Rodfæstet i Kristus
Ældste L. Whitney Clayton
De Halvfjerds’ Præsidium
I denne og den følgende artikel vidner ældste Clayton og hans hustru, Kathy, om Frelseren og hans evne til at hjælpe Guds børn med at nå deres evige potentiale.
Billeder © iStock/Thinkstock
En af de mest foruroligende scener i alle skrifterne finder man i Johannesevangeliet. Den finder sted, efter Frelseren har lidt en ufattelig smerte for vore synder og menneskelige svagheder i Getsemane have (se L&P 19:15-18).
Denne scene kommer også efter, at han er blevet forrådt og arresteret og efter en nat fyldt med nedværdigelser og fysisk mishandling, som han led i hænderne på jødernes ledere. Den følger efter, han brutalt var blevet pisket af romerske soldater, der handlede efter ordre fra Pontius Pilatus. Det var efter, tornekronen var blevet presset ned på hans hoved.
Pilatus havde konkluderet, at Jesus ikke havde gjort noget, der berettigede en korsfæstelse. Han gav ordre til, at Jesus skulle piskes, en ekstrem, men normalt ikke dødbringende fysisk afstraffelse. Måske havde Pilatus håbet på, at han ved at torturere og ydmyge Frelseren kunne overbevise jødernes ledere om, at Jesus havde fået en frygtelig smertefuld lektie, og at der var sat et eksempel i offentlighed. Han havde måske håbet på at vække en barmhjertighed i dem. Derfor beordrede Pilatus, at Jesus blev fremstillet efter piskningen, så alle kunne se ham.
»Se, her er manden!«
»Så kom Jesus ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem: ›Se, her er manden!‹
Da ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de: ›Korsfæst ham, korsfæst ham!‹ Pilatus sagde til dem: ›Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham ikke skyldig‹« (Joh 19:5-6).
Selv om resten af historien er yderst vigtig, så stopper jeg ved Pilatus’ ord: »Se, her er manden!«
Pilatus’ erklæring var ret ironisk. Jesu fysiske fremtoning var på dette tidspunkt skæmmet, men der havde aldrig før og eller siden været nogen mand eller kvinde, der i højere grad fortjente at blive set. Hans liv var fuldkomment. Han var uden lige. Ingen havde nogensinde levet, ligesom han havde. Ingen ville nogensinde kunne. Han besad enhver dyd i fuldendt grad.
Frelseren besad enhver form for selvkontrol. Hans følelser og fornemmelser var fuldkomne, og det samme var hans tanker. Hans forståelse var ubegrænset. Kun han var i sandhed værdig til at blive set fra alle synsvinkler og blive studeret, målt og tilbedt. Intet indblik i hans sind, hjerte og følelser ville eller kunne på nogen måde skuffe. Jesu fremtoning afspejlede det ikke på det tidspunkt, men han var legemliggørelsen af et rigt liv.
Så det er ikke hans fremtoning i det lidelses øjeblik, vi først og fremmest bør huske (se Es 53:2). Det var det, som han var indeni det plagede fysiske tabernakel, der betød absolut alt for alle os. Hvad han var, gjorde det, han gjorde, muligt. Det var storheden i det, han var, der påkalder sig vores opmærksomhed.
Det, som vi bør se, når vi ser på manden, er hans tiltagende sejr over de onde kræfter, selvom det på det tidspunkt ikke lignede en sejr overhovedet. Det var hans fuldkomne ro midt i den mest voldsomme storm, som noget menneske kunne komme ud for. Alle fjendens djævelske påfund var blevet eller blev snart efter sluppet løs mod ham. Han overvandt og besejrede dem alle. Han stod fuldstændigt rolig og fattet over for Pilatus.
Han udviste udover enhver tvivl herredømme over verdens fysiske elementer og menneskelige vilkår. Han befalede over onde ånder. Han helbredte den syge, gjorde den blinde seende og den døve hørende. Han vakte de døde til live, deriblandt børn, som kom tilbage til deres forældre. Han opfattede, hvad alle andre tænkte og følte. Han tilgav synder og helbredte de spedalske. Han bar hele menneskehedens byrde af synd, smerte, sygdom og svaghed natten inden, denne scene fandt sted. Ironisk nok havde han endog sonet for synderne hos dem, der i selve det øjeblik mishandlede ham.
Ja, »se, her er manden« sandelig. Han er den levende Guds Søn. Han er livets forbillede, den Ene, som blev sendt for at vise vejen og være vejen. Han »er vejen og sandheden og livet« (Joh 14:6) for os alle. Med disse fire ord: »Se, her er manden«, udtrykte Pilatus ubevidst og utilsigtet den enkle opskrift på at nå livets højeste mål.
Da Pilatus bad jøderne om at se på Frelseren, udpegede han for dem og os den Ene, den eneste ene, der kan gøre vores liv rigt og vores »frelse fuldkommen«.1 Deraf buddet om at se »hen til Gud og [lev]« (Alma 37:47).
Det, som vi bør huske, når vi ser ham, er, at vi takket være ham og alt, han gjorde, og alt, han var, også kan sejre. Vi kan også vinde. Vi kan leve et rigt liv trods prøvelser. Hvis vi vælger at se ham og godtage og anvende hans frelsende evangelium, vil han frelse os. Han vil redde os fra følgerne af vores faldne natur og svagheder, og han vil frelse os fra synd, fra åndelig middelmådighed og i sidste ende fra evig fiasko. Han vil rense, lutre, forskønne og tilmed fuldkommengøre os. Han vil give os glæde og fred. Han er nøglen til et rigt liv.
Lignelsen om kimplanten
Min hustru, Kathy, og jeg bor på en bjergside. Der vokser en særlig art ege – scrub oak. Ulig de store og mægtige egetræer, der er kendt i mange dele af verden, så bliver de aldrig høje eller store, men de er hårdføre og smukke.
For nogle år siden satte vi en stor krukke på den sti, der fører op til vores fordør. Vi plantede farverige blomster i krukken, der stod under egegrenene. Da sommeren gik på hæld, og efteråret begyndte, begyndte egen at tabe sine frø eller agern, og et par stykker af dem faldt ned i krukken.
En dag opdagede jeg, at et par frø havde sat spire. Vi ville ikke have andet end blomster i krukken, så jeg begyndte at hive kimplanterne op af pottemulden. Til min overraskelse var rødderne tre eller fire gange længere end den synlige del af kimplanten.
I Utah i USA er somrene varme med begrænset regn, og vintrene er kolde med vind og sne. Men egekimplantens dybe rødder stikker hurtigt dybt ned i jorden. Det giver de mere udsatte rødder mulighed for at trække fugt og næring fra jorden. De dybe rødder forankrer også træerne og holder dem oprejst og urokkelige i vinden, allerede fra de er helt små. Dybe rødder gør det nemmere for egen at overleve. Og efterhånden som kimplanterne vokser med tiden til fuld højde, fortsætter rødderne med at nære, beskytte og holde liv i dem.
Vi kan lære noget af egen. Vi oplever alle ting, der svarer til varme somre og kolde vintre. Vi oplever medgang og modgang, succes og fiasko, tider med godt helbred og tider med sygdom, perioder med lykke og sørgmodige øjeblikke. Livet er ikke statisk. Det er ikke let.
Det svarer også til livet på andre måder. Vi er alle omgivet af kultur og traditioner i vores lokalsamfund og fædreland. Det påvirker på både gode og dårlige måder. Nogle opløfter os, og andre holder os nede. Vores hjem kan være velsignet med evangeliets lys eller være ødelagt af fejlslagne forsøg på at holde Guds bud. Vore venners eksempel kan både være strålende og forfærdelige. Ingen af os ved, hvor livet fører os hen. Vi kan ikke til fulde forudse vores fremtidige helbred eller velstand. Vi kan ikke forudsige kriges eller vejrets påvirkninger. Forskellige omstændigheder, der er uden for vores kontrol, giver os alle sammen udfordringer.
Men ulig træer kan vi bevidst vælge at udvikle åndelige rødder i vores liv. Vi bestemmer selv, hvor vi vil sætte vore rødder, og hvor dybt de skal stikke ned i jorden. Daglige beslutninger gør en lillebitte, næsten umærkelig, men afgørende forskel i vores tros rødder.
Rodfæstet i Frelseren
Eftersom vi ikke ved, hvornår eller hvordan vi løber ind i udfordringer, eller hvor langvarige vores personlige vinter- eller sommerperioder bliver, så bør vi sætte så dybe rødder, vi kan, i den eneste sande kilde til næring for vores sjæl, Herren Jesus Kristus. Han ønsker, at vi får et rigt liv. Han opfordrer alle til at komme til sig. Han sagde: »Lær af mig, og lyt til mine ord; vandr i min Ånds sagtmodighed, så skal du få fred i mig« (L&P 19:23).
Ved at lære af ham opbygger vi sjælens styrke til at modstå livets storme. Vi lærer gennem studium og tro. Vi lærer ved at se retskafne eksempler. Vi lærer, når vi tjener andre for at tjene Gud (se Matt 25:40). Vi lærer, når vi forsøger at være som ham på enhver måde, vi kan.
At lytte betyder at give agt på og være opmærksom, ikke blot at høre. Vi lytter til ham i vores personlige skriftstudium. Vi lytter ved nadvermødet og i templet. Vi hører ham i den »sagte susen« (1 Kong 19:12). Vi hører ham, når de levende profeter og apostle taler til os.
Hvis vi lytter omhyggeligt, mindes vi om, at »mennesket [ikke skal] leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund« (Matt 4:4). Vi styrker vore rødder ved en gradvis vækst, et trin ad gangen. Når vi lytter, følger vi den vej, han gik. Han er vejen, der leder til et rigt liv, og han er lyset, som oplyser det (se Joh 8:12).
Hold buddene
Det er hverken nogen hemmelighed eller overraskelse, hvad vi kan og bør gøre for at udvikle vore rødder: Vi holder Guds bud. Vores evne til at gøre hans vilje vokser i takt med, at vi gør hans vilje. Det bliver nemmere, fordi vi vokser i overbevisning og tro. Når vi trofast bliver ved med at anvende evangeliets grundlæggende principper i vores liv, så velsigner Herren os med en øget indre styrke.
Værdig, eftertænksom tilbedelse er vigtigt for at fordybe vore åndelige rødder. Når vi ærbødigt kommer til nadvermødet og tager nadveren i oprigtig hensigt, gør det sabbatsdagen til mere end blot en almindelig søndag. Vi kan ikke rigtigt sætte dybe rødder uden »altid at mindes ham« (L&P 20:77, 79). Når vi forbereder os før vore møder, bliver sabbatten til en rigere oplevelse for os. Når vi tænker over vores behov for tilgivelse og velsignelserne ved altid at have hans Ånd hos os, begynder vi at se kirkebygningen som et tilflugtssted og nadveren som en tid til helliggørelse.
Af den grund er der nogle ting, som vi altid bør medbringe, når vi tager i kirke. Først og fremmest er det et sønderknust hjerte og en angergiven ånd. Vi bør komme ivrige efter at søge og mærke forsoningens velsignelser. På samme vis er der noget, vi altid bør efterlade derhjemme. Tanker om sport, arbejde, underholdning og indkøb bør efterlades låst inde i et skab i vores hjem og åbnes enhver anden dag end sabbatsdagen. Sand tilbedelse fremmer virkelig omvendelse. Den hjælper vores tros rødder til at nå så dybt, at vi finder et åndeligt reservoir, der »i [os skal] blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv« (Joh 4:14).
Paulus skrev:
»Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham,
rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det« (Kol 2:6-7).
Hvis vi ikke oplever personlige storme og perioder med tørke, så har vore rødder ikke nogen mulighed for at blive stærke. Ironisk nok, så er smult vande i sig selv en prøve – og en svær en af slagsen. Vi kan blive uforsigtige, når der ikke synes at være problemer. Vi »vogter [måske ikke os] selv og [vore] tanker og [vore] ord og [vore] handlinger og iagttager Guds befalinger og vedbliver i troen« (Mosi 4:30) uden prøvelser, der kan få os til at bøje knæene og arbejde på vores hjerte.
