At jeres byrder må blive lette

Ældste L. Whitney Clayton

De Halvfjerds’ Præsidium

Byrder giver os mulighed for at udøve dyder, der bidrager til vores endelige fuldkommengørelse.

For mange år siden gik jeg ved morgengry gennem de smalle gader med toppede brosten i Cusco i Peru, højt oppe i Andesbjergene. Jeg så en mand fra en lokal indfødt gruppe gå ned ad en af gaderne. Rent fysisk var han ikke en stor mand, men han bar et kolossalt læs brænde i en kæmpestor lærredssæk på ryggen. Sækken så ud til at være lige så stor som ham selv. Læsset må have vejet lige så meget, som han selv gjorde. Han havde stabiliseret det med et reb, der dannede en løkke under bunden af sækken og op omkring hans pande. Han havde et fast greb i rebet på begge sider af hovedet. I panden havde han en klud under rebet, så det ikke skar i huden. Han lænede sig forover på grund af byrden og gik med sindige, besværede skridt.

Manden bar brændet til markedspladsen, hvor det skulle sælges. På en gennemsnitlig dag tog han måske to eller tre rundture ned til byen for at aflevere lignende akavede, tunge byrder.

Mindet om manden, der foroverbøjet kæmper sig ned ad gaden, er blevet stadig mere betydningsfuldt for mig, som årene er gået. Hvor længe kunne han fortsætte med at bære sådanne byrder?

Livet pålægger os hver især alle slags byrder, nogle lette, men andre hårde og tunge. Mennesker kæmper hver dag med byrder, der stiller store krav til deres sjæl. Mange af os kæmper med sådanne byrder. De kan være følelsesmæssigt eller fysisk tunge. De kan være plagsomme, tyngende og udmattende. Og de kan fortsætte i årevis.

Generelt set kommer vore byrder fra tre kilder. Nogle byrder er et naturligt resultat af forholdene i den verden, vi lever i. Sygdom, fysiske handicap, orkaner og jordskælv sker fra tid til anden, uden vi er skyld i det. Vi kan forberede os på disse farer, og sommetider kan vi forudsige dem, men i livets naturlige mønster må vi alle møde nogle af disse udfordringer.

Andre byrder bliver os pålagt på grund af andres dårlige opførsel. Misbrug og afhængighed kan gøre hjemmet til alt andet end en himmel på jord for familien. Synd, upassende traditioner, undertrykkelse og forbrydelser efterlader ofre med tunge byrder langs livets vej. Selv mindre alvorlige forseelser som sladder og uvenlighed kan forårsage alvorlige lidelser for andre.

Vore egne fejl og mangler skaber mange af vore problemer og kan lægge tunge byrder på vore egne skuldre. Den mest besværlige byrde, som vi pålægger os selv, er syndens byrde. Vi kender alle den anger og smerte, som uundgåeligt følger, når det glipper med at holde befalingerne.

Uanset hvilke byrder vi står over for i livet som følge af naturen, andres dårlige opførsel eller vore egne fejl og mangler, er vi alle børn af en kærlig himmelsk Fader, der sendte os til jorden som en del af hans evige plan om udvikling og fremgang for os. Vore særlige, personlige erfaringer kan bidrage til at forberede os til at vende tilbage til ham. Den modgang og de trængsler, som vi oplever, uanset hvor vanskelige de måtte være, varer fra himlens perspektiv blot »et øjeblik, og så skal Gud, hvis [vi] udholder dem vel, ophøje [os] i det høje«.¹ Vi må gøre alt, hvad vi kan, for at bære vore byrder »godt«, ligegyldigt hvor længe vores »øjeblik« med at bære dem varer.

Byrder giver os mulighed for at udøve dyder, der bidrager til vores endelige fuldkommengørelse. De opfordrer os til at give »efter for den hellige Ånds tilskyndelser og [aflægge] det naturlige menneske og [blive] en hellig ved Herren Kristi forsoning og [blive] som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg, tålmodig, fuld af kærlighed, villig til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge [os], ligesom et barn underordner sig sin far«.² Således bliver byrder til velsignelser, på trods af at sådanne velsignelser ofte er godt forklædte og kan kræve tid, anstrengelse og tro for at acceptere og forstå. Fire eksempler hjælper med at forklare det:

For det første fik Adam at vide, at »jorden [skal] være forbandet for din skyld,« hvilket betyder til gavn for ham, og »i dit ansigts sved skal du spise brød«.³ Arbejde er en stadig byrde, men det er også en stadig velsignelse »for [vores] skyld,« for det lærer os lektier, som vi kun kan lære »i [vores] ansigts sved«.
For det andet observerede Alma, at fattigdom og »trængsler [hos de fattige blandt zoramitterne] virkelig havde ydmyget dem, og … de var beredte til at høre ordet.«⁴ Han tilføjede: »Fordi I bliver nødt til at være ydmyge, er I velsignede.«⁵ Vore nuværende økonomiske udfordringer har måske på samme måde hjulpet os til at høre Herrens ord.
For det tredje blev mange nefitter og lamanitter, på grund af »den overordentlig store længde på [deres krig] … på grund af deres trængsler blødgjort i en sådan grad, at de ydmygede sig for Gud, endog i ydmyghedens dyb«.⁶ Politisk uro, sociale problemer og i nogle dele af verden nutidige gadiantonrøvere kan gøre os ydmyge og motivere os til at søge et himmelsk værn mod samfundsmæssige storme.
For det fjerde fik Joseph Smith at vide, at de frygtelige ting, han i årevis led i sine fjenders hænder, ville »give [ham]erfaring og … være til gavn for [ham]«.⁷ Den lidelse, vi oplever på grund af andres forseelser, er en værdifuld omend smertelig skole for at forbedre vores egen opførsel.

Derudover kan det bidrage til, at vi udvikler en reserve af medfølelse over for problemer, som andre står over for, når vi udholder vore egne byrder. Apostlen Paulus sagde, at vi bør »bær[e] hinandens byrder, således opfylder [vi] Kristi lov«.⁸ Derfor kræver vore dåbspagter, at vi bør være – »villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette; ja, og [være] villige til at sørge med dem, der sørger, ja, og at trøste dem, der står i behov for trøst.«⁹

Når vi holder vore dåbspagter, letter det vore egne byrder såvel som byrderne hos dem, vi tjener.¹⁰ De, der tilbyder andre en sådan hjælp, står på hellig jord. For at forklare det, siger Frelseren:

»Hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke?

Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj?

Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig?

Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.«¹¹

Frelseren tilbyder os støtte, styrke og hjælp gennem det hele, og i sin egen tid og på sin egen måde udfrier han os. Da Alma og hans tilhængere flygtede fra kong Noas hære, oprettede de et samfund kaldet Helam. De begyndte at dyrke jorden, opføre bygninger og have fremgang.¹² Uden varsel førte en lamanitisk hær dem i trældom, og »ingen kunne udfri dem, bortset fra Herren deres Gud«.¹³ Den udfrielse kom imidlertid ikke med det samme.

Disse fjender »pålagde dem arbejde og satte opsynsmænd over dem«.¹⁴ Selv om de blev truet med døden for at bede,¹⁵ »udøste [Alma og hans folk] hjertet til [Gud]; og han kendte deres hjertes tanker«.¹⁶ På grund af deres godhed og lydighed mod deres dåbspagter,¹⁷ blev de udfriet i etaper. Herren sagde til dem:

»Jeg vil … lette de byrder, der bliver lagt på jeres skuldre, så I … ikke kan føle dem på jeres ryg, selv mens I er i trældom; og dette vil jeg gøre, for at I kan stå som vidner for mig herefter, og for at I kan vide med vished, at jeg, Gud Herren, kommer til mit folk i deres trængsler.

Og se, det skete, at de byrder, der blev lagt på Alma og hans brødre, blev gjort lette; ja, Herren styrkede dem, så de kunne bære deres byrder med lethed, og de underordnede sig gladelig og med tålmodighed hele Herrens vilje.

Og det skete, at deres tro og deres tålmodighed var så stor, at Herrens røst igen kom til dem og sagde: Vær ved godt mod, for i morgen vil jeg udfri jer af trældom.«¹⁸

Guds Søn tilbyder i sin nåde at befri os fra vore synders trældom, og det er nogle af de tungeste af alle de byrder, vi bærer. Under forsoningen led Kristus, »hvad angår kødet, så han kan påtage sig sit folks synder, så han kan slette deres overtrædelser i overensstemmelse med hans magt til at udfri.«¹⁹ Han led »dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig«.²⁰ Når vi omvender os og holder befalingerne, kommer der tilgivelse og lindring fra vores tyngede samvittighed med den hjælp, som kun Frelseren tilbyder, for »den, der omvender sig, skal finde barmhjertighed.«²¹

Jeg husker den mand i Peru, som gik foroverbøjet og kæmpede med at bære den enorme sæk brænde på ryggen. For mig er han et billede på os alle, når vi kæmper med livets byrde. Jeg ved, at når vi holder befalingerne og vore pagter med Gud, hjælper han os med vore byrder. Han styrker os. Når vi omvender os, tilgiver han os vore synder og velsigner os med fred med samvittigheden og glæde.²² Må vi således underordne os med glæde og tålmodighed under hele Herrens vilje, beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen.