Vores fuldkomne eksempel
Budskabet i Jesu Kristi gengivne evangelium er, at vi kan og skal forvente at blive bedre, lige så længe som vi lever.
Jeg føler mig velsignet ved at have muligheden for at tale til jer denne sabbatsdag. Selv om vi er forskellige med hensyn til omstændigheder og erfaringer, deler vi alle et ønske om at blive bedre, end vi er. Der er måske nogle få, som fejlagtigt føler, at de er gode nok, og nogle få, der har opgivet at forsøge at blive bedre. Men for alle er budskabet i Jesu Kristi gengivne evangelium, at vi kan og skal forvente at blive bedre, lige så længe som vi lever.
En del af den forventning har vi fået igennem en åbenbaring, der blev givet til profeten Joseph Smith. Den beskriver dagen, hvor vi møder Frelseren, hvilket vi alle vil. Den fortæller os, hvad vi skal gøre for at forberede os, og hvad vi skal forvente.
Den findes i Moroni: »Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi sande tilhængere, så I kan blive Guds sønner, så vi, når han viser sig, vil være som han, for vi skal se ham, som han er, så vi må have dette håb, så vi må blive renset, ja, ligesom han er ren. Amen.«1
Det burde hjælpe jer til at forstå, hvorfor enhver troende sidste dages hellige er optimist omkring, hvad der venter ham eller hende, hvor svær nutiden end ser ud. Vi tror, at gennem efterlevelse af Jesu Kristi evangelium kan vi blive som Frelseren, der er fuldkommen. Tænk over, hvordan Jesu Kristi egenskaber bør undertrykke stoltheden ved en selvtilfreds person, der tror, at han eller hun ikke behøver at forbedre sig. Og selv den mest ydmyge person kan få håb gennem invitationen om at blive som Frelseren.
Hvordan den smukke forvandling finder sted, bliver for mig fanget i en sang skrevet til børn. Jeg mindes at betragte ansigterne i et værelse fyldt med børn, som en søndag sang den. Alle børnene lænede sig frem og sad næsten på forkanten af stolen. Jeg kunne se lyset i deres øjne og beslutsomheden i deres ansigter, idet de sang med iver. I har måske også hørt sangen. Jeg håber, at den vil genlyde for evigt i jeres hukommelse. Jeg kan kun håbe, at jeg kan sige det med samme følelse, som disse børn havde.
Jeg prøver at bli’ som Jesus og vandre den vej, han gik.
Hans kærlighed er det mønster, jeg gennem hans gerning fik.
Men så, når jeg fristes og vælger forkert,
må jeg høre efter, når den stille røst hvisker:
»Elsker hverandre, som Jesus har sagt.
Prøv at vær venlig i alt, hvad du gør,
vær kærlig i tanke, i handling og ord,
som Jesus os lærte på jord.«2
Det virkede på mig, som om de ikke blot sang, de erklærede deres beslutsomhed. Jesus Kristus var deres eksempel. At være som han var deres faste mål. Og deres ivrige ansigtsudtryk og deres skinnende øjne overbeviste mig om, at de ikke var i tvivl. De forventede, at det ville lykkes for dem. De troede på, at Frelserens lære om at være fuldkommen ikke blot var et håb, men en befaling. Og de var sikre på, at han havde beredt vejen.
Beslutsomheden og selvtilliden kan og skal være i enhver sidste dages helliges hjerte. Frelseren har beredt vejen gennem sin forsoning og sit eksempel. Og selv børnene, som sang denne sang, vidste hvordan.
Kærlighed er det motiverende princip, som Herren bruger til at lede os langs vejen til at blive som han, vores fuldkomne eksempel. Vores måde at leve på, time efter time, skal være fyldt med Guds kærlighed og kærlighed til andre. Der er ingen overraskelse i det, eftersom Herren har erklæret, at disse er de første og største befalinger. Det er Guds kærlighed, der leder os til at holde hans befalinger. Og kærlighed til andre er kernen i vores evne til at adlyde ham.
Ligesom Jesus i sin forkyndelse på jorden brugte et barn som et eksempel for folket på den rene kærlighed, som de skal og kan have for at blive som han, har han givet os familien som et eksempel på en ideel ramme, hvor vi kan lære, hvordan man elsker, som han elskede.
Det skyldes, at de største glæder og de største sorger, vi oplever, sker i familieforhold. Glæderne kommer ved at sætte andres velfærd før vores eget. Det er det, kærlighed er. Og sorgerne skyldes primært selviskhed, som er fravær af kærlighed. Det ideal, som Gud holder frem for os, er at danne en familie på den måde, der mest sandsynligt fører til lykke og væk fra sorg. En mand og en kvinde skal indgå hellige pagter om, at de vil gøre den andens velfærd og lykke til det centrale i deres liv. Børn bliver født i en familie, hvor forældrene placerer børnenes behov på lige fod med deres egne i betydning. Og børn skal elske forældre og hinanden.
Det er idealet på en kærlig familie. I mange af vore hjem hænger ordene: »Vores familie kan være sammen for evigt.« Der er en gravsten nær mit hjem for en mor og bedstemor. Hun og hendes mand var beseglet til hinanden i templet og til deres efterkommere for tid og al evighed. Inskriptionen på gravstenen lyder: »Ingen tomme stole, tak.« Hun bad om den inskription, fordi hun vidste, at det er de valg, som hver enkelt i familien træffer, der bestemmer, om familien vil være sammen. Ordet »tak« står der, fordi hverken Gud eller hun kan tvinge nogen anden til at vælge lykke. Og der er Satan, som ønsker elendighed, ikke lykke, i familier i dette liv og i det næste.
Det er mit håb i dag at foreslå nogle valg, som måske kan synes vanskelige, men som vil sikre jer, at I vil opnå, at der ingen tomme stole er i jeres familie i den tilkommende verden.
Først må jeg give råd til ægtemænd og hustruer. Bed til at få den kærlighed, der gør det muligt for jer at se det gode i jeres partner. Bed til at få den kærlighed, der får svagheder og fejltagelser til at virke små. Bed til at få den kærlighed, der gør jeres partners glæde til jeres egen. Bed til at få den kærlighed, der ønsker at mindske læsset og lindre sorgen hos din partner.
Jeg så dette i mine forældres ægteskab. Jo mere ubehageligt min mor fik det under sin sidste sygdom, jo mere blev det dominerende forehavende i min fars liv at give hende lindring. Han bad om, at hospitalet stillede en seng op i hendes stue. Han var fast besluttet på at være der for at være sikker på, at hun ikke manglede noget. Han gik flere kilometre til arbejde hver morgen og tilbage til hendes side om aftenen i disse for hende så vanskelige tider. Jeg tror, at det var en gave fra Gud til ham, at hans evne til at elske voksede, da det betød så meget for hende. Jeg tror, at han gjorde det, som Jesus ville have gjort, af kærlighed.
Nuvel, lad mig give råd til forældre med et barn på afveje. Frelseren er det fuldkomne eksempel på vedvarende kærlighed. I husker hans trøstende ord til folket blandt nefitterne, som havde afvist hans tidligere opfordring om at komme til ham. Han talte til de overlevende fra den ødelæggelse, der fulgte efter hans korsfæstelse: »O, I Israels hus, som jeg har skånet, hvor ofte vil jeg ikke samle jer, som en høne samler sine kyllinger under sine vinger, hvis I vil omvende jer og vende tilbage til mig med hjertets faste forsæt.«3
Beretningen om den fortabte søn giver os alle håb. Den fortabte søn mindedes sit hjem, ligesom jeres børn vil. De vil føle jeres kærlighed drage dem tilbage til jer. Ældste Orson F. Whitney gav ved en generalkonference i 1929 et bemærkelsesværdigt løfte, som jeg ved er sandt, til den trofaste forælder, som ærer tempelbeseglingen til deres børn: »Skønt nogle af fårene måske farer vild, så holder Hyrden øje med dem, og før eller siden føler de det guddommelige forsyns arme række ud efter dem og trække dem tilbage i folden.«
Derpå fortsætter han med at sige: »Bed for jeres letsindige og ulydige børn; hold fast ved dem med jeres tro. Bliv ved med at håbe, bliv ved med at tro, indtil I ser Guds frelse.«4 I kan bede for jeres børn, elske dem og række ud til dem med fuld tillid til, at Jesus rækker ud til dem sammen med jer. Når I bliver ved med at prøve, gør I det, som Jesus gør.
