»De sociale medier: Hvad deler I?«, Liahona, apr. 2023.
Unge voksne
De sociale medier: Hvad deler I?
Vi kan bruge de sociale medier som et vindue for andre til at se den glæde, der kommer af evangeliet.
Hvad deler I på de sociale medier? Fortæller I, hvad der giver jer glæde? Laver I opslag om jeres livserfaringer? Søger I likes og ros? Vigtigst af alt, laver I opslag om Jesu Kristi evangelium?
Det var så skønt for mig at fortælle om evangeliet på min mission, at jeg ønskede at fortsætte med at gøre det, da jeg kom hjem til Peru. Men jeg indså snart, at jeg ikke havde tid nok til at nå ud til alle de mennesker, jeg ønskede, ligesom jeg havde gjort på min mission.
Så jeg vendte mig mod de sociale medier.
Jeg lavede en blog for at dele mine missionsoplevelser, mine tanker fra mit ugentlige studium af Kom og følg mig og anden evangelisk indblik. Og da jeg delte min blog, begyndte jeg at modtage søde beskeder fra venner, der takkede mig for at dele. Det havde jeg ikke forventet! Så tænkte jeg: »Hvorfor ikke gøre mere på de sociale medier?« Og det var sådan, min vej til at lave en platform til at dele evangeliet på Instagram og YouTube begyndte.
Hemmeligheden bag missionering på de sociale medier
At dele sin tro på de sociale medier behøver ikke at være kompliceret, men nogle gange kan vi være bange for at dele, fordi de sociale medier kan være fyldt af fordømmelse, verdslige ideer og overfladiske opslag. Sommetider føles det som det mindst sandsynlige sted at dele vores tro. Men sandheden er, at det er, fordi de sociale medier er fyldt med så meget opspind og mange løgne, at vi er nødt til at dele den glæde, fred og sandhed, vi modtager som Jesu Kristi disciple.
Jeg bliver ofte spurgt: »Ale, hvad er din motivation til at dele evangeliet gennem de sociale medier? Hvad er hemmeligheden ved at dele det så naturligt og relatere det til hverdagen?« Og mit svar er altid det samme: »Der er ingen hemmelighed! Nøglen er at efterleve evangeliet og gøre det til en del af min hverdag.«
Jo mere jeg stræber efter at efterleve evangeliet og øge min tro, jo større er mit ønske om at dele det med andre. Min motivation til at vie så meget tid til at bære mit vidnesbyrd for andre kommer af de åndelige oplevelser, jeg har med min himmelske Fader.
Gennem mine erfaringer har jeg lært, at det kan være lige så let at fortælle om evangeliet som at dele vores daglige oplevelser med at være en del af Frelserens fold. Jeg ved ikke altid, om jeg påvirker nogen ud fra det, jeg fortæller, men jeg ved, at »ved små og enkle ting bliver der udrettet store ting« (Alma 37:6).
Frelserens opfordring til at dele vores tro
Der er mennesker i verden, der leder efter påmindelser om, hvem de er, og hvorfor de bør fortsætte fremad med håb. Og hvem er bedre til at dele disse sandheder end os? Som Kristi tilhængere kender vi til Guds løfter og den vidunderlige plan, han har forberedt for sine børn. Husk, at nogle mennesker kun »bliver holdt borte fra sandheden, fordi de ikke ved, hvor de kan finde den« (L&P 123:12) – og vi kan hjælpe dem med at finde den.
Ældste Dieter F. Uchtdorf fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:
»Del jeres oplevelser personligt, på de sociale medier, i grupper, alle vegne.
En af de sidste ting, Jesus fortalte sine disciple, var, at de skulle gå ud i verden og fortælle om den opstandne Kristus. I dag påtager vi os også gladeligt dette store hverv.«1
At være Jesu Kristi disciple bør omfatte vores adfærd, ikke blot i det virkelige liv, men også på de sociale medier. Når vi løfter vores røst for at erklære evangeliets sandheder, kan vi opfylde det store ansvar, som Jesus Kristus har betroet os.
Lad os vise verden, hvordan vi tager os tid til Herren hver dag, hvordan vi møder vores vanskeligheder og sorger, og hvordan vi finder fred. Jeg ved, at vi ved at fortælle om det, der betyder noget, vil være gode redskaber i Guds hænder til at indsamle Israel.
Vor himmelske Fader elsker os. Lad os holde op med at gemme os bag vores skærme og i stedet bruge dem til at komme i kontakt med andre. Lad os være en del af hans værk og ikke lave opslag om hvad, men Hvem der giver os glæde – vor Frelser, Jesus Kristus.