Lektion Ni

Anvendelse af Konsekvenser

Forældre, som bekytter deres børn mod de negative konsekvenser af dårlig opførsel, gør dem en stor bjørnetjeneste, idet de afholder dem fra at lære værdien af lydighed.

Formål med lektionen

Hjælp under denne lektion forældrene til at -

forstå værdien af konsekvenser for henholdsvis acceptabel og uacceptabel opførsel.
kende forskel på en naturlig og en logisk konsekvens, og hvordan og hvornår de er nyttige i forbindelse med opdragelse.
vide, hvordan man anvender en logisk konsekvens.
forstå, hvordan man bruger timeout som én form for konsekvens.

Værdien af konsekvenser

Børn lærer af at træffe valg og opleve konsekvenserne af deres valg. De, som holder Guds bud, arbejder flittigt og holder landets love, har større mulighed for at leve godt og opnå succes. De, som er dovne eller ulydige, står ofte uforberedt på et godt liv som voksne. Alle mærker vi konsekvenserne af vores handlinger. Den retfærdige vil opnå evigt liv, men den, der ikke omvender sig, bliver udstødt (se Matt 25:46). Forældre kan anvende konsekvenser på måder, som kan hjælpe deres børn til at lære at opføre sig ansvarligt.

Præsiderende biskop H. David Burton gjorde sig en betragtning om, at »forældre, som har haft held til at anskaffe sig mere, har ofte vanskeligt ved at sige nej til det, som deres forkælede børn forlanger. Deres børn løber derfor den risiko, at de ikke lærer vigtige værdier såsom hårdt arbejde, forventningens glæde, ærlighed og medfølelse.«¹

Ifølge William Damon, leder af Stanford Center on Adolescence, opmuntrer mange forældres handlinger til selvcentrerethed og uansvarlighed hos deres børn.² Disse forældre forsøger at styrke deres børns selvværdsfølelse ved at fortælle dem, hvor fantastiske de er, uden at forvente sig noget væsentligt af dem.³ Denne ufortjente ros resulterer ofte i dovne, krævende, respektløse og uopdragne børn og teenagere. Eftergivende forældre fordrer meget lidt af deres børn og lader det kun have få eller ingen konsekvenser at være ulydige eller ikke yde det, de skal.

Præsident Joseph F. Smith underviste om vigtigheden af at holde børn ansvarlige for deres dårlige opførsel: »Gud forbyde, at nogen af os skulle være så ukloge og overbærende, så tankeløse og så overfladiske i vore følelser for vore børn, at vi ikke tør stoppe dem, hvis de gør noget forkert, eller i deres tåbelige kærlighed til denne verdens ting snarere end til det retfærdige, af frygt for at fornærme dem.«⁴

Doug

Doug var en dygtig, men rebelsk teenager. Når hans far, en velhavende forretningsmand, ledte ved Kirkens møder om søndagen, kørte Doug ofte beruset og hensynsløst rundt i byen. Doug smadrede to biler i spirituspåvirket tilstand. Når han smadrede en bil, købte hans far en ny til ham.

Dougs far troede, at han hjalp sin søn, når han gav ham det, han ønskede sig. Det virkede som om, at Doug afprøvede, om der blev sat nogen grænser for hans opførsel. Det blev der ikke, og han fortsatte med at overtræde budene og anfægte landets love: Et par år senere blev Doug dømt for en forbrydelse og kom i fængsel. Nogen tid efter, han blev løsladt, begik han selvmord. Selvom det var umuligt helt at finde ud af, hvad der havde fået ham til at tage dette sidste selvdestruktive skridt, stod det klart for dem, der kendte ham, at han som barn var blevet beskyttet mod konsekvenserne af sin dårlige opførsel.

Udfordringen ved at opdrage børn i vanskelige tider

Nogle forældre prøver at påvirke deres børns adfærd ved at være generøse og eftergivende. Dougs far var en sådan mand. Han tænkte, at han bedst kunne vise Doug sin kærlighed ved at give ham, hvad han pegede på. Han var bange for, at Doug ville blive vred eller føle, han ikke var elsket, hvis han nægtede at imødekomme hans ønsker. Men jo mere Dougs far gav, jo mere syntes Doug at forvente, og jo mindre taknemlig var han for det, han fik.

Doug havde brug for, at hans forældre viste omsorg på en anden måde. For at udvikle sig til et ansvarligt voksent menneske, havde Doug brug for grænser og ansvar. Han havde brug for, at hans forældre nægtede at imødekomme hans upassende ønsker og lod ham mærke konsekvenserne af sine dårlige valg.

Mange forældre oplever vanskelige udfordringer med deres børn. Kirkeledere og professionelle er også meget bekymrede for den vej, mange børn vælger. Med henvisning til beretningen om Frelseren, der velsignede de små børn i 3 Nefi 17, sagde ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum:

»Vi kan ikke vide nøjagtigt, hvad Frelseren følte i sådan et hjertegribende øjeblik, men vi ved, at han var ›bekymret‹, og at han ›sukkede ved sig selv‹ over de ødelæggende påvirkninger, der altid svirrer omkring de uskyldige. Vi ved, at han nærede et stort behov for at bede for og velsigne børnene.

Nogle dage synes det, som om et hav af fristelser og overtrædelser overvælder dem … og ofte synes i hvert fald nogle af de kræfter … at være ud over vores personlige kontrol.«⁵

Mange børn bliver regelmæssigt konfronteret med stoffer, alkohol, pornografi og seksualitet. Fristelserne er store. De forældre, som savner retningslinjer, åndelige værdier og konsekvenser for dårlig opførsel, giver ofte efter.

Ansvarlige voksne sørger for vejledning, fastsætter regler og opdrager med kærlighed og omsorg. I hjem med sådanne forældre giver reglerne mening, og der er en logisk sammenhæng mellem konsekvenserne og forseelsen. I sådanne omgivelser lærer børn af deres fejl og mærker, at konsekvenserne er retfærdige, selvom de ikke altid støtter op om dem.

Anvendelse af konsekvenser

Følgende principper kan hjælpe forældre til at vide, hvordan de på passende vis kan fastlægge konsekvenser for deres børn.

Erkend og anerkend god opførsel

Børnene vil sandsynligvis gentage den adfærd, som fanger forældrenes opmærksomhed. Ifølge en sidste dages hellig familieterapeut, Glenn Latham, »ignorerer forældre typisk 95-97 % af alle de hensigtsmæssige og gode ting, som deres børn gør. Hvis et barn derimod opfører sig dårligt, er forældrene 5 til 6 gange mere tilbøjelige til at vise det opmærksomhed.«⁶ Når forældrene kun viser barnet opmærksomhed, når det opfører sig dårligt, er der jo ikke noget at sige til, hvis barnet ikke opfører sig pænt.

Forældre kan tilskynde til den ønskede adfærd ved at vise interesse for, hvad deres børn gør og ved at omgås dem på en positiv måde – smile, sige tak eller give dem et skulderklap. Ros bør være oprigtig og rettet mod barnets adfærd og værdien af den for forældrene og andre. For eksempel: »Jeg er glad for, at du hjælper med at rydde op i køkkenet. Det er hyggeligt at være sammen, og vi bliver meget hurtigere færdige. « Ros der rettes mod barnet (»du er sådan en god dreng/pige«) kan opfattes som uoprigtig eller manipulerende.

Lad børnene gøre sig erfaringer ved at mærke naturlige konsekvenser

Til alle handlinger knytter der sig en naturlig konsekvens. For eksempel får et barn, som ikke læser op til en prøve oftest en lavere karakter. En teenager, som får en fartbøde, må betale regningen. Mennesker lærer hurtigt af naturlige konsekvenser, for ingen protester eller argumenter kan hindre dem. Dersom forældre beskytter deres børn mod naturlige konsekvenser ved fx at betale deres bøder, berøver de børnene en værdifuld lektie.

