Reddet af min bror
Forfatteren bor i Idaho i USA.
Da min bror, Tanner, blev 12 år, inviterede jeg ham med i templet. Jeg havde ingen anelse om, hvor meget vi ville få brug for hinandens støtte i de følgende år.
Jeg var næsten 12 år gammel, da templet i Twin Falls i Idaho blev indviet. Jeg blev så begejstret, da min storesøster første gang spurgte, om jeg ville tage regelmæssigt i templet med hende og hendes ven.
Jeg var glad, da min lillebror, Tanner, blev 12 tre år senere, og jeg endelig kunne invitere ham i templet med mig.
Når vi skulle af sted om morgenen, hjalp vi hinanden med at komme op og af sted, og når vi var trætte, fortalte Tanner vittigheder, der hjalp os til at vågne op. Når vi havde været inde i templet, brugte vi tid på at tale om, hvordan vi havde følt det i templet, og hvad vi havde tænkt om det.
Det var ugens højdepunkt at tage til templet med Tanner. Gennem vores regelmæssige besøg i templet blev vi bedre venner, hvilket styrkede mig mere, end jeg kunne have forestillet mig, da prøvelserne kom min vej. Vore to ældre søstre var flyttet for at gå på college, og vores menighed var lige blevet delt i to, hvilket medførte, at Tanner og jeg var nogle af de eneste aktive unge i vores menighed.
Tanner og jeg brugte timevis på at ringe til og invitere mindre aktive medlemmer med i kirke og til GUF. Det føltes ofte som et håbløst forehavende, for der kom ikke nogen, uanset hvor mange piger jeg prøvede at blive venner med.
Vores forældre prøvede at hjælpe. De bar vidnesbyrd for os, når vi mistede modet, og de lod os tale om vores frustration, når vi kom nedtrykte hjem. Men det fik vi ikke pludselig flere venner med i kirke af, og det blev sværere og sværere at finde lysten til at tage til Unge Piger, når jeg var den eneste, der kom. Der blev længere imellem vores besøg i templet, fordi vi havde travlt med skolen.
Jeg brugte meget tid på at læse skrifterne og trygle Herren om at hjælpe mig til at være stærk. Jeg var ensom og træt – træt af at være alene, træt af min indsats ikke gjorde en forskel, træt af at kæmpe åndeligt og følelsesmæssigt.
I den periode arbejdede jeg som livredder i byens svømmehal. Jeg syntes bedre om at være der end at komme i kirke, for mine kolleger var mine venner, og de var altid glade for at se mig. En dag besluttede jeg mig for, at jeg ikke ville tage til GUF, for der var sjovere på arbejdet, og jeg kunne godt bruge pengene.
Jeg syntes ikke, at det var særlig slemt, før jeg opdagede, at jeg havde sænket mine standarder. Jeg sagde ikke noget, når mine venner bandede, og en dag tog jeg chokeret mig selv i at bande, hvilket jeg aldrig havde gjort før. Jeg så oven i købet en lidt usømmelig film en aften, hvor jeg var til fest med mine livreddervenner. Jeg havde det forfærdeligt og tænkte over, hvad jeg havde gang i.
I mellemtiden havde mine forældre fortalt mig, hvor meget ensommere Tanner var blevet til GUF, efter jeg var holdt op med at komme. Hver uge spurgte han mig, om jeg tog med til GUF. Når han kom hjem fra GUF, gik han direkte ind på sit værelse og læste længe i skrifterne. Han talte ikke så meget med mig mere, og når jeg spurgte, om han var okay, svarede han bare »nej« og gik.
En aften kom han grædende hjem, fordi han havde følt sig så ensom.
Det var der, jeg besluttede mig for at tage med igen. Det betød ikke noget, hvor svært det var for mig at være alene derhenne, Tanner havde brug for mig.
Tanner var begyndt på et kursus i slægtsforskning i kirken, og jeg ville gerne tage det sammen med ham. Vi ville gerne tage mere regelmæssigt til templet igen, og nu kunne vi selv finde navnene.
Vi hyggede os ved at tage den klasse sammen om søndagen. Når vi kom hjem fra kirke, søgte vi efter navne sammen. Det, der var dejligst ved at have vore egne navne med til templet, var, at vi havde fundet dem sammen, og at vi var i stand til at støtte hinanden i kirken og nyde at være der, fordi vi tog del i Herrens værk, var endnu bedre.
Tanners trofasthed med at deltage i kirken og GUF var et stærkt eksempel for mig. Jeg havde et vidnesbyrd om evangeliet, men han hjalp mig til at få et vidnesbyrd om at deltage i Kirkens møder og aktiviteter.
Sammen kunne vi støtte hinanden og bruge vores vidnesbyrd om templet til at hjælpe hinanden til at være stærke i Kirken. Deltagelsen fra de unges side i kirken og GUF blev aldrig rigtig bedre, men Tanner og jeg blev stærkere og bedre rustet til at bære vore byrder, fordi vi hjalp hinanden med at stå fast.
Jeg er så glad for, at jeg inviterede ham med mig i templet. Og selvom det nok hjalp ham, så ved jeg, at det reddede mig.