De mistede skrifter
Gud hører og besvarer vore bønner, hvis vi udøver tro på ham og hans Søn.
Illustrationer: Anna Sutor
Den 29. juli 1977 havde søster Cook og jeg lige afsluttet et besøg i Santa Cruz-missionen i Bolivia i forbindelse med mine ansvar som medlem af De Halvfjerds, da vi fik noget ventetid i lufthavnen i Cochabamba i Bolivia på omkring fem timer. Vi var meget trætte, så det passede os fortrinligt at få nogle timers hvil. Da jeg var ved at døse hen, fik jeg en stærk tilskyndelse til at vågne op og skrive nogle ideer ned, som jeg havde i hovedet.
Jeg skrev i næsten tre timer og løste nogle organisatoriske problemer, jeg havde kæmpet med i mit eget missionsområde i nogle år. Jeg følte virkelig Åndens vejledning og skrev begejstret hver inspireret tanke ned.
Så fløj vi til La Paz i Bolivia. Vi blev modtaget af præsident og søster Chase Allred i lufthavnen og blev kørt i deres store bil til missionskontoret. Vi låste bilen og efterlod vores bagage og min mappe i den, og søster Allred bad en ældste om at holde øje med bilen.
Da vi trådte ind på kontoret, blev missionspræsidenten mødt af en kvinde, hvis mand var døende. Både missionspræsidenten og jeg hjalp med at berolige og hjælpe hende med det, hun havde brug for. Imens tog søster Cook og søster Allred hen på missionshjemmet.
Da missionspræsidenten og jeg vendte tilbage til bilen, var alle vore ejendele borte. Jeg gik ud fra, at søster Cook havde taget tingene med sig til missionshjemmet. Men da vi var på vej til missionshjemmet, opdagede jeg, at det lille sidevindue i højre side var beskadiget, og jeg begyndte at frygte, at vores ejendele måske var blevet stjålet.
Da vi nåede hen på missionshjemmet, indså vi, at alle vores ting faktisk var blevet stjålet. Tabet af vores tøj afstedkom et presserende, men dog kun midlertidigt problem. Hvad der var mere nedslående var, at mine skrifter lå i den stjålne mappe sammen med de inspirerede ideer, jeg lige havde modtaget i Cochabamba. Jeg blev overvældet af mismod, vrede og en følelse af hjælpeløshed.
Efter vi alle havde bedt om, at vores sager ville dukke op igen, prøvede vi på at nyde vores middag, men forgæves. Jeg havde fået mine skrifter af mine forældre, og de indeholdt en hellig hilsen fra min mor og far, inden han døde. Jeg havde brugt flere tusinde timer på at markere, skrive krydshenvisninger og elske den eneste jordiske besiddelse, jeg nogensinde havde regnet for at være noget værd.
Selvom præsident Allred og jeg havde meget at drøfte, følte jeg en stærk tilskyndelse til, at vi skulle gøre alt i vores magt for at få de skrifter igen. Så da vi havde spist, knælede vi alle sammen ned for at bede igen. Vi tryglede Herren om, at skrifterne ville blive returneret, at personen, som havde taget dem, ville indse, at det var en uretfærdighed handling og omvende sig, og at returneringen af bøgerne ville blive et redskab til at føre nogen til den sande kirke.
Vi aftalte at afsøge området i nærheden af missionskontoret og en nærliggende mark i håb om, at tyven havde taget de omsættelige ting og smidt de engelske bøger.
Vi var ca. ti personer, som hoppede ind i den store bil med lommelygter og varmt tøj. Vi kørte op og ned ad gaderne, gennemsøgte åbne områder og talte med folk, indtil der ikke var mere, vi kunne gøre. Ingen havde set eller hørt noget. Til sidst vendte vi mismodige hjem. Præsident Allred og jeg talte til langt ud på natten, og næste dag fløj søster Cook og jeg tilbage til vores hjem i Quito i Ecuador.
I de følgende uger fortsatte missionærerne i Bolivia med at lede. I ren desperation besluttede de sig for at indrykke en annonce i to aviser og tilbyde en dusør.
I mellemtiden kæmpede jeg i Quito. Jeg havde ikke studeret skrifterne overhovedet, siden mine blev stjålet. Jeg havde prøvet at studere, men hver gang jeg læste et vers, kunne jeg kun huske nogle få af de mange krydshenvisninger, jeg havde lavet i løbet af tyve år. Jeg var mismodig, deprimeret og havde intet ønske om at læse. Jeg bad mange gange om, at mine skrifter ville blive fundet. Min hustru og unge børn fortsatte også med at bede om det hver dag i tre uger, hvor de sagde: »Himmelske Fader, vil du ikke nok sørge for, at far får sine skrifter tilbage?«
Efter tre uger fik jeg en stærk åndelig tilskyndelse: »Ældste Cook, hvor lang tid vil du gå uden at læse og studere?« Ordene brændte, og jeg afgjorde, at jeg måtte være ydmyg og villig nok til at begynde forfra. Ved hjælp af min hustrus skrifter begyndte jeg at læse Første Mosebog i Det Gamle Testamente og med hendes tilladelse markerede jeg og lavede krydshenvisninger igen.
Den 18. august ankom en kirkeansat, broder Eb Davis, til Ecuador fra Bolivia, og han havde en pakke med fra missionspræsidenten i La Paz. Han lagde mine skrifter på mit skrivebord tillige med de noter, jeg havde taget af mine åndelige tilskyndelser.
Det var en ubeskrivelig glæde. At Herren på mirakuløs vis kunne finde disse bøger i La Paz, en by med 700.000-800.000 mennesker, og fravriste dem fra tyve og returnere dem i ubeskadiget stand – ikke en eneste side var fjernet, forrevet eller beskidt – er stadig over min forstand. Den dag lovede jeg Herren, at jeg ville gøre bedre brug af min tid og mine skrifter, end jeg havde gjort før.
Senere erfarede jeg, at en dame havde været på et marked – dem er der hundredvis af i La Paz – hvor hun fik øje på en fuld mand, der viftede med en sort bog. Hun var medlem af en protestantisk kirke og fik en stæk åndelig tilkendegivelse af, at noget helligt blev skændet. Hun gik hen til manden og spurgte ham, hvad det var. Det vidste han ikke, men han viste hende bogen. Hun spurgte, om han havde noget andet. Han trak en anden bog frem. Hun spurgte, om der var noget mere. Han fjernede en mappe fuld af papirer, som han sagde, at han ville brænde. Så spurgte hun, om hun måtte købe de ting af ham for 50 pesos (ca. 15 kr.), hvilket han gik med til.
Bagefter var hun lidt i tvivl om, hvorfor hun havde købt bøgerne. De var på engelsk, og hun kunne ikke engelsk. Og de havde været dyre – de havde kostet hende næsten 10 procent af hele hendes månedlige indkomst. Hun havde ingen grund til at købe bøgerne udover sin åndelige tilskyndelse. Hun begyndte straks at lede efter en kirke, der hed det samme, som der stod på forsiden af bøgerne: Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Efter hun havde henvendt sig hos en række kirker, kom hun endelig til Kirkens missionskontor i La Paz. Hun havde ikke hørt om dusøren eller set annoncen i avisen samme dag. Hun bad ikke om penge, ikke engang de 50 pesos hun havde betalt. Ældsterne tog glade imod bøgerne og udbetalte dusøren alligevel.
Hun fortalte missionærerne, at hun var tilknyttet pinsebevægelsen, men hun lyttede opmærksomt, da de fortalte hende om evangeliet. Hun kunne huske, at hun havde læst noget om Joseph Smith i en brochure, hun havde samlet op på gaden to eller tre år tidligere. Hun fik lektioner af missionærerne, og efter den anden lektion forpligtede hun sig til at blive døbt. To uger senere, den 11. september 1977, blev Maria Cloefe Cardenas Terrazas og hendes 12-årige søn, Marco Fernando Miranda Cardenas, døbt i La Paz i Bolivia.
Herren havde forvandlet min overvældende følelse af hjælpeløshed på grund af mine mistede skrifter til en enorm glæde ved at se hans hånd åbenbare sig. Herren siger: »Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det« (Mark 11:24).
Gud hører og besvarer vore bønner, hvis vi udøver tro på ham og hans Søn, Herren Jesus Kristus.