Lektion Syv

Konfliktløsning

»Satan ved, at den sikreste … måde at forpurre herrens værk på, er ved at svække familiens styrke og hjemmets hellighed.«

Ældste M. Russell Ballard

Formål med lektionen

Hjælp under denne lektion forældrene til at -

forstå, at forskellige meninger er uundgåeligt og at familier, som løser konflikter, kommer tættere på hinanden og bliver stærkere.
lære metoder til at håndtere konflikter i hjemmet.
forstå, hvordan man løser uoverensstemmelser fredeligt.

Problemet med uløste konflikter

Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum belærte om, at familien er et yndet skudsmål for Satan: »[Satan] forsøger at drive en kile af disharmoni ind mellem en far og en mor. Han lokker børnene til at være ulydige over for deres forældre … Det er alt, hvad der kræves, fordi Satan ved, at den sikreste og mest effektive måde at forpurre Herrens værk på, er ved at underminere familiens styrke og hjemmets ukrænkelighed.«¹

En ældre kvinde mindedes med sorg, hvad en uløst konflikt havde betydet for hendes familie. »Da jeg deltog ved begravelsen for min sidst levende bror, tænkte jeg over de tragiske begivenheder i min barndom, som havde gjort mine tre brødre bitre og drevet dem hjemmefra og væk fra det gengivne evangelium, som har betydet så meget for mig. Min far, som var en religiøs mand, var krævende, trættekær og revsede sine børn verbalt offentligt såvel som privat. Da mine brødre blev ældre, tog de til genmæle. Skænderierne var ondskabsfulde og grimme og endte i eder og håndgemæng. Alle mine brødre forlod hjemmet i en tidlig alder og vendte kun sjældent tilbage for at besøge vores forældre. De ville heller ikke have noget at gøre med den religion, som min far gik ind for.«

Årsagerne til konflikter er mange. Nogle forældre er alt for eftergivende og giver efter for deres børns indfald, indtil børnenes opførsel er ude af kontrol. Andre er for restriktive og provokerer deres børn til oprør. Nogle forældre overreagerer på deres børns normale trang til selvstændighed. Nogle børn farer vild og kaster sig med fuldt overlæg ud i en opførsel, som overskrider familiens regler og standarder.

Familiemedlemmer bliver tættere knyttet og styrket, når de med held løser uoverensstemmelser. Uløste konflikter ødelægger familieforholdet og volder sorg blandt familiemedlemmer.

Sådan løser man en konflikt

Under sit besøg blandt nefitterne tog Frelseren afstand fra de stridbare:

»Den, der har stridens ånd, er ikke af mig, men er af Djævelen, som er faderen til strid, og han ophidser menneskers hjerte til at strides med vrede, den ene mod den anden.

Se … det er min lære, at sådant skal afskaffes« (3 Ne 11:29–30).

Jesus rådede folk til at løse deres stridigheder med hinanden, inden de kommer til ham:

»Hvis I kommer til mig eller ønsker at komme til mig og kommer i tanke om, at din broder har noget imod dig -

gå da hen til din broder, og bliv først forligt med din broder, og kom så til mig med hjertets faste forsæt, så vil jeg tage imod dig« (3 Ne 12:23–24; se også 3 Ne 12:9).

Denne belæring angår også forældre og den måde, som de omgås deres børn på. I Familieproklamationen råder Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum igen til at anvende Frelserens anvisning for at opdrage børn med held: »Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor.«²

Gennemgå følgende principper for konfliktløsning sammen med forældrene.

Håndter problemer mellem forældre og barn med en kristuslignende indstilling

Når fædre og mødre anvender Frelserens lære i deres ansvar som forældre, bør de udvise kærlighed og villighed til at løse konflikter, gøre indrømmelser i en kompromissøgende ånd samtidig med, at de fastholder værdier og standarder, stræber efter at overtale deres børn og ikke give efter for manipulation. Forældre bør undervise deres børn i de rette principper og baggrunden for familiens regler. De bør opmuntre deres børn til at træffe de rette valg, overbevise dem, når de argumenterer imod, indføre konsekvenser, når de vælger at være ulydige (se lektion 9) og blidt og indtrængende tale til dem, når de står på nippet til at begå en alvorlig fejltagelse.

