Lektion Otte

Lær Ansvarlig Opførsel

»De, som gør for meget for deres børn, vil snart opdage, at de intet kan stille op med deres børn.«

Ældste Neal A. Maxwell

Formål med lektionen

Hjælp under denne lektion forældrene til at -

forstå, hvordan de lærer deres børn at opføre sig ansvarligt.
vide, hvordan de skal fortælle deres børn, hvad de forventer af dem.
forstå princippet om at lære børn én ting ad gangen.
vide, hvordan det at give valgmuligheder hjælper børnene til en ansvarlig opførsel.

Vigtigheden af passende undervisning

Forældre har en hellig pligt til at lære deres børn at lyde Guds befalinger og de regler, der gælder i hjemmet og samfundet.¹ Herren har sagt, at forældre skal undervise deres børn i at bede og være lydige, til at have tro på Kristus, omvende sig fra synd, blive døbt og modtage Helligåndsgaven og være flittige (se L&P 68:25–32). Han revsede nogle tidlige kirkeledere for ikke at undervise deres børn ordentligt (se L&P 93:42–44, 47–48). Forældre skal »opdrage [deres] børn i lys og sandhed« (L&P 93:40), fordi »lys og sandhed skyr den Onde« (L&P 93:37).

Nogle forældre underviser ikke deres børn ordentligt. Forældre har tendens til at opdrage deres børn på samme måde, som de selv blev opdraget. Nogle forældre giver alt for frie tøjler og andre er overdrevent kontrollerende. Andre er så optaget af andre ting, at de forsømmer deres ansvar og mulighed for at undervise deres børn. Nogle forældre har forvrængede ideer om børn og ser dem fra naturens hånd som gode, uden behov for at blive vejledt eller disciplineret, eller onde, med behov for at blive straffet. Nogle få forældre underviser ikke deres børn, fordi de aldrig ønskede sig børn, og disse børn er ofte i fare for følelsesmæssig vanrøgt og forsømmelse.

Herren forventer, at forældre tager deres ansvar for at undervise deres børn alvorligt. Det Første Præsidentskab og De Tolv har højtideligt erklæret: Ægtemand og hustru – mødre og fædre – vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse forpligtelser.«²

Undervisning af børn

Tiden for at begynde at undervise børn er allerede, når de er helt små. Der ligger et medfødt ønske i børn om at lære. Når barnet bliver født, »udvikles der gradvist over uger og måneder« et bånd mellem forældre og barn i takt med, at de omgås hinanden og lærer hinanden godt at kende.³ Forholdet mellem forældre og barn udgør et ideelt indlæringsklima. Børn begynder at antage deres forældres måde at gøre tingene på ved at iagttage og lytte, allerede inden de kan tale. Når de har lært at tale, stiller børnene spørgsmål, der hjælper dem til at få viden om verden omkring dem. Forældre kan drage fordel af børns naturlige nysgerrighed og gennem ord og eksempel give børnene den information, de behøver, for at få et godt liv.

Måske er de vigtigste år i et menneskes liv barndommen og ungdomsårene, hvor man er helt sorgløs og ubekymret om fremtiden. I disse dannende år får børn værdier, indstillinger og vaner, som vil præge deres opførsel livet igennem. Forældre har en vidunderlig mulighed for at undervise deres børn om passende værdier og opførsel på måder, som opfordrer til samarbejde frem for oprør.

Følgende principper vil være en hjælp for forældre til undervisning af deres børn.

Undervis ved eksemplets magt

En af de store udfordringer og muligheder, forældre har, er at undervise deres børn på en måde, der gør, at børnene ønsker at følge deres forældres råd. Præsident David O. McKay beskrev eksemplet som »den bedste og mest effektive måde at undervise på«.⁴

Ældste Delbert L. Stapley fra De Tolv Apostles Kvorum lovpriste undervisning ved eksemplets magt: »En klog mand, som blev bedt om at lave en liste over tre vigtige ting, som kendetegnede de største lærere gennem tiden, og som kunne være en inspiration for nye lærere, sagde: ›For det første, undervis ved eksemplets magt. For det andet, undervis ved eksemplets magt. For det tredje, undervis ved eksemplets magt.‹«⁵ Præsident Thomas S. Monson forklarede, at Jesus underviste i »tilgivelse ved at tilgive. Han underviste i barmhjertighed ved at være barmhjertig. Han underviste i hengivenhed ved at give af sig selv. Jesus underviste ved eksemplets magt.«⁶

Biskop H. David Burton, præsiderende biskop for Kirken, erklærede, at forældre kan vejlede deres børn ved at være et retskaffent eksempel: »Vi må sikre os, at vores liv er i orden. Hykleri har aldrig virket og kommer ikke til det. Det er påkrævet, at vi leder i retfærdighed og opmuntrer vores familie til at følge vores eksempel. At vi forestår familieaften. Forestår studium af skriften. Forestår præstedømmevelsignelser. Forestår personlige og familiebønner.«⁷

»Eksempler bliver minder, som leder os gennem livet,« sagde ældste Robert D. Hales fra De Tolvs Kvorum.⁸ Jeres børn husker det eksempel, I viser, mere, end noget I gør eller siger.

