2023
UM lejr 2023
December 2023


UM lejr 2023

I omvendt orden

Denne overskrift dækker over det faktum, at de to lejre – UM og UK – begge i år lå ud til Vejle Fjord, men med omvendte placeringer i forhold til sidst, vi besøgte denne del kongeriget. Drengene drager altså fra hele landet til nordsiden af Vejle Fjord i nærheden af Daugård strand til lejren, der bærer det smukke navn: Æbleskoven – og ja, der er masser af æbletræer.

Lejren var lagt i hænderne på en gammel kending med stor erfaring, nemlig bror Thomas Ilskov fra Odense.

Fra lidt før frokost til lidt ud på eftermiddagen kom grupperne og valgte så lejrplads. Æbleskoven er en skøn plads med mange forskellige mindre pladser fordelt rundt i skoven, hvor der også findes et skønt shelter og bålplads.

Mandag

Efter alle var ankommet bød lejrlederen velkommen og alle gik i gang (eller fortsatte) med at opbygge lejren og ind i mellem fik lederne særlige informationer. Efterhånden som de lokale lejre stod klar, blev der også tid til at lege for de unge mennesker.

Middagsmaden var lidt på feltfod, idet alle fik udleveret en alubakke, der kunne fyldes med kartofler, løg, gulerødder, smør, krydderier mm, hvorefter man kunne pakke den ind i folie. Rundt om i lejren var klargjort store glødebål, så alle kunne sætte deres mad til færdiggørelse – det var ret så velsmagende.

Senere, da klokken var 20.00, samledes vi på den store bålplads, hvor vi fik yderligere instruktioner, sang »I Danmark er jeg født«, hvorpå de, der lystede kunne lave snobrød.

Klokken 22.00 var der så ro i lejren

Tirsdag

»Har du et sted, hvor jeg kan tørre min sovepose?« og »Tag støvler på, når du skal ud – der er meget vådt« – var ordene fra G2.s leder Kim Hentzen, da han kom hen til »min« hytte tirsdag morgen iført regntøj. Jo, natten til tirsdag åbnede himlen sig og der kom vand. Meget vand.

Efter en glimrende morgenmad blev flaget hejst, og formiddagens aktivitet gik i gang. Der skulle læres knob eller knuder, som lederen sagde for at alle skulle forstå. Det forløb rigtigt godt og omkring kl. 11.30 gik næste fase i gang: Der skulle bygges broer over vejen samt to fodboldmål.

At arbejdet med at forberede frokosten trak lidt ud, gav brobyggerne mm ekstra tid, faktisk helt frem til kort før kl. 13.00, hvilket var heldigt, for kort tid efter brød et forrygende regnvejr løs. Så frokosten blev nydt i »madteltet« i tørvejr og eftermiddagens aktivitet med videre bygning blev erstattet med indendørs sysler.

Det klarede dog op senere, og både før og efter aftensmaden blev der bygget videre. Maden denne dag var lækre tortillas a la emil (og nej, ikke fra Lönneberg, men biskop i Horsens). Byggeriet lykkedes med blot et uheld, Micas faldt ned sammen med den ene bro, da han skulle demonstrere dens holdbarhed.

Aftenen sluttede mad varm cacao og kiks takket være initiativ fra Harry fra Slagelse.

Onsdag

Onsdag morgen stod vi op til strålende solskin – som Thomas sagde til morgensamlingen: »Vi har tændt den store lampe.« Efter morgenmad og morgensamling stod formiddagen på sport – fodbold, alternativ frisbee og volleyball ved stranden, det vil sige frisbeen lå lidt stille, men der blevet gået til stålet i fodbold og volley – det sidste foregik ved stranden på en delvis vandbelagt bane.

Efter frokost var det tid til at besøge pigelejren. Alle samledes på pladsen, hvorefter man gik i samlet flok ned til stranden. Det var først der, at drengene fik at vide, at de skulle sejles over til pigerne, der lå på den anden side af fjorden på pladsen Torn Trines Hus.

Og sejlet blev de. Thomas havde til lejligheden entreret med en formidler af ture med »Rib-både« – et monster af en gummibåd med to store motorer med i alt 500 hk - med en topfart på ca. 95 km/t. 12 passagerer pr. tur + en leder. Jeg havde lejlighed til at prøve, og det gik virkeligt stærkt – og spændende når han lige gav et par rundture undervejs. Det bliver en af de ting, som mange af drengene vil huske i mange år, og som de vil fortælle »røverhistorier« om i mange år.

På pigelejren var der arrangeret forskellige poster med underholdende elementer, som eftermiddagen gik med indtil spisetid, der indfandt sig sammen med regnen.

Efterfølgende var der fireside under træerne, mens regnen silede stille ned. Et smukt indlæg af præsident Kristian Ravn-Petersen fra Århus Stavs stavspræsidentskab - han var i øvrigt med som leder på turen - var med til at gøre det en skøn aften, inden drengene blev fragtet hjem i biler af lederne.

Torsdag

Lejrens næstsidste dag startede med godt vejr. Der kunne spores lidt træthed i geledderne, men alligevel var alle klar efter morgenmaden til dagens opgave – en hejk på knap 15 km med 7 – 8 poster rundt i terrænet med diverse opgaver. Posterne begyndte ved fjorden, gik igennem skoven og senere af diverse mindre landeveje. Undertiden kom der lidt regn.

Undervejs blev ruten lidt ændret, så de fleste endte vel med 16 – 17km, enkelte lidt mere. De første drog af sted omkring 10.15 og de sidste vendte hjem lidt over kl. 16.00. Flot gået, især af de mange helt unge, der var med for første gang.

Og vejret – tja, vejrudsigten havde lovet vedvarende regn fra omkring kl. 13.00. Der kom lidt kl. 12.00 og lidt igen kl. 15.00, og ellers tørt og hen ad eftermiddagen sol. Herligt.

Der var kage og sodavand ved hjemkomst og aftensmaden stod på kylling i karry med ris – herligt.

Om aftenen samledes vi omkring 3 bålfade på pladsen foran hytten, hvor vi hyggede med at synge hele 5 danske sange, afholde et kort vidnesbyrdmøde inden der blev mulighed for s’mores og kakao i teltet. Da det samtidigt begyndte at regne, var det fint.

Men regnen holdt op og »festlighederne« fortsatte til langt ud på natten – først på pladsen og siden ved teltene – meen, det var jo sidste aften.

Fredag

Dagen begyndte med solskin, hvilket var skønt, for der skulle pakkes telte ned – men en »hjemmetørring« kunne næppe undgås efter al ugens regn.

Ellers stod dagen på morgenmad, morgensamling, pakning, nedbrydning, rafter på plads, frokost for dem, der ønskede det, afsked og så hjemkørsel.

Tak for denne gang og endnu en herlig lejruge – glæder mig til næste år.