Lektion 1

Principper og Metoder for Opdragelse

»Forældre har en hellig pligt til at opfostre deres børn i kærlighed og retskaffenhed … til at lære dem at elske og tjene hinanden.«

»Familien: En Proklamation Til Verden«

Lektionens formål

Hjælp under denne lektion deltagerne til at -

forstå deres hellige pligt til at opdrage deres børn.
forstå evangeliske principper, der former grundlæggelse for forældreomsorgens metoder.
kende gængse opfattelser af børn, som har vildledt forældre og skadet børnene.
forstå, hvordan pagter kan hjælpe forældre med at frelse deres børn.
være opmærksomme på evangeliets lære om, hvordan man måler sin succes som forældre.

Forebyggelse af familiesammenbrud

Behovet for kærlige og stærke forældre har aldrig været større. I 1997 bemærkede præsident Gordon B. Hinckley, at familien »falder fra hinanden overalt i verden. De gamle bånd, der bandt far og mor og børn, brydes overalt … Hjerter knuses, børn græder.«¹

Satan angriber familien, fordi den er af afgørende betydning for Skaberens plan for lykke og frelse af hans børn. Herren har foreskrevet et råd mod Satans angreb: »Jeg har befalet jer at opdrage jeres børn i lys og sandhed« (L&P 93:40), fordi »lys og sandhed skyr den Onde« (L&P 93:37).

Præsident Hinckley fremhævede det presserende behov for at styrke, elske og beskytte børn: »Min bøn – og jeg ville ønske, jeg kunne udtrykke det mere elegant – er en bøn om at redde børnene. Alt for mange af dem lever med smerte og frygt, ensomt og ulykkeligt. Børn har brug for solskin. De har brug for lykke. De har brug for kærlighed og omsorg. De har brug for venlighed, fornyelse og ømhed. Hvert eneste hjem kan, uanset husets pris, tilvejebringe kærlige omgivelser, som vil være omgivelser, der fører til frelse.«²

Lykkelige og harmoniske hjem er en velsignelse for forældre og for børn. Sådanne hjem er også en forberedelse på evigt liv. »Evigt liv er i virkeligheden et familieliv hos en kærlig Fader i himlen og med vore forfædre og vore efterkommere.«³

Samfundets indstilling til opdragelse

Forældres adfærd bliver på mange måder påvirket af samfundets synspunkter om, at børn er (1) instinktivt onde; (2) instinktivt gode: (3) som rene tavler; (4) dannet af biologiske faktorer eller (5) i stand til at fortolke deres omgivelser, skabe deres egen adfærd og ændre eller give slip på forældrenes værdier.

Instinktivt onde. Nogle mennesker har troet, at børn er instinktivt onde på grund af Adams og Evas fald. De fastholder derfor, at børn har brug for hårde straffe for at »banke det onde« ud af dem. Forældre med dette synspunkt viser sjældent hengivenhed for deres børn, og de kan endda mene, at venlighed er skadeligt. Der findes måske variationer af denne tankegang hos nogle af de forældre, der mishandler deres børn.⁴
Instinktivt gode. Et andet synspunkt er, at børn er født gode og med gode motiver »for blot at blive fordærvede af et fordærvet voksent samfund.« Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau mente, at hvis børn blev »overladt til sig selv, ville de nå deres højeste potentiale.« Følgelig forsøger forældre at lade dem lære af egen erfaring og følge deres egne anlæg. Humanistiske psykologer, såsom Carl Rogers og Abraham Maslow, har haft lignende synspunkter.⁵
Rene tavler. John Locke fremmede synspunktet om, at børn er som en ren tavle, hverken onde eller gode. Han mente, at børn for det meste bliver formet ud fra deres erfaringer. Adfærdspsykologer, såsom John B. Watson og B.F. Skinner, har været tilbøjelige til at være enige og hævder, at forældre kan tilpasse eller forme et barn til en hvilken som helst person, som de ønsker ved at kontrollere og ændre omgivelserne.⁶
Biologiske. Dette perspektiv, der dukkede op i det 20. århundrede, omfatter teorier om evolution, natur og biologi. Disse teorier antyder, at børn er mere end en ren tavle fra fødselen, og at forskellen fra person til person i nogen grad kan forklares ud fra biologiske faktorer. Mange versioner af dette perspektiv er deterministiske og søger at reducere personens handlefrihed.
Konstruktivistisk. Dette perspektiv, der blev forsvaret af den svejtsiske psykolog Jean Piaget og andre, fokuserer på personens evne til at fortolke – eller konstruere – sine omgivelser Det anerkender handlefrihed mere end andre synspunkter og foreslår, at personer kan ændre resultatet af biologiske og miljømæssige påvirkninger. Men det kan ikke forklare, hvor denne evne kommer fra, ej heller hjælper det en forælder eller et barn med at vide, hvad der er rigtigt eller forkert. Fortalere for denne teori mener, at børn tillægger det, de har lært, deres egen fortolkning. Derfor mener de, at børn ofte naturligt og uundgåeligt giver slip på eller ændrer de værdier, de har lært af deres forældre eller andre.

