Guds kærlighed
Kærlighed er målet af vores tro, inspirationen for vores lydighed og den sande målestok for vores forpligtelse som disciple.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige vokser fortsat og bliver mere kendt verden over. Selv om der altid findes de, der har en stereotyp opfattelse af Kirken og dens medlemmer på negativ vis, tænker de fleste mennesker på os som ærlige, hjælpsomme og hårdtarbejdende. Nogle har billeder af kortklippede missionærer, kærlige familier og venlige naboer, som ikke ryger eller drikker. Vi er måske også kendt som et folk, der hver søndag går i kirke i tre timer et sted, hvor alle er brødre og søstre, og hvor børnene synger sange om bække, der taler, træer, der producerer popcorn, og børn, der gerne vil være solstråler.
Brødre og søstre, blandt alt det, vi ønsker at være kendt for, er der så egenskaber frem for alle andre, som bør definere os som medlemmer af Herrens kirke, ja, som Jesu Kristi disciple? Siden vores sidste generalkonference for et halvt år siden har jeg overvejet det og lignende spørgsmål. I dag vil jeg dele nogle af de tanker og indtryk med jer, som er kommet som følge af denne overvejelse. Det første spørgsmål er:
Hvordan bliver vi Jesu Kristi sande disciple?
Frelseren selv gav svaret i denne dybsindige udtalelse: »Elsker I mig, så hold mine bud.«1 Det er essensen af, hvad der menes med at være en sand discipel: De, der modtager Kristus Jesus, lever med ham.2
Men det kan skabe et problem for nogle, fordi der er så mange »skal’er« og »skal ikke’r«, at blot det at holde styr på dem kan være en udfordring. Sommetider komplicerer velmenende uddybelser af guddommelige principper – hvoraf mange kommer fra uinspirerede kilder – sagerne yderligere og udvander guddommelig sandhed med menneskeskabte tilføjelser. Et menneskes gode idé – noget, der måske virker for ham eller hende – slår rod og bliver en forventning. Og gradvist kan evige principper fare vild i labyrinten af »gode ideer«.
Det var et af Frelserens kritikpunkter hos de religiøse »eksperter« på hans tid, som han revsede for at have tilføjet hundreder af betydningsløse detaljer til loven, mens de forsømte det, der vejer tungere.3
Så hvordan retter vi os ind efter »det, der vejer tungere«? Er der et stabilt kompas, der kan hjælpe os med at prioritere vores liv, tanker og handlinger?
Atter engang åbenbarede Frelseren måden. Da han blev bedt om at nævne det største bud, tøvede han ikke: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind,« sagde han. »Det er det største og det første bud.«4 Sammenholdt med den anden store befaling – at elske vores næste som os selv5 – har vi et kompas, der giver vejledning ikke kun i vores liv, men også i Herrens kirke på begge sider af sløret.
Eftersom kærlighed er det store bud, bør det være midtpunktet for alt, hvad vi gør i vores familie, i vore kirkekaldelser og i vores arbejde. Kærlighed er den helbredende balsam, der bygger bro over kløfter i personlige og familiemæssige forhold. Den er det bånd, der forener familier, samfund og nationer. Kærlighed er den kraft, der fører til venskab, tolerance, høflighed og respekt. Det er den kilde, der overvinder splid og had. Kærlighed er den ild, som varmer vores tilværelse med uforlignelig glæde og guddommeligt håb. Kærlighed bør være en del af vores færden og vores tale.
Når vi virkelig forstår, hvad det vil sige at elske, som Jesus Kristus elsker os, svinder forvirringen, og vore prioriteter rettes ind. Vores færden som Kristi disciple bliver en større glæde. Vores tilværelse giver ny mening. Vores forhold til vor himmelske Fader bliver mere intenst. Lydighed bliver en glæde frem for en byrde.
Hvorfor bør vi elske Gud?
Gud den evige Fader gav ikke det første bud, fordi han har brug for, at vi elsker ham. Hans magt og herlighed bliver ikke mindre, hvis vi ignorerer, fornægter eller endog besudler hans navn. Hans indflydelse og herredømme strækker sig gennem tid og rum uafhængig af vores anerkendelse, billigelse eller beundring.
Nej, Gud har ikke brug for, at vi elsker ham. Men åh, hvor har vi dog brug for at elske Gud!
For det, vi elsker, afgør, hvad vi søger.
Det, vi søger, afgør, hvad vi tænker og gør.
Det, vi tænker og gør, afgør, hvem vi er – og hvem vi vil blive.
Vi er skabt i vor himmelske forældres billede. Vi er Guds åndelige børn. Derfor har vi en umådelig evne til at rumme kærlighed – det er en del af vores åndelige arv. Hvad og hvordan vi elsker, karakteriserer os ikke blot som enkeltpersoner, det karakteriserer os også som kirke. Kærlighed er en karakteristisk egenskab hos en Kristi discipel.
Siden tidernes begyndelse har kærlighed været en kilde til både den ypperligste lyksalighed og de tungeste byrder. Som kilden til elendighed fra Adams dage indtil i dag finder I kærlighed til de forkerte ting. Og at roden til glæde findes i kærlighed til de gode ting.
Og det største af alle gode ting er Gud.
Vor Fader i himlen har skænket os, hans børn, langt mere end noget jordisk sind kan fatte. Under hans ledelse skabte den store Jahve denne forunderlige verden, vi lever i. Gud Faderen våger over os, fylder vores hjerte med åndeløs glæde, oplyser vore mørkeste timer med velsignet fred, lader dyrebare sandheder dryppe i vores sind, fører os gennem tider med kval, glæder sig, når vi glæder os og besvarer vore retfærdige anråbelser.
Han tilbyder sine børn løftet om en herlig og uendelig eksistens og har tilvejebragt en vej for os, hvor vi kan gå frem i kundskab og herlighed, indtil vi modtager en fylde af glæde. Han har lovet os alt det, han har.
Hvis alt dette ikke er tilstrækkelig grund til at elske vor himmelske Fader, så kan vi måske lære noget af ordene fra apostlen Johannes, som sagde: »Vi elsker, fordi han elskede os først.«6
Hvorfor elsker vor himmelske Fader os?
Tænk på den reneste, mest altopslugende kærlighed, I kan forestille jer. Gang nu den kærlighed med et uendeligt stort tal – det er et mål for Guds kærlighed til jer.7
Gud ser ikke på det ydre.8 Jeg tror, at han ikke bekymrer sig det ringeste om, hvorvidt vi bor i et slot eller en hytte, om vi ser godt ud eller ikke er videre kønne, om vi er berømte eller glemte. Skønt vi er ufuldstændige, elsker Gud os fuldstændigt. Skønt vi er ufuldkomne, elsker han os fuldkomment. Skønt vi føler os fortabte og uden kompas, omslutter Guds kærlighed os fuldstændigt.
Han elsker os, fordi han er fyldt med et uendeligt mål af hellig, ren og ubeskrivelig kærlighed. Vi er vigtige for Gud, ikke på grund af vores CV, men fordi vi er hans børn. Han elsker hver eneste af os, selv de, der har mangler, er vragede, kejtede, sorgfulde eller nedbrudte. Guds kærlighed er så stor, at han elsker selv de stolte, selviske, arrogante og ugudelige.
Det betyder med andre ord, at der er håb for os uanset vores nuværende tilstand. Uanset vore kvaler, uanset vores sorg og uanset vore fejl, ønsker vor uendeligt medfølende himmelske Fader, at vi kommer nær til ham, så han kan komme nær til os.9
Hvordan kan vi øge vores kærlighed til Gud?
Eftersom »Gud er kærlighed,«10 oplever vi denne kærlighed11 mere indgående, des nærmere vi kommer ham. Men eftersom et slør adskiller denne dødelighed fra vores himmelske hjem, må vi stræbe i Ånden efter det, der ikke kan opfattes med dødelige øjne.
