Accept af Herrens vilje og timing
Ældste David A. Bednar
De Tolv Apostles Kvorum
Fra en CES-tale, »Så vi ikke skal ›undlade‹« til unge voksne den 3. marts 2013 på University of Texas i Arlington.
Stærk tro på Frelseren er at kunne acceptere og underkaste sig hans vilje og timing – selv når udkommet ikke er det, vi havde ønsket eller håbet på.
Udsnit af Kristus i Getsemane, af Harry Anderson
Ældste Neal A. Maxwell (1926-2004) var en af vor Herres, Jesu Kristi, elskede disciple. Han tjente som medlem af De Tolv Apostles Kvorum i 23 år fra 1981 til 2004. Den åndelige kraft i hans belæringer og det trofaste eksempel, han var, velsignede og velsigner stadig medlemmer af Frelserens genoprettede kirke og mennesker rundt om i verden på mange forunderlige måder.
I oktober i 1997 var søster Bednar og jeg værter for ældste og søster Maxwell på Brigham Young University–Idaho, (som dengang hed Ricks College). Ældste Maxwell skulle tale til de studerende, personalet og lærerne ved et foredrag.
Tidligere samme år havde ældste Maxwell undergået 46 dage og nætters risikabel kemoterapi mod leukæmi. Hans rehabilitering og fortsatte behandling skred frem, som det skulle i forårets og sommerens løb, men ældste Maxwells fysiske styrke og udholdenhed var ikke desto mindre begrænset, da han rejste til Rexburg. Efter at have hentet ældste og søster Maxwell i lufthavnen kørte Susan og jeg dem til vores hjem for at hvile og spise en let frokost inden foredraget.
Jeg spurgte ældste Maxwell, hvad han havde lært af sin sygdom. Jeg vil altid huske det præcise og skarpsindige svar, han gav. »Dave,« sagde han, »jeg har lært, at det er vigtigere ikke at vige tilbage end at overleve.«
Hans svar på mit spørgsmål var et princip, som han havde fået stor personlig erfaring med gennem sin kemoterapi. I januar 1997 på den dag, hvor ældste Maxwell skulle begynde på den første runde af sine behandlinger, havde han kigget på sin hustru, taget hendes hånd og sukket dybt, idet han sagde: »Jeg vil ikke bukke under.«
I sin tale ved oktoberkonferencen i 1997 sagde ældste Maxwell med stor myndighed: »Når vi står over for vore egne … prøvelser og modgang, kan vi også trygle Faderen, som Jesus gjorde, om at vi ikke må undlade eller vige tilbage (se L&P 19:18). Ikke at vige tilbage er langt vigtigere end at overleve! Desuden er det at drikke af det bitre bæger uden at blive bitter en del af det af blive som Jesus.«1
Skriftsteder om Frelserens lidelser, da han led det endelige og evige forsonende offer, bliver mere gribende og meningsfulde for mig:
»For se, jeg, Gud, har lidt dette for alle, for at de ikke skal lide, hvis de vil omvende sig;
men hvis de ikke vil omvende sig, må de lide, ligesom jeg;
hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd – og jeg ønskede, at jeg ikke skulle drikke det bitre bæger, men undlade det –
dog, æret være Faderen, så drak jeg og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:16-19).
Frelseren veg hverken tilbage i Getsemane eller på Golgata.
Ældste Maxwell veg heller ikke tilbage. Denne mægtige apostel pressede sig stadigt fremad og blev velsignet med mere tid på jorden til at elske, tjene, undervise og vidne. De sidste år af hans liv var en overbevisende understregning af hans hengivenhed som discipel – både i hans ord og i hans gerninger.
Jeg tror, de fleste af os forventer, at en mand med den åndelige kapacitet, erfaring og statur, som ældste Maxwell havde, vil møde alvorlig sygdom og død med en forståelse af Guds plan for lykke og med forvisning, nåde og værdighed. Men jeg vidner om, at sådanne velsignelser ikke er forbeholdt generalautoriteter eller få udvalgte medlemmer af Kirken.
Efter mit kald til De Tolv Apostles Kvorum har mine opgaver og rejser gjort mig mere bekendt med trofaste, modige og tapre sidste dages hellige over hele verden. Jeg vil gerne fortælle jer om en ung mand og en ung kvinde, som har velsignet mit liv, og med hvem jeg har lært livsvigtige åndelige lektier om ikke at vige tilbage og om at lade vores personlige vilje »blive opslugt i Faderens vilje« (Mosi 15:7).
Beretningen er sand og personerne eksisterer i virkeligheden. Jeg vil dog ikke bruge personernes rigtige navne. Jeg har fået lov til at læse udvalgte afsnit op af deres dagbøger.
»Dog, ske ikke min vilje, men din«
John er en værdig præstedømmebærer og har tjent trofast som fuldtidsmissionær. Da han vendte hjem fra sin mission, datede og giftede han sig med en retskaffen og vidunderlig ung kvinde, Heather. John var 23 og Heather 20, da de blev beseglet til hinanden for tid og al evighed i Herrens hus.
Omtrent tre uger efter at de var blevet gift i templet, blev John diagnosticeret med knoglekræft. Der blev også fundet kræftknuder i hans lunger, så prognosen var ikke god.
John skrev dette i sin dagbog: »Det har været den mest skræmmende dag i mit liv. Ikke alene fik jeg konstateret kræft, men også fordi jeg var nygift og følte, at jeg svigtede som ægtemand. Jeg skulle forsørge og beskytte vores nye familie og her – tre uger inde i rollen – følte jeg, at jeg havde svigtet.«
Heather skrev: »Det var forfærdelige nyheder, og jeg husker, hvordan det ændrede vores perspektiv totalt. Jeg sad i hospitalets venteværelse og skrev bryllupstakkekort, mens vi ventede på resultatet af Johns prøver. Da vi fandt ud af, at John havde kræft, var gryder og køkkenudstyr ikke så vigtigt mere. Det var den værste dag i mit liv, men jeg husker, at jeg den aften gik i seng fyldt med taknemlighed over vores tempelbesegling. Selvom lægerne kun havde givet John 30 % chance for at overleve, vidste jeg, at dersom vi var trofaste, så havde jeg 100 % chance for at være sammen med ham for evigt.«
Illustrationer: Ben Sowards
Cirka en måned efter begyndte John på kemoterapi. Han beskrev oplevelsen således: »Jeg blev mere syg af de behandlinger, end jeg nogensinde har været i mit liv. Jeg tabte håret og 20 kilo, og det føltes, som om min krop gik i stykker. Kemoterapien påvirkede mig også følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt. I månederne med kemoterapi var livet som en rutsjebanetur – med op- og nedture og alt der imellem. Men midt i det hele fastholdt Heather og jeg troen på, at Gud ville helbrede mig. Vi vidste det bare.«
Heather nedskrev sine tanker og følelser: »Jeg kunne ikke lade John ligge alene på hospitalet, så jeg sov på en lille sofa inde på hans værelse. Vi havde masser af besøg af familie og venner i dagens løb, men nætterne var svære. Jeg lå og stirrede op i loftet og spekulerede over, hvad vor himmelske Fader havde i tankerne for os. Sommetider blev mine tanker mørke og frygten for at miste John overmandede mig næsten. Men jeg vidste, at de tanker ikke kom fra vor himmelske Fader. Mine bønner om trøst blev hyppigere, og Herren styrkede mig til at kunne fortsætte.«
Tre måneder senere gennemgik John en stor operation for at få fjernet en stor svulst i benet. To dage efter operationen besøgte jeg John og Heather på hospitalet. Vi talte om mit første møde med John i missionsmarken, om deres ægteskab, om kræften og om de evige og vigtige lektier, vi lærer gennem jordelivets prøvelser. Da jeg skulle til at gå, bad John mig om at give ham en præstedømmevelsignelse. Jeg svarede gladeligt ja til at give en sådan, men jeg var nødt til at spørge om noget først.
Så stillede jeg spørgsmål, som jeg ikke havde planlagt og aldrig før havde overvejet: »John, har du tro til ikke at blive helbredt? Hvis det skulle være vor himmelske Faders vilje at tage dig bort i din ungdom og ind i åndeverdenen for at fortsætte din tjeneste der, har du så tro nok til at underkaste dig hans vilje og ikke blive helbredt?«
I skriften læser man, at Frelseren og hans tjenere udøvede den åndelige gave til at helbrede (se 1 Kor 12:9; L&P 35:9; 46:20), og man går ud fra, at personen havde tro til at blive helbredt (se ApG 14:9; 3 Ne17:8; L&P 46:19). Men da John, Heather og jeg rådførte os med hinanden og grundede over disse spørgsmål, forstod vi, at dersom det var Guds vilje at helbrede denne gode unge mand, så kunne den velsignelse kun opnås, hvis dette tapre par havde tro til ikke at blive helbredt. Med andre ord var John og Heather nødt til gennem Jesu Kristi forsoning at overvinde »det naturlige menneske« (Mosi 3:19), tilbøjeligheden i os alle til utålmodigt at forlange og ustandseligt insistere på de velsignelser, vi ønsker os og tror, vi fortjener.
Vi indså, at der er et princip, der angår enhver hengiven discipel: stærk tro på Frelseren er at kunne acceptere og underkaste sig hans vilje og timing – selv når udkommet ikke er det, vi havde ønsket eller håbet på. Selvfølgelig kunne John og Heather ønske, længes efter og trygle om helbredelse af hele deres sjæl, sind og styrke. Men vigtigere var det, om de ville være »villig[e] til at underordne sig alt det, som Herren finder det tjenligt at pålægge [dem], ligesom et barn underordner sig sin far« (Mosi 3:19). Ja, var de villige til at »bring[e] hele [deres] sjæl som et offer til ham« (Omni 1:26) og ydmygt bede: »Fader, hvis du vil, så tag dette bæger fra mig. Dog, ske ikke min vilje, men din« (Luk 22:42).
Hvad der til at begynde med for John, Heather og jeg virkede som forvirrende spørgsmål blev en del af et gennemgående tema af evangeliske paradokser. Overvej Frelserens formaning: »Den, der har reddet sit liv, skal miste det, og den, der har mistet sit liv på grund af mig, skal redde det« (Matt 10:39). Han erklærede også, »men mange af de første skal blive de sidste, og mange af de sidste de første« (Matt 19:30). Og Herren gav de sidste dages hellige dette råd: »Og ved dit ord skal mange af de høje blive gjort ydmyge, og ved dit ord skal mange af de lave blive ophøjet« (L&P 112:8). Så det at have tro nok til ikke at blive helbredt, virkede til at passe fint ind i et tydeligt mønster af store paradokser, som fordrer, at vi beder, søger og banker på, for at vi kan modtage kundskab og forståelse (se 3 Ne 14:7).
Efter at have taget sig den nødvendige tid til at tænke over mine spørgsmål og tale med sin hustru sagde John: »Ældste Bednar, jeg ønsker ikke at dø. Jeg ønsker ikke at forlade Heather. Men hvis det er Herrens vilje at sende mig til åndeverdenen, så er det også i orden med mig.«
Mit hjerte svulmede af påskønnelse og beundring, da jeg så dette unge par stå i en af de sværeste af alle åndelige kampe – at underordne sin egen vilje Guds. Min tro blev styrket, da jeg så dette par lade deres stærke og fuldt forståelige ønske om helbredelse blive »opslugt i Faderens vilje« (Mosi 15:7).
