Lektion 5
Fremelsk Selvtillid
Børn opfatter sig selv udfra den måde, de bliver behandlet på af andre, især forældre og søskende. Når de bliver elsket og accepteret, føler de sig gerne værd at elske og acceptere.
Formål med lektionen
Under denne lektion hjælpes forældrene til at -
-
forstå hvorfor det er vigtigt for børnene at have selvtillid.
-
forstå hvordan barnet udvikler selvtillid.
-
vide hvordan de kan hjælpe deres barn med at udvikle større selvtillid.
Behovet for at indgyde selvtillid
Tillidsfulde børn klarer sig bedre i livet. De er sundere, mere optimistiske, bedre socialt fungerende og mere følelsesmæssigt trygge end børn, som ikke har tillid. Børn, som mangler tillid, har tilbøjelighed til at være mere ængstelige, selvbevidste, socialt hæmmede, frustrerede, frygtsomme og begå flere fejl.
En succesrig 24-årig var opvokset i et kærligt hjem, hvor forældrene anerkendte hendes bedrifter og evner. Hun klarede sig godt i skolen, havde mange venner og var involveret i mange skole- og kirkeaktiviteter. Når hun så tilbage på sit liv, sagde hun: »Jeg var ikke bange for at prøve nye ting, fordi jeg vidste, at Gud, mine forældre og nære venner var med mig. De opmuntrede mig til at gøre mit bedste. Den anerkendelse jeg fik derhjemme var vigtig, da jeg var barn, men den blev mindre vigtig efterhånden som jeg blev ældre, fordi jeg vidste, at Gud kender og elsker mig. Jeg ved, at hvis jeg lever retskaffent i henhold til hans plan, så vil det, der betyder mest for mig, ordne sig.«
De fleste forældre vil gerne have, at deres børn udvikler en høj grad af selvtillid, ligesom denne unge kvinde havde. Børn har almindeligvis selvtillid på visse punkter, men mangler den på andre. Et barn kan være dygtig i skolen, men føle sig usikker rent socialt eller fysisk. Andre børn kan være dygtige til sport, men mangle boglige færdigheder. Forældre må hjælpe børnene til at opnå selvtillid på de områder, som betyder mest for barnets velbefindende. Forældre bør anerkende og respektere deres børns interesser, talenter og evner.
Hjælp børn med at udvikle selvtillid
Forældre kan gøre mange ting for at hjælpe deres børn med at udvikle selvtillid. De kan behandle deres børn med kærlighed og respekt. De kan hjælpe dem med at opnå tro på Gud og udvikle en personlig retskaffenhed. De kan hjælpe dem med at udvikle færdigheder på områder, som er vigtige for deres velbefindende. De kan involvere dem i at tjene andre.
Vis børn kærlighed og respekt
Børn opfatter ofte sig selv udfra den måde, som de bliver behandlet på af andre – især forældre og søskende. Når de bliver elsket og accepteret, føler de sig gerne værd at elske og acceptere. Hvis de bliver elsket forbeholdent, føler de sig kun værdsat, når de behager andre. Hvis de bliver dårligt behandlet, føler de sig oftest usikre og værdiløse.
Sommetider undervurderer forældre den effekt, deres handlinger har på deres børn. Nogle ellers kærlige forældre kommer med tankeløse bemærkninger, som i høj grad underminerer deres børns selvtillid og selvværdsfølelse. En mor, som havde det med at komme med kritiske kommentarer, sagde til sin søn i førskolealderen: »Din næse ser sjov ud.« Næsten et halvt århundrede efter afslører sønnen over for sine søskende ved en familiesammenkomst, at han har haft komplekser over sin næse hele livet på grund af den bemærkning. Hans søskende var overraskede, for de kunne ikke se noget sjovt eller mærkeligt ved hans næse.
Ældste H. Burke Peterson fra De Halvfjerds fremhævede kærlighedens kraft, når det gælder om at ændre mennesker: »Helt umulige bjerge besejres af dem, der har selvtillid, der kommer af at blive oprigtigt elsket. Fængsler og andre institutioner og endog vore egne hjem er fyldt med sådanne, som er blevet sultet med hensyn til kærlighed.«1
Respektløse børn er nogle gange svære at elske. De har tendens til at sige og gøre ting, som prikker til forældrenes vrede og følelsen af at være en fiasko. Som modvægt til det siger og gør forældre ofte ting, som øger barnets følelse af mindreværd og ønsket om at gøre oprør.
Jesus Kristus påvirkede andre grundlæggende, fordi han var vis i sin måde at omgås dem på (se Joh 8:11). Kirkeledere og professionelle er ofte i stand til at hjælpe plagede sjæle ved at lytte til dem uden at reagere, give vejledning uden at prædike og udvise kærlighed og støtte uden at virke afvisende. Forældre kan også udvise kærlighed og respekt, selv når barnet ikke adlyder. De kan behandle et uartigt barn med venlighed, blødgøre hjerter og hjælpe barnet med at finde fred og selvtillid i en hærget verden.
Dårlige forhold kan repareres, når mindst en person er villig til at bryde mønsteret og gengælde vrede med et venligt og intelligent svar. Forældre kan bruge følgende forslag:
Find måder at udvise kærlighed og respekt på. Forældre bør finde måder at vise deres børn kærlighed og respekt på, selv når børnene er respektløse og ulydige. Det kan gøres uden at billige den upassende opførsel. Faktum er, at når forældre elsker deres børn, så griber de ind, når deres børn ikke hører efter. Andre lektioner har fokus på, hvordan forældre kan elske og disciplinere deres børn ved at lytte til og tale med dem, nære dem, hjælpe dem med at løse problemer, give udtryk for forventninger, give dem valgmuligheder og påføre naturlige og logiske konsekvenser. Alle disse ting bør gøres af kærlighed og ikke i vrede. Kærlighed bør være det, der styrer, motiverer og vejleder al omgang mellem forældre og børn. Forældre kan udvise kærlighed og respekt mod et ulydigt barn på mange måder.
-
De kan holde øje med situationer, hvor barnet opfører sig pænt og rose det og sige: »Jeg påskønner virkelig, at du hjælper til herhjemme,« eller »jeg er stolt over, du hjælper din lillesøster.« Forældre bør være påpasselige med ikke at overdrive og sige for meget, for så kan de lyde uoprigtige og formindske komplimentens virkning.
-
De kan give udtryk for hengivenhed: »Spence, du skal vide, jeg elsker dig og er glad for, du er en del af vores familie.«
-
De kan udtrykke deres hengivenhed fysisk. Sommetider kan et klap på skulderen eller armen, ledsaget af nogle søde ord som: »Det er godt at se dig,« være godt. Forældre bør ikke blive stødt eller reagere negativt, hvis barnet virker irriteret over udtryk for affektion. Berøringen og ordene kan betyde mere for barnet end det er villigt til at indrømme.
Sig aldrig noget negativt om børnene. Hvis forældre har sagt dårlige ting om deres børn, bør de stoppe øjeblikkeligt og forpligte sig til aldrig at gøre det igen, uanset hvor vrede de bliver, eller hvor retfærdiggjorte de måtte føle sig. Hvis der er brug for en irettesættelse, kan forældrene tugte uden at bruge negative og nedladende ord. De dårlige ord, forældre ytrer, har en tendens til at bide sig fast i deres børns minde og påvirke den måde, de opfatter sig selv på og måden, de opfører sig på. Ubetænksomme bemærkninger som: »Kan du ikke gøre noget ordentligt?« eller »du er så tykhovedet,« kan have en varig virkning. Selv velmenende, men negative bemærkninger, kan skade, fx: »Dan prøver virkelig hårdt, men han er ikke lige så begavet som Henry.«
Colton
Da Colton kom på gymnasiet, dukkede han oftest ikke op til undervisningen. Han blev ofte hjemme fra skole (begge forældre arbejdede og var væk om dagen) og begyndte at ryge og tage stoffer og blev arresteret for butikstyveri. Han var holdt op med at komme i kirke, da han gik i fjerde eller femte klasse. Han skændtes ofte med sin far og blev tilmed fysisk truende.
Coltons biskop rakte ud mod ham i kærlighed og venskab og opmuntrede ham til at kvitte stofferne og ændre sit liv. Colton begyndte at reagere positivt. Han holdt op med at ryge, at skændes med sine forældre og begyndte at komme til nadvermøde. I et øjebliks vrede sagde hans far, som kæmpede med sine egne problemer, en dag til ham: »Hvorfor dropper du ikke det skuespil og lader være med at være noget, du ikke er?« Selvom han ikke tog til genmæle, var Colton knust. Fra det øjeblik faldt han tilbage i sit gamle mønster. Biskoppen kunne ikke længere påvirke ham til at komme igen.
Vær et godt eksempel for børnene. Forældre bør bestræbe sig på at være glade. De bør prøve at kunne lide sig selv og uden at prale tale respektfuldt om deres personlige evner og egenskaber. Hvis forældre har problemer, der gør det svært for dem, er de nødt til løse dem, så de problemer ikke overføres til børnene. De bør om nødvendigt søge hjælp. En deprimeret teenager sagde, at så langt hun kunne huske tilbage, havde hendes mor talt åbent om sin egen utilstrækkelighed og sit selvhad: »Jeg konkluderede, at hvis mor ikke var god nok, så kunne jeg jo heller ikke være det, for jeg var jo en del af hende.« Sommetider er det de børn, som kan lide deres forældre mindst, der ender med at ligne dem mest. Forældrenes eksempel påvirker i høj grad børnene, selv når børn tilsyneladende afviser deres forældre.
Vis interesse for børnene og sørg for dem. Atter gælder det, at forældre kan have svært ved at vise interesse og sørge for deres børn, hvis de er ulydige eller afvisende. Men det er umagen værd. En far med begrænsede økonomiske midler købte billetter til ishockeykampe, fordi hans søn, som havde droppet skolen og taget stoffer, elskede ishockey og tog med ham. Sønnen var for nylig kommet hjem fra afvænning og kæmpede for at holde sig fra stofferne. Den oplevelse pustede nyt liv i deres forhold, og gjorde far og søn i stand til at tale om en fælles interesse og udvikle gode følelser for hinanden.
Hjælp børnene med at opnå tro på Gud
Børn får stor selvtillid, når de føler sig sikre i deres forhold til vor himmelske Fader og deres evne til at modtage åndelige velsignelser og vejledning i livet. Jesus Kristus sagde: »Alt er muligt for den, der tror« (Mark 9:23). Uden tro kan ingen have selvtillid. Selvtillid følger af at leve et rent, dydigt liv.
Præsident Gordon B. Hinckley sagde engang, at dyd er »den eneste vej til frihed fra fortrydelse. Den fred i sindet, der følger deraf, er den eneste personlige fred, som ikke er forfalsket.« Han bemærkede også:
»Vi har gennem nutidig åbenbaring fået et løfte – et uforligneligt løfte, som knytter sig til en enkel befaling.
Den lyder: › … lad dyd uophørligt pryde dine tanker.‹ Og løftet lyder: › … da skal din selvtillid vokse sig stærk i Guds nærhed …
Helligånden skal være din stadige ledsager … og dit rige skal være et evigtvarende rige, og uden tvang skal det tilflyde dig for evigt og altid‹ (L&P 121:45–46.) …
Jeg har ved forskellige lejligheder haft det privilegium at tale med præsidenten i USA og betydningsfulde mænd fra andre regeringer. Ved afslutningen af hver af disse lejligheder, har jeg tænkt over den givende oplevelse, det har været, at stå med frimodighed foran en anerkendt leder. Og så har jeg tænkt, hvor vidunderligt, hvor dejligt det ville være at stå med frimodighed – ikke bange og ikke skamfuld og ikke forlegen – i Guds nærhed. Det er det løfte, der gives til enhver dydig mand og kvinde«2.
Børn vil udvikle en sådan selvtillid, når de lærer at leve trofast og dydigt. For at hjælpe børnene med at udvikle tillid til Herren bør forældrene stræbe efter at leve trofast og dydigt og vise deres egen tro. Børnene har lettest ved at lære af deres forældres gode eksempel. Forældre bør »opdrage [deres] børn i lys og sandhed« (L&P 93:40) og gøre åndelige aktiviteter til en del af dagligdagen (familiebøn, skriftstudium, samtaler om evangeliet og at komme i Kirken).
Hjælp børnene med at udvikle personlig retskaffenhed
Børn har modtaget Kristi lys (se Joh 1:9; Moro 7:16; L&P 93:2), og når de når ansvarlighedsalder, er de i stand til at skelne ret fra uret. Når børn lytter til deres samvittighed og følger den efter deres bedste dømmekraft, bliver de mindre afhængige af andre og får større tillid til sig selv og deres evne til at træffe gode beslutninger. Selvom børn skal lære at give agt på vise råd fra forældre og Kirkens ledere, må de også lære at tænke selv og udvikle tillid til deres egen evne til at styre deres liv. Denne evne tiltager, når børnene modnes og lærer at lytte til deres tilskyndelser. Forældre kan fremelske udviklingen ved at lære deres børn at lytte til egne tanker og leve i harmoni med Kristi lys, som er i dem.
Engang førte de skriftkloge og farisæerne en kvinde, som var grebet i ægteskabsbrud, frem for Jesus og spørger ham, om hun skal stenes i henhold til loven. Jