Medlemmer velsignes for tro på trods af katastrofer

Sidste dages hellige på Samoa-øerne, der oplevede en omfattende ødelæggelse forårsaget af et jordskælv og en efterfølgende tsunami, tilsidesatte midlertidigt personlige eller familiemæssige bekymringer af timelig natur for under generalkonferencen at imødekomme et åndeligt behov.

Jordskælvet på 8,0 ramte den 29. september 2009 omkring 190 km sydøst for Apia i Samoa – blot få dage før generalkonferencen. Skælvet og den efterfølgende tsunami – med fire bølger på omkring 5 m – dræbte over 180 mennesker i Stillehavsområdet, alle på nær 9 af dem på Samoa-øerne.

Trods katastrofen, som efterlod mindst 26 døde medlemmer af Kirken samt de oprydningsforanstaltninger, der fulgte, blev de sidste dages hellige rigt belønnet for at tage sig tid til at deltage i generalkonferencen via radio, fjernsyn eller satellit.

Eni F.H. Faleomavaega, et medlem af Kirken, der er medlem af Repræsentanternes Hus i USA fra Amerikansk Samoa, sagde, at de hellige hentede styrke ved at deltage i konferencen midt i en krise. »Der var en følelse af tryghed ved at høre fra profeten … i en tid med liv og død omkring sig,« sagde han.

Medlemmernes mulighed for på deres modersmål at modtage den forsikring fra nutidige profeter var i overvejende grad takket være et hold oversættere, der selv led tab under katastrofen.

Oversætterholdet skulle for første gang oversætte direkte fra øerne frem for fra Salt Lake City, så de måtte træffe et valg, da katastrofen ramte. Holdet kunne med kort varsel overlade oversættelsen til Salt Lake City, så de selv kunne tage sig af venner og familie, der var blevet ramt af jordskælvet, eller de kunne udføre deres opgave.

Aliitasi Talataina, leder af oversættelseskontoret og koordinator for oversættelsen, siger, at hun havde indtryk af, at der var mange, der kunne tage sig af menneskers fysiske behov eller begrave de døde, men at »dette er, hvad Herren ønsker, vi skal gøre for de levende og de kommende slægter«.

Ledelsen af nødhjælpen overtog det servicekontor, hvor oversættelsesudstyret var sat op, så holdet måtte finde et sted, som havde digitale telefonlinjer og anden nødvendig teknik for at kunne håndtere en samtidig fjernoversættelse.

Søster Talataina siger, at holdets tro var ligesom Nefis, da de sagde: »Selv om vi måtte gøre det under et træ, så ville vi tage af sted og gøre det« (se 1 Ne 3:7).

Med Herrens hjælp fandt de et sted, og det nødvendige udstyr blev flyttet, sat op og testet i de få dage op til konferencen.

»Vi følte Herrens hånd i at udføre det, som vi var blevet befalet,« siger søster Talataina.

På grund af holdets anstrengelser var de medlemmer, der tog sig tid fra den massive oprydningsindsats til at deltage i konferencens møder, i stand til at høre og forstå Herrens budskab til dem.