Tjeneste i Kirken
En langt større gave
Forfatteren bor i Californien i USA.
Bror Reynolds underviste os ikke kun – han elskede os.
Illustration: Janice Kun
I mit sidste år i Primary fik vi en ny lærer: Bror Reynolds. Han havde gråt hår og rynker, og han kunne fortælle historier om den store økonomiske depression i 1920’erne og sin militærtjeneste under anden verdenskrig. Til at begynde med kunne jeg ikke forholde mig til hans historier – de var kedelige og handlede om en fjern fortid.
En gang opførte mine venner og jeg os ikke ordentligt i klassen. Bror Reynolds tog mig til side og talte direkte til mig. Han bad mig ganske enkelt om at opføre mig bedre, og han fortalte, at han ønskede det bedste for mig. Inden da havde mine venner og jeg ikke været ret opmærksomme. Men vi fandt snart ud af, at der var noget særligt ved bror Reynolds – han havde en ægte interesse for os og hans eneste dagsorden var at vise os kærlighed.
Bror Reynolds bar konstant sit vidnesbyrd om vor Frelser Jesus Kristus. Han havde et lys i øjnene, når han underviste os om kraften ved at leve et liv, der er centreret om Kristus. Hans historier blev til sande eventyr, som satte gang i vores fantasi og ansporede et ønske i os om at tjene Herren.
Jeg kan stadig huske en lektion, han holdt om profeten Joseph Smith, og hvordan han vidnede om, at Joseph havde været en ung dreng som os. Med tårer i øjnene fortalte han, at Herren havde store forventninger til os, akkurat som han havde haft til Joseph. Bror Reynolds sagde, at vi hver især kunne udføre noget stort i livet måske endda ændre verden, hvis vi blev som Joseph og holdt os nær til Frelseren.
Nogle få år senere, da mine venner og jeg gik i high school, fandt vi ud af, at bror Reynolds havde brug for at få sine abrikostræer trimmet. Vi trimmede gladeligt træerne, hvilket indebar adskillige timer på stiger og med at klippe. Det var hårdt arbejde, men vi vidste, at det betød noget for bror Reynolds.
Samme år fandt vi også ud af, at bror Reynolds havde brug for nogle nye skrifter. Dem, han havde, var fulde af æselører og var gået op i limningen. Vi splejsede og købte en smuk læderindbundet udgave af alle standardværkerne, hvorpå hans navn var indgraveret. Vi gav ham den til menighedens juletræsfest. Jeg vil aldrig glemme, hvordan hans ansigt lyste, eller hvordan tårerne og begejstringen glimtede i hans øjne, da han så, at vi drenge ville gøre noget for ham, der betød så meget.
Da jeg nogle år senere gik på college, hørte jeg, at bror Reynolds var gået bort. Jeg tog hen for at besøge hans hustru og udtrykke min respekt og påskønnelse af ham. Da jeg så alle hans glade børn og børnebørn, indså jeg, hvor velsignet jeg var ved at have kendt så storslået en mand.
»Han elskede jer drenge,« sagde søster Reynolds med et smil og tårer i øjnene. »Han elskede jer virkelig.«
I en verden, hvor det er svært at fokusere på de rette ting, havde bror Reynolds vist os, at det er vores forhold til vor himmelske Fader og hans Søn, der betyder mest. Det kan godt være, at vi havde trimmet bror Reynolds træer og givet ham et nyt sæt skrifter, men han gav os en langt større gave – en vedvarende kærlighed til Frelseren, Jesus Kristus.