Det Nye Testamente i kontekst
Jødernes syn på opstandelsen
Læren om opstandelse kan både give os håb for fremtiden og være et incitament til at leve retskaffent i nuet.
Opstandelse henviser til, at Gud oprejste de døde til liv »for at blive udødelige med et legeme af kød og knogler«.1 Forståelse af forskellige fordums overbevisninger om opstandelse kan hjælpe os til bedre at værdsætte kraften i gamle kristne lærdomme om dette emne, såvel som hvordan de både var unikke og bygget på tidligere accepterede ideer.
Forskellige ideer om livet herefter
Mange på Jesu tid troede ikke på ideen om et efterliv, men troede, at de døde blot ophørte med at eksistere. Blandt dem, der troede på et liv efter døden, troede nogle, at kun ånden overlevede, og betragtede livet efter døden som et skyggerige, som alle mennesker ville gå til, uanset deres jordiske gerninger. Dette rige blev omtalt ved forskellige navne, deriblandt Sheol, Gehenna og Hades.2
Opstandelse i jødiske skrivelser
Gamle kilder indikerer, at jøderne på Jesu tid havde forskellige antagelser om det fysiske legemes skæbne efter døden. Som den jødiske historiker Josefus skriver, sagde farisæerne, at de retfærdige »skal få magt til at genoplive og leve igen«,3 hvorimod saddukæerne troede, at »sjæle dør med legemet«.4 Jesus og hans tidligste disciple stødte på en sådan tro. Faktisk beskriver Paulus sig selv som »farisæer, en søn af en farisæer« og Apostlenes Gerninger 23:6-7 beskriver, hvordan en fælles tro på opstandelsen gjorde Paulus’ forkyndelse af Kristus mere overbevisende for farisæerne.
Jødernes syn på opstandelsen blev oplyst af litteratur, som jøderne værdsatte, deriblandt det, der nu er Det Gamle Testamente. Daniels Bog taler for eksempel om en tid, hvor »mange af dem, der sover i jorden, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til forhånelse, til evig afsky« (Dan 12:2). Sådanne direkte henvisninger til opstandelse, selvom de er sjældne i Det Gamle Testamente, blev ofte skrevet i tider med trængsler, eksil og forfølgelse, hvilket viser læresætningens potentiale til at give håb og trøst til de, der led trængsler.5
En anden populær jødisk tekst fortæller om syv jødiske brødre, der led martyrdøden for deres tro. Før den sidste bror blev henrettet, opmuntrede hans mor ham til at forblive trofast, »så vil jeg ved Guds barmhjertighed få dig tilbage sammen med dine brødre« (2 Makkabæerbog 7:29). I dette skriftsted gjorde tro på en opstandelse en mor og hendes søn i stand til trofast at møde deres prøvelser. Deres tro gav dem også tillid til, at legemlige skader og svækkelser ikke varer ved i livet herefter.
Opstandelse i kristne og senere jødiske skrivelser
Det Nye Testamentes lærdomme om opstandelse fremmer på samme måde håb og yder trøst. Paulus understregede, at vi gennem opstandelsen kan overvinde død, smerte og tab. Han skrev til de hellige i Korinth: »Døden er opslugt og besejret. Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?« (1 Kor 15:54-55).
Det, der gør den kristne lære om opstandelse anderledes, var troen på, at opstandelsen er muliggjort gennem Jesus Kristus, og at han er den første af mange, der opstår, »førstegrøden af dem, der er sovet hen« (1 Kor 15:20).6
I jødisk litteratur, der var skrevet efter Jesus, blev tro på opstandelsen betragtet som en afgørende trosbekendelse7, men der opstod meningsforskelle om, hvor opstandne væsener skulle dvæle, hvor længe efter døden man ville opstå, og hvor meget livet efter døden ville ligne jordelivet – det vil sige at spise, drikke osv.8 Bortset fra kristne og jøder var zarathustrierne fra Persien det eneste andet fordums folk, der troede på en legemlig opstandelse.9
Som den gjorde i fordums tid, kan læresætningen om opstandelse både give Jesu Kristi nutidige tilhængere håb for fremtiden og trøst, mod og et incitament til at leve retskaffent i nuet. Det er et vidnesbyrd om, at vi har en Frelser, der lever og elsker sit folk.