De fleste af disse synspunkter indeholder noget af sandheden. Selvom børn er rene og uskyldige, har menneskeheden fx en falden natur, og omgivelser, biologi og personlig handlefrihed kan påvirke vores liv her på jorden. Uden den kundskab, som kommer fra Gud, rammer alle disse synspunkter – eller en kombination af dem – dog alligevel ved siden af sandheden.

Det vigtigste er, at ingen af disse perspektiver tilbyder retningslinjer for moralsk adfærd. Forældre, der anser deres børn for at være instinktivt onde, vil lede efter og se det værste i dem, endda misforstå og fordømme uskyldige handlinger. Disse forældre føler sig måske berettigede til at påtage sig en hvilken som helst forældrerolle, omend skadende, på grund af deres moralske overlegenhed. Synspunktet med den rene tavle negligerer barnets handlefrihed ved at antyde, at han eller hun kun er et produkt af omgivelserne, og undlader også at give moralsk vejledning. Forældre, der ser deres børn som instinktivt gode, føler måske ikke et behov for at vejlede og disciplinere dem. De accepterer enhver adfærd, som opstår naturligt fra jeg’et. Når man har dette perspektiv, kan forældre favne enhver adfærd og lade den gå upåtalt hen, en adfærd, der engang blev betragtet som afvigende eller upassende.

Forældre, der mener, at biologien dikterer børns adfærd, kan skabe et miljø, hvor børn ikke føler sig ansvarlige for deres handlinger. Forældre med et konstruktivistisk tilgang anerkender deres børns evne til at træffe bevidste valg, men de kan ikke bedømme, hvad der er rigtigt og forkert, udover hvad der er acceptabelt i samfundet. Når børn desuden giver slip på forældrenes værdier til fordel for kammeraternes værdier, anses det ofte som fornuftslutninger. Med dette synspunkt kan enhver gruppe af kammerater definere deres egne standarder om, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.

Lyset fra sandheden om evangeliet

Gennem åbenbaring kender sidste dages hellige menneskehedens guddommelige natur og måden, som forældre bør opdrage deres børn på. I proklamationen om familien erklærede Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum:

»Alle mennesker – mænd og kvinder – er skabt i Guds billede. Hver enkelt er en højt elsket søn eller datter af himmelske forældre, og som sådan besidder hver enkelt guddommelige egenskaber og muligheder …

›[Børn] er en gave fra Herren‹ (Sl 127:3). Forældre har en hellig pligt til at opdrage deres børn i kærlighed og retskaffenhed, til at sørge for deres fysiske og åndelige behov, til at lære dem at elske og tjene hinanden, til at overholde Guds befalinger samt til at være lovlydige samfundsborgere, uanset hvor de bor. Ægtemænd og hustruer – mødre og fædre – vil over for Gud blive holdt ansvarlige for udførelsen af disse forpligtelser. «⁷

Skrifterne angiver, at børn er rene og uskyldige på grund af Jesu Kristi forsoning. Profeten Mormon underviste os i, at »små børn er raske, for de er ikke i stand til at begå synd; derfor er Adams forbandelse taget fra dem« (Moro 8:8). Men »når de begynder at vokse op, [bliver synden] undfanget i deres hjerte« (Moses 6:55). Præsident David O. McKay har sagt: »Mennesket har en dobbelt natur – en der relaterer til det jordiske eller dyrelivet og den anden, den åndelige, beslægtet med det guddommelige. Menneskets legeme er kun tabernaklet, hvor hans sjæl hviler.«⁸ Forældre har ansvaret for at genkende det guddommelige i deres børn og undervise dem i at leve retskaffent og vælge at gøre godt (se L&P 68:25).

Hver eneste af Guds åndelige børn er unikke. Hver ånd kommer ind i et dødeligt legeme, der også er unikt i dets genetiske komposition. Hvert barn udviser derfor individuelle interesser, talenter, personlighed, ønsker og evner. Forældre, søskende og andre påvirker også barnets udvikling.

Videnskabelige undersøgelser antyder, at biologiske egenskaber påvirker »børns gemyt og temperament,« deriblandt »tilbøjeligheder for … generthed, sociobilitet, impulsivitet …, aktivitetsniveau … og følsomhed.« Desuden »vælger, ændrer og endda skaber børn til en vis grad deres egne omgivelser i overensstemmelse med deres biologiske anlæg.«⁹ Et selskabeligt barn vil fx søge at omgås andre, hvorimod et genert barn måske undgår sociale sammenhænge. Begge børn anlægger adfærdsmønstre, som kan strække sig ind i deres voksenliv.

Selvom miljømæssige og biologiske faktorer kan påvirke barnets udvikling, har ethvert af Guds børn handlefrihed. Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Selvfølgelig betyder vores gener, forhold og miljø meget, og de er i høj grad med til at forme os. Men der findes en indre zone, hvor vi er suveræne, medmindre vi vælger fra. I denne zone findes selve kernen i vores personlighed og vores personlige ansvarlighed.«¹⁰

Børns forskelligheder kan kræve forskellige reaktioner fra forældrene. Energiske børn kan fremkalde bekymring hos forældrene, yderligere regler og øget kontrol. Generte børn har måske behov for mindre kontrol eller opmærksomhed. Børn reagerer desuden på opdragelsesmetoder ud fra deres unikke opfattelsesevne. Et ængsteligt barn kan fx se en faderlig eller moderlig ordre som en trussel. Barnet udfører måske lydigt anmodningen, men føler sig hjælpeløs og bange. Et andet barn kan se den samme befaling som en udfordring og reagerer med trods eller uden at gøre det.

Forældre skal være vise i, hvordan de reagerer over for deres børn. Brigham Young opfordrede forældre til at »iagttag[e] deres [børns] karakter og temperament, og behandl[e] dem i overensstemmelse hermed.«¹¹

Den autoritative indfaldsvinkel til opdragelse

Akkurat som børn har forskellig natur og temperament, har forældre forskellige måder at opdrage deres børn på. Nogle metoder er bedre end andre. Forældre finder det ofte nyttigt at studere forskellige fremgangsmåder for opdragelse under bøn for at beslutte, hvilke der virker godt, og hvilke der ikke gør.

Tre forskellige måder at gribe opdragelsen an på

Opdragelse falder ofte ind under en af disse kategorier: Autoritær, frisindet og autoritativ.¹²

Autoritær. »Autoritære forældre forsøger at forme, kontrollere og vurdere barnets adfærd og holdninger i forhold til et sæt standarder for adfærd.« I deres forsøg på at vejlede barnets opførsel, opmuntrer disse forældre ikke barnet til at deltage i en samtale om regler og forventninger, »de mener, at barnet skal acceptere forældrenes ord for, hvad der er rigtigt.« Disse forældre værdsætter en fast kontrol af deres børns opførsel, og de udviser ofte ikke megen varme. De opmuntrer sjældent deres børn til at udtrykke deres følelser eller synspunkter, især ikke i disciplinære situationer.¹³

Frisindet. Frisindede forældre viser som regel varme og kærlighed for deres børn, men de giver ikke megen vejledning. De »forsøger at opføre sig på en straffri, accepterende og bekræftende måde … De præsenterer sig selv som ressourcer, som deres børn kan bruge, hvis de ønsker, ikke som aktive repræsentanter for at forme eller ændre deres børns nuværende eller fremtidige adfærd. De tillader så vidt muligt deres børn selv at regulere deres aktiviteter, undgår at kontrollere og insisterer ikke på, at deres børn adlyder ydre former for standarder.« Disse forældre »undgår brugen af åbenlys magt,« men forsøger at regulere deres børns adfærd på mindre åbenlyse måder. De undgår konfrontationer.¹⁴

Autoritativ. Autoritative forældre viser de samme høje forventninger til deres børn som autoritære forældre, men de viser også en høj grad af varme og interesse. De er kærlige og støttende. De vejleder deres børn, idet de »verbalt opmuntrer dem til at give og tage og argumentere om deres regler over for deres børn.« Disse forældre »anvender en fast kontrol, når barn og forældre er uenige, men de omslutter ikke deres børn med begrænsninger. Autoritative forældre er krævende, fordi de konstant og bestemt vejleder deres børn i deres aktiviteter og kræver, at de bidrager i familien ved at hjælpe med pligter i hjemmet. De konfronterer villigt deres børn for at opnå overensstemmelse, fortæller tydeligt om deres værdier og forventer, at deres børn respekterer deres normer.« Psykologen Diana Baumrind opdagede i sine undersøgelser gennem flere årtier, at et barn, der er opdraget i et autoritativt hjem, havde større sandsynlighed for at blive selvsikkert, venligt, selvdisciplineret, samarbejdende og målorienteret.¹⁵

De principper, der undervises i ved dette kursus, ligner mest den autoritative forældreomsorg. Denne tilgang er mest forenelig med skrifterne og kirkelederes lærdomme.

Ifølge denne standard så underviser og vejleder forældre deres børn ved overtalelse, langmodighed og kærlighed (se L&P 121:41–44). De er villige til at drøfte deres beslutninger med deres børn og forklare grundene til deres beslutninger. De er også villige til at irettesætte deres børn, når Ånden tilskynder dem til det og give dem den vejledning, som de har brug for.

Principper for vellykket forældreomsorg

Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum gav ni principper for at vejlede fædre og mødre i deres forpligtelser som forældre: »Vellykkede ægteskaber og familier bygges på og fastholdes ved principper som tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser.«¹⁶ Forældre kan undervise og anvende disse principper på mange måder.

Tro. Forældre bør undervise børn i at have tro på Jesus Kristus og bruge deres voksende tro på evangeliske principper til at styre deres tilværelse (se Matt 17:20; Hebr 11:6; 3 Ne 18:20; L&P 68:25).
Bøn. Børn bør lære at bede individuelt og som familie. Børn kan i en tidlig alder lære om bønnens kraft (se En 1:1–5; Mosi 27:8–14; Alma 34:17–27; 37:37; 3 Ne 18:21).
Omvendelse. Forældre bør anerkende, bekende og forsage synd, så de kan nyde godt af Helligåndens vejledende indflydelse. De kan hjælpe deres børn til at forstå og anvende disse principper i deres tilværelse (se Alma 34:33; 3 Ne 9:22; Moro 10:32–33; L&P 6:9; 58:42–43).
Tilgivelse. Forældre bør være eksempler på tilgivelse ved at tilgive sig selv, deres ægtefælle og deres børn for deres ufuldkommenheder (se Matt 6:14–15; Ef 4:32; Mosi 26:29–31; L&P 64:8–10).
Respekt. Familiemedlemmer skal lære at respektere hinanden. Forældre og børn kan lære at behandle hinanden med venlighed og mildhed ved at give hinanden selvtillid (se Mark 9:42; L&P 121:41–46). Forældre bør forsøge at fjerne kritiske tanker og ord om hinanden og om deres børn.
Kærlighed. Forældre skal elske deres børn på en måde, som beskrevet af Paulus, Alma og Mormon – med langmodighed, venlighed, uselviskhed og ydmyghed (se 1 Kor 13; Alma 7:23–24; Moro 7:45–48).
Barmhjertighed. Forældre kan vise barmhjertighed mod hinanden og mod deres børn. De bør føle sorg over familiemedlemmers modgang og søge at forstå og støtte familiemedlemmer i deres svære tider (se Ruth 1:11–17; Zak 7:8–10; Luk 15:11–32).
Arbejde. Arbejde i familien giver børn mulighed for at lære at påskønne og føle tilfredsstillelsen ved at opnå noget (se L&P 42:42; 58:27–28), især når forældre og børn arbejder sammen. Arbejdet bør være tilpasset børnenes alder og evner for at fremme en følelse af fremgang og tillid.
Sunde fritidsbeskæftigelser. Familier bliver styrket og får nyt liv, når familiemedlemmer sammen deltager i sunde og fornøjelige aktiviteter.

Det største af disse principper er kærlighed (se Matt 22:36–40; 1 Kor 13:13; Moro 7:46). Det vigtigste, som forældre kan gøre for deres børn, er at elske dem på en kristuslignende måde. Når børn føler og ved, at de er elsket, er det mere sandsynligt, at de vil lytte til deres forældres undervisning, følge deres eksempel og acceptere deres disciplinering. Kærlighed bør motivere og retlede forældres adfærd.

Evangeliets standard for forældre

Gennem profeten Joseph Smith gav Herren råd, som sætter standarden for forældre.

»Ingen magt eller indflydelse kan eller bør fastholdes i kraft af præstedømmet, uden at det sker ved overtalelse, ved langmodighed, ved mildhed og sagtmodighed og ved uskrømtet kærlighed,

ved venlighed og sand kundskab, som uden hykleri og uden svig i høj grad vil udvikle sjælen.

Irettesæt i tide med skarphed, når du bliver tilskyndet af Helligånden, og udvis derefter et større mål af kærlighed til den, som du har irettesat, for at han ikke skal betragte dig som sin fjende,

Så han må vide, at din trofasthed er stærkere end dødens bånd« (L&P 121:41–44).

Ifølge denne standard underviser og vejleder forældre deres børn ved overtalelse, langmodighed og kærlighed. De er villige til at drøfte deres beslutninger med børnene og forklare grunden til dem. De giver børnene den vejledning, som de har brug for og irettesætter dem, når Helligånden tilskynder dem til det. Når forældre har irettesat deres børn, udviser de et større mål af kærlighed, så børnene er overbeviste om deres kærlighed.

Styrken i pagter

Forældre står ikke alene i deres indsats for at frelse deres børn. Vor himmelske Fader har sørget for hellige pagter, så hans børn kan modtage velsignelser. Når par træder ind den evige ægteskabspagt og underkaster sig forpligtelserne i denne pagt, lover vor himmelske Fader dem evigt liv (se L&P 132:20). Joseph Smith, Brigham Young og Joseph Fielding Smith underviste alle i, at yderligere velsignelser kommer til børn, hvis forældre er blevet beseglet ved templets ægteskabspagt, der hjælper dem med at vende tilbage til deres himmelske Fader.¹⁷ Brigham Young sagde, at børn af denne ægteskabspagt bliver »retmæssige arvinger til riget og til alle dets velsignelser og forjættelser.«¹⁸

Sommetider kommer børn på afveje. Ældste Orson F. Whitney fra De Tolv Apostles Kvorum bad forældre om ikke at opgive disse vildfarne børn:

»I forældre til oprørske og vildfarne børn! Opgiv dem ikke. Stød dem ikke fra jer. De er ikke fuldstændig tabt. Hyrden vil finde sine får. De var hans, før de blev jeres – længe før han betroede dem i jeres varetægt, og I kan ikke elske dem, som han elsker dem. De er blot veget fra retfærdighedens sti i uvidenhed, og Gud er barmhjertig over for den uvidende. Kun fuldkommen kundskab medfører fuldkommen ansvarlighed. Vor himmelske Fader er langt mere barmhjertig og uendelig meget kærligere end selv den bedste af sine tjenere, og det evige evangelium har større kraft til frelse end vores begrænsede dødelige sind kan begribe.

Profeten Joseph Smith forklarede – og han har aldrig undervist i en mere fortrøstningsfuld lære – at forældrenes evige besegling og de guddommelige løfter, der gives dem for tapper tjeneste i sandhedens sag, ikke alene frelser dem selv, men også deres efterkommere. Skønt nogle af fårene måske farer vild, så holder Hyrden øje med dem, og før eller siden føler de, at forsynet rækker ud efter dem og trækker dem tilbage i folden. De vender tilbage, enten i dette eller i det tilkommende liv. De må betale deres gæld til retfærdigheden, de må lide for deres synder og bliver måske nødt til at vandre ad en tornestrøet sti, men hvis denne sti, ligesom tilfældet var med den fortabte søn, leder dem til en tilgivende fars hjerte og hjem, har den smertefulde oplevelse ikke været forgæves. Bed for jeres letsindige og ulydige børn; hold fast ved dem med jeres tro. Bliv ved med at håbe, bliv ved med at tro, indtil I ser Guds frelse.«¹⁹

Præsident James E. Faust fra Det Første Præsidentskab gav denne afklaring på ældste Whitneys undervisning:

»Et princip i denne udtalelse, der ofte bliver overset, er, at de ulydige børn må omvende sig fuldstændigt og ›lide for deres synder‹ og ›betale deres gæld til retfærdigheden‹ …

Den magt, hvorved et egensindigt barn er beseglet til sine forældre, kan kun fordre barnet på betingelse af omvendelse og ved Kristi forsoning. Vildfarne børn, som omvender sig, opnår frelse og alle de velsignelser, som følger med, men ophøjelse er meget mere end det. Den må man gøre sig fuldt ud fortjent til. Spørgsmålet om, hvem der bliver ophøjet, må overlades til Herren og hans barmhjertighed.

Der er meget få, hvis oprør og misgerninger er så alvorlige, at de har ›bortsyndet sig kraften til omvendelse‹ (Alonzo A. Hinckley, i Conference Report, okt. 1919, s. 161). Den afgørelse må også overlades til Herren. Han siger: ›Jeg, Herren, tilgiver, hvem jeg vil tilgive, men af jer kræves det, at I tilgiver alle mennesker‹ (L&P 64:20).«²⁰

I den samme tale siger præsident Faust, at mennesker måske ikke helt forstår, »hvor stærke de bånd er, som retfærdige forældre er beseglet til deres børn med.« Han underviste i, at der kan være »flere hjælpsomme kræfter på spil, end vi aner« for at drage vildfarne børn tilbage til deres Fader i himlen, deriblandt indflydelsen fra kære forfædre på den anden side af sløret.²¹ Profetiske udtalelser viser, at kraften til at frelse børn er størst, når forældre indgår og holder deres pagter.

Vurdering af hvorvidt man har været en god forælder

Nogle forældre ser efter tegn på, hvor godt de gør det. Præsident Howard W. Hunter gav dette råd: »En vellykket forælder er en, som har elsket, en som har ofret, en som har bekymret sig for og undervist sit barn og opfyldt dets behov. Hvis du har gjort alt dette, og dit barn stadig er på afveje eller genstridig eller verdslig, er du sandsynligvis en vellykket forældre alligevel. Måske findes der blandt alle de børn, der er kommet til verden, nogle, som kunne udfordre et hvilket som helst forældrepar under hvilke som helst forhold. På samme måde er der måske andre børn, som ville være til velsignelse og glæde for næsten ethvert andet forældrepar.«²²

Præsident Faust underviste i, at gode forældre er de, »som kærligt, bønsomt og oprigtigt har bestræbt sig på ved eksempel og forskrift at undervise deres børn i at ›bede og at vandre retskaffent for Herren‹ (L&P 68:28). Dette gælder også, selvom nogle af deres børn er ulydige eller verdslige … Vellykkede forældre er de, som har ofret og kæmpet for at gøre deres bedste under de forhold, der er i deres familie.«²³

Forældre, som på rette vis har opfostret deres børn, bør være åbne over for dem, der mener, at de har svigtet. Forældre, som føler sig vellykkede, bør være taknemlige og ikke bryste sig på en måde, der kan skabe større sorg for andre forældre. Præsident Faust forklarede:

»Det er meget urimeligt og uvenligt at dømme samvittighedsfulde og trofaste forældre, fordi nogle af deres børn gør oprør eller afviger fra deres forældres undervisning og kærlighed. Lykkelige er de forældre, der har børn og børnebørn, som bringer dem trøst og glæde. Vi må vise hensyn over for disse værdige, retskafne forældre, som lider og kæmper med ulydige børn.