Giv børnene ansvar

Mange forældre har tendens til at overforkæle deres børn og skærme dem fra ansvar, de engang selv havde. Ansvar som har hjulpet dem til at blive kompetente voksne. Når forældre bare deler ting og tjenester ud til deres børn uden at bede om noget til gengæld, mister børnene motivationen til at blive selvhjulpne og ansvarlige. I stedet for har de tendens til at blive dovne, selviske og eftergivende. Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »De, som gør for meget for deres børn, vil snart opdage, at de intet kan stille op med deres børn.«⁹

Ældste Joe J. Christensen fra De Halvfjerds forklarede, at overforkælelse af børn svækker dem og berøver dem værdifulde lektier:

»I vore dage vokser mange børn op med forvrængede værdinormer, fordi vi som forældre har overforkælet dem. Uanset om I er velhavende, eller som de fleste af os lever i mere beskedne kår, forsøger vi som forældre ofte at give vore børn næsten alt, hvad de peger på, og fratager dem derved forventningens glæde ved at længes efter noget, som de ikke har. Noget af det vigtigste, vi kan lære vore børn, er at fornægte sig selv. Svage sjæle søger at få deres behov tilfredsstillet øjeblikkeligt. Hvor mange virkeligt fremragende mennesker kender I, som aldrig har været nødt til at kæmpe? …

Et sted hen ad vejen er det vigtig for udviklingen af barnets karakter at lære, at ›jorden drejer sig rundt om solen‹ og ikke kun rundt om dem. Vi bør snarere øve vores børn i at stille sig selv spørgsmålet: ›Hvordan er verden et bedre sted, fordi jeg er i den?‹«¹⁰

Ældste Christensen rådede til, at børn må lære at arbejde, hvis de ikke skal forlade hjemmet dårligt forberedt til at møde verden. Han sagde: »Selv i familieaktiviteter bør vi stræbe efter en balance mellem leg og arbejde. Nogle af mine mest mindeværdige oplevelser i min opvækst er omkring familieaktiviteterne: At lære at lægge tagspåner på et tag, bygge et hegn eller at arbejde i haven. Frem for det har været rent arbejde og ingen leg, er det for mange af vores børn næsten blevet til ren leg og meget lidt arbejde.«¹¹

Forældre bør lære deres børn at arbejde sammen med dem og begynde, når børnene er små og har en naturlig lyst til at hjælpe. Forældre bør give deres børn pligter, som passer til deres evner.

Kathleen Slaugh Bahr fra Brigham Young University og hendes kolleger mener, at det at arbejde sammen som familie styrker familiemedlemmerne og knytter dem varigt sammen:

»Når familien arbejder side om side med den rette ånd, vokser der en grundvold frem af omsorg og forpligtelse ud fra deres daglige erfaring. De mest almindelige opgaver som at lave mad eller vaske tøj rummer store muligheder for at knytte os til dem, vi tjener, og dem vi tjener sammen med …

Enhver opgave, der skal udføres rummer en indbydelse til alle om at træde ind i familiens cirkel. De mest hverdagsagtige opgaver kan blive til daglige kærligheds- og samhørighedsritualer i familien.«¹²

Forældre bør også lære deres børn at tjene andre. Ældste Derek A. Cuthbert fra De Halvfjerds sagde: »Vise forældre sørger for, at deres børn får mulighed for at tjene i hjemmet fra en tidlig alder.«¹³ Når det er muligt, bør forældrene arbejde og tjene sammen med deres børn og forsøge at gøre aktiviteterne hyggelige.

Når børnene påtager sig ansvar, må forældrene trøste dem, når de kommer til kort, og i sådanne tilfælde bør forældrene opmuntre dem til at prøve igen. Præsident Thomas S. Monson har sagt: »Vores ansvar er at hæve os fra middelmådighed til kompetence, fra forlis til fuldendelse. Vores opgave er at blive til det bedste, vi kan. En af Guds største gaver til os er glæden ved at prøve igen, for ingen fiasko behøver at være endegyldig.«¹⁴

Gør dem forventningerne klart

Nogle gange formoder forældre, at deres børn er helt klar over, hvad der forventes af dem. Forældrene bliver skuffede, når deres uudtalte forventninger ikke bliver indfriet.

Nogle forældre er bange for at give deres børn pligter eller bede dem om at ændre opførsel af frygt for, at barnet vil sige nej, nægte eller afvise dem. Når forældre ikke gør deres forventninger klart, kan der dannes en mur af frustration og modvilje, hvilket skaber en følelsesmæssig distance mellem dem og barnet. Klart udtrykte forventninger fjerner usikkerhed og skuffelse og styrker dermed forholdet mellem forældre og barn.

Drøft disse principper for, hvordan man udtrykker sine forventninger igennem med forældrene:

Gør dig selv klart, hvad det er, du ønsker. Du må sikre dig, at dine forventninger er realistiske. Tal under fire øjne med din ægtefælle og bliv på forhånd enige om jeres forventninger, fremgangsmåde og hvilke konsekvenser det skal have, hvis barnet ikke retter sig efter dem. Hvis jeres barn ikke er samarbejdsvilligt eller er uroligt, bør I begge være til stede, når I anmoder om noget, hvis det er muligt.
Vælg det rette tidspunkt til at fremsætte jeres forventninger på. Tal om jeres ønsker med barnet, når det er klar følelsesmæssigt og fysisk, og ikke når det er stresset, vred eller optaget af noget andet. Familieråd eller familieaftener er ofte ideelle.
Vær positiv og specifik. Vær positiv og specifik. I stedet for at tale på en negativ eller kommanderende måde (»Dette værelse roder. Ryd op!«), så vær positiv og specifik: »Crystal, når du vasker op, vil jeg gerne have, at du skyller alle tingene af, før du sætter det i opvaskemaskinen, fordi opvasken bliver renere og opvaskemaskinen holder længere.«
Vis hvad du mener. Uden at gøre arbejdet for barnet, viser I, hvad I mener. I kan fx hjælpe barnet med at skylle opvasken ordentligt af, sætte det i opvaskemaskinen og tørre køkkenbordet af.
Giv en masse positiv feedback. Når arbejdet er udført, kan I sige: »Meget fint. Det er præcis sådan, det skal gøres.« Fortæl barnet, hvordan det gavner jer og andre: »Jeg har det godt, når opvasken er gjort ordentligt. Vores hjem rummer større fred, når her er pænt og rent.«

Øvelse: Udtryk Forventninger

I den foregående øvelse blev forældrene bedt om at planlægge, hvordan de kan hjælpe deres børn til at tage ansvar. I denne øvelse bedes deltagerne om sammen med deres ægtefælle eller en anden forælder at øve sig på at udtrykke deres forventninger over for deres børn ved hjælp af forslagene ovenfor. En af dem tager rollen som barn, mens den anden tager rollen som forælder. Når de har øvet i fem minutter, bytter de roller og øver sig i endnu fem minutter. Bed dem om at give hinanden feedback på, hvordan det var at udtrykke sine forventninger og hvordan det føltes, at der blev fremsat forventninger. Foreslå dem at afsætte yderligere tid til at øve sig, hvis det er nødvendigt, indtil de føler sig rustet til at udtrykke deres forventninger. Bed dem om at anvende det, de har lært, på deres børn i den kommende uge. Bed dem om at fortælle om deres oplevelser i næste lektion.

Undervis i ansvarlig opførsel trin for trin

I forbindelse med sine børns åndelige udvikling, befalede Herren i første omgang undervisning i den grundlæggende lære – mælken – for at forberede dem til større lys og kundskab – den faste føde (se L&P 19:22). På lignende vis har børn brug for at blive undervist i at udføre enkle ting, som bliver trædesten til den opførsel, som forventes af dem som voksne. Børn kan have brug for at lære lidt efter lidt, når det gælder ting som at vise respekt for andre, have gode manerer, rydde op på et værelse eller ordne have.

Opførsel kan opdeles i små, enkle, overkommelige opgaver alt efter barnets alder og evne. For eksempel kan et barn lære at samle legetøj op, før det lærer at gøre hele værelset rent. Med tålmodighed og opfindsomhed kan forældre hjælpe deres børn med at blive samarbejdsvillige, hjælpsomme og ansvarsbevidste mennesker og forebygge mange problemer efterhånden som barnet modnes.

Camille

Camille, en energisk fireårig, elskede at handle med sin mor. Hun hev konstant ting ned fra hylderne og ville røre og tage og blev rasende, når hendes mor stoppede hende. Moderen, som ønskede, at Camille lærte at opføre sig ansvarligt, skældte og truede hende, men det ændrede intet i barnets adfærd.

Efter hun havde talt med en mere erfaren ven, prøvede moderen et nyt tiltag med flere læretrin. Det første trin var at fortælle om problemet på en venlig og kærlig måde: »Camille, jeg vil gerne tage dig med ud og handle, men jeg bliver vred, når du river ting ned fra hylderne, og når du skriger, når jeg sætter dem på plads igen.« Dernæst udtrykte hun sine forventninger klart: »Du kan komme med ud og handle, når du hjælper til. Hvis du tager ting eller laver vrøvl, bliver jeg nødt til at tage hjem med dig, og så kommer du ikke med næste gang. Du må ikke tage noget, medmindre jeg beder dig om det. Jeg vil gerne have, du forstår, hvad jeg siger, så fortæl mig, hvad du hørte, at jeg sagde.« Da Camille præcist havde gentaget, hvad moderen havde sagt, sagde moderen: »Fortæl mig, hvad der sker, hvis du tager ting eller laver vrøvl.« Da barnet forstod forventningerne og konsekvenserne ved ikke at følge dem og indvilligede i dem, fik hun lov til at komme med ud at handle igen.

På det næste læretrin tog moderen Camille med ud på korte indkøbsture. Indkøbet blev begrænset til en eller to ting. Da hun kendte til Camilles ønske om at være hjælpsom og ønskede at bruge det på en konstruktiv måde, gav moderen Camille lov til at vælge en ting og holde den. Den gode opførsel blev rost. Da Camille havde lært at opføre sig ordentligt på de korte ture, blev hun inviteret med ud på længere ture. Moderen fandt nyttige opgaver til hende såsom at vælge mellem to acceptable morgenmadsprodukter, finde det pæneste æble eller holde mors taske, når hun lagde noget i vognen. Moderen roste hende meget for hendes hjælp.

Ved en lejlighed fik Camille et anfald af arrigskab. Moderen tog hende hjem så hurtigt som muligt. Uden vrede eller hævnlyst sagde hun: »Jeg er ked af, at du valgte at opføre dig dårligt i forretningen i dag. Næste gang jeg skal ud at handle, bliver du hjemme med en babysitter. Hvis du beslutter dig for, at du kan følge reglerne for at handle, så prøver vi igen, ikke?« I løbet af få uger opførte Camille sig eksemplarisk i offentlig sammenhæng.

Giv valgmuligheder

Akkurat som voksne kan børn ikke lide at blive kommanderet med. Når man giver en ordre til et barn som: »Ryd op på værelset nu«, fremprovokerer man almindeligvis modvilje og får et: »Det gør jeg senere.« Børn er mere tilbøjelige til at samarbejde, når de kan vælge mellem to acceptable alternativer: »Jeg vil gerne have at du samler dit tøj op, inden du skal ud og lege i eftermiddag. Vil du helst samle det op nu, inden du skal i skole, eller når du kommer hjem fra skole?« Valget er begrænset, men barnet kan træffe et valg, hvilket lærer det at tage ansvar.

Når forældre lader deres børn vælge, bør forældrene sikre sig, at de kan acceptere de valgmuligheder, de giver. Hvis fx en forælder siger til en teenager: »Du skal slå græsset nu eller også kan du glemme alt om at låne bilen i morgen« – så kan barnet vælge at køre med nogle andre i stedet for og lade bilen stå. Barnet får det, som det vil have det, og græsset er ikke slået, hvilket ikke var antageligt for forælderen. Det er bedre at sige: »Du kan slå græsset i dag eller også kan du rydde op i garagen, så jeg får tid til at slå græsset.« I dette tilfælde er begge optioner acceptable for forælderen, og barnet har et valg.

Valgene bør ikke indeholde straf. »Du kan slå græsset nu eller få stuearrest i en måned.« En sådan udtalelse rummer intet reelt valg (»gør som jeg siger, ellers straffer jeg dig«) og vil fremprovokere vrede.

Nedenfor er en liste over mulige valg i forskellige situationer.

