Undervisning hjælper med at frelse liv

Russell T. Osguthorpe

Søndagsskolens hovedpræsident

Vi underviser i de vigtigste lærdomme, opfordrer eleverne til at udføre det værk, Gud har til dem, og derpå lover vi, at velsignelser helt sikkert kommer.

En dag mens jeg tjente som missionspræsident, talte jeg i telefon med vores ældste søn. Han var på vej til hospitalet, hvor han arbejder som læge. Da han ankom til hospitalet, sagde han: »Dejligt at tale med dig, far, men nu skal jeg ud af bilen og ind at redde nogle liv.«

Vores søn behandler børn med livstruende sygdomme. Når han er i stand til at diagnosticere en sygdom rigtigt og give den rigtige behandling, kan han redde et barns liv. Jeg fortalte vore missionærer, at deres arbejde også er at hjælpe med at redde liv – det åndelige liv hos dem, de underviser.

Præsident Joseph F. Smith har sagt: »Når et menneske modtager sandheden, vil det blive frelst ved den. Man vil ikke blive frelst, blot fordi nogen har belært én, men fordi man modtager den og handler derefter« (se Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 49, 1 Tim 4:16).

Vores søn redder liv ved at dele sin kundskab om lægevidenskaben, missionærer og lærere i Kirken hjælper med at frelse liv ved at dele deres kundskab om evangeliet. Når missionærer og lærere trækker på Ånden, underviser de i det rigtige princip, opfordrer deres undersøgere til at efterleve det princip og bærer vidnesbyrd om de lovede velsignelser, som visselig følger. Ældste David A. Bednar fortalte for nylig om disse tre enkle elementer til effektiv undervisning ved et oplæringsmøde: (1) vigtigste lærdom, (2) opfordring til handling og (3) lovede velsignelser.

I vejledningen Forkynd mit evangelium hjælper missionærerne med at undervise i den vigtigste lærdom, opfordre dem, de underviser, til at handle og modtage de lovede velsignelser. Vejledningen Undervisning, den største kaldelse hjælper forældre og lærere med at gøre det samme. Den er for undervisning i evangeliet, hvad Forkynd mit evangelium er for missioneringen. Vi anvender dem til at forberede undervisningen, og vi trækker på Ånden, når vi underviser.

Præsident Thomas S. Monson fortæller om sin søndagsskolelærer fra sin ungdom, Lucy Gertsch. En søndag, halvvejs gennem en lektion om uselvisk tjeneste, opfordrede søster Gertsch sine deltagere til at give deres klassefestpenge til en af deres klassekammeraters familie, hvis mor var gået bort. Præsident Monson sagde, at for at følge opfordringen op med handling, »lukkede søster Gertsch bogen og åbnede vore øjne og vore ører og vores hjerte for Guds herlighed« (»Eksempler på storslåede lærere«, Liahona, juni 2007, fra Verdensomspændende oplæringsmøde for ledere, 10. feb. 2007, s. 76). Søster Gertsch havde tydeligt nok anvendt lektionshæftet til at forberede sin lektion, men da inspirationen kom, lukkede hun hæftet og opfordrede sine elever til at efterleve det evangeliske princip, som hun underviste i.

Som præsident Monson har sagt: »Målet med evangelisk undervisning i dag … er ikke at ›fylde oplysninger‹ i hovedet på eleverne … Målet er at inspirere den enkelte til at tænke over, få en fornemmelse for og derpå efterleve evangeliske principper« (i Conference Report, okt. 1970, s. 107).

Da Moroni viste sig for profeten Joseph, underviste han ham ikke kun om genoprettelsens vigtigste lærdomme, men han fortalte ham også, at »Gud havde en gerning for [ham] at udføre« og lovede ham, at hans navn skulle blive kendt verden over (se JS-H 1:33). Alle forældre og undervisere i evangeliet er budbringere fra Gud. Vi underviser ikke alle fremtidige profeter, som søster Gertsch og Moroni gjorde, men vi underviser alle sammen Kirkens fremtidige ledere. Altså underviser vi i de vigtigste lærdomme, opfordrer eleverne til at udføre det værk, Gud har til dem, og derpå lover vi, at velsignelser helt sikkert kommer.

Jeg husker, at jeg engang som sorgløs dreng gik hen til kirkebygningen til et primarymøde. Da jeg kom, blev jeg overrasket over at se, at alle forældrene var til stede på grund af et særligt program. Så slog det mig. Jeg var en del af dette program, og jeg havde glemt at lære min tekst udenad. Da det blev min tur, stod jeg foran min stol, men ikke ét ord kom ud af min mund. Jeg kunne intet huske. Så jeg stod der bare, og til sidst satte jeg mig ned og stirrede ned i gulvet.

Efter den oplevelse traf jeg en fast beslutning om aldrig at tale til noget kirkemøde igen. Og jeg holdt fast i den beslutning i nogen tid. Så en søndag knælede søster Lydia Stillman, en primaryleder, ned ved siden af mig og bad mig om at holde en kort tale den følgende uge. »Jeg holder ikke taler,« sagde jeg. Hun svarede: »Det ved jeg, men du kan godt holde denne her, fordi jeg hjælper dig.« Jeg modstod fortsat, men hun udtrykte så meget tillid til mig, at hendes opfordring var svær at afvise. Jeg holdt talen.

