Alle kvinder har brug for Hjælpeforeningen

Silvia H. Allred

Førsterådgiver i Hjælpeforeningens hovedpræsidentskab

Vi ønsker, at I velsigner jeres tilværelse og hjem med Hjælpeforeningens indflydelse og kraft.

Hvilken glæde det er at være samlet over hele verden som søstre i Zion. Jeg er taknemlig for denne mulighed for at bære mit vidnesbyrd om Frelseren for jer og udtrykke min kærlighed til jer.

Jeg vil i dag tale om, hvorfor alle kvinder har brug for Hjælpeforeningen i deres liv.

Kort tid efter profeten Joseph Smith organiserede og oprettede Kirken, organiserede han også kvindernes Hjælpeforening. Han sagde: »Kirken var aldrig fuldstændigt organiseret, før kvinderne således blev organiseret.«¹ Hjælpeforeningen er en afgørende del af Kirken, og som præsidentskab håber vi, at vi kan hjælpe jer med at forstå, hvorfor den er af afgørende betydning i jeres liv.

Vores præsidentskabs højeste ønske er at hjælpe hver kvinde i Kirken til at forberede sig på at modtage templets velsignelser, at ære de pagter, hun indgår og at være engageret i Zions sag. Hjælpeforeningen inspirerer og underviser kvinder i, hvorledes de kan øge deres tro og personlige retskaffenhed, styrke familien og finde og hjælpe de trængende.

Med henblik på vor tid har præsident Spencer W. Kimball sagt:

»En stor del af den vækst, der sker i Kirken i de sidste dage, vil ske, fordi mange af de gode kvinder i verden … vil tiltrækkes af Kirken i stort tal. Dette vil ske i det omfang, at kvinderne i Kirken afspejler retskaffenhed og veltalenhed i deres liv, og i det omfang kvinderne i Kirken ses som noget særligt og anderledes – på gode måder – i forhold til kvinder af verden.

Blandt de af verdens virkelige heltinder, som vil komme ind i Kirken, er kvinder, som er mere interesserede i at være retskafne end i at være selviske. Disse virkelige heltinder er i besiddelse af sand ydmyghed, eftersom de sætter større pris på retskaffenhed end synlighed …

Således vil det gå til, at Kirkens kvindelige eksempler vil udgøre en betydelig styrke både i antal og åndelig vækst i Kirken i de sidste dage.«²

Jeg tror, at disse profetiske ord er ved at blive opfyldt. Gode kvinder verden over tager imod Jesu Kristi evangelium i stort antal. I er de virkelige heltinder, som han talte om. Vi har mødt jer i tusindvis, når vi rejser rundt i verden. Vi har set jeres gode gerninger, vi har hørt jeres inderlige vidnesbyrd, og vi har følt jeres ånd. Vi har set evangeliets lys afspejle sig i jeres ansigt. Jeres eksempel på og indflydelse for det gode er både usædvanligt og bemærkelsesværdigt.

Men vi er også opmærksom på de mange kvinder i Kirken, som ikke fuldt ud nyder godt af velsignelserne ved aktivitet i Kirken og i Hjælpeforeningen. Til jer, der allerede deltager i Hjælpeforeningen, giver vi en opfordring. Vi beder jer om at tage hen til de kvinder, som ikke er engagerede i hjælpeforeningsarbejdet i jeres menighed, for med kærlighed at fortælle, hvad Hjælpeforeningen kan gøre for dem. Bær vidnesbyrd for dem om, at Hjælpeforeningen vil berige deres hjem og deres personlige tilværelse. Tilbyd dem jeres venskab og søsterfællesskab. Pas på dem og styrk dem. Hjælp os med at vende samfundets udvikling med hensyn til opløsning af familien. Hjælp jeres søstre med at vende sig til Herren og hans plan for lykke for sine børn. De vil finde vejledning, trøst, fred, forståelse og inspiration. De vil vide, at vor himmelske Fader elsker dem og bekymrer sig om dem på måder, der overgår vores forstand.

Hvad gør Hjælpeforeningen for de kvinder, der tager imod gaven om aktivitet i organisationen? Hvordan velsigner Hjælpeforeningen familien og hjemmet?

Min mor var for nylig blevet omvendt til Kirken, da hun blev kaldet som hjælpeforeningspræsident i vores lille gren i San Salvador. Hun fortalte grenspræsidenten, at hun var uerfaren, uforberedt og ikke dygtig nok. Hun var i trediverne, havde meget lidt formel uddannelse, og hun havde viet hele sit liv på at tage sig af sin mand og syv børn. Men grenspræsidenten kaldte hende alligevel.

Jeg så min mor løfte sig med kaldelsen. Mens hun tjente, tilegnede hun sig lederevner og udviklede nye gaver som fx undervisning, at tale offentligt samt planlægge og organisere møder, aktiviteter og tjenesteprojekter. Hun havde indflydelse på kvinderne i grenen. Hun betjente dem og lærte dem at tjene hinanden. Søstrene elskede og respekterede hende. Hun hjalp andre kvinder til at opdage, bruge og udvikle gaver og talenter. Hun hjalp dem til at opbygge riget og stærke, åndelige familier. Hun forblev trofast mod de tempelpagter, hun indgik. Da hun gik bort, havde hun fred med sin Skaber.

En søster, som tjente sammen med hende som rådgiver i Hjælpeforeningen, skrev et brev til mig flere år senere: »Din mor var den person, der lærte mig, hvordan jeg kunne blive dét, jeg er nu. Af hende lærte jeg næstekærlighed, venlighed, ærlighed og ansvarlighed i vore kaldelser. Hun var min vejleder og mit eksempel. Jeg er nu 80 år gammel, men jeg er forblevet trofast mod Frelseren og hans evangelium. Jeg har været på mission, og Herren har velsignet mig meget.«³

Jeg har været vidne til det samme mirakel i mange kvinders liv i forskellige dele af verden. De tager imod evangeliet, og Hjælpeforeningen hjælper dem med at styrke deres tro og vokse åndeligt ved at give dem muligheder for at lede og undervise. I deres tjeneste føjes der nye dimensioner til deres tilværelse. Når de går fremad åndeligt, øges deres følelse af tilhørsforhold, identitet og selvværd. De bliver bevidste om, at hele hensigten med evangeliets plan er at tilvejebringe en mulighed for os til at nå vores fulde potentiale.

Sammen med hjælpeforeningssøstrene hjælper vi med til at opbygge riget og styrke Zions hjem. Ingen anden organisation i Kirken kan udføre den tjeneste, Hjælpeforeningen udfører. Tusinder af familier tager imod kærlige besøgslærere, som giver en trøstende hånd, et lyttende øre og et opmuntrende ord.

Min datter Norma siger følgende om, hvordan Hjælpeforeningen har været en velsignelse for hende: »Da Darren og jeg var nygifte og ventede vores første barn, boede vi i en lille universitetsby. Vi studerede begge på fuld tid og havde en meget lille indkomst. Vores nærmeste menighed lå i en by ca. 50 km væk, og vores eneste transportmiddel var en gammel bil, der for det meste ikke virkede. Da søstrene i menigheden opdagede vores situation, slog de sig straks sammen for at arrangere, at en af dem altid kunne give os et lift til og fra kirke om søndagen og til andre kirkeaktiviteter. Nogle af søstrene boede i andre byer og kørte en omvej på 30 eller 50 km bare for at hente os. Derudover plejede mange af søstrene at invitere os hjem til en dejlig middag efter kirke. Ingen af dem fik os nogensinde til at føle, at vi var en byrde for dem. Jeg vil aldrig glemme den sande kærlighed og næstekærlighed, som hjælpeforeningssøstrene viste os i den korte, men udfordrende tid i vores liv.«⁴

Min mand er biskop, og han siger, at han aldrig kunne udføre sit arbejde uden hjælp fra hjælpeforeningspræsidenten. Hjælpeforeningspræsidenterne verden over går hånd i hånd med deres biskop eller grenspræsident for at organisere søstrene i deres hellige opgave med at finde og hjælpe de trængende. Disse hengivne hjælpeforeningspræsidenter har brug for jeres støtte og villige hænder. Jeres overværelse af søndagens hjælpeforeningsmøde vil velsigne jer, men jeres deltagelse i hjælpeforeningsarbejdet vil velsigne hele Kirken.

Hvad enten I er unge eller gamle, enlige eller gifte, enker eller bor i en familie, ønsker vi, at I velsigner jeres tilværelse og hjem med Hjælpeforeningens indflydelse og kraft. Der er et stort behov for at samle Kirkens kvinder for at føre værket fremad. Vi opfordrer jer til at bidrage med jeres mægtige, positive indflydelse for at styrke vores familie, vores kirke og vores lokalsamfund. I er en meget nødvendig styrke for kærlighed, sandhed og retskaffenhed i denne verden. Vi har brug for, at I nærer familien, venner og naboer. Det er gennem jer, at Guds fuldkomne kærlighed til hvert eneste af hans børn tilkendegives.

Vores præsidentskab modtager ofte breve fra søstre, hvis liv er blevet velsignet gennem Hjælpeforeningen. Mange af dem opremser, hvad Hjælpeforeningen har gjort for dem og deres familie. Listen kunne se ud lidt i denne retning:

Hjælpeforeningen forsikrer mig om, at vor himmelske Fader elsker mig, fordi jeg er hans datter.
Den minder mig om, at vor himmelske Fader har velsignet mig med talenter og gaver.
Jeg lærer, at tempelpagterne er afgørende for mig og min familie.
Jeg lærer at finde glæde i moderskabet.
Hjælpeforeningslektionerne og -aktiviteterne hjælper mig med at lære de nødvendige færdigheder til at være en god mor.
Jeg indser mit ansvar for at påvirke den opvoksende slægt til det gode.
Hjælpeforeningen hjælper mig med at blive en bedre hustru, til at ære og respektere min mand.
Jeg opmuntres til at søge lærdom og personlig vækst.
Jeg lærer og praktiserer grundlæggende principper for selvhjulpenhed ved møder og aktiviteter.
Jeg oplever glæden ved at tjene gennem besøgsundervisning og barmhjertighedstjeneste.
Jeg opdager gaver, jeg ikke vidste, jeg havde.
Hjælpeforeningen giver mig muligheder for at anvende mine talenter.
Jeg lærer, at jeg kan opløfte og opmuntre andre.
Jeg lærer, at vi alle kan dele noget med nogen: Kærlighed, venlighed, smil, medfølelse og andet.
Jeg udvikler ægte omsorg for andre.
Jeg lærer at være en bedre nabo og at behandle andre med venlighed.
Jeg lærer opfindsomhed og at være målrettet.
Jeg ved, at alle min himmelske Faders velsignelser bliver mine, hvis jeg forbliver trofast og tro mod mine pagter.

Listen fortsætter, og jeg er sikker på, at de fleste af jer har noget, I gerne vil tilføje til denne liste. Hjælpeforeningen er væsentlig for alle hjems og familiers velfærd. Enhver ægtemand og far bør opmuntre til aktivitet i Hjælpeforeningen. Enhver kvinde bør komme og lære om de muligheder, som Hjælpeforeningen kan tilbyde. Hver retskaffen kvinde har en betydningsfuld rolle at spille i Guds plan og i opbygningen af hans rige. Hjælpeforeningen har brug for jer, og I har brug for Hjælpeforeningen.

Jeg vidner for jer om, at Hjælpeforeningen blev guddommeligt organiseret for at bistå præstedømmet i frelsesværket. Jeg ved, at vor himmelske Fader lever. Han kender og elsker jer og mig. Jesus er Kristus, vor Frelser og Forløser. I Jesu Kristi navn. Amen.