Lyt for at forstå

Mange konflikter afværges, når forældre bruger gode lytteteknikker for at forstå deres oprevne og vrede børn. Skriften lærer os, at »et mildt svar afvender vrede, et sårende ord vækker harme« (Ordsp 15:1). Et barns vrede forsvinder ofte, når det føler sig forstået og respekteret af forældrene. Forældre, som lytter, kan opdage, at deres egne følelser og perspektiv ændres.

Nægt at skændes

Et af de grundlæggende principper for at løse konflikter i hjemmet er så enkelt, at det ofte overses. Det indebærer at efterleve Kristi højere lov og nægte at skændes. Glenn Latham, en sidste dages hellig, som underviser forældre, fremhævede storheden i Kristi eksempel ved at nægte at skændes med andre, selv når han blev uretfærdigt anklaget og behandlet: »Kristus var det fuldkomne eksempel på ikke at være opfarende, selv da han grusomt og urigtigt blev anklaget, da han blev spyttet på, slået på, tævet, spottet, afvist og fornægtet, hånet, ja, tilmed korsfæstet (Matt 26:67–70 og 27:29, 35). Han farede ikke op. Han slog ikke igen. Selvom han kunne have hidkaldt ›mere end tolv legioner engle til hjælp‹ (Matt 26:53), så ›farede han ikke op‹. Han var ofte, næsten konstant, offer for hån fra den spæde begyndelse til slutningen af sit liv, selv fra dem, som led med ham: ›Også de, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham‹ (Mark 15:32) … jo større ophøjet godhed desto mere hån fra de hånlige – og alligevel gav han kun godt tilbage. Dette er en model, som forældre bør forsøge at efterligne, når de bliver ramt af uregerlige børn. ›Far ikke op!‹«³

Forældre, som nægter at skændes med et stridbart barn, opdager hurtigt, at striden bliver kort. Stridighed og kamp kan ikke lade sig gøre, hvis den ene part nægter at deltage i den. Latham observerede følgende: »I min undersøgelse af behandling for adfærdsproblemer er jeg blevet overrasket over at finde ud, at dersom forældre forholder sig roligt, medfølende og direkte selv under de mest ophidsede vilde ›beskydninger‹, så vil barnet i 97 ud af 100 tilfælde, ved den tredje forskrift [tredje udsagn om forventninger til forældre] indordne sig.«⁴

Nogle forældre tror måske, at man ved ikke at ›slå tilbage‹ lader børnene få overtaget, lader dem vinde diskussionen og giver dem styringen i familien. Det er ikke tilfældet. Kristus stod modigt op foran sine plageånder, havde altid kontrol over sine svar og forsøgte aldrig at slippe udenom. Han elskede dem og indså deres uvidenhed, han tryglede endog Faderen om at tilgive dem (se Luk 23:34).

I andre lektioner har forældrene gennemgået metoder til at udtrykke deres forventninger, give deres børn valgmuligheder mellem acceptable måder at opføre sig på og at indføre konsekvenser, som på forhånd er aftalte, når deres børn vælger ikke at høre efter. Når børn har lyst til at diskutere, kan forældre genfremsætte deres forventninger på en venlig og kærlig måde og klogt minde deres børn om de konsekvenser, de har aftalt. Når forældrene har gjort det, vil der ikke være så meget mere for børnene at diskutere.

Børn er i høj grad styret af de ting, der foregår rundt omkring dem. Noget af det, de ønsker sig allermest, er deres forældres opmærksomhed. Ifølge Glenn Latham »er opmærksomhed fra forældrene den mest virkningsfulde eller afgørende kraft i forbindelse med at forme børns adfærd.«⁵ Når børn ikke har held med at tiltrække sig negativ opmærksomhed ved at være trodsige, falder de almindeligvis til ro og opfører sig på en mere socialt acceptabel måde.

Følg skriftens retningslinjer ved irettesættelse af børn

Det kan være nødvendigt for forældre at irettesætte et barn »i tide med skarphed, når du bliver tilskyndet af Helligånden og udvis derefter et større mål af kærlighed … at han ikke skal betragte dig som sin fjende« (L&P 121:43). Præsident James E. Faust forklarede, at Helligånden »meget sjældent« tilskynder en person til at irettesætte med skarphed, og at »enhver irettesættelse skal gives med forsigtighed i et forsøg på at overbevise vedkommende, der bliver irettesat, om, at det bliver gjort i hans egen interesse. «⁶ Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum forklarede, at »i tide« betyder »tidligt eller snarligt«⁷ og foreslår, at irettesættelsen finder sted hurtigt efter forseelsen, så den bliver forstået. Ordet skarphed betyder i denne sammenhæng ikke ondskabsfuldt med vrede eller anvendelse af tvang, men klart og tydeligt. Vise forældre følger ofte op på et intenst mellemværende med et barn ved at udtrykke kærlighed til barnet, give barnet passende fysiske kærtegn og sommetider ved at engagere barnet i fornøjelige aktiviteter.

Vælg de konflikter med omhu, som du mægler i mellem børn

Børn roder sig sommetider ud i et skænderi for at få forældrenes opmærksomhed og få dem til at tage deres parti. Sådanne stridigheder efterlader ofte forældre i en umulig situation. De vil aldrig fuldt ud kunne finde ud af, hvordan konflikten begyndte, eller hvad der er sket mellem børnene. Ved at vælge side kan de komme til ufortjent at belønne et barn og støde det andet barn fra sig.

Forældre gør ofte bedst i at indtage en neutral position og give børnene ansvar for at løse problemet. Det kan de gøre ved at anvende de kommunikationsteknikker, som er skildret i det følgende eksempel (se også lektion 3).

Sid Og Vance

Far træder ind på Sids værelse, hvor han og Vance slås på gulvet og skriger af hinanden. Sid er 12 og Vance er 9. Vance begynder at græde, og Sid kalder ham for en baby. Far træder ind og skiller drengene ad.

Far:	Hvad foregår der?
Sid:	Det var Vance, der begyndte.
Vance:	Nej, jeg gjorde ej. Det var dig.
Far:	Så I giver hinanden skylden for at have startet. (Giver dem mulighed for at løse problemet). Hvad synes I, vi skal gøre for at løse det her?
Vance:	Sig til Sid, at han skal lade mig være.
Sid:	Lad dig være? Hvad skal jeg så sige? Hvem var det, der tog mine kort og smed dem over hele gulvet? Lad mine ting være, så skal vi nok enes.
Far:	(Forholder sig neutralt og bruger reflekterende lytten). Altså Vance, du siger, at Sid startede, og Sid, du siger, at Vance begyndte ved at tage dine kort uden at spørge om lov.
Vance:	Ja, og hvem tog måske min CD uden at spørge om lov?
Far:	I beskylder begge to hinanden for at tage ting uden at spørge om lov. Så jeg stiller lige spørgsmålet igen, hvad skal der gøres for at løse dette problem?
Sid:	Sig til Vance, han ikke skal være så barnlig.
Vance:	Hvad med dig selv?
Far:	(Forbereder sig på at sætte en logisk konsekvens). For mig lyder det som om, I har lyst til at fortsætte skænderiet. Måske er det bedst, at I går ind på hvert jeres værelse, indtil I er klar til at løse det her.
Sid:	Jeg er klar.
Vance:	Det er jeg også.
Sid:	Sig til Vance, at han skal spørge om lov, før han tager mine ting.
Vance:	Sid spørger aldrig mig, før han tager mine ting. Han skal også spørge.
Far:	Så I ønsker begge to, at I spørger om lov, før I låner noget. Er det rigtigt?
Sid:	Ja.
Vance:	Det tror jeg.
Far:	Jeg kan godt lide det forslag. Kan I begge godtage det?
Sid og Vance:	Ja.

I dette tilfælde virkede mæglingen, fordi faderen var i stand til at lytte uden at tage parti og holdt døren åben for, at børnene kom med en løsning, de kunne følge. Truslen om en konsekvens virkede til at motivere børnene til søge en løsning på deres problem. Selvom en konsekvens viste sig at være unødvendig, ville det have været en passende indgriben i tilfælde af, at børnene havde fortsat skænderiet.

Forhandlinger kan være unødvendige, hvis forældrene har noget, som børnene ønsker. Er man fx på vej til en fodboldkamp eller lignende og børnene slås i bilen, kan forældrene standse bilen og give børnene et valg, enten forliger de sig eller også tager man hjem. Den mindst indgribende løsning er ofte den mest effektive.

Nogle forældrerådgivere taler for at bede børnene om at gå udenfor, mens de skændes og ikke vende tilbage, før de er enige. Deres teori er, at børn ofte mister deres motivation til at slås, når de ikke har de voksnes opmærksomhed mere. Det kan være rigtigt, men børn slås også af andre årsager end for at få de voksnes opmærksomhed. Risikoen ved at overlade det til børnene selv at ordne konflikter er, at det stærkeste barn kan tromle det andet ned følelsesmæssigt og fysisk. Forældre bør give agt på kong Benjamins råd til sit folk: »Og I vil ikke lade jeres børn … slås og skændes, den ene med den anden« (Mosi 4:14).

En problemløsningsmodel

Nogle familier har med held løst konflikter ved at bruge følgende 5-trinsmodel, som er tilpasset fra en bog af psykologen Susan Heitler.⁸ Modellen fungerer bedst, når hele familien forstår og er enige om at bruge den.

Trin 1: Udtryk standpunkt

Hver enkelt giver udtryk for sin holdning til, hvordan de synes sagen skal løses uden frygt for at blive afbrudt, overfaldet eller latterliggjort. Sommetider bliver en løsning indlysende allerede i denne del af processen, selvom løsninger almindeligvis først kommer under trin 4.

Eksempel

Far vil gerne have, at familien begynder at holde familieaften regelmæssigt. Mor er tilfreds med, at de ikke har familieaften. Alfredo på 15 vil gerne spiller fodbold med vennerne mandag aften. Marietta på 10 vil gerne have familieaften.

Trin 2: Udforsk de underordnede bekymringer

Familiemedlemmerne uddyber deres standpunkt og kigger nærmere på de betænkeligheder, der ligger bag deres holdning.

Far fortæller om sin overbevisning om, at familieaften ville kunne blive en velsignelse for familien. Han er også bekymret over, at de ikke følger Kirkens ledere, der i så mange år har undervist om vigtigheden af at holde familieaften.

Da mor voksede op, oplevede hun, hvordan familien kom op at skændes hver gang de forsøgte at holde familieaften. Hun ønsker ikke, det skal være sådan for hendes børn. Så selvom hun ønsker at følge profetens råd, frygter hun for, at det vil koste for mange konflikter at holde familieaften i forhold til, hvad det er værd.

Alfredo fortæller, at det er vigtigt for ham at være sammen med sine venner, og at han er betænkelig ved at deltage med sin familie i en åndelig aktivitet.

Marietta fortæller om sit ønske om at gøre det, profeten har bedt deres familie om.

I denne fase bør familien se efter enhver betænkelighed, som alle deler.

Familiemedlemmerne bemærker, at de alle har omsorg for hinanden og ønsker familien skal være glad og harmonisk. I det mindste har de alle et ønske om at deltage i aktiviteter, som styrker familien, selvom de ikke er enige om, hvilke aktiviteter det skal være.

Trin 3: Brainstorm over mulige løsninger

Hver enkelt kommer med forslag uden at blive angrebet eller latterliggjort. I overvejelsen af løsninger, kommer hver enkelt med forslag til, hvad vedkommende kan bidrage med i forbindelse med en handlingsplan, som imødekommer alles betænkeligheder. Alle løsningsforslag bliver skrevet ned uanset hvor upraktisk de måtte virke. Det skaber en kreativitet, som kan fostre en realistisk løsning.

Familiemedlemmerne skriver disse mulige løsninger ned:

Holde familieaften hver mandag aften inden fodbold.
Beslutte sig til ikke at holde familieaften.
Holde familieaften, men lade nogen være undskyldt fra at deltage.
Holde familieaften søndag aften.
Lave en aktivitet sammen som familie uden et åndeligt budskab.
Holde familieaften, men lade deltagelsen i de åndelige aktiviteter stå enhver frit for.

Trin 4: Vælg en løsning

Når man har brainstormet, kan familiemedlemmerne evaluere hvert enkelt forslag og lave en plan, som tilgodeser den enkeltes betænkeligheder. Eftersom en løsning generelt skal bestå af flere dele for at tilgodese alle familiemedlemmernes betænkeligheder, bør familien tænke på at skabe et »løsningssæt frem for bare at finde en løsning eller løsningen.«⁹

Forældrenes følelser vejer, og det samme gør børnenes. For eksempel kan et forældrepar føle, at de bør undervise i evangeliets principper ved familieaften, mens et barn kun vil lege. For at være lydhør over for barnets følelser såvel som deres egne, kunne parret undervise i evangeliet på en måde, som både er interessant og forståelig for barnet.

Når man har lagt en plan, bliver deltagerne enige om fordelingen af ansvaret for at udføre planen.

Efter de har vurderet forslagene, beslutter familien sig for at holde familieaften søndag aften, når Alfredo skal spille fodbold næste aften. Forældrene ville foretrække at holde familieaften om mandagen, men ikke hvis sønnen ikke kan deltage.

Alfredo er villig til at deltage i lektionen til familieaften, bare han ikke skal give den. Mor har det godt med aftalen, især fordi hendes børn er gået med til det. Far er ansvarlig for at planlægge og lede møderne. Far, mor og lejlighedsvis Marietta vil skiftes til at undervise.

Trin 5: Gennemfør løsningsplanen

Når familien gennemfører planen, bør de justere den, når der er behov for det. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at finde en anden løsning.

En ny pagt

Præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab pointerede, at under Jesu Kristi jordiske mission introducerede han et testamente – en ny og bedre pagt, som fordrer, at mænd og kvinder efterlever en højere lov. Menneskene (inklusive forældre) skulle ikke længere følge en ›øje for øje og tand for tand‹-lov (se 2 Mos 21:24), men de skulle drives af et ønske om at gøre godt og vende den anden kind til, hvis de blev slået (se Matt 5:39). De skulle elske deres fjender og bede for dem, som forfølger dem (se Matt 5:44). De skulle søge og følge Helligåndens tilskyndelser i deres omgang med hinanden.¹⁰

Kærlighed i hjemmet

Præsident Thomas S. Monson fortalte en gribende historie, som understreger vigtigheden af at løse uoverensstemmelser, som kan ødelægge familiesammenholdet:

Der er familier bestående af mødre og fædre, sønner og døtre som på grund af ubetænksomme bemærkninger har isoleret sig selv fra hinanden. En beretning om, hvordan en sådan tragedie kun lige akkurat blev afværget, fandt sted for mange år siden for en ung mand, som jeg af hensyn til fortrolighed vil kalde Jack.

»Gennem hele Jacks opvækst havde han og hans far haft mange alvorlige skænderier. En dag, da han var 17, havde de et særligt voldsomt et af slagsen. Jack sagde til sin far: ›Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg rejser hjemmefra, og jeg kommer aldrig tilbage.‹ Idet han sagde det, gik han ind i huset og pakkede sin taske. Hans mor tiggede ham om at blive, men han var for vred til at lytte. Han efterlod hende grædende i døren.

Da han var kommet igennem haven og var på vej ud gennem lågen, hørte han sin far kalde på ham. ›Jack, jeg ved, at jeg bærer en stor del af skylden for, at du forlader os. Det er jeg oprigtigt ked af. Men du skal vide, at hvis du nogen sinde ønsker at vende hjem, så er du altid velkommen. Så vil jeg forsøge at være en bedre far for dig. Du skal vide, at jeg altid vil elske dig.‹

Jack sagde ikke noget, men tog til rutebilstationen og købte en billet til et fjernt sted. Da han sad i bussen og så landskabet passere, begyndte han at tænke over sin fars ord. Han begyndte at forstå, hvor meget kærlighed, det havde krævet af ham at gøre det, han havde gjort. Hans far havde undskyldt. Han havde budt ham velkommen tilbage og ordene genlød i sommerluften: ›Jeg elsker dig.‹

Da var det, at det gik op for Jack, at næste træk var op til ham. Han vidste, at den eneste måde, hvorpå han nogen sinde kunne finde fred med sig selv, var ved at vise sin far den samme form for modenhed, godhed og kærlighed, som hans far havde vist ham. Jack stod af bussen. Han købte en returbillet og tog tilbage.

Han ankom lidt efter midnat, gik ind i huset og tændte lyset. Der i gyngestolen sad hans far med hovedet i hænderne. Da han så op og så Jack, rejste han sig fra stolen, og de løb ind i hinandens favn. Jack har ofte sagt: ›De sidste år, jeg tilbragte hjemme, var blandt de lykkeligste i mit liv.‹

Man kunne sige: Her var en dreng, der på én nat blev en mand. Her var en far, som ved at dæmpe vrede og tøjle stolthed, reddede sin søn, før han blev én blandt utallige i den ›tabte bataljon‹ som følge af opløste familier og knuste hjem. Kærlighed var båndet, som bandt – den helbredende balsam. Kærlighed – den føles så ofte, men udtrykkes så sjældent …

Det er vores ansvar, ja højtidelige pligt at række ud mod dem som er … blevet væk fra familien.«¹¹

Når familier efterlever den nye pagt, som Frelseren kom med, og løser uoverensstemmelser på en kærlig og fredelig måde, vil de opleve større kærlighed, fred og harmoni i deres familieforhold.