Naturlige konsekvenser kan være til skade for børn, som er for små til at forstå dem. For eksempel skal et lille barn beskyttes mod at røre et varmt komfur eller gå alene ved et vandløb eller lege på en trafikeret gade.

Men forældrene kan godt lade børn mærke nogle konsekvenser i mindre udstrækning, når de fx gentagne gange slår med legetøjet, så det går i stykker eller ødelægger en tusch ved ikke at sætte proppen på. I sådanne tilfælde lærer børnene bedst af konsekvenserne, hvis de har fået dem forklaret og forstår, hvilken naturlig konsekvens det har at gøre det alligevel.

Anvend logiske konsekvenser

Logiske konsekvenser anvendes af forældre på en måde, der har en logisk sammenhæng med barnets opførsel. For eksempel kan et barn, der ikke kan opføre sig ordentligt under maden, blive bedt om at forlade bordet, indtil det kan sidde stille og spise. Logiske konsekvenser virker bedst, når de:

Giver mening for barnet.
Viser respekt for barnet.
Fordrer, at barnet betaler en pris.

Forældre skal sætte konsekvenser på en bestemt og venlig måde – ikke i vrede, da det vil fostre modvilje. For eksempel: (1) Et barn kommer ofte for sent til aftensmaden, så forældrene pakker maden væk og fortæller, at det næste måltid vil blive serveret næste morgen. (2) En teenager, bliver anholdt for butikstyveri og ringer hjem og kræver at blive hentet med det samme, men forældrene lader ham tilbringe en nat i detentionen.

I begge tilfælde forstår barnet konsekvensen (den hænger sammen med den dårlige opførsel), og den indebærer, at barnet betaler en pris (ingen aftensmad, når man kommer for sent; en nat i arresten for at begå en forbrydelse). Selvom ingen af børnene kan lide konsekvensen, er den respektfuld, hvis den anvendes roligt af kærlige forældre, som hverken er hævnlystne eller fordømmende. Begge konsekvenser afspejler, hvad man kan forvente med den adfærd.

Forældre kan også anvende konsekvenser, som virker mindre logiske såsom at fratage deres børn retten til at se fjernsyn, hvis de ikke har passet deres pligter. Her er der en sammenhæng mellem arbejde og privilegier. At se tv er et privilegium, som optjenes ved at være ansvarlig. Et uansvarligt barn kan miste et privilegium.

Når forældre sætter en konsekvens, bør de have fokus på at kontrollere deres egen opførsel frem for at kontrollere deres barn. Forældre bør fortælle barnet, hvad forældrene vil gøre og ikke, hvad barnet skal gøre, hvilket er udover deres kontrol. For eksempel kan de sige til en rebelsk teenager: »Brug af familiens bil er et privilegium, vi giver familiemedlemmer, som passer deres pligter. Hvis du vælger ikke at passe dine pligter, står bilen ikke til rådighed for dig.«

Uanset hvad bør alle konsekvenser anvendes i en atmosfære af kærlighed og venlighed. Overvej udtalelsen i Lære og Pagter 121:41–42: »Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes … uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed, ved venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig i høj grad vil udvikle sjælen.«

Chad

Chad var et enerådigt, impulsivt barn, som elskede sjov. Da han var lille, havde hans forældre en mistanke om, at han kunne blive en udfordring for dem, når han blev større. De underviste ham kærligt i evangeliet og om respekt for familien og sociale spilleregler. Alligevel havde Chad svært ved at overholde disse standarder. Da han var ni, stjal han adskillige kuglepenne og et spil kort fra en butik i byen adskillige kilometer væk fra deres hjem på landet. Chads mor fandt tingene og bad ham om en forklaring. Chad indrømmede, at han havde stjålet dem.

Chads far tog ham og de stjålne ting med tilbage til butikken. Han sagde til Chad, at han skulle fortælle butikschefen, hvad han havde gjort og aflevere tingene og undskylde, at han havde taget dem og acceptere den konsekvens, butikschefen ville drage. Brødeog skyldbetynget gjorde Chad, som han havde fået besked på. Butikschefen lyttede intenst og takkede Chad for, at han var kommet tilbage for at tilstå og aflevere tingene. Han sagde, at han håbede, at Chad havde lært noget af det og lod det være ved det. I de næste to uger, efterlod Chads forældre ham derhjemme, når de tog ind til byen. De bad ham om at tænke over det, han havde gjort og forsikrede ham om, at de ville tage ham med ind til byen igen, så han fik en chance for at vise, at han ville adlyde loven.

Senere stødte der mange andre overtrædelser til, så som at slås med sine søskende, eksperimentere med tobak og alkohol, trodse udgangsforbud og pjække fra skole. Hver gang anvendte Chads forældre logiske konsekvenser for at hjælpe ham med at lære af sine fejltrin. Da han nærmere sig 18 begyndte han at opføre sig ordentligt. Chad tjente på mission, tog universitetseksamen, blev gift i templet og blev en ansvarsbevidst far. Ved adskillige lejligheder takkede han sine forældre for den disciplin, de havde håndhævet, som hjalp ham til at blive en ansvarsbevidst, lovlydig voksen mand.

Øvelse: Anvendelse af Konsekvenser

Bed deltagerne om at tale om følgende situationer med deres ægtefælle eller en anden forælder. Bed dem om at beslutte, hvilke konsekvenser der vil være passende for den dårlige opførsel, og husk at konsekvenser virker bedst, når de er nært beslægtet med den dårlige opførsel. Lad dem derefter drøfte deres svar i hele gruppen.

Situation A

Jeres 3-årige datter bliver helt balstyrisk, når I hindrer hende i at hælde mælk ud på køkkengulvet.

Situation B

Jeres 8-årige søn forstyrrer i sin primaryklasse. Læreren har bedt jer om hjælp.

Situation C

Jeres 14-årige har tyranniseret og skræmt sin bror på 9. Den aggressive opførsel finder sted, når I ikke er hjemme. Det skræmte barn kommer grædende til jer.

Situation D

I opdager, at jeres 17-årige datter, som har været sent ude med sin kæreste, har p-piller.

Giv barnet ansvar

Når man konfronterer problematisk adfærd – og inden man iværksætter nogle konsekvenser – gør forældre ofte klogt i at drøfte problemet med barnet og spørge, hvordan det vil rette op på problemet. Det er et vigtigt spørgsmål, fordi det giver barnet lov til at tage ansvar for at løse problemet. Der er større sandsynlighed for, at børn forbedrer deres opførsel, når de er med til at fastlægge, hvad de skal gøre. Hvis et barn nægter at indgå i en sådan samtale, bør forældre iværksætte nogle konsekvenser.

Lad konsekvenserne tale for sig selv

Når forældre iværksætter konsekvenser, reagerer børn af og til med vrede og lyst til at diskutere. Den bedste indlæring finder sted, når forældrene ikke siger så meget, men står fast på konsekvenserne. Hvis forbindelsen mellem forseelsen og konsekvenser er tydelig, vil barnet føle sig ansvarlig og lære af det. Men hvis forældrene fastsætter en konsekvens og derefter giver sig til at diskutere med barnet, vil barnet have fokus på et vinde diskussionen og glemme alt om årsagen til konsekvensen. På samme måde virker råben og moralprædikener oftest ikke, de fremmer bare modstand i barnet. Forældre bør lade konsekvenserne tale for sig selv.

Den belærende kraft i konsekvenser illustreres i det følgende eksempel om en fireårig dreng og hans forældre.

Mor:	Det er på tide, at vi får ryddet lidt op. Vi får besøg af nogle venner om lidt.
Søn:	Det gider jeg ikke. Jeg vil se tegnefilm.
Far:	(Roligt). Du kan samle legetøjet op nu, ellers gør jeg det. Hvis jeg samler det op, får du det først igen, når du har gjort noget andet arbejde for at få det igen. Hvad vil du helst?
Søn:	Du samler det sammen.

Faderen samler roligt legetøjet op og i en pose, som han stiller i skabet. Den følgende dag:

Søn:	Hvor er mit legetøj.
Far:	Det har jeg sat væk.
Søn:	Jeg vil gerne lege med det.
Far:	Kan du huske, at vi bad dig om at samle det op i går, men det havde du ikke lyst til? Så det er pakket væk, som jeg sagde.
Søn:	Jamen, jeg vil gerne have det igen. Jeg vil gerne lege med det.
Mor:	(Respektfuldt). Det er jeg sikker på, du gerne vil. Det er jo dit yndlingslegetøj.
Søn:	Jeg vil gerne have det igen. Giv mig det.
Mor:	(Med medfølelse). Vi kan se, at du er ked af det. (Holder en lille pause, som om hun overvejer, hvad hun skal gøre). Måske kan vi finde på noget, du kan gøre for at gøre dig fortjent til at få det igen. Hvad siger du til det?
Søn:	(Råber af vrede). Jeg vil ikke gøre mig fortjent til det. Giv mig det nu.
Far:	Hør engang, når du kan tale roligt uden at råbe eller blive vred, kan vi se, om vi ikke kan finde en måde, som du kan få dem igen på. Men lige nu er der andre ting, vi skal ordne.

Forældrene fjerner sig. En time senere kommer sønnen hen til sin far og aftaler at hjælpe med noget derhjemme for at få sit legetøj tilbage. I de følgende dage, samler han villigt sit legetøj op efter sig, når han bliver bedt om det.

Dette eksempel viser mange fordele ved at anvende en logisk konsekvens.

Barnet lærer, at forældrene mener, hvad de siger.
Barnet oplever konsekvensen af uansvarlig opførsel.
Konsekvenserne formidler budskabet til barnet om at være ansvarlig, hvis han vil nyde privilegiet af at lege med sit legetøj.
Ved at forblive rolige lærer forældrene ham, at problemer kan løses fredeligt og i samarbejde frem for i en manipulerende opvisning af temperament.
Forældrenes ro bevarer fokus på det upassende i barnets adfærd. At skælde ud eller diskutere ville have henledt opmærksomheden på forældrene.
Ved at nægte at diskutere lukker forældrene sagen og forebygger yderligere diskussion og opbyggelse af vrede.

Det næste eksempel viser, hvordan verbal revselse kunne have forhindret en ung kvinde i at lære en værdifuld lektie. Da forældrene var i stand til at vise kærlighed og støtte i stedet for afvisning, blev deres datter i stand til at fokusere på de naturlige konsekvenser af sin opførsel.

Marla

Marla på 17 år var otte uger henne i svangerskabet. Hun besluttede sig for, at hun ikke længere kunne udskyde at fortælle sine forældre om graviditeten. Abort kunne ikke komme på tale, og det kunne ægteskab med Lyle, faderen til barnet, heller ikke. Marla vidste, at hendes forældre ville blive forargede. Hun forestillede sig deres endeløse skuffelse, deres skælden og smælden, deres rå behandling, afvisning og tusindvis af »det sagde vi jo«. Middagen var lige overstået. Marla var bange og var næsten ved at kaste op af kvalme. Alligevel mønstrede hun mod og sagde: »Mor og far, der er noget, jeg er nødt til at fortælle jer. Jeg er gravid.«

Som forventet reagerede hendes forældre med chok, vrede og skuffelse. Hvordan kunne hun gøre det? Havde alt det, de havde lært hende, været forgæves? Havde hun ingen moral eller principper? Hvorfor havde hun ikke hørt efter, da de havde advaret hende mod at tilbringe for meget tid sammen med Lyle?