En 11-årig begynder at sidde længe oppe om aftenen og har svært ved at komme op om morgenen og vil gerne have, at hans mor kører ham i skole. Forældrene kunne sige: »Du kan enten stå op, så du kan nå bussen, eller du kan gå i skole.« (Valget bør kun gives, hvis det er muligt og sikkert nok at gå hen til skolen).
En 8-årig nøler med at tage opvasken. Forældrene kan sige: »Du kan enten tage opvasken nu, eller du kan tage den i aften, når resten af familien ser fjernsyn.«
En teenager spiller for høj musik. Forældrene kan sige: »Du kan lytte til din musik på dit værelse med døren lukket, eller du kan bruge dine hovedtelefoner. Jeg kan ikke føre en samtale, når du spiller så højt.«

Børn er ikke altid begejstrede for ændringer, der fordrer, at de opfører sig ansvarligt. Vær forberedt på at høre sætninger som: »Det er uretfærdigt,« eller »Hvorfor skal jeg gøre det?« »Andre forældre får ikke deres børn til at gøre det her,« eller »Hvis I holdt af mig, lod I mig ikke gøre det her.« Forældre bør ikke lade sig manipulere af sådanne kommentarer. De må være vedholdende, hvad angår valgmulighederne. Tænk over følgende eksempel.

Marty

Marty sad foran computeren, hvilket var blevet en fast rutine om natten, og det var begyndt at gribe forstyrrende ind i hans pligter. Ved et familieråd nogle måneder tidligere, var de blevet enige om, at pligterne skulle ordnes først, men han havde atter engang valgt at ignorere det. Hans far gav ham følgende valg:

Far:	Marty, du har min tilladelse til at bruge computeren i aften, når du har ordnet dine pligter, eller hvis du hellere vil ordne det, du skal i morgen, kan du bruge computeren i morgen aften, når du er færdig med dine pligter.
Marty:	Jeg ordner dem, når jeg er færdig på computeren. Jeg har ikke tid nu.
Far:	Det kan godt være. Men du må først bruge computeren, når du har ordnet det, du skal.
Marty:	Jeg er nødt til at gå på nettet nu. En af mine venner venter på at høre fra mig.
Far:	Det tvivler jeg ikke på. Men så meget desto mere grund til at huske på at ordne dine pligter, så snart du kommer hjem fra skole. Jeg bryder mig ikke om at se dig frustreret eller vred. Men arbejdet skal gøres. Du husker vel, at vi talte om det til familieråd, og du indvilligede. Du er velkommen til at bruge computeren så snart, du har ordnet dine pligter.
Marty:	Det er uretfærdigt. Jeg har jo sagt, at jeg laver dem senere. Der er noget andet, der er vigtigere lige nu.
Far:	Det er der sikkert, men du må bruge computeren, når dine pligter er ordnet.

Det kan være nødvendigt for forældre at gentage valgmulighederne flere gange, og det bør man gøre uden at blive vred. Barnet kan hurtigt blive træt af at høre budskabet og gå med på kravet, hvis det ved, forældrene mener det.

Når forældrene giver valgmuligheder, bør de ikke gå i forsvarsposition eller begynde at diskutere. Hvis barnet gerne vil diskutere sagen, kan forældrene bekræfte kommentarerne med en kort bemærkning som: »Det skal nok stemme« og genfremsætte valgmulighederne. Hele processen forløber lettere, når man på forhånd er blevet enige om reglerne.

Når et barn nægter at udføre de aftalte pligter, bør forældrene lade der være en konsekvens (som beskrevet i lektion 9), som hænger logisk sammen med forseelsen. Når de anvendes korrekt, kan konsekvenser være en hjælp for børnene til at forstå og lære at opføre sig ansvarligt. Hvis man påfører en upassende konsekvens, som ikke har nogen sammenhæng med forseelsen, kan den virke ufornuftig og overdreven og provokere barnet til vrede, foragt eller oprørslyst.

Deltag i familieaktiviteter

Det, forældrene prøver at lære deres børn, kan underbygges, når de deltager i aktiviteter sammen med deres børn. Børn, som arbejder og leger side om side med deres forældre, har større tendens til at tage disse belæringer og deres forældres eksempel til sig. Forældre bør planlægge aktiviteter, som er meningsfulde og hyggelige for alle. Både arbejde og leg kan være meget tilfredsstillende, når forældrene plejer god omgang med deres børn.

Værdien af at undervise i ansvarlig opførsel

Præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab understregede vigtigheden af at lære børn at opføre sig ansvarligt: »Hvis forældre ikke opdrager deres børn og lærer dem at adlyde, så kan samfundet være nødt til at opdrage dem på en måde, som hverken forældrene eller børnene bryder sig om … Uden opdragelse og lydighed i hjemmet, forsvinder familiesammenholdet.«¹⁵ Der kommer større fred og kærlighed i en familie, når forældrene kærligt lærer deres børn at adlyde Guds befalinger og reglerne i hjemmet og samfundet.