Hjælp andre med at genkende Åndens hvisken

Vicki F. Matsumori

Andenrådgiver i Primarys hovedpræsidentskab

Vi kan hjælpe andre med at blive mere fortrolige med Åndens tilskyndelser, når vi bærer vores vidnesbyrd om Helligåndens indflydelse i vores tilværelse.

Ved slutningen af dagen påbegynder to missionærer deres hjemtur, da den ene pludselig vender sig mod den anden og siger: »Jeg føler, vi skal stoppe ved dette ene sidste sted.« En hjemmelærer tilskyndes til at ringe til en af de familier, han lige har besøgt nogle dage før. En ung pige planlægger at tage med til en klassekammerats fest, men føler sig denne gang tilskyndet til at blive hjemme.

Hvordan vidste missionærerne, at de skulle banke på døren hos en, der havde bedt for dem? Eller hjemmelæreren, at han skulle ringe til en familie, som havde et desperat behov? Eller den unge pige, at hun skulle blive væk fra en situation, hvor hendes værdier kunne blive bragt i fare? I hver af disse situationer blev de vejledt af Helligåndens indflydelse.

Lignende oplevelser sker jævnligt for medlemmer overalt i verden. Og der findes også mennesker, som ønsker at føle Ånden lede dem dagligt i deres tilværelse. Selv om hver enkelt person kan lære at genkende Åndens hvisken, kan den læringsproces fremmes, når andre hjælper os med at forstå Helligånden, bærer deres personlige vidnesbyrd og sørger for omgivelser, hvor man kan føle Ånden.

Forstå læren

Vigtigheden af at hjælpe andre med at forstå beskrives i Lære og Pagter. Forældre »i Zion eller i nogen af hendes stave, som er organiseret« bliver bedt om at hjælpe deres børn med at »forstå læren«.¹

Hvad enten man er i et klasseværelse, til en missionærlektion eller en familieaften kan undervisning i læren angående Helligånden hjælpe andre med at forstå denne vigtige gave. Vi lærer, at skønt »Kristi ånd er givet til enhver, så han kan kende godt fra ondt«,² kommer retten til Helligåndens konstante fællesskab, når medlemmer får den gave ved håndspålæggelse af dem, der har den rette myndighed.³

Dette fællesskab kan vi fortsat have, hvis vi er værdige. Vi får at vide, at »Herrens Ånd ikke bor i vanhellige templer,«⁴ og at når vi »lad[er] dyd uophørligt pryde [vore] tanker, da … [skal] Helligånden … være [vores] stadige ledsager«.⁵

Skrifterne og profeterne lærer os, hvordan dette konstante fællesskab føles. Herren fortæller os: »Jeg vil tale til dig i dit sind og i dit hjerte ved Helligånden, som skal komme over dig, og som skal bo i dit hjerte.«⁶ Enosh kundgjorde: »Mens jeg således kæmpede i ånden, se, da lød Herrens røst igen i mit sind.«⁷ Joseph Smith siger: »Når du føler den rene intelligens tilflyde dig, kan den give dig et pludseligt indfald af visse tanker.«⁸ Præsident Henry B. Eyring beskriver Helligåndens indflydelse som »fred, håb og glæde«. Han tilføjede: »Jeg har næsten også altid mærket en følelse af lys.«⁹

Min yndlingsbeskrivelse kommer imidlertid fra en 8-årig dreng, som lige havde fået Helligånden. Han sagde: »Det føltes som solskin.«

Bær personlige vidnesbyrd

Til at begynde med er det dog ikke altid let at skelne disse »solskins«-øjeblikke. Mormons Bog fortæller os om nogle trofaste lamanitter, som »blev døbt med ild og med Helligånden, og de vidste det ikke«.¹⁰

Vi kan hjælpe andre med at blive mere fortrolige med Åndens tilskyndelser, når vi bærer vores vidnesbyrd om Helligåndens indflydelse i vores tilværelse. Husk, at visse oplevelser er for hellige til at fortælle. Men ved at bære vidnesbyrd om Ånden i vores tilværelse, kan de, der ikke er fortrolige med disse tilskyndelser, bedre genkende dem, når de har lignende følelser.

Jeg var den første i min familie, der blev medlem af Kirken. Som otteårig forventede jeg at føle mig anderledes på grund af min dåb. For at være ærlig var det eneste, jeg følte mig, da jeg kom op af vandet … ja altså, dryppende våd. Jeg troede, at noget mere skelsættende ville ske, når jeg blev bekræftet. Imidlertid følte jeg mig igen glad efter at have modtaget Helligånden, men bestemt ikke anderledes, end jeg havde følt mig blot nogle få minutter tidligere.

