2009
Velkommen til konference
November 2009


Velkommen til konference

Vi ønsker, at så mange medlemmer som muligt får mulighed for at besøge templet uden at skulle rejse urimeligt langt.

President Thomas S. Monson

Mine elskede brødre og søstre, jeg sender mine hilsener til jer alle, nu hvor vi indleder oktoberkonferencen 2009 i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Hvor er jeg taknemlig for den tid, vi lever i – en tidsalder med så avanceret teknologi, at vi kan tale til jer over hele verden. Når generalautoriteter og organisationsledere står her i Konferencecentret i Salt Lake City, vil vore stemmer nå jer ved hjælp af forskellige medier, herunder radio, fjernsyn, satellittransmission og internettet. Selv om vi taler til jer på engelsk, vil I høre os på omkring 92 sprog.

Siden vi sidst holdt møde i april i år, har vi indviet det smukke tempel ved Oquirrh Mountain, som ligger i South Jordan i Utah. Og ind mellem indvielsen af templet i Draper i Utah i marts og den seneste indvielse af templet ved Oquirrh Mountain i Utah i august, blev der afholdt et spektakulært kulturarrangement to aftener, hvor unge fra begge tempeldistrikter deltog. Stykket gengav Utahs rige arv gennem sang og dans. Alt i alt deltog omkring 14.000 unge i løbet af de to aftener.

Vi fortsætter med at bygge templer. Vi ønsker, at så mange medlemmer som muligt får mulighed for at besøge templet uden at skulle rejse urimeligt langt. På verdensplan bor 83 % af vore medlemmer mindre end 300 km fra et tempel. Det tal vil fortsat vokse, når vi opfører nye templer over hele verden. Der er nu 130 fungerende templer og 16 andre bekendtgjort. Det glæder mig denne formiddag at kunne bekendtgøre 5 nye templer, hvor grunden er købt, og som i de kommende måneder og år bliver bygget følgende steder: Brigham City i Utah, Concepción i Chile, Fortaleza i Brasilien, Fort Lauderdale i Florida og Sapporo i Japan.

Millioner af ordinancer udføres i templerne hvert år på vegne af vore kære, der er gået forud. Må vi fortsat være trofaste i udførelsen af sådanne ordinancer for dem, der ikke kan gøre det selv. Jeg elsker præsident Joseph F. Smiths ord, da han talte om tempeltjeneste og om åndeverdenen efter livet på jorden. Han sagde: »Ved vore anstrengelser for deres bedste vil deres trældomslænker falde, og det mørke, der omgiver dem, vil forsvinde, så lyset kan skinne på dem, og de vil i åndeverdenen høre om det arbejde, der bliver gjort for dem af deres slægtninge her, og de vil fryde sig med jer i udførelsen af disse pligter.«1

Brødre og søstre, Kirken vokser fortsat, som den har gjort, siden den blev organiseret for over 179 år siden. Den forandrer tilværelsen for flere og flere mennesker hvert år og udbredes vidt og bredt over hele jorden, hvor vores missionærstyrke finder dem, der søger efter sandhederne, der findes i Jesu Kristi evangelium. Vi kalder på alle Kirkens medlemmer til at gøre sig til venner med de nyomvendte, til at række ud til dem, omgive dem med kærlighed og hjælpe dem, så de føler sig hjemme.

Jeg beder til, at jeres tro og bønner fortsat lyder for de områder, hvor vores indflydelse er begrænset, og hvor vi ikke har lov til frit at fortælle om evangeliet på nuværende tidspunkt. Mirakler kan ske, når vi gør det.

Nuvel, mine brødre og søstre, vi venter ivrigt på at lytte til de taler, der bliver holdt for os i de næste to dage. De, der skal tale til os, har søgt himlens hjælp og vejledning, mens de har forberedt deres tale. De er blevet tilskyndet om det, som de vil fortælle os. Det er min bøn, at vi må være fyldt med Herrens Ånd, når vi lytter og lærer. I Jesu Kristi navn. Amen.

Note

  1. Joseph F. Smith, i Conference Report, okt. 1916, s. 6.