Derfor blev jeg medlem af kirken
Partnerskab med min Gud skaber en uforglemmelig rejse.
Min omvendelsesproces, som stadig er i gang, startede på Assensgade 13 i Aarhus, hvor min mormor lærte mig at bede som 5-årig. Mange husker sikkert:
Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to;
Fader, se med kærlighed til mit ringe leje ned!
Har i dag jeg, kære Gud, syndet imod dine bud,
vær mig nådig, vær mig god, slet det ud for Jesu blod!
Se, o Herre, til os ind, os, som har det samme sind,
sæt, o Gud, din englehær om alverden, fjern og nær!
Stå de syge hjerter bi, luk de trætte øjne i,
giv os alle fred og ro i vor Herres Jesu tro!
Jeg voksede op som to gange skilsmissebarn i en ikke-SDH familie, der var præget af vold og alkohol. Som 12-årig kan jeg huske, at jeg kiggede ud på stjernerne og talte til Gud i en periode, der var særlig svær.
I den periode var vi på ferie i England og besøgte mange kirkebygninger, og jeg erindrer, at en lille åndelig Kim voksede frem, og Herren blev mere og mere tydelig - som min åndelige wingman.
Som kulturkristen blev jeg konfirmeret i folkekirken, men religiøse spørgsmål som at børn er fortabte, hvis de dør uden dåb, og at folk var fortabte, hvis de dør uden evangeliet, ramte min retfærdighedsfølelse.
Mødte kirken
Min mor arbejdede på et kursuscenter »Kolle Kolle«, og her var der en amerikansk Vietnam pilot, som boede der i tre mdr. Han var en god missionær og fortalte min mor om kirken og gav hende en Mormons Bog. Den sommer flygtede min mor, min søster og jeg hjemmefra og fandt et nyt sted at bo, hvilket gav vores familie mere ro til også at dyrke den åndelige side. I 1975 var profeten Spencer W. Kimball i Bella Centret, og min mor deltog og kom begejstret hjem. Min mor spurgte, om jeg ville med i kirke på Maglegårds Alle, og hvad gør man ikke for at please sin mor, så jeg tog med et par gange og holdt så en pause. Missionærer begyndte at komme i vores hjem, og efter nogle måneder spurgte de mig, om jeg ville med til et sportsarrangement i kirken. Det var et »tilbud, jeg ikke kunne sige nej til« som 16-årig, der især havde to fokusområder: sport og piger. Jeg begyndte at komme mere regelmæssigt i kirken efter det arrangement, og den varme modtagelse, jeg fik, var uforglemmelig. Jeg kan stadig huske den første tale, jeg hørte. Det var en 12-årig dreng fra familien Gram, der talte ud fra Korintherne kap. 13 om kærlighedens natur. Jeg sad bare og stortudede, det var sådan en lettelse, og jeg følte bare, at Herren talte til mig, at jeg var kommet hjem, og at han kendte mig.
Kom selv til kirke
Efter den oplevelse tog jeg selv toget til kirkens to møder, formiddag og eftermiddag og fik mine egne missionærlektioner.
Jeg kan huske første gang jeg kom til discofest på Maglegård Allé, hvor alle kirkedrengene stod nede i kælderen i stram hvid skjorte, og jeg kom i en skrigende Store Gatsby T-shirt og følte mig som en fisk ude af sit rette element. Heldigvis tog Alice Hall mig hurtigt med ud at danse, så det blev mindre pinligt. Jeg havde jo ikke en anelse om, hvordan en kirkefamilie fungerede. Derefter inviterede Kirsten & Per Meilsøe, med alle deres børn, mig heldigvis hjem til frokost imellem møderne et par gange. Det at se, hvordan en kirkefamilie fungerede, havde en stor betydning for mig. Den sociale omvendelse er vigtig.
Vidnesbyrd
En søndag da jeg var på vej hjem fra kirke, sagde Ånden til mig (i Farum Midtpunkt jeg ved præcis hvor), at dette var Herrens kirke, Joseph Smith var en profet, Mormons Bog var sand og Spencer W. Kimball var vores nutidige profet. I løbet af få minutter vidste jeg, at jeg skulle døbes på min 17-års fødselsdag. Om aftenen kom missionærerne, og jeg fortalte, at jeg ønskede at blive døbt d. 11. marts, fire uger senere. Missionærerne havde hele tiden troet, at det var min mor, som ville blive medlem først, men sådan gik det ikke, og de skulle lige finde en grimasse, der kunne passe. Jan Meilsøe døbte mig, vi var nogenlunde lige gamle. En skøn oplevelse for os begge, og min folkekirkepræst, Keld, var også med.
Tre måneder efter min dåb begyndte min søfartskarriere, så de næste par år var jeg i kirke i Japan, Portugal og USA. Grundet min sejltid var jeg kun i kirke seks gange på et år før min mission. Så jeg lærte at tage nadveren, studere i seminar, høre lydbånd fra mit kvorum derhjemme, og jeg udviklede hurtigt et partnerskab med min Gud, som nu har varet i 44 år og er af evig natur.
En stadig udvikling
De sidste 44 år har været en fantastisk lærerig rejse. Jeg havde en uforglemmelig mission i Manchester i England, jeg fandt min soulmate, Marianne, fik lov til at tjene som biskop i en meget ung alder, jeg har fået tre skønne drenge, hvoraf en døde kun fire og en halv måned gammel. Nogle af de svære stunder, vi rejser igennem, er også nogle af de mest trosudviklende, og de stunder, hvor det gør mest ondt, giver os ofte mulighed for at komme tættere på Herren, hvilket var det, vi især oplevede ved vores søns alt for tidlige bortgang.
Kirken har hjulpet mig til fortsat at uddanne mig, da intelligens kan tages med på den anden side – en livslang læring.
Når jeg står op om morgenen forvandles jeg til en mere hellig version af mig selv, helt naturligt via mit morgenstudie, og jeg tester jævnligt mig selv med følgende spørgsmål: »Er du klar til at møde din Skaber?« Det gør, at jeg kan kalibrere og holde åndeligt fokus.
Livet har ikke udviklet sig, som jeg troede, det ville, da jeg var ung, men jeg ville ikke ændre den rejse, som Herren har sendt mig og min familie på.
Jeg er stolt af at være medlem af Kirken, jeg elsker skriften, frelsesplanen, opstandelsen, muligheden for at forbedre mig 1 % hver dag via omvendelse, og jeg er evig taknemmelig for de mange rollemodeller, som jeg har ladet mig inspirere af i kirken, især rollerne som evig partner og far. TAK.