Sådan ved jeg det
Søgen efter Gud
Forfatteren bor i Santiago i Den Dominikanske Republik.
Jeg havde aldrig oplevet så dyb en følelse af fred, før jeg deltog i seminar første gang.
Jeg var blot 8 år, da jeg begyndte at tænke over, hvordan Gud er. En dag læste min far et skriftsted i Jakobsbrevet, hvor der stod: »Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den« (Jak 1:5). Disse ord trængte ind i mit hjerte og berørte mig dybt.
Da jeg var alene på mit værelse, bad jeg til Gud og bad ham om at fortælle mig, om den kirke, som jeg kom i, var rigtig. Jeg ønskede, at han skulle svare mig med det samme. Men det skete ikke. Gud gjorde ikke, som jeg ønskede, og jeg var ked af, at han ikke straks besvarede min bøn. Jeg ville gerne vide det! Jeg syntes, at jeg havde gjort tilstrækkeligt.
Under min opvækst havde jeg mulighed for at søge efter svaret i mange kirker. Når jeg gjorde det, blev jeg mere forvirret. Alle modsagde hinanden, de skøjtede bare hen over mine spørgsmål om, hvordan Gud er.
Da jeg flere år senere var blevet træt af at søge, sagde jeg: »Der er intet svar.«
Jeg begyndte at gøre ting, som nogle unge gør, deltog i fester og i en masse verdslig adspredelse. Uge for uge sank jeg dybere ned i mørket, for mine beslutninger var ikke de bedste. De dårlige vaner lagde også en afstand til min familie, som altid havde støttet mig.
Men så kom ønsket om at spørge Gud igen. Jeg sagde: »Fader, jeg venter her. Jeg har søgt, og jeg har ikke fundet. Skrifterne lover svar, men der er intet kommet. Se på mig. Jeg er alene. Jeg vil gerne vide det, men jeg ved ikke, hvordan man finder dig.«
På det tidspunkt – og hverken før eller siden, men lige da jeg havde brug for det – mærkede jeg en brænden i mit bryst, der var så stærk, som havde jeg en vulkan indeni. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage. Jeg vidste, at jeg havde fået svar på mit spørgsmål.
Da jeg var i skole den eftermiddag, sad jeg og tænkte over mit svar, da min bedste ven spurgte, hvad jeg tænkte på. Jeg svarede ham ikke helt sandfærdigt dengang, men jeg sagde, at jeg tænkte på stranden, og at jeg ville gå hen og se solopgangen næste morgen. Jeg inviterede ham med.
»Det kan jeg ikke,« sagde han og smilede.
»Hvorfor ikke,« spurgte jeg ham. »Hvad laver du så tidligt om morgenen?«
»Seminar,« sagde han.
»Seminar? Hvad er seminar,« spurgte jeg ham. Han forklarede mig, at det var en klasse, der blev holdt i kirken.
»Hvor længe er du kommet i kirke,« spurgte jeg ham overrasket.
»Lige så længe jeg kan huske. Jeg er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«
Jeg sagde, at jeg gerne ville med hen og se. Jeg vidste indeni, at det var et svar på mange års bønner.
Den næste morgen vågnede jeg klokken halv seks og tog til seminar. Den største overraskelse var, at de studerede Bibelen. Jeg kan godt sige, at jeg aldrig har oplevet så stærk en følelse af fred, som jeg gjorde, da jeg gik ind i kirkebygningen i Matancita i Den Dominikanske Republik, hvor den rene lære blev forkyndt, hvilket var en fryd for en sjæl, der havde søgt så længselsfuldt. De salmer, der blev sunget, fyldte mit sind og hjerte med tanken; »Dette er sandheden.«
»Wauw,« tænkte jeg, »sådan vil jeg gerne føle hver dag.« Jeg spurgte, om jeg måtte komme igen, og læreren, min vens mor, gav mig skemaet og inviterede mig også til søndagens møder.
Fra da af stod jeg op klokken halv seks hver morgen fra mandag til fredag, og jeg tog i kirke hver søndag. Jeg ville ikke gå glip af det. Jeg havde fundet det, jeg så længe havde ledt efter.
Der var desværre ingen missionærer til at undervise og døbe mig. Efter halvandet år og megen bøn kom missionærerne og underviste mig i alle lektionerne på en uge. Jeg husker det øjeblik, hvor jeg blev sænket ned i det blå vand på den smukke strand ved min landsby.
Nu nyder jeg det privilegium ikke længere at være en fremmed (se Ef 2:19), men bror med alle dem, der er trådt ind på Herrens vej, den lige og snævre sti.