Sidste dages hellige røster
Beskæftigelse: En masse tro, en lille smule møbler
Lenine Santiago Duarte Nazareno er fra Salvador i delstaten Bahia i Brasilien
Illustration: Allen Garns
Da min hustru og jeg blev gift, havde jeg ikke noget arbejde. Vi havde næsten ingen møbler, men vi havde masser af kærlighed og tro.
Da jeg endelig fik et job, krævede det, at jeg arbejdede om søndagen. Jeg havde lovet Herren, at jeg ikke ville arbejde på hans dag. Men jeg havde stadig ansvaret for at forsørge min familie. Alligevel kunne jeg ikke slå mit løfte ud af hovedet.
Mit svar kom den næste søndag, hvor vi sang »Vær velkommen, søndag morgen« (Salmer og sange, nr. 184), og jeg indså, hvor vigtig sabbatsdagen er. Da jeg fandt ud, at det ikke var muligt at forhandle sig frem til nye arbejdstider, sagde jeg op. Vi levede videre i troen på, at Herren ville tage sig af os. Min hustru arbejdede for at forsørge os, og vi fik vores første datter, Saria. I mellemtiden tog jeg et kursus i elektronik og gjorde brug af den selvsupplerende uddannelsesfond. Men jeg fandt stadig ikke noget job.
Min hustru begyndte at arbejde igen tre måneder efter, at Saria var blevet født, men Saria savnede sin mor helt forfærdeligt. Vi bad for at vide, hvad vi skulle stille op, og vi besluttede, at min hustru skulle opsige sit arbejde. Det virkede uklogt, men det føltes som det, vi skulle gøre. Vi havde fire måneders arbejdsløshedsforsikring, hvor jeg kunne finde arbejde, og jeg fandt noget midlertidigt arbejde på et heldigt tidspunkt.
Da vi fik vores anden datter, Amanda, fik jeg endelig en teknisk læreplads, men tingene var stadig svære. Vi havde meget få møbler og ikke noget fast arbejde. Jeg tog det professionelle selvhjulpenhedskursus i Kirken to gange. Jeg gjorde mit bedste, men min beskedne indkomst dækkede knap vore basale fornødenheder.
Femten måneder efter jeg var begyndt på min læreplads, fik jeg mit nuværende arbejde. Jeg arbejder nu som tekniker i elektrisk energimåling i et stort indkøbscenter. Jeg arbejder fra mandag til fredag, hvilket jeg betragter som et mirakel i denne branche. Mine andre kolleger arbejder også søn- og helligdage. Vi har sundhedsforsikring og møbler! Jeg ved, at det er Herren og den selvsupplerende uddannelsesfond, der har ført mig hertil. Jeg ved, at når vi gør vores del, vil Herren altid gøre sin, så vi kan være selvforsørgende.