Her er mit råd til børn. Herren gav jeg en befaling med et løfte: »Ær din far og din mor, for at dine dage må blive mange i det land, som Herren, din Gud, giver dig.«5 Det er det eneste af de ti bud med et løfte. I har måske ikke forældre, der lever. I nogle tilfælde føler I måske ikke, at jeres forældre er værdige til deres børns ære og respekt. I har måske aldrig kendt dem. Men I skylder dem livet. Og i ethvert tilfælde, selv om jeres liv ikke bliver forlænget, så vil kvaliteten deraf blive forbedret ved ganske enkelt at mindes jeres forældre med ære.
Nu til dem, der har adopteret andre menneskers familie, som var det deres egen. Jeg har venner, som husker mine børns fødselsdage, bedre end jeg gør. Min hustru og jeg har venner, som sjældent glemmer at besøge os eller husker en højtid med os. Jeg bliver ofte rørt, når nogen begynder en samtale med: »Hvordan har din familie det?« og som så venter på svaret med en synlig kærlighed i deres ansigt. De virker opmærksomme, når jeg løber gennem en beskrivelse af hver af mine børns tilværelse. Deres kærlighed hjælper mig til mere inderligt at føle Frelserens kærlighed til vore børn. På deres spørgsmål kan jeg fornemme, at de føler det, som Jesus føler, og spørger om det, han ville spørge om.
For os alle kan det i vores eget liv være svært at se en voksende evne til at elske og til at se os selv blive mere som Frelseren, vores fuldkomne eksempel. Jeg ønsker at opmuntre jer. I har set bevis på, at I bevæger jer langs vejen til at blive mere som Jesus. Det vil hjælpe jer til at huske, hvordan I til tider har følt jer som et lille barn, selv midt i bekymringer og prøvelser. Tænk på de børn, der sang sangen. Tænk på de tidspunkter, hvor I følte jer, måske endda for nylig, som disse små børn, der sang: »Jeg prøver at bli’ som Jesus og vandre den vej, han gik.« I husker, at Jesus bad sine disciple om at bringe de små børn til ham og sagde: »Lad de små børn komme til mig … for Guds rige er deres.«6 I har følt en fred som et rent, lille barn på tidspunkter, hvor I har forsøgt at være som Jesus.
Det skete måske, da I blev døbt. Han behøvede ikke at blive døbt, fordi han var ren. Men da I blev døbt, havde I følelsen af at blive vasket ren, som et lille barn. Da han blev døbt, åbnede himlen sig, og han hørte sin himmelske Faders røst: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag.«7 I hørte ingen røst, men I følte godkendelsen fra vor himmelske Fader for at have gjort det, som Jesus gjorde.
I har følt det i jeres familie, da I sagde undskyld til jeres ægtefælle eller tilgav et barn for en fejl eller ulydighed. Disse øjeblikke vil komme oftere, når I forsøger at gøre det, som I ved, at Jesus ville gøre. På grund af hans forsoning for jer, vil jeres barnelignende lydighed bringe en følelse af Frelserens kærlighed til jer og jeres kærlighed til ham. Det er en af de gaver, der er lovet hans trofaste disciple. Og denne gave kan ikke blot komme til jer alene, men også til den øvrige kærlige familie. Løftet blev givet i Tredje Nefi: »Og alle dine børn skal blive undervist af Herren; og stor skal dine børns fred blive.«8
Jeg håber, at I i dag vil gå ud og se efter muligheder til at gøre det, som han gjorde, og til at elske, som han elsker. Jeg kan love jer, at den fred, som I følte som barn, vil komme til jer ofte, og den vil blive hos jer. Løftet er sandt, som han fremsatte til sine disciple: »Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.«9
Ingen af os er fuldkomne endnu. Men vi kan ofte have vished om, at vi følger ham på vejen. Han leder os, og han kalder på os, for at vi skal følge ham.
Jeg vidner om, at vejen går gennem tro på Jesus Kristus, dåb, modtagelse af Helligånden og gennem at udholde i kærlighed med at holde hans befalinger. Jeg vidner om, at Faderen lever og elsker os. Han elsker sin elskede Søn, Herren Jesus Kristus, som er vores fuldkomne eksempel. Joseph Smith var genoprettelsens profet. Han så Faderen og Sønnen. Jeg ved, at det er sandt. Der findes i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige præstedømmekraft til at tilbyde de ordinancer, der tillader os at blive bedre og bedre og mere som Frelseren og vor himmelske Fader. Jeg efterlader jer min velsignelse, at I må mærke visheden og godkendelsen, som I har følt som et lille barn. I Jesu Kristi navn. Amen.