En lethed og villighed til at tro
Den daglige efterlevelse af evangeliet medfører et blødgjort hjerte, der er nødvendigt for at have en lethed og villighed til at tro Guds ord.
I løbet af de sidste adskillige måneder er jeg gentagne gange blevet tiltrukket af et vers i skriften, der står i Helaman, kapitel 6: »Og således ser vi, at Herren begyndte at udøse sin Ånd over lamanitterne på grund af den lethed og villighed, hvormed de troede på hans ord« (v. 36).
Da jeg læste dette skriftsted under mit personlige studium, rørte det mit hjerte dybt og fik mig til at grunde over det i adskillige uger. Jeg var ikke sikker på, om jeg fandt det let at tro Guds ord. Og hvorfor var det let for disse omvendte lamanitter at tro? Hvad fik et folk fyldt med had og vantro til med lethed og villighed at tro på Guds ord (se 4 Ne 1:39)?
Vi lærer om årsagen til denne forandring i løbet af et meget bemærkelsesværdigt år. I det 62. år af dommernes regeringstid blev 8.000 lamanitter i Zarahemla omvendt, da Nefi og Lehi underviste med magt og myndighed og fik givet det, de skulle undervise i (se Hel 5:18-19). Tre hundrede andre blev omvendt ved en mirakuløs oplevelse, hvor de hørte en røst, som gennemborede dem helt ind til selve sjælen (se Hel 5:30). Disse 300 var gået hen for at slå Nefi og Lehi ihjel, mens de sad i fængsel, men de 300 fandt sig selv i færd med at påkalde Gud, da Aminadab, en tidligere nefit, som havde forladt Kirken, kom i tanke om og vidste, at de skulle bede, indtil de fik tro på Kristus (se Hel 5:35-41). Mange flere lamanitter blev omvendt på grund af de 300 lamanitters vidnesbyrd, da de betjente folket og kundgjorde, hvad de havde set og hørt (se Hel 5:49-50).
Beretningen om det 62. år ender med denne udtalelse: »Alt dette [var] hændt, og lamanitterne var for størstedelens vedkommende blevet et retfærdigt folk« (Hel 6:1).
Graden af deres omvendelse førte til, at disse lamanitter aflagde deres had for nefitterne og nedlagde deres krigsvåben (se Hel 5:51). De var faste og standhaftige i deres tro (se Hel 6:1), de holdt befalingerne og vandrede i sandhed og retsindighed (se Hel 6:34), og de voksede i deres kundskab om Gud (se Hel 6:34).
Men det, der gjorde størst indtryk på mig, var deres lethed og villighed til at tro på Guds ord. Denne lethed og villighed til at tro bragte dem Ånden i rigt mål og hjalp dem til at holde ud i troen til enden (se Hel 15:5-9).
Sørgeligt nok blev størstedelen af nefitterne i samme tidsperiode »forhærdede, ubodfærdige og groft ugudelige« (se Hel 6:2; se også v. 31-34). Det modsatte af det, som lamanitterne oplevede, skete for nefitterne. Deres hjertes hårdhed medførte, at Ånden trak sig tilbage (se Hel 6:35), hvorimod lamanitternes blødgjorte hjerte medførte en udgydelse af Ånden.
Mens jeg grundede over, hvad der forårsagede denne mægtige forandring i disse lamanitters hjerte, blev jeg klar over, at denne lethed og villighed til at tro på Guds ord kommer af et blødgjort hjerte. Det kommer af at have et hjerte, der er følsomt over for Helligånden. Det kommer af at have et hjerte, der kan elske. Det kommer af at have et hjerte, der vil indgå og holde hellige pagter. Det kommer af et blødgjort hjerte, der kan føle Kristi forsonings kraft.
Denne lethed til at tro kommer af andres eksempel, der har et blødgjort hjerte, og som er et eksempel på denne lethed til at tro på samme måde som Nefi og Lehi. Deres far Helaman navngav dem Nefi og Lehi for at minde dem om deres fædres tro (se Hel 5:6). På samme måde indeholder mange af vore navne en arv af tro fra forfædre, som havde blødgjorte hjerter og fandt det let at tro Guds ord. Nogle af disse var ligesom min tipoldefar Ephraim K. Hanks, som var besluttet på at bringe sin storebror hjem igen, da han fandt ud af, at denne var »stukket af med mormonerne«. Ikke overraskende flyttede Ephraim til Nauvoo og blev døbt kort tid efter, at han hørte sin bror bære vidnesbyrd om Joseph Smith og det gengivne evangelium (se Richard K. Hanks, »Eph Hanks, Pioneer Scout«, magisterdisputats, Brigham Young University, 1973, s. 18-21).
Vi er velsignede med andre i skrifterne, som lærer os, hvordan vi kan opnå en lethed og villighed til at tro. Nefi, søn af Lehi, er ét eksempel. Hans første handling, da han hørte sin far fortælle om Jerusalems ødelæggelse, var at anråbe Herren, indtil hans hjerte var blødgjort, og han troede alle de ord, som hans far havde talt (se 1 Ne 2:16). Herren talte direkte til Nefi og sagde: »Velsignet er du, Nefi, på grund af din tro, for du har søgt mig flittigt med ydmyghed i hjertet« (1 Ne 2:19). Nefi underviser i vigtigheden af at ønske og flittigt holde befalingerne og påkalde Gud for at få evnen til med lethed at sige: »Jeg vil tage af sted og gøre« (1 Ne 3:7).
Af Enosh lærer vi vigtigheden af at tillade Guds ord at synke dybt i vores hjerte, indtil vi hungrer efter sandheden (se En 1:3-4). En lethed til at tro kommer, når Guds ord skrives i vores hjerte (se Jer 31:33; 2 Kor 3:3).
Af Lamonis fars eksempel lærer vi om vigtigheden af et blødgjort hjerte, der er villigt til at forandre sig. Lamonis far var villig til at opgive det halve af sit kongerige til Ammon i bytte for sit liv (se Alma 20:21-23). Efter Ammon ganske enkelt anmodede om, at kongen tillod Lamoni at tilbede, sådan som han ønskede det i sit eget rige, forårsagede Ammons gavmildhed og storhed, at kongen blev foruroliget i sit sind og hjerte (se Alma 20:24; 22:3). Da Aron ankom for at undervise kongen, havde hans hjerte forandret sig, og han havde en villighed til at tro, sådan som han sagde til Aron: »Se … jeg [vil] tro det« (Alma 22:7). Han udtrykte en villighed til at opgive alt, hvad han ejede, selv at frasige sig sit rige for at få denne store glæde i Herren (se Alma 22:15). Da han bad første gang, tilbød han det, som vor himmelske Fader ønskede, da han sagde: »Jeg [vil] aflægge alle mine synder for at kende dig« (Alma 22:18). En lethed og villighed til at tro Guds ord kommer af omvendelse og lydighed.
En gennemgang af vores liv afslører perioder, hvor vi finder det lettere at tro Guds ord. Perioder med betydelig forandring, som fx ægteskab eller et barns fødsel, perioder med intens tjeneste i form af en ny kaldelse eller en mission, perioder i vores ungdom med en pragtfuld biskop, ledere for de unge og seminarlærere, perioder med prøvelser og perioder med vækst efter for første gang at have lært om evangeliet er alle perioder, hvor det er let at tro. Måske er den mest betydningsfulde periode barndommen. Som barn fandt jeg det let at tro Guds ord, sådan som mine tapre forældre og bedsteforældre lærte mig det. Det er intet under, at vi formanes til at blive som et lille barn for at kunne arve evigt liv (se 3 Ne 11:38). Det er intet under, at vi undervises i »at opdrage [vore] børn i lys og sandhed« (L&P 93:40).
Hvis I er ligesom, jeg er, finder I, at det, der i virkeligheden bragte en lethed og villighed til at tro, ikke var omstændighederne, men forpligtelsen til at efterleve evangeliet i disse perioder i livet. I befandt jer oftere på jeres knæ og fordybet i skrifterne i disse perioder. I fandt det lettere at samles til familieaften og familiebøn. I fandt det let at være i kirke og at tilbede i templet. I fandt det let at betale tiende og offerydelser. Ja, den daglige efterlevelse af evangeliet medfører et blødgjort hjerte, der er nødvendigt for at have en lethed og villighed til at tro Guds ord.
Mit vidnesbyrd er, at vores profets og apostles undervisning ved denne konference vil, hvis vi følger den, føre til en lethed og villighed til at tro på Guds ord. Vi er blevet rådet til at tilbede i templet, at styrke familien gennem regelmæssig familiebøn, skriftstudium og familieaften, at tjene flittigt i præstedømmet og i kirkekaldelser, at betale tiende og offerydelser, at have tro og at bede om vejledning samt at leve værdigt til Helligåndens ledsagelse.
Ofte er vi ligesom Na’aman, den spedalske syrer, som blev sendt til profeten i Israel for at blive renset. Da Elisa ganske enkelt sendte et bud med besked om, at han skulle bade sig syv gange i Jordanfloden, gik Na’aman bort i vrede. Heldigvis havde han en tjener, som sagde: »Hvis profeten havde sagt noget svært til dig, ville du så ikke have gjort det? Så meget mere nu, da han blot har sagt: Bad dig, og bliv ren!« (2 Kong 5:13).
Jeg vidner om, at denne lethed og villighed til at tro vil komme af at gøre disse tilsyneladende ubetydelige ting, som vi er blevet belært om igen og igen siden vores barndom. Lydighed medfører et blødgjort hjerte og en lethed til at tro på Guds ord. Jeg bærer vidnesbyrd om, at en lethed til at tro medfører en udgydelse af Ånden.
En test, som kan måle vores lethed og villighed til at tro, kan forekomme hver uge, når vi kommer til nadvermødet. Ved dette møde fornyr vi vore pagter ved at udtrykke vores villighed til at påtage os Kristi navn, til altid at huske ham og til at holde hans befalinger (se L&P 20:77). Når vi sidder ved nadvermødet, bør vi finde det let at indgå disse pagter og let at lytte og lære gennem Helligånden.
Jeg længes efter at få Herrens Ånd udgydt over mig på grund af min »lethed og villighed til at tro hans ord.« Jeg har følt, at dette skriftsted har vækket mig til at fornemme min »pligt over for Gud« – at jeg skal »være underdanig og blid, beredvillig, fuld af tålmodighed … flittig til på alle tidspunkter at holde Guds befalinger … og altid give Gud tak for, hvad [jeg] end modtager« (Alma 7:22-23).
Må vi altid finde det let at tro hans ord. Må I med lethed kundgøre, ligesom jeg gør, at Jesus er Guds søn. Han er vores hyrde, og de, der med lethed og villighed tror, vil kende hans røst. I Jesu Kristi navn. Amen.