En af mine venner plejede at sige: ›Hvis du aldrig har haft nogen problemer med dine børn, så bare vent.‹«²⁴

Med hensyn til de forældre, som mener, at de har svigtet, har præsident Spencer W. Kimball givet følgende råd: »Hvor der er udfordringer med familien, fejler I kun, hvis I fejler i at blive ved med at prøve!«²⁵ Forældre bør ikke fordømme sig selv, når problemerne opstår og begår fejl, men bør forsøge at lære af dem og bestræbe sig på at gøre det bedre. At være forældre er et vedvarende ansvar, selv når børn har forladt hjemmet og opfostrer deres egne børn. Forældre bør aldrig opgive deres børn. De bør fortsætte med at elske dem, bede for dem og benytte enhver mulighed for at hjælpe dem.

Præsident Faust gav denne trøst: »Til de sorgbetyngede forældre, som har været retskafne, flittige og bønsomme i undervisningen af deres ulydige børn, siger vi: Den gode hyrde våger over dem. Gud kender og forstår deres dybe sorg. Der er håb. Find trøst i Jeremias’ ord: ›Du får løn for din møje,‹ og dine børn kan ›vende tilbage fra fjendens land‹ (Jer 31:16).«²⁶

Sådan Leder Pagter Adfærd

Kirkemedlemmer indgår ofte pagter med Herren. Den følgende liste viser, hvad kirkemedlemmer forpligter sig til at gøre, når de indgår pagter med Herren. De, som holder disse pagter, modtager velsignelser, deriblandt Helligåndens følgeskab for at styrke dem i deres hverdag.

Den potentielle indflydelse af disse pagter er enorm. Hvis forældre blot holder dåbspagten, vil de være i stand til at løse mange problemer, der opstår i deres familie.

Dåb

(Se 2 Ne 31:17–21; Mosi 18:8–10; L&P 20:37; TA 1:4).

Tage Jesu Kristi navn på sig.
Stå som et vidne for Jesus Kristus.
Altid holde befalingerne.
Bære andres byrder, sørge med dem, der sørger, trøste dem, der står i behov for trøst.
Vise villighed til at tjene Gud hele livet.
Vise omvendelse fra synder.

Nadver

(Se 3 Ne 18:28-29; Moro 4, 5; L&P 20:75-79; 27:2; 46:4).

Forny dåbspagterne.
Atter forpligte sig til at påtage sig Kristi navn, altid huske ham og holde hans befalinger.

Præstedømmets ed og pagt

(Se Jak 1:19; L&P 84:33–44; 107:31).

Højne kald ved trofast at opfylde præstedømmeansvar.
Undervise i Guds ord og arbejde flittigt for at fremme Herrens hensigt.
Være lydig, opnå kundskab om evangeliet og leve i overensstemmelse med den kundskab.
Tjene andre og arbejde for at velsigne deres tilværelse.

Tempelbegavelse

»Ordinancerne for begavelse indeholder visse forpligtelser for den enkelte, som pagt og løfte om at iagttage loven om absolut dyd og kyskhed, at være godgørende, menneskekærlig, fordragelig og ren, at hellige både talent og materielle midler til sandhedens udbredelse og slægtens højnelse, at bevare hengivenhed for sandhedens sag og på alle måder søge at bidrage til den store forberedelse, at jorden kan blive gjort rede til at modtage sin Konge – Herren Jesus Kristus« (James E. Talmage, Herrens Hus, s. 88).

Celestialt ægteskab

Elske ens ægtefælle og forblive trofast mod ham eller hende og mod Gud i al evighed.
Leve på en måde, der bidrager til et lykkeligt familieliv og arbejde på at velsigne ægtefælle og børn.
»Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden« (1 Mos 1:28).