Forsøg det umulige
Evigt liv er at bo sammen med vor Fader og vores familie for altid. Bør dette løfte ikke være det største incitament til at gøre det bedste, vi formår?
Da de tolv disciple blev kaldet i Amerika, befalede Herren Jesus Kristus dem: »Derfor ønsker jeg, at I skal være fuldkomne, ligesom jeg, eller jeres Fader som er i himlen, er fuldkommen.«1 Frelseren havde nyligt afsluttet sin vellykkede, uselviske og altomfattende mission på jorden. Det gjorde det muligt for ham med myndighed at erklære, at han og hans Fader, vor Fader, er de eksempler, som vi hver især skal følge.
Fra et rent menneskeligt synspunkt synes det i første omgang at være en umulig opgave. Men det begynder at synes muligt, når vi forstår, at for at opnå det, er vi ikke alene. Den mest storslåede og virkningsfulde hjælp, som et menneske kan søge til, er altid opnåelig. Som det første er der vor evige Faders gavmilde og kærlige hånd, og han ønsker, at vi kommer tilbage til hans nærhed for evigt. Som vor Fader er han altid villig til og ønsker at tilgive os vore fejl og svagheder og de synder, vi begår, blot under forudsætning af vores fuldstændige og oprigtige omvendelse. Og som en fuldendelse af det – og som den maksimale tilkendegivelse af sin umådelige kærlighed til hver eneste af sine børn – stiller han følgerne af det enestående værk, som Frelseren udvirkede, nemlig forsoningen, til rådighed for os, frembragt af en lydig Søn, som altid var villig til at gøre sin Faders vilje til fordel for hver eneste af os.
Herren åbenbarede følgende for profeten Joseph Smith: »Og hvis du holder mine befalinger og holder ud til enden, skal du få evigt liv, hvilken gave er den største af alle Guds gaver.«2 Dette guddommelige løfte er muligt at opnå. Evigt liv er at bo sammen med vor Fader og vores familie for altid.3 Bør dette løfte ikke være det største incitament til at gøre det bedste, vi formår, og give det bedste af os selv i vores stræben efter det, der er blevet lovet os?
I genoprettelsens spæde begyndelse, da dette forunderlige værk skulle til at dukke frem blandt menneskenes børn, sagde Herren: »Se derfor til, o I, der indtræder i Guds tjeneste, at I tjener ham af hele jeres hjerte, kraft, sind og styrke, så I kan stå ulastelige over for Gud på den yderste dag.«4 Af hele vores hjerte, af al vores kraft, af hele vores sind og af al vores styrke, det vil sige af hele vores væsen.
Præsident David O. McKay har sagt: »Den værdifulde belønning kommer kun til dem, der kæmper ihærdigt.«5 Denne belønning er til dem, der nærer tro på Jesus Kristus og efterkommer hans vilje om at arbejde, ofre og give alt, hvad de har modtaget, for at styrke og opbygge Guds rige.
Opfyldelsen af dette guddommelige løfte om at få evigt liv, at opnå fuldkommenhed og at være lykkelig for altid i en familieenhed er under forudsætning af, at vi viser vores oprigtige tro på Jesus Kristus, lydighed mod befalingerne, udholdenhed samt flid livet igennem.
Herren forventer ikke, at vi gør det, vi ikke kan opnå. Befalingen om at blive fuldkomne som han er, opmuntrer os til at nå det bedste i os selv, at opdage og udvikle talenter og egenskaber, som vi er blevet velsignet med af en kærlig himmelsk Fader, som indbyder os til at realisere vores potentiale som Guds børn. Han kender os. Han kender til vore evner og vore begrænsninger. Invitationen og udfordringen om at blive fuldkomme, om at opnå evigt liv, gælder for hele menneskeheden.
Straks efter at have undervist i at »det forlanges ikke, at et menneske skal løbe hurtigere, end det har styrke til,« angav kong Benjamin, at »det er nødvendigt, at han er flittig, så han derved kan vinde sejrsprisen«.6 Gud vil ikke kræve mere, end det bedste vi kan give, for det ville ikke være retfærdigt, men han kan heller ikke acceptere mindre end det, for det ville heller ikke være retfærdigt. Lad os derfor altid give det bedste, vi kan, i Guds og vore medmenneskers tjeneste. Lad os tjene i vores familie og i vore kaldelser i Kirken på den bedst mulige måde. Lad os gøre det bedste, vi kan, og hver dag blive lidt bedre.
Frelse og evigt liv ville ikke være muligt, hvis ikke det var på grund af forsoningen, som vor Frelser udvirkede, hvem vi skylder alt. Men for at disse ypperlige velsignelser skal være virksomme i vores tilværelse, må vi først gøre vores del, »for vi ved, at det er ved nåde, at vi bliver frelst, efter alt hvad vi kan gøre«.7 Lad os med tro, begejstring, hengivenhed, ansvar og kærlighed gøre alt, hvad vi formår, og så gør vi alt, hvad der er muligt, for at opnå det umulige. Det vil sige at opnå det, der er umuligt for det menneskelige sind, men med vor kærlige Faders guddommelige indblanden og det uendelige offer udvirket af vor Frelser bliver den største gave, det mest herlige af alt virkeligt, at bo for evigt sammen med Gud og vores familie.
Jeg beder til, at vi hver især vil huske og konstant forny, ved at tage værdigt del i nadveren, den pagt, vi indgik med vor himmelske Fader i det øjeblik, hvor vi trådte ned i dåbens vande, og da vi modtog hver af det gengivne evangeliums ordinancer. Jeg beder til, at vi vil gøre det bedste, vi kan, i vores rolle som ægtefælle, forælder, barn, bror og søster, i vore kaldelser, med at fortælle andre om evangeliet, med at redde dem, som er gledet væk, med at arbejde for vore forfædres frelse, i vores arbejde og i vores daglige liv.
Jeg beder til, at vores liv gør det muligt for os at sige ligesom apostlen Paulus: »Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen.«8
Når vi gør det, opfylder vi de krav, som vor Fader i himlen har fastsat for at velsigne os mere end nogensinde, i dette liv såvel som i livet i evighederne. Han længes efter at give os alt det, han har, endda at gøre os til deltagere i hans største gave, som er evigt liv.
Selv om fuldkommenhed fra et menneskeligt synspunkt kan synes at være en umulig udfordring, bærer jeg vidnesbyrd om, at vor Fader og vor Frelser har ladet os vide, at det er muligt at opnå det umulige. Ja, det er muligt at opnå evigt liv. Ja, det er muligt at være lykkelig nu og for evigt.
Ophavsmanden til den fuldkomne plan, som indeholder disse herlige løfter, er vor Fader i himlen, og han lever. Hans Søn, Jesus Kristus, påtog sig vægten af alle vore synder og de uretfærdigheder, som begås i verden indtil dens ende, så vi kan frigøres for deres følger. Jeg ved, at vor Herre Jesus Kristus lever. Evangeliet og præstedømmet er blevet gengivet til jorden for sidste gang gennem profeten Joseph Smith. I dag har vi den enorme velsignelse, det er, at have apostle og profeter kaldet af Gud til at lede os på vejen tilbage til vor Fader. Præsident Thomas S. Monson er blevet kaldet til at lede dette storslåede værk i disse dage. Han er Guds profet. Jeg vidner om dette i Jesu Kristi hellige navn. Amen.