John beskrev sin reaktion på vores samtale og den velsignelse, han havde modtaget: »Ældste Bednar delte en af ældste Maxwells tanker med os om, at det er bedre ikke at vige tilbage end at overleve. Ældste Bednar sagde så: ›Jeg ved, at du har tro til at blive helbredt, men har du også tro til ikke at blive helbredt?‹ Det var noget nyt for mig. Det, han egentlig spurgte mig om, var, om jeg havde tro til at acceptere det, hvis det var Guds vilje, at jeg ikke blev helbredt? Var jeg rede til at underordne mig og acceptere det, hvis min tid var inde, og jeg skulle dø og træde ind i åndeverdenen?«
John skrev desuden: »At have tro til ikke at blive helbredt virkede ulogisk, men det perspektiv ændrede måden, min hustru og jeg tænkte på, og gjorde os i stand til at stole helt på Guds plan for os. Vi lærte, at vi er nødt til at opnå en tro på, at Herren står ved roret, uanset hvad der sker, og han vil vejlede os fra det sted, vi er, til det sted, vi har brug for at være. Da vi bad, ændrede vores tryglen sig fra ›gør mig rask‹ til ›giv mig tro til at acceptere, hvad end du har planlagt for mig.‹
Jeg var sikker på, at eftersom ældste Bednar var apostel, ville han velsigne mig med det, der ville få min krop til at hoppe ud af sengen og begynde at danse eller noget andet dramatisk! Men da han velsignede mig den dag, blev jeg forbløffet over, at de ord, han udtalte, næsten var identiske med min fars, min svigerfars og min missionspræsidents. Jeg indså, at det i sidste ende ikke betyder noget, hvem der lægger deres hænder på mit hoved. Guds kraft er den samme, og hans vilje bliver tilkendegivet for os personligt og gennem hans bemyndigede tjenere.«
Heather skrev: »Det har været en dag fyldt med blandede følelser. Jeg var overbevist om, at ældste Bednar ville lægge sine hænder på Johns hoved og gøre ham helt rask. Jeg vidste, at han kunne blive helbredt ved præstedømmets kraft, og jeg ønskede det brændende. Da han havde belært os om troen til ikke at blive helbredt, blev jeg rædselslagen. Indtil da havde jeg på intet tidspunkt tænkt, at det kunne være en del af Herrens plan, at jeg skulle miste min mand. Min tro afhang af det, jeg ønskede. Den var på en måde ret ensrettet. Selvom det til at begynde med var skræmmende, tog tanken om tro til ikke at blive helbredt min bekymring fra mig. Det gjorde det muligt for mig at stole på, at vor himmelske Fader kendte mig bedre, end jeg gjorde, og at han ville gøre det, der var bedst for mig og John.«
Der blev givet en velsignelse, og der gik uger, måneder og år. John fik det på mirakuløs vis bedre. Han var i stand til at gøre sine universitetsstudier færdige og få et godt job. John og Heather styrkede deres forhold og nød livet sammen.
Nogen tid senere modtog jeg et brev fra John og Heather om, at kræften var vendt tilbage. Kemoterapien blev genoptaget, og der blev planlagt en operation. John forklarede: »Denne nyhed var ikke alene en skuffelse for Heather og mig, men den vakte også forundring. Hvad var det, vi ikke havde lært første gang? Forventede Herren sig mere af os?
Så jeg begyndte at bede om klarhed og om, at Herren ville hjælpe mig til forstå, hvorfor kræften var vendt tilbage. Jeg modtog mit svar en dag, hvor jeg læste i Det Nye Testamente. Jeg læste beretningen om Kristus og hans apostle, der var ude på et oprørt hav. I frygt for at båden ville synke, gik disciplene til Frelseren og spurgte: ›Mester, er du ligeglad med, at vi går under?‹ Det var lige præcis, sådan jeg havde det. Er du ligeglad med, at jeg har kræft? Er du ligeglad med, at vi gerne vil stifte familie? Men da jeg læste videre, fandt jeg mit svar. Herren så på dem og sagde: ›I lidettroende‹, han rejste sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille.
I det øjeblik var jeg nødsaget til at spørge. ›Tror jeg på dette? Tror jeg virkelig på, at han stilnede stormen den dag? Eller er det bare en god historie?‹ Svaret er: Jeg tror på det, og fordi jeg ved, at han stilnede vandene, troede jeg også øjeblikkeligt på, at han kunne helbrede mig. Indtil da havde jeg haft det svært med at forlige mit behov for at tro på Kristus med uundgåeligheden i hans vilje. Jeg så det som to forskellige ting, og sommetider tider syntes jeg, det var modsigende ting. Hvorfor skulle jeg have tro, hvis hans vilje alligevel i sidste ende var uundgåelig? Efter den oplevelse vidste jeg, at det at have tro – i det mindste i mit tilfælde – ikke nødvendigvis var at vide, at han ville helbrede mig, men at han kunne helbrede mig. Jeg måtte tro på, at han kunne, og hvorvidt det skete var op til ham.
Da jeg lod disse to tanker sameksistere i mit sind, fokuseret tro på Jesus Kristus og det totalt at underordne mig hans vilje, fandt jeg større trøst og fred. Det har været forunderligt at se Herrens hånd virke i vores liv. Tingene er faldet på plads, mirakler har fundet sted, og vi ser ydmygt Guds plan udfolde sig for os.«
Retfærdighed og tro kan i sandhed flytte bjerge – hvis det at flytte bjerge stemmer overens med Guds hensigt og vilje. Retfærdighed og tro kan helbrede den syge, døve eller lamme – hvis en sådan helbredelse stemmer overens med Guds hensigt og vilje. Så selv med stærk tro er der mange bjerge, der ikke bliver flyttet. Og ikke alle syge bliver helbredt. Hvis al modgang blev afkortet, al sygdom fjernet, så ville det primære formål med Faderens plan blive forpurret.
Mange af de lektier, vi skal lære i jordelivet, kan vi kun lære gennem de ting, vi oplever og til tider lider. Og Gud forventer og stoler på, at vi kan møde jordelivets prøver med hans hjælp, så vi kan lære det, vi er nødt til og i sidste ende blive til det, vi skal i evigheden.
Der er en mening med alting
Denne historie om John og Heather er både almindelig og ualmindelig. Dette unge par er repræsentativ for millionvis af trofaste, pagtstro sidste dages hellige over hele verden, som presser sig fremad på den lige og snævre sti med urokkelig tro på Kristus og et klart håb (se 2 Ne 31:19-20). John og Heather tjente ikke i fremtrædende, ledende stillinger i Kirken, de var ikke i familie med generalautoriteter, og de var sommetider tynget af tvivl og frygt. På den måde er deres historie ganske almindelig.
Men denne unge mand og kvinde blev velsignet på en ualmindelig måde for at lære afgørende, evige lektier gennem prøvelse og modgang. Jeg har delt denne beretning med jer, fordi John og Heather, ligesom så mange af jer, kom frem til en forståelse af, at det ikke at vige tilbage er vigtigere end at overleve. Derfor handler deres oplevelse ikke primært om liv og død, men snarere om at lære, leve og blive.
For mange af jer er deres historie jeres, eller også har den været eller vil blive det. I står eller vil komme til at stå over for tilsvarende udfordringer i livet med det samme mod og åndelige perspektiv, som John og Heather havde. Jeg ved ikke, hvorfor nogle mennesker skal lære evighedens lektier gennem prøvelser og lidelser – hvor andre tilsyneladende lærer dem gennem redning og helbredelse. Jeg kender ikke til alle årsager eller formål, og jeg ved ikke alt om Herrens timing. Tillige med Nefi og jer kan jeg sige, at vi ikke »forstår betydningen af alle ting« (1 Ne 11:17).
Men visse ting ved jeg absolut. Jeg ved, at vi som ånder er sønner og døtre af en kærlig himmelsk Fader. Jeg ved, at den evige Fader er ophav til planen for lykke. Jeg ved, at Jesus Kristus er vor Frelser og Forløser. Jeg ved, at Jesus satte Faderens plan i værk gennem sit uendelige og evige sonoffer. Jeg ved, at Herren, som blev »korsfæstet [og] sønderknust for os,«2 kan styrke og »bistå sit folk, hvad angår deres skrøbeligheder« (Alma 7:12). Og jeg ved, at en af jordelivets største velsignelser er ikke at vige tilbage, men at lade vores personlige vilje opsluges i Faderens (se Mosi 15:7).
Selv om jeg ikke ved alt om, hvordan og hvornår eller hvor og hvorfor disse velsignelser bliver givet, så vidner jeg om, at de gør. Og jeg ved, at når I går fremad med standhaftighed i troen på Kristus, vil I have kraft til ikke at vige tilbage.