Jeg elsker højrøstede drenge
Lad os elske vore drenge – selv om nogle af dem er højrøstede. Lad os undervise dem i at ændre deres tilværelse.
Jeg vil gerne fortælle jer om en gruppe højrøstede, unge mænd, som kom ind i mit liv, da jeg var ung og biskop i Seoul i Korea for mange år siden. Det var drenge, der boede i nabolaget. Kun en eller to af dem var medlem af Kirken på det tidspunkt. De drenge, som var medlem, var de eneste medlemmer i deres familie. De var alle venner, og de kom til kirke for at spille og være sammen. De kunne godt lide at spille bordtennis på hverdagene, og de kunne lide at lave sjove aktiviteter om lørdagen. De fleste af dem var ikke gode elever i skolen og blev af mange betragtet som ballademagere.
Jeg var ung og far til to sønner, som var syv og ni år gamle på det tidspunkt. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne gøre for disse unge mænd. De var så bølleagtige, at min hustru, Bon-Kyoung, spurgte mig, om ikke vi kunne flytte til en anden menighed, så vore sønner kunne se gode eksempler fra andre unge mænd. Jeg overvejede og bad til vor himmelske Fader om hjælp til at finde en måde at hjælpe disse unge mænd på. Til sidst tog jeg en beslutning om at prøve at lære dem, hvordan de kunne ændre deres liv.
Jeg fik en tydelig åbenbaring. Jeg følte, at hvis de skulle være missionærer, måtte de ændre deres liv. Fra det øjeblik blev jeg meget begejstret, og jeg prøvede at tilbringe så meget tid som muligt sammen med dem og lære dem om vigtigheden af missionærtjeneste, samt hvordan de skulle forberede sig til en mission.
På det tidspunkt blev ældste Seo, en fuldtidsmissionær, overført til vores menighed. Han var vokset op i Kirken, og som ung bærer af Det Aronske Præstedømme havde han deltaget i unge mænds sanggruppe med sine venner. Han mødte disse støjende drenge i vores menighed. Ældste Seo underviste dem, der ikke var medlem, i missionærlektionerne, og han lærte dem også de sange, han plejede at synge. Han lavede en tredobbelt kvartet med de højrøstede drenge og kaldte dem Hanaro-kvartetten, hvilket betyder »vær som et«. De var glade for at synge sammen, men vi havde alle »stor« brug for tålmodighed, når vi lyttede til deres sang.
Vores hjem var åbent for medlemmerne, når som helst de ønskede at komme. Drengene besøgte vores hjem næsten hver weekend og endda på nogle hverdage. Vi gav dem mad og underviste dem. Vi lærte dem evangeliets principper så vel som anvendelsen af evangeliet i deres tilværelse. Vi prøvede at give dem en vision om deres fremtidige liv.
De sang sammen hver gang, de kom til vores hjem. Deres høje lyd stødte vore ører. Men vi roste dem altid, for det var en langt større fornøjelse at lytte til deres sang end at se dem komme ud i problemer.
Som årene gik fortsatte disse aktiviteter. De fleste af disse unge mænd voksede i evangeliet, og der skete et mirakel. Med tiden blev ni af de drenge, der ikke var medlem, døbt. De forandrede sig fra højrøstede, bølleagtige drenge til tapre, unge krigere.1
De tjente på mission, mødte smukke unge søstre i Kirken og giftede sig i templet. Selvfølgelig var der forskellige udfordringer for hver af dem, mens de tjente på mission, uddannede sig og blev gift, men de forblev alle trofaste, fordi de ønskede at adlyde deres ledere og behage Herren. Nu har de lykkelige familier med børn født i pagten.
Ni højrøstede drenge blev til 45 aktive medlemmer i Herrens rige, inklusiv hustru og børn. De er nu ledere i deres menigheder og stave. En er biskop, to tjener i biskoprådet, en tjener i højrådet og to er præsident for Unge Mænd. Der er en missionsleder, en assistent og en seminarlærer. De synger stadig sammen, og det andet mirakel – det lyder faktisk godt!
Der er to grundlæggende principper, der hjalp disse unge mænd til at blive ligesom Helamans sønner.2 Selv om drengenes mødre ikke var medlem af Kirken og ikke forstod Herrens ord, blev præstedømmeledere som deres fædre og ledernes hustruer blev som deres mødre.
Disse ni drenge – jeg kalder dem »Herrens drenge« – lærte, at de ville blive velsignet, når de lyttede til Kirkens ledere, selv om de ikke altid forstod hvorfor. De blev ligesom Adam, vores første fader, som, da han bragte Herren et offer, blev spurgt af en engel: »Hvorfor bringer du slagtofre til Herren? Og Adam sagde til ham: Det ved jeg ikke, ud over at Herren befalede mig det.«3 De blev ivrige efter at være lydige og tjene Herren af hele deres hjerte.
De lærte også, at det var meget vigtigt at komme til deres kirkemøder. Præsident Ezra Taft Benson har i sin tale »Til ›den stærke og stræbende ungdom‹« sagt: »Jeg vil gerne henlede jeres opmærksomhed på, hvor vigtigt det er at komme til alle Kirkens møder. Hvis I kommer trofast til Kirkens møder, vil I få velsignelser, som I ikke kan modtage på nogen anden måde.«4 Da drengene kom regelmæssigt til deres kirkemøder, følte de Herrens store kærlighed og lærte, hvordan de skulle anvende Kirkens lærdomme og principper i deres egen dagligdag. De lærte også, hvordan de kunne deltage i møder med stor fornøjelse og glæde.
Nuvel, vi har tre af vore egne sønner, deriblandt vores yngste, som blev født, mens jeg virkede som biskop. Efterhånden som vore sønner voksede, blev de ni drenge ledere i menigheden og staven, og de blev lærere og ledere for vore sønner. De underviste vore drenge og andre drenge på samme måde, som jeg underviste dem, da de var ballademagere. De elskede vore drenge på samme måde, jeg elskede dem. Disse førhen så højrøstede, bølleagtige drenge blev vore børns helte. Vore sønner vil gerne følge deres store eksempel og blive pragtfulde missionærer og blive viet til en retskaffen ledsager i templet.
Disse unge mænd har stadig indflydelse på vores familie. For to måneder siden havde vores menighed en missionæraktivitet en lørdag aften, hvor alle, inklusive familier, hvor ikke alle var medlem, var inviteret. Vores yngste søn, Sun-Yoon, var netop kommet tilbage fra en ungdomslejr om eftermiddagen samme dag. Han sagde, at han ikke tog til missionæraktiviteten, fordi han var ikke i en familie, hvor ikke alle var medlemmer, og han var så træt. Han kom ikke til aktiviteten. Min hustru ringede til ham og forklarede, at alle var inviteret til aktiviteten. »Det ved jeg godt, men jeg kommer ikke i dag,« sagde han og lagde røret på.
Kort efter mødet var begyndt den aften, kom Sun-Yoon ind og satte sig meget stille ved siden af sin mor. Han hviskede til hende: »Lige efter jeg lagde røret på, huskede jeg, at have spurgt far, hvad der gjorde Hanaro-kvartetten til så stor en succes i deres tilværelse. Han fortalte mig, at drengene adlød deres kirkelederes ord, og at de kom regelmæssigt til Kirkens møder. Det var nøglen til forandringen i deres tilværelse, og som gav dem så stor succes.« Min søn fortsatte: »Lige pludselig kom fars ord til mig, og jeg besluttede at følge dem, for jeg vil gerne have en lykkelig familie ligesom deres og have succes i min tilværelse.«
Kære brødre, lad os elske vore drenge – selv om nogle af dem er højrøstede. Lad os undervise dem i at ændre deres tilværelse. Nutidige Helamans sønner kommer ikke kun fra vore dyrebare familier i Kirken, men også fra nye og unge omvendte, som ikke har forældre i evangeliet. I og jeres hustruer skal være deres »agtværdige forældre«,5 indtil de bliver ligesom Helamans sønner.
Jeg er så glad og lykkelig for at se jer standhaftigt lede vore drenge på kærlig vis. Disse unge mænd er alle vore sønner. Når vi rækker ud til dem, løfter dem og hjælper dem, føler vi det ligesom Johannes, der siger: »Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden.«6
Kære unge mænd, lad os adlyde Kirkens ledere og være ligesom Adam, som ikke altid skulle vide hvorfor, men blot var glad for at være lydige. Og kom nu trofast til jeres kirkemøder. Hvis I gør det, lærer I, hvordan I forbereder jer til jeres fremtid, og I vil få succes. Til de drenge, der er født ind i Kirken, og også til dem, der har tilsluttet sig Kirken, I er Herrens hær. I bliver pragtfulde missionærer og retskafne fædre for jeres familie. Vor himmelske Fader vil velsigne jer med at få en lykkelig familie. I har en lys fremtid i evangeliet, og ligesom Helamans sønner vil I bringe os alle evig glæde.
Jeg elsker jer, og jeg ved, at vor himmelske Fader elsker os alle så meget, at han sendte sin enbårne Søn, Jesus Kristus, som vor Forløser. Præsident Thomas S. Monson er vores levende profet, som leder os på rette måde. I Jesu Kristi navn. Amen.