Himlen kan til tider synes fjern, men skrifterne indgyder håb: »Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte.«12
Men at søge Gud af hele vores hjerte indebærer meget mere end blot at bede en bøn eller udtale nogle få ord, der opfordrer Gud til at komme ind i vores liv. »For dette er kærligheden til Gud, at vi holder hans bud.«13 Vi kan gøre et stort nummer ud af at sige, at vi kender Gud. Vi kan kundgøre offentligt, at vi elsker ham. Ikke desto mindre er alt forgæves, hvis vi ikke adlyder ham, for »den, der siger: ›Jeg kender ham,‹ men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham.«14
Vi øger vores kærlighed til vor himmelske Fader og viser den kærlighed ved at rette vore tanker og handlinger ind efter Guds ord. Hans rene kærlighed leder og opmuntrer os stedse til at blive renere og helligere. Den inspirerer os til at vandre i retskaffenhed – ikke af frygt eller forpligtelse, men af et oprigtigt ønske om at blive endnu mere som han, fordi vi elsker ham. Ved at gøre det kan vi »fødes på ny … og blive renset ved blod, nemlig ved [den] Enbårnes blod, så [vi] kan blive helliggjort fra al synd og nyde det evige livs ord i denne verden og evigt liv i den tilkommende verden, ja, udødelig herlighed.«15
Mine kære søskende, bliv ikke mismodige, hvis I til tider snubler. Føl jer ikke nedslåede eller fortvivlede, hvis I ikke til alle tider føler jer værdige til at være en Kristi discipel. Det første skridt til at vandre i retskaffenhed er ganske enkelt at prøve. Vi skal prøve at tro. Prøv at lære af Gud: Læs skrifterne, studér hans sidste dages profeters ord og vælg at lytte til Faderen og gør det, han beder os om. Prøv, og bliv ved med at prøve indtil det, der synes vanskeligt, bliver muligt – og det, der kun synes muligt, virkeligt bliver en vane og en del af jer.
Hvordan kan vi høre Faderens røst?
Når I rækker ud til vor himmelske Fader, når I beder til ham i Kristi navn, vil han svare jer. Han taler til os overalt.
Når I læser Guds ord nedskrevet i skrifterne, så lyt efter hans røst.
Under denne generalkonference og når I senere studerer de ord, der blev talt her, så lyt efter hans røst.
Når I besøger templet og kommer til kirkemøderne, så lyt efter hans røst.
Lyt efter Faderens røst i naturens gavmildhed og skønhed, i Åndens blide hvisken.
Lyt i jeres daglige omgang med andre, i en salmes tekst, i et barns latter, lyt efter hans røst.
Hvis I lytter efter Faderens røst, leder han jer på en kurs, der gør det muligt for jer at opleve Kristi rene kærlighed.
Når vi kommer nær til vor himmelske Fader, bliver vi mere hellige. Og når vi bliver mere hellige, overvinder vi vantro, og vores sjæl bliver fyldt med hans velsignede lys. Når vi retter vores liv ind efter dette himmelske lys, leder det os ud af mørket og mod større lys. Dette større lys leder hen til Helligåndens ubeskrivelige betjening, og sløret mellem himmel og jord bliver tyndt.
Hvorfor er kærlighed det store bud?
Vor himmelske Faders kærlighed til sine børn er kernebudskabet i planen for lykke, hvilken plan aktiveres ved Sønnens forsoning – den største tilkendegivelse af kærlighed, som verden nogensinde har kendt.16
Frelseren udtrykte det tydeligt, da han sagde, at ethvert andet bud hviler på kærlighedens princip.17 Hvis vi ikke forsømmer de store bud – hvis vi virkelig lærer at elske vor himmelske Fader og vore medmennesker af hele vores hjerte, sjæl og sind – så falder alt andet på plads.
Guds guddommelige kærlighed gør almindelige handlinger til usædvanlig tjeneste. Guddommelig kærlighed er det motiv, der forvandler enkle ord til hellig skrift. Guddommelig kærlighed er den faktor, der forvandler modstræbende overholdelse af Guds befalinger til velsignet pligttroskab og indvielse.
Kærlighed er det vejledende lys, der oplyser disciplens sti og fylder vores daglige vandring med liv, mening og forunderlighed.
Kærlighed er målet af vores tro, inspirationen for vores lydighed og den sande målestok for vores forpligtelse som disciple.
Kærlighed er disciplens måde.
Jeg vidner om, at Gud er i sin himmel. Han lever. Han kender og elsker jer. Han er opmærksom på jer. Han hører jeres bønner og kender jeres hjertes ønsker. Han er fyldt med uendelig kærlighed til jer.
Lad mig afslutte, som jeg begyndte, mine kære søskende: Hvilken egenskab bør karakterisere os som medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige?
Lad os være kendt som et folk, der elsker Gud af hele vores hjerte, sjæl og sind, og som elsker vores næste som os selv. Når vi forstår og praktiserer disse to store bud i vores familie, i vores menighed, i vores land og i vores eget liv, begynder vi at forstå, hvad det vil sige at være Jesu Kristi sande discipel. Jeg vidner om dette i Jesu Kristi hellige navn. Amen.