Et evigt perspektiv på at være kvinde
Fra en tale holdt ved konferencen FairMormon i Provo i Utah den 8. august 2014.
Jeg vil gerne kunne citeres for min egen oplevelse af, at mit liv er rigere, ædlere og bedre som kvinde på grund af Jesu Kristi evangelium.
For mange år siden, da min veninde og hendes mand udførte noget lederskabstræning ude på landet i Ghana, kom der en kvinde op til hende bagefter og sagde meget bevæget: »Det her er en kvindekirke.« Min veninde spurgte kvinden, hvad hun mente med det. Hun sagde egentligt: »Vi har den prægtige Hjælpeforening, hvor vi lærer om åndelige ting og hverdagsagtige ting, som er til velsignelse for os og vores familie. Og på samme tid er din mand inde ved siden af, hvor han underviser vore mænd om, hvordan de skal behandle deres hustru og børn med venlighed og mildhed. Vi har templet, så mine afdøde børn kan være mine for evigt. Alt, jeg ønsker mig, finder jeg i denne kirke. Det er en kvindekirke.«
Er det en kvindekirke? Med nogle få farverige undtagelser har min egen oplevelse været præget af selvstændiggørelse og bemyndigelse. Så frem for at besvare spørgsmålet for jer vil jeg bare læne mig op ad det, jeg har set rundt om i verden. Jeg er hverken lærd, akademiker eller talsmand for Kirken. Men jeg vil gerne kunne citeres for min egen oplevelse af, at mit liv er rigere, ædlere og bedre som kvinde på grund af evangeliet og Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.
Kirkens lære om kvinders rolle i familien, Kirken, samfundet og templet eller om forholdet og samspillet mellem mænd og kvinder er langt fra restriktivt og konservativt – det er den mest moderate, kraftfulde, oplyste og aktiverende lære, jeg nogensinde har hørt om. Derfor siger jeg til mine søstre, at det, I hungrer efter som kvinder, som kristne, som lærde, som evige væsener, findes lige her i Jesu Kristi lære og i udøvelsen af den lære i Kirken.
I Guds lære er mænd og kvinder lige ansvarlige
Jesu Kristi evangelium gælder både mænd og kvinder, og i Guds lære er der ingen forskel på kravet om ansvarlighed eller nogen dobbeltstandard. Gud tolerer hverken pornografi, hor, misbrug, forsømmelse, ulighed eller undertrykkelse fra mænds eller kvinders side.
Læren giver os også kundskab om, hvor vi kommer fra, hvorfor vi er her, og hvor vi går hen. Den giver os som mænd og kvinder en forståelse af vores køn såvel som vore roller som døtre og sønner, søstre og brødre, hustruer og ægtemænd og mødre og fædre.1
Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt følgende: »Profeterne har åbenbaret, at vi først eksisterede som intelligenser, og at vi fik form eller åndelige legemer af Gud og derved blev hans åndelige børn – sønner og døtre af himmelske forældre.«2 Intelligens har altid eksisteret (se L&P 93:29).
Jeg er kvinde. Med mit køn fulgte der visse egenskaber og ansvar.
Jeg er datter. Den rolle definerer, hvem jeg er i forhold til Guddommen. Jeg har guddommelige forældre, og jeg har som deres datter ret til at kommunikere med vor himmelske Fader i bøn og til at modtage åbenbaring gennem Helligånden.3
Jeg er søster. Den rolle indebærer, at jeg er kristen, medlem af Kirken, søster i evangeliet, discipel, og at jeg har indgået pagter om, at jeg vil ofre, hellige, tjene og lede.
I dette liv har jeg også mulighed for at blive hustru og hvis ikke i dette liv så helt sikkert i det næste. Den rolle definerer, hvem jeg er i forhold til en valgt og ligeværdig partner, en ægtemand. Selvom vi ikke er ens – ingen har helt den samme kombination af gaver og træk, som jeg eller han har – så bruger vi vore forskellige egenskaber til at prøve at blive ét. Ordet besegling er en udmærket beskrivelse af den evige forening af potentiale i et ægteskab, der udføres med præstedømmets myndighed i templet
Rollen som mor definerer, hvem jeg er i forhold til mine efterkommere. Uanset om jeg rent faktisk får denne rolle i den korte tid, vi er her på jorden eller hinsides, så er løftet om en evig familie givet til dem, hvis ægteskab er beseglet i templet og med forjættelsens hellige Ånd (se L&P 132:19).
Vores lære er helt unik på denne jord, og den er en del af genoprettelsen af Jesu Kristi evangelium. Tænk på, hvad det betyder, hvis I forstår og tror på denne lære. Det giver alt, jeg gør, perspektiv.
Kirken er der, hvor vi praktiserer Guds lære
Jeg tror på, at det at være medlem af Kirken gør mig til en del af et af de bedste udviklingsprogrammer, der nogensinde er udformet. Det er et bredt spekter af personlig udvikling, selvstændiggørelse og lederskab, som kvinder får ved bare at gøre de ting, som alle medlemmer gør: Leder, taler offentligt, træffer beslutninger, argumenterer overbevisende, lægger budget, påvirker, tjener i lokalsamfundet, tilegner sig viden og kompetencer, ressourcestyrer, passer have, konserverer mad, sørger for familiens sundhed – og sådan kan jeg fortsætte.
Jeg tror, at misforståelserne omkring kvinders rolle opstår, når der er uoverensstemmelse mellem læren og udøvelsen af læren. Gennem fortsat åbenbaring fra Gud til hans profeter og til os gennem Helligånden kan vi fortsætte med at indse og udrydde de fleste misforståelser.
Apostle og profeter fortsætter for eksempel med at klarlægge de begreber, vi altid har troet på:
-
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Når mænd og kvinder tager til templet, begaves de begge med den samme kraft, som per definition er præstedømmets kraft.«4
-
Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har udtalt: »Vi er ikke vant til at tale om kvinder, der har præstedømmets myndighed i deres kirkekaldelse, men hvilken anden myndighed kan det være?«5
-
Præsident James E. Faust (1920-2007), andenrådgiver i Det Første Præsidentskab, har forklaret: »Enhver far er sin families patriark, og enhver mor er dens matriark, og de er ligestillede i deres respektive rolle som forældre.«6
1. Hold fast i det store overordnede billede
Må jeg komme med tre forslag til, hvordan vi kan blive bedre til at praktisere læren? Mit første forslag går på at bevare det store overordnede billede, som er i Jesu Kristi lære.
For nogen tid siden var jeg i min egenskab af leder for LDS Charities til et møde, hvor jeg fik en hasteanmodning om hjælp til kristne flygtninge, der var blevet udrenset fra Mosul i Irak af styrker fra Islamisk Stat, og de var på vej ind i Kurdistan. Præsten for den anglikanske kirke havde 5000 mennesker, der kæmpede om pladsen i kirkens have, og de havde ikke noget at spise. Det sidste dages hellige humanitære missionærægtepar bad om nødhjælpsmidler til at købe ris, bønner, olie og tæpper, og vi efterkom forespørgslen, så de kunne få mad den aften.
Det er den slags ting, jeg møder igennem mit arbejde hver dag. Idet jeg er tvunget til at prøve at se det store billede så ofte, spørger jeg mig selv, hvordan jeg bruger min energi bedst? Og her kan vi søge i evangeliets læresætninger efter svaret. At se »forbi målet« (Jakob 4:14) eller blive besat af et spørgsmål eller en praksis bortleder vores opmærksomhed og tid fra efterlevelse af evangeliet.
Bonnie L. Oscarson, Unge Pigers hovedpræsident, har talt om at forblive forankret i evangeliet, når vi søger svar: »Vi kan vælge, hvorvidt vi vil holde fast i det, vi allerede har følt. Der er ikke svar på alting, men vi kan vælge at være tro mod det, vi allerede har følt fra Helligånden. Lad os blive ved med at arbejde på at gøre tingene bedre og holde fast i vores tro i mellemtiden.«7
Vores praksis vil fortsat ændre sig i Kirken i takt med, at vi lærer at anvende doktrinen bedre og på mere fuldkomne måder. Jeg håber, at den næste generation vil være endnu mere fair og lige i deres udøvelse af evangeliet. Men jeg tror også, at de store grundlæggende sten er på plads, og at de rækker til at nære vores tro og vidnesbyrd.
2. Forbliv trofaste, når I møder modgang
Modgang er ikke nødvendigvis noget dårligt. Jeg tror også, at modgang styrker os. Da jeg besøgte Huntington botaniske have i San Marino i Californien i USA, lagde jeg mærke til de store ventilatorer, der simulerede de konstante passatvinde, der styrker de tropiske træer, så de kan modstå potentielle orkaner. Herren sender eller tillader, at vi dagligt udsættes for »passatvinde« i form af problemer og modstand for at styrke vore rødder og gøre os mere fleksible. Sådanne udfordringer er faktisk en gave.
De følgende to vignetter fra Kirkens historie giver os et vis perspektiv på modgang:
Den første vignet er Brigham Youngs ankomst til Saltsødalen i 1847, hvor »ingen plov nogensinde havde brudt jorden,« som præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008) beskrev det. »[Brigham Young] vidste intet om, hvor frugtbar jorden var, intet om årstiderne, vejret, frosten, de hårde vintre eller muligheden for insektplager. [Tidligere opdagelsesrejsende] Jim Bridger og Miles Goodyear havde intet godt at sige om stedet. Sam Brannan tryglede ham om at tage videre til Californien. Han lyttede ikke til nogen af dem. Han førte sit folk til dette varme og tilsyneladende håbløse sted. Da han ankom, så han ud over de store vidder til saltsøen mod vest og sagde: ›Dette er det rette sted.‹«8
Den anden vignet er Wilford Woodruffs erindring af en udtalelse, som profeten Joseph Smith kom med. Profeten talte i genoprettelsens tidlige dage til en lille gruppe ledere om den store doktrinære kundskab, der ventede forude: »Jeg er blevet meget opbygget og informeret ved jeres vidnesbyrd her i aften, men jeg vil gerne sige til jer i Herrens nærvær, at I ikke kender mere til denne kirkes og dette riges skæbne end et barn på moders skød. I forstår det ikke.«9
Jeg fortæller disse to historier, fordi de beskriver, hvad jeg føler. At være på det rette sted eller at have den rette lære betyder ikke, at der ikke viser sig blændende saltsletter, sorte sværme af fårekyllinger, frostskader eller nejsigere, men dette er det rette sted og den rette lære. Og vi bør fortsætte fremad. Vi forstår nogenlunde lige så meget som en baby på sin moders skød om, hvad det er Herren gør med mænd, kvinder og præstedømmet. Men Herren vil gerne lære os mere, når vi er klar, når vi vokser, når vi spørger. Og mens vi øger vores forståelse, kan vi, som søster Oscarson sagde, »bevare vores tro i mellemtiden.«
3. Søg Helligånden
Det at stille spørgsmål og finde svar er kernen i at opnå et vidnesbyrd om Guds lære. Helligånden vil vidne om, når noget er sandt og gøre det ved følelser af fred og varme. Linda K. Burton, Hjælpeforeningens hovedpræsident, har om den proces sagt: »Lad os gå til den rette kilde efter svar. Hvorfor skulle vi tro på internettet og ikke på profeterne? Vi kan regne ud, hvordan vi stiller spørgsmålene på en måde, der fremmer samarbejde og får de mest ærlige problemstillinger på bordet … Men vær tålmodige og ydmyge.«10
Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum har undervist os om forskellen på påvirkninger fra Satan og svar fra Gud: »Hvem er det, der stille hvisker os [løgne]? … Både I og jeg ved, hvem der gør dette – det er faderen til al løgn. Det er Lucifer, vores fælles fjende.«11
Profeten Joseph Smith, der havde mere erfaring med at modtage åbenbaring end nogen anden i denne uddeling, prøvede på at lære os, at spørgsmål må fremsættes med et forsæt om enighed og respekt. Det indbyder Helligånden. I 1839 skrev Joseph i sit brev fra fængslet i Liberty, »at præstedømmets rettigheder er uadskilleligt forbundet med himlens kræfter«, og at præstedømmet kraft må fastholdes »ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed« (L&P 121:36, 41). Profeten underviste Hjælpeforeningen om lignende principper: »Sagtmodighed, kærlighed, renhed – dette er de ting, som vil højne [os].«12
Joseph Smith talte om mildhed og sagtmodighed som redskaber til at føle Helligånden og udøve retfærdig indflydelse. Det sagde han til både mænd og kvinder, fordi det angår begge parter i et ægteskab og alle i Kirken. Al myndighed og guddommelig billigelse ophæves og ophører (fordi Helligånden forlader os) lige så snart, at enten en mand eller kvinde begynder at udøve uretfærdigt herredømme (se L&P 121:37) og ikke klarer at lede i sagtmodighed, kærlighed og renhed.
Det, kvinder længes efter, findes i vore læresætninger
Der er en længsel blandt mange kvinder i verden i dag efter at blive påskønnet, efter at finde et formål at bruge deres energi på og efter at finde en mand, der ønsker at stifte familie og være trofast.
Jeg mødte engang en britisk danser, da jeg rejste med tog i Finland. Vi var begge glade for at kunne tale engelsk, så da vi snakkede sammen, stillede vi hinanden spørgsmål som: Hvad laver du i Finland? Hvad tror du på? Da hun hørte om min tro, sagde hun: »Ryger og drikker du ikke? Og du tror ikke på sex før ægteskabet?« Og under hele vores samtale blev hun fascineret ved med at vende tilbage til dette emne. »Hvis man dater mænd, der har det på samme måde, går jeg ud fra, at det fungerer,« sagde hun. Og senere sagde hun: »Er der mange mænd, der har det på den måde?« Hun havde været hånlig til at begynde med og endte med at være vemodig. Hun længtes efter noget, hun hørte i vores lære.
Jeg har aldrig glemt mit møde med hende, og det minder mig ofte om en velkendt udtalelse af præsident Spencer W. Kimball: »Meget af den store vækst, som kommer til Kirken i de sidste dage, kommer, fordi mange af verdens gode kvinder … bliver draget til Kirken i stort tal. Dette vil ske i det omfang, at kvinderne i Kirken afspejler retskaffenhed og klarhed i deres liv, og i det omfang kvinderne i Kirken ses som noget særskilt og anderledes – på gode måder – i forhold til kvinder af verden.«13
Læren om vores identitet og rolle som kvinder rummer mit hjertes største ønsker. Når dødelige mennesker praktiserer Guds lære, så er det ikke perfekt, men det er lydhørt, levende og fuld af håb og gode intentioner. Vi tror på, at Gud »endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige« (TA 1:9). Vi kan vælge at følge den lære.
Så jeg spørger igen: Er det her en kvindekirke? Mit svar er blot baseret på min egen erfaring rundt om i verden. Ja.