Det var først den følgende dag ved faste- og vidnesbyrdsmødet, at jeg oplevede det, som jeg nu genkender som Helligåndens indflydelse. En bror rejste sig for at bære sit vidnesbyrd og fortælle om velsignelserne ved sit medlemskab af Kirken. Jeg følte en bølge af varme skylle hen over mig. Selv som otteårig erkendte jeg, at her var noget, der var anderledes. Jeg følte fred falde over mig, og jeg havde en tydelig følelse af, at vor himmelske Fader havde behag i mig.

Sørg for omgivelser, hvor Ånden kan føles

Der er steder, hvor det er lettere at føle Ånden. Vidnesbyrdsmøder og generalkonferencer er nogle af de steder. Templer er afgjort et andet. Udfordringen for os hver især er at sørge for omgivelser, hvor vi kan føle Ånden dagligt i vores hjem og hver uge i Kirken.

Én af årsagerne til, at vi opmuntres til at bede og læse skrifterne hver eneste dag, er, at begge disse aktiviteter indbyder Ånden i vores hjem og i vores families tilværelse.

Eftersom Ånden ofte beskrives som en stille, sagte røst,¹¹ er det derudover også vigtigt at have en stille stund i vores tilværelse. Herren har rådet os: »Vær rolig og vid, at jeg er Gud.«¹² Hvis vi sørger for en »rolig« og stille stund hver dag, hvor vi ikke bombarderes med fjernsyn, computer, videospil eller personlige elektroniske anordninger, gør vi det muligt for den stille, sagte røst at komme med personlig åbenbaring og tilhviske os blid vejledning, beroligelse og trøst.

På samme måde kan vi sørge for omgivelser i Kirken, der gør det muligt for Ånden at give guddommelig bekræftelse af det, der undervises i. Lærere og ledere gør mere end at undervise i lektioner eller lede møder. De fremmer Åndens hvisken til hvert medlem. Ældste Richard G. Scott har sagt: »Hvis du i dit forhold til dine elever ikke opnår andet end at hjælpe dem til at genkende og følge Åndens tilskyndelser, vil du have en umådelig og evig indflydelse på deres liv.«¹³

En solstrålelærer indhyllede hver af sine elever i klassen i et tæppe en efter en for at lære dem, at Ånden føles ligesom det velbefindende og den sikkerhed, som det tæppe gav. En mor på besøg hørte også lektionen.

Mange måneder senere takkede moderen læreren. Hun fortalte, hvordan hun havde været mindre aktiv, da hun fulgte sin lille datter til Primary. Adskillige uger efter lektionen aborterede moderen. Hun blev overvældet af sorg, da hun pludselig følte stor varme og fred. Det føltes som om, at nogen havde indhyllet hende i et varmt tæppe. Hun genkendte Åndens beroligelse og vidste, at vor himmelske Fader var opmærksom på hende, og at han elskede hende.

Når vi begynder at forstå Åndens hvisken, bliver vi også i stand til at høre ham undervise os i »rigets fredsskabende sandheder«¹⁴ og »alt det, som [vi] skal gøre«.¹⁵ Vi genkender svar på vore bønner og ved, hvordan vi mere fuldt ud kan efterleve evangeliet hver dag. Vi bliver vejledt og beskyttet. Og vi kan udvikle denne gave i vores tilværelse, når vi følger disse åndelige tilskyndelser. Vigtigst af alt føler vi ham vidne for os om Faderen og Sønnen.¹⁶

Da jeg som ung pige overværede en ungdomskonference, bar Ånden vidnesbyrd for mig om sandheden af det gengivne evangelium. Som indledning til et vidnesbyrdsmøde sang vi »Guds Ånd som en ild«. Jeg havde sunget den salme mange gange før ved nadvermøder. Men i dette tilfælde, næsten ved første tone, følte jeg Ånden. På det tidspunkt hvor vi sang »vi sidstedagsværket på jorden nu se,«¹⁷ vidste jeg, at det var mere end blot dejlige ord, det var smukke sandheder.

Helligånden har bekræftet for mig, at Gud Faderen lever. Han elsker hver enkelt af os. Han kender os hver især personligt. Han hører vores hjertes bønner, og han besvarer disse oprigtige bønner.

Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. Han kom til jorden i tidens midte for at sone for vore synder. Og han kommer tilbage. Disse og alle andre af evangeliets aspekter, som gør det ud for mit vidnesbyrd, er forankrede i mit hjerte på grund af Helligåndens indflydelse. I Jesu Kristi navn. Amen.