Så skete der noget uventet. Vrede og sårede ord veg for udtryk for kærlighed og medfølelse. Tårerne vældede frem i hendes mors øjne. Hun omfavnede Marla. »Du må have det forfærdeligt,« sagde hun. »Jeg er ked af, at det er sket. Jeg er ked af, at vi overreagerede sådan. Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig?« Faderen lagde armene om dem begge og sagde: »Marla, vi elsker dig højt. Vi vil gøre alt for at hjælpe dig igennem dette.« Marla begyndte at græde, hun følte sig nærmest overvældet af kærlighed og støtte.

Ikke så længe efter gik der et lys op for Marla. Hun havde i ugevis bekymret sig for sine forældres reaktion. Hun havde forestillet sig endeløse skænderier, fordømmelse, afvisning og endda muligheden af at løbe hjemmefra. Men nu var de bekymringer væk. Noget endnu mere skræmmende var begyndt at dæmre for hende. Hvad var det, hun havde budt sig selv? Hvad skulle hun stille op? Hvad med det barn, hun bar indeni? Hvad var der sket med den fred og glæde, hun engang havde følt som aktivt medlem af Kirken? Når hun tænkte over det, havde det været lettere at bekymre sig om sine forældre, så kunne hun bebrejde dem det onde, kolde, ufølsomme og hævnlystne hjerte, hun troede, de havde. Hun vidste nu, at hun havde taget fejl. Hun havde kun sine egne problemer at bekymre sig om. Og det var svært at se realiteterne i øjnene. Men i det mindste vidste hun, at hun ikke stod alene.

Brug af time-out

Time-out er en konsekvens, som bedst bruges over for børn mellem tre og otte år. Det omfatter at flytte børnene fra en forstyrrende situation til et andet værelse eller sted, hvor barnet ikke får opmærksomhed.

Time-out er særligt effektivt over for børn, som let lader sig distrahere. Det er ikke nogen hjælp for destruktive børn, som ligger i magtkamp med deres forældre. Disse børn kan være for oprørte til at sidde i en stol eller blive på et værelse. Hvis det tvinges igennem, kan børnene skade sig selv eller ødelægge ejendele og indbo.

Time-out lærer børnene at løse et problem på en kontrolleret og ikke-voldelig måde. Når forældre giver deres barn time-out, bør de være rolige og venlige og huske, at »et mildt svar afvender vrede« (Ordsp 15:1). Lidt tid væk fra familien bør være den eneste konsekvens.

Dette tiltag bør ikke bruges af vrede forældre, som trækker deres børn ind på et værelse som straf. Når forældre tyr til raseriagtig adfærd og siger sårende ting til barnet, fremmer og lærer de uforvarende barnet at opføre sig dårligt. Paulus sagde til Kirkens medlemmer: »I må ikke tirre jeres børn« (Kol 3:21).

Giv forældrene disse instruktioner for at hjælpe dem til at bruge time-out hensigtsmæssigt. Forældre bør:

På forhånd fortælle barnet, hvilken opførsel der er forventet af det, og hvad der ikke er i orden at gøre. Fortælle barnet om time-out’en som konsekvens, og hvordan den vil blive brugt.
Når den dårlige opførsel finder sted, så fortæl stille og roligt barnet, hvorfor det får en time-out. Vælg kun den værste opførsel frem for at opremse alle forseelser. (»Du skal lige sidde stille i tre minutter på dit værelse for at have slået din bror«).
Bed barnet om at tænke over sin opførsel, og hvordan den kan forbedres. Forældre bør også fortælle barnet, at de vil bede om at høre barnets forslag til en løsning efter time-out’en. (Forældre bør ikke bruge time-out over for et barn, som ikke er i stand til at ræsonnere).
Lad der være en minimums-stilletid for barnet i time-out’en, fx det antal minutter, der svarer til barnets alder (en femårig får time-out i fem minutter), begynd at tage tid, når barnet er roligt.
Gå hen mod stedet, hvor barnet har siddet stille, når den fastsatte tid er gået. Forældre bør ikke reagere, hvis barnet forsøger at tiltrække sig opmærksomhed ved at græde eller råbe.
Inden man lader barnet gå fra time-out’en beder man om dets forslag til en løsning på problemet. I nogle situationer kan det være en hjælp at lade barnet vise, hvordan det vil ændre opførsel, så problemet ikke opstår igen. Hvis løsningen virker rimelig, lader forældrene barnet tilslutte sig familien igen. Hvis barnet ikke er klar til at indordne sig, kan forældrene lade barnet gentage aktiviteterne, der er beskrevet under punkt 3, 4 og 5.
Når barnet indordner sig igen, takker man barnet for at gøre, som det blev bedt om. Bagefter bør forældrene se efter en mulighed for at give ros og positiv feedback for god opførsel, for at vise det større mål af kærlighed, som anvist i Lære og Pagter 121:43.

Mange forældre foretrækker et rum til time-out med mindst mulige forstyrrelser eller mulighed for at ødelægge noget (intet tv eller legetøj, ingen bøger eller andet, som kan underholde eller ødelægges). Hvis man ikke har et sådant rum til rådighed, kan forældrene bede deres barn om at sidde i en bestemt time-out stol eller i et tilstødende rum, hvor de kan holde opsyn. Nogle forældre har fundet ud, at time-out fungerer bedst, når barnet får lov til at læse, lytte til musik gå en tur eller blive holdt om af en af forældrene. Barnets individuelle behov bør være det, der afgør, hvad der bedst.

Bliv enige om regler og konsekvenser på forhånd

Forældre har generelt et bedre forhold til deres børn, når børnene forstår og indvilliger i familiens regler og konsekvenser. Familieråd, familieaften og personlige samtaler er ofte gode anledninger til at involvere børnene i en drøftelse af familiens regler, årsagen til dem, og konsekvenserne ved at overtræde dem. Når et barn samtykker i en regel og derefter bryder den, kan forældrene påminde barnet om reglen og konsekvensen. Forældre kan udtrykke oprigtig medfølelse for det privilegium, der fratages, således er barnet mindre tilbøjelig til at betragte konsekvensen som en straf, som det vises i følgende eksempel.

Mor:	Kan du huske vores aftale om lørdag aften og hvilke konsekvenser, det vil få, hvis du ikke overholder aftalen?
Datter:	Ja. Jeg skal være hjemme ved midnat, ellers mister jeg privilegiet af at gå ud den næste lørdag.
Far:	Hvad betyder det så?
Datter:	At jeg ikke får lov til at gå ud næste lørdag.
Mor:	Det er rigtigt. Vi ved, at du har planlagt at tage til koncert. Vi er kede af, at du ikke kan. Det havde sikkert været sjovt.

Når man én gang har drøftet reglerne, og forældre og børn er blevet enige om dem, bliver yderligere diskussioner eller forhandlinger unødvendige hver gang, der opstår noget, som ellers kan være udmærkede anledninger for børnene til at prøve at krybe uden om at tage ansvar for deres opførsel. Selvom forældre bør holde sig til de aftalte konsekvenser, bør de lade sig lede af sund fornuft og justere på dem, når de får ny eller bedre viden om nogle ting.

Brug god dømmekraft

Mindre forseelser berettiger ikke til brug af time-out. At tale med barnet bør være nok. Belastende men ufarlig opførsel gør man bedst i at ignorere. Børn er hurtigere til at opgive den, når sådan en opførsel ikke får opmærksomhed. Opmærksomhed vil kun bidrage til den negative opførsel.

Øvelse: Brug af Konsekvenser

I lektion 8 blev deltagerne bedt om at identificere de problemer ved deres børns opførsel, som de gerne ville rette op på (se øvelsen i at give valgmuligheder på side 87). I denne øvelse skal deltagerne identificere logiske konsekvenser for alle de tilfælde af dårlig opførsel, som de fandt frem til. Før de gør det, skal de dog drøfte, hvorvidt de har taget andre effektive midler i brug mod den dårlige opførsel, såsom at udtrykke deres forventninger klart, undervise om passende opførsel, få deres børns samtykke om regler og konsekvenser, fortælle om deres bekymringer over den dårlige opførsel, spørge barnet om, hvordan det vil løse problemet og give det valgmuligheder. Bed deltagerne om at identificere og nedskrive mulige logiske konsekvenser for den problematiske opførsel. Bed dem om at begynde at anvende de konsekvenser, de er nået frem til i løbet af ugen, når det er nødvendigt.

Irettesæt med kærlighed

Præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab underviste i vigtigheden af kærlighed og af at anerkende det særegne ved hvert barn, når man irettesætter dem: »At opdrage børn er meget individualistisk. Hvert eneste barn er særegent og enestående. Det, der virker på en, virker måske ikke på en anden. Jeg ved ikke, hvem der er tilstrækkeligt klog til at sige, hvilken irettesættelse der er for streng eller for eftergivende, bortset fra børnenes forældre, som elsker dem mest. Det er en sag, der kræver et bønsomt skøn fra forældrenes side. Det er helt sikkert, at det altoverskyggende og dybereliggende princip ved irettesættelse af børn er, at den skal være mere motiveret af kærlighed end af straf.«⁷

Det vigtige ansvar, forældre har for at opdrage deres børn, kan ikke overvurderes. Ved afslutningen af dette kursus kan det være en hjælp at citere præsident Faust, som understreger vigtigheden af at undervise og være gode forældre:

»Selvom der er få menneskelige udfordringer, som overgår det at være gode forældre, er der få muligheder, der rummer større mulighed for glæde. Der er bestemt intet vigtigere i denne verden end at forberede vore børn på at blive gudfrygtige, lykkelige, hæderlige og produktive. Ingen forældre vil finde større lykke, end at deres børn ærer dem og det, de har lært dem. Det er herligheden ved at være forældre. Johannes vidnede. ›Jeg har ingen større glæde end at høre, at mine børn lever i sandheden‹ (3 Joh 1:4). Efter min mening kræver undervisning og opdragelse af børn mere intelligens, intuitiv forståelse, ydmyghed, styrke, visdom, åndelighed, udholdenhed og hårdt arbejde end nogen anden udfordring, vi kan møde i livet. Det gælder især, når de moralske grundlag for ære og sømmelighed nedbrydes omkring os. For at have et lykkeligt hjem må der undervises i sande værdier, der må være regler, der må være standarder, og der må være ufravigelige principper. Mange samfund yder ikke forældrene megen støtte i at undervise i og ære moralske værdier. En række kulturer er faktisk ved at miste deres værdinormer, og mange unge i disse samfund er ved at blive kyniske, hvad angår moral.

Når samfund generelt forfalder og mister deres moralske identitet, og så mange hjem opløses, er det største håb at rette større opmærksomhed og indsats mod at undervise den næste generation – vore børn. For at gøre dette, må vi først styrke børnenes primære undervisere. De vigtigste af dem er forældrene og andre medlemmer af familien, og de bedste omgivelser bør være hjemmet. Vi må på en eller anden måde forsøge at gøre vores hjem endnu stærkere, så det kan stå som tilflugtssted imod den usunde og gennemtrængende moralske råddenskab omkring os. Harmoni, glæde, fred og kærlighed i hjemmet kan give børn den indre styrke, der kræves, for at møde livets udfordringer.«⁸