2009
Fem nye templer bekendtgjort ved konferencen
November 2009


Fem nye templer bekendtgjort ved konferencen

Præsident Thomas S. Monson indledte Kirkens oktoberkonference 2009, som blev afholdt lørdag og søndag den 3. og 4. oktober 2009, ved at bekendtgøre placeringen af fem nye templer, der planlægges opført i Brigham City i Utah, i Conceptión i Chile, i Fortaleza i Brasilien, i Fort Lauderdale i Florida og i Sapporo i Japan.

Medlemmer rundt om i verden deltog i konferencen på hele 92 sprog i Konferencecentret og via fjernsyn, satellit, internet og radioudsendelser. Optagelser af transmissionen vil være tilgængelig på dvd og cd samt online.

De nye templer bringer antallet af templer, der er bekendtgjort eller under opførelse, op på 21. Når disse 21 templer er færdiggjorte, kommer det samlede antal op på 151 over hele verden.

»Vi fortsætter med at bygge templer,« siger præsident Monson. »Vi ønsker, at så mange medlemmer som muligt får mulighed for at besøge templet uden at skulle rejse urimeligt langt.«

Templet i Brigham City bliver det 14. i Utah. To templer, templerne i Draper og ved Oquirrh Mountain, blev indviet tidligere på året.

Der er for tiden 13 templer i funktion i Sydamerika. Templet i Conceptión i Chile bliver det andet i Chile.

Templet i Fortaleza i Brasilien bliver det sjette i Brasilien. Et tempel i Manaus blev bekendtgjort i maj 2007, og der er for tiden fire, der er åbne.

Templet i Fort Lauderdale bliver det andet i Florida og skal dække medlemmernes behov i det sydlige Florida og på Bahama-øerne.

Templet i Sapporo i Japan bliver det tredje i det land, efter templerne i Tokyo og Fukuoka.

Præsident Monson udtalte, at 83 % af Kirkens medlemmer nu bor mindre end 300 km fra et tempel. »Denne procentdel vil fortsat vokse, når vi opfører nye templer rundt omkring i verden,« tilføjer han.