Den gode kvinde var en budbringer fra Gud, som havde en gerning for mig at udføre. Hun lærte mig, at når der kommer en kaldelse, tager man imod den, uanset hvor utilstrækkelig man måtte føle sig. Ligesom Moroni gjorde med Joseph forsikrede hun mig om, at jeg var forberedt, da tidspunktet for at holde den tale kom. Denne inspirerede lærer hjalp med at frelse mit liv.

Da jeg var teenager, underviste en nyligt hjemvendt missionær ved navn bror Peterson i vores søndagsskoleklasse. Hver uge tegnede han en stor pil fra nederste, venstre hjørne på tavlen, der pegede mod det øverste, højre hjørne. Så skrev han øverst på tavlen: »Sigt højt.«

Uanset hvilken lærdom han underviste i, bad han os om at stille krav til os selv, at nå lidt højere end vi troede muligt. Pilen og disse to ord, sigt højt, var en stadig opfordring gennem hele lektionen. Bror Peterson fik mig til at ønske at udføre en god mission, at gøre det bedre i skolen og at sætte mig højere mål for min karriere.

Bror Peterson havde en gerning at udføre for os. Hans mål var at hjælpe os med at »tænke over, få en fornemmelse for og derpå efterleve evangeliske principper«. Hans undervisning hjalp med at frelse mit liv.

Som 19-årig blev jeg kaldet til at tjene på en mission i Tahiti, hvor jeg måtte lære to fremmedsprog – fransk og tahitiansk. Tidligt på min mission blev jeg meget mismodig over min manglende fremgang i begge sprog. Hver gang jeg prøvede at tale fransk, svarede folk mig på tahitiansk. Når jeg prøvede at tale tahitiansk, svarede de på fransk. Jeg var på nippet til at give op.

Så en dag, da jeg gik forbi vaskerummet på missionshjemmet, hørte jeg en stemme kalde på mig. Jeg vendte mig om og så en gråhåret tahitiansk kvinde stå i døråbningen og give tegn til mig om at komme tilbage. Hun hed Tuputeata Moo. Hun talte kun tahitiansk. Og jeg talte kun engelsk. Jeg gik glip af meget af det, hun prøvede at fortælle mig, men jeg forstod dog, at hun ønskede, at jeg skulle vende tilbage til vaskerummet hver dag, så hun kunne hjælpe mig med at lære tahitiansk.

Jeg stoppede dagligt for at øve mig sammen med hende, mens hun strøg tøj. I begyndelsen spekulerede jeg over, om vore møder overhovedet hjalp, men gradvist begyndte jeg at forstå hende. Hver gang vi mødtes, meddelte hun mig, at hun havde fuld tillid til, at jeg kunne lære begge sprog.

Søster Moo hjalp mig ikke kun med at lære tahitiansk. Hun hjalp mig til at lære meget mere end det. Hun underviste mig i evangeliets første princip – tro på Herren Jesus Kristus. Hun lærte mig, at hvis jeg stolede på Herren, ville han hjælpe mig med at gøre noget, jeg troede var umuligt. Hun hjalp mig ikke kun med at redde min mission – hun hjalp mig med at redde mit liv.

Søster Stillman, bror Peterson og søster Moo underviste »ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed, ved venlighed og sand kundskab, som … i høj grad vil udvikle sjælen« (L&P 121:41-42). De underviste med dyd, der pryder deres tanker, og på grund af det var Helligånden deres stadige ledsager (se L&P 121:45-46).

Disse storslåede lærere har inspireret mig til at stille spørgsmål ved min egen undervisning.

1. Ser jeg som lærer mig selv som en budbringer fra Gud?

2. Forbereder jeg mig og underviser dernæst på måder, der kan hjælpe med at frelse liv?

3. Fokuserer jeg på et vigtigt princip i genoprettelsen?

4. Kan de, jeg underviser, føle den kærlighed, jeg har til dem, til min himmelske Fader og Frelseren?

5. Når inspirationen kommer, lukker jeg så hæftet og åbner deres øjne og ører og hjerte for Guds herlighed?

6. Opfordrer jeg dem til at udføre den gerning, Gud har til dem, som de skal udføre?

7. Udtrykker jeg så meget tillid til dem, at de finder det svært at afvise opfordringen?

8. Hjælper jeg dem med at genkende de lovede velsignelser, der kommer af at efterleve de lærdomme, jeg underviser i?

At lære og undervise er ikke valgfrie aktiviteter i Guds rige. De er selve de midler, hvorigennem evangeliet er blevet gengivet til jorden, og hvorigennem vi opnår det evige liv. De tilvejebringer vejen til et personligt vidnesbyrd. Ingen kan »blive frelst i uvidenhed« (L&P 131:6).

Jeg ved, at Gud lever. Jeg vidner om, at Jesus er Kristus. Jeg bærer vidnesbyrd om, at profeten Joseph åbnede denne uddeling ved at lære sandhed og dernæst undervise i den. Joseph stillede det ene spørgsmål efter det andet, modtog guddommelige svar, og dernæst underviste han Guds børn i det, han havde lært. Jeg ved, at præsident Monson er Herrens talerør på jorden i dag, og at han fortsætter med at lære og undervise os, ligesom Joseph gjorde, fordi undervisning hjælper med at frelse liv. I Jesu Kristi navn. Amen.