover, hvad de to kaldede besøgslærere kunne magte. Det var altid tæt på hjemmet, blandt bekendte. Medlemmer underviser i evangeliet ved lokale møder og bærer vidnesbyrd om Frelseren og genoprettelsen. Døtre våger over mødre. Mødre lytter til, underviser og sørger for døtre.
Medlemmerne af Hjælpeforeningen har altid nydt de lokale præstedømmehyrders tillid. Enhver biskop og enhver grenspræsident har en hjælpeforeningspræsident, de kan stole på. Hun har besøgslærere, som kender til den enkelte søsters trængsler og behov. Gennem dem kan hun vide, hvad der rører sig hos enkeltpersoner og familier. Hun kan imødekomme behovene og hjælpe biskoppen i hans kald om at sørge for enkeltpersoner og familier.
En vidunderlig del af Hjælpeforeningens arv ses i den måde, hvorpå præstedømmet altid har vist respekt for og modtaget respekt fra Hjælpeforeningen. I har set det såvel som jeg. For flere år siden sagde min families biskop med et smil til mig: »Hvorfor er det sådan, at når jeg tager ud til nogen fra menigheden, som er i nød, har din hustru altid været der før mig?« Enhver biskop og grenspræsident med blot den mindste smule erfaring har følt den blide prikken inspireret af hjælpeforeningssøstrenes eksempel. De hjælper os med at huske, at det gælder for alle, kvinder såvel som mænd, at der ingen frelse er uden barmhjertig tjeneste.
De ældre iblandt jer husker sikkert, at præsident Marion G. Romney citerede dette skriftsted, da han sagde, at han var lige så opsat som søstrene på at yde trofast tjeneste. Han citerede kong Benjamin: »Og se, af hensyn til dette, som jeg har talt til jer – det vil sige af hensyn til at blive ved med at have forladelse for jeres synder fra dag til dag, så I kan vandre skyldfri for Gud – ønsker jeg, at I skal give af jeres gods til de fattige, enhver i forhold til det, som han har, såsom at bespise de sultne, klæde de nøgne, besøge de syge og yde dem lindring, både åndeligt og timeligt i forhold til deres trang.«5
Grunden til, at præsident Romney smilede, som jeg husker, han gjorde det, da han sagde det, var, at han virkelig ønskede forladelse for sine synder. Og han tænkte, at han ville slutte sig til søstrene i enhver form for barmhjertig tjeneste, han kunne.
Nu er det tid til at tale om, hvad I må gøre for at videreføre denne storslåede og hellige arv i Hjælpeforeningen til dem, der vil følge efter jer. Det vil kræve små og enkle ting. Husk, at arven overføres fra hjerte til hjerte. Næstekærlighed, Kristi rene kærlighed, er en del af den store forandring i hjertet, som Herren lover sine trofaste disciple. Så det er ikke så svært at se, hvilke enkle ting I kan og må gøre for at videregive den arv.
Hver gang I og jeres makker fx forbereder jer på at tage ud på kreds, har I bare brug for at huske på, hvilken succes det vil blive. Det bliver så meget mere end bare at komme inden for døren. Det bliver mere end at give et budskab. Det bliver mere end at spørge, hvad I kan hjælpe med. Succesen kommer måske først efter mange besøg. Og det er ikke sikkert, at det bliver i denne verden, I vil se bevis på, at I har haft succes. Men gennem Ånden kan I mærke, om I er på rette vej.
Jeg talte med et medlem af Hjælpeforeningen om et besøg, hun havde foretaget. Det var hos en kvinde, som snart skulle miste sin mand på pludselig og tragisk vis. Kvinden havde kun haft sporadisk kontakt med Hjælpeforeningen i de sidste år.
Den besøgende forberedte sig ved at standse på vejen og købe nogle blomster. Det var sæson for tulipaner, som blev udbudt i mange farver til en god pris. Hun valgte en farve, hendes yndlings, men følte sig inspireret til at prøve en anden. Hun vidste ikke, hvorfor hun valgte gule, men det gjorde hun.
Da hun overrakte de gule tulipaner i døren, sagde kvinden smilende: »Kom. Se min baghave.« Den stod fyldt med gule tulipaner i fuldt flor. Kvinden sagde: »Jeg spekulerede på, om jeg skulle klippe nogle af og tage inden for i huset. Men nu kan jeg lade dem stå og nyde dem lidt længere tid i haven, fordi du kom med disse.« De talte hyggeligt sammen, som om de var gamle venner. Den tilskyndelse til at komme med blomster og vælge de gule tulipaner, beviste for den besøgslærer, at hun var ude i Herrens ærinde. Jeg kunne høre glæden i hendes stemme, da hun fortalte mig det.
Da hun talte med mig, vidste hun ikke, hvordan enken havde følt det efter besøget. Men hvis enken havde følt, at Gud elskede hende, og at han havde sendt en engel til hende, havde besøgslæreren hjulpet hende fremad på vejen mod succes i Herrens øjne. Den besøgende får kun bevis på sin succes fra sin trofaste indsats i den kommende verden.
Det gælder i hvert fald for to besøgslærere, som igen og igen bragte kærlighed til en anden enke, som boede i nærheden på et alderdomshjem for næsten ni år siden. Hun gik efter svære prøvelser bort for blot nogle uger siden. Ud fra det jeg har hørt fra enkens søn, er jeg sikker på, at disse besøgslærere havde succes. De vil nyde den glædelige oplevelse, som profeten Joseph Smiths mor beskrev for sine søstre ved et hjælpeforeningsmøde, hun deltog i: Hun sagde: »Vi skal værdsætte hinanden, passe på hinanden, trøste hinanden og modtage instruktioner, så vi alle kan være sammen i himlen.«6
I viderefører den arv, når I hjælper andre med at modtage næstekærlighedens gave i deres hjerte. Dermed bliver de i stand til at give den videre til andre. Hjælpeforeningens historie er optegnet i ord og tal, men arven videreføres fra hjerte til hjerte. Det er derfor familier nyder så megen gavn af Hjælpeforeningen.
Min mor gav mig en lille nål med ordene: »Kærligheden ophører aldrig.« Søster Beck gav mig denne lille en til mit revers.
Den bestandige arv min mor efterlod sin familie bestod i mere end nålen. Den bestod af hendes kærlighed og Herrens kærlighed, som jeg så og følte i de enkle ting, hun gjorde, hvor hun udviste barmhjertighed for ham. Hun var en hjælpeforeningskvinde. Hun havde ingen døtre, men min hustru har videregivet arven til vore to døtre. Og de vil holde den i live i andres hjerte. Den vil bestå, for kærligheden ophører aldrig.
Jeg vidner om, at næstekærligheden er Kristi rene kærlighed. Han lever. Når vi tjener sammen med ham, føler vi hans glæde. Gennem hans sonoffer er det muligt for os at bede om og modtage næstekærlighedens gave. Jeg ved, at Faderen lever og besvarer vore bønner. I er medlemmer af en forening, som blev grundlagt af genoprettelsens profet, Joseph Smith, og som satte dens kurs. Søster Beck og hendes rådgivere blev kaldet gennem inspiration fra Gud, som blev givet til en levende profet. Jeg ved, at det er sandt.
I har en glorværdig arv. Jeg beder til, at Gud vil inspirere jer til at bevare og videregive den, som en arv, der vil velsigne og bringe glæde til dem i de kommende generationer og tider. I Jesu Kristi hellige navn. Amen.