Livet har det med at bringe os alle plager, selv når vi gør vores bedste. Medmindre vi træffer dårlige valg, hvilket altid ender i tragedie, så vælger vi sædvanligvis ikke, hvornår eller hvordan livets problemer banker på vores dør. Men det er sikkert, at vi hver dag beslutter, hvordan vi vil forberede os på dem. Josva kom med denne påmindelse: »Vælg i dag, om I vil dyrke« Herren (Jos 24:14-15).
Her er en anden påmindelse:
»Gå ind ad den snævre port; for vid er den port, og bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den.
Hvor snæver er ikke den port, og hvor trang er ikke den vej, der fører til livet, og der er få, som finder den!« (Matt 7:13-14).
Vi bør ikke blive overraskede, når vi oplever, at troen fejler, hvis vi går lige på kanten af den snævre og trange sti. Det, vi gør og ikke gør, betyder virkelig noget, fordi handlinger har konsekvenser, og det har mangel på handling også. Når vi bliver uopmærksomme over for de små, daglige, gentagne, men vigtige troshandlinger svækkes vore rødder. Med tiden trækker vi os langsomt væk fra Gud.
Måden, vi taler til hinanden på, de bøger og artikler, vi læser, de tv-udsendelser og film, vi ser, de ting, vi ikke læser og aldrig ville se, de vittigheder, vi vælger eller vælger ikke at høre på eller gentage, afspejler alt sammen, hvor vi er på den snævre og trange vej – på midten eller ude i kanterne. Vi kan ikke hævde, at vi nærer vore rødder, hvis det, vi gør og ikke gør, ikke er beregnet på at gøre os til bedre hellige. Sikkerhed findes kun på midten af den lige og snævre sti.
Vejen til fred
Der er ingen bedre anvisning på liv noget sted, ingen sikrere vej til at finde fred og stien fremad end at følge Herren Jesus Kristus. Hans navn er det eneste under himlen med kraft til at gøre vores liv mere himmelsk (se 2 Ne 31:21; Moses 6:52). Der er ingen andre, vi kan se på, som har den frelsende, fornyende, forandrende kraft, som Frelseren har.
Judas’ ord fanger den uvægerlige tomhed i livet, der med tiden omringer dem, der vælger nogen eller noget andet end Frelseren: »De er som skyer, der drives forbi af vindene uden at give regn, og som træer, der står uden frugt om efteråret, to gange døde og revet op med rode« (Jud 1:12).
Vores sjæl bør være så dybt rodfæstet i Kristus, at vi vil være i stand til at udholde enhver udfordring, overvinde enhver lidelse, modstå ethvert angreb på vores tro og blive ligesom et egetræ – fast, urokkeligt og standhaftigt. Den form for rodfæstethed er hævet over tid og overlever enhver fjende, selv den mest snedige, usynlige og lumske af slagsen.
Helaman lærer os, hvordan løftet om en klippeagtig styrke afhænger af, hvorvidt vi bygger vores liv på Forløseren »en grundvold, hvorpå menneskene, hvis de bygger derpå, ikke kan falde« (Hel 5:12). Esajas fangede i blot nogle få ord essensen af, hvad det betyder at være rodfæstet i Herren Jesus Kristus og at lade en del af Frelserens egenskaber bære frugt i vores sjæl. Han skrev: »Herren vil altid lede dig, selv i øde egne vil han mætte dig. Han vil styrke din krop, så du bliver som en frodig have, som et kildevæld, hvis vand ikke svigter« (Es 58:11).
Frelseren Jesus Kristus er et eksempel på enhver dyd. Han var det eneste fuldkomne menneske, som nogen sinde har levet. Han sonede for vore synder. Gennem hans forsoning kan vi blive Kristi kvinder og mænd. Vi kan blive renset, forandret, helbredt og forædlet. Vores sjæl kan blive smuk.
Må vi »se … manden« mere fuldt og helt. Må vi efterligne og tilbede ham mere fuldt ud. Må vi følge ham med større iver. Må vi lade vore rødder stikke dybt ned i frelsens jord, indtil vi hviler på ham, på klippen, vor Forløser. Må vi i højere grad nyde de velsignelser ved et rigt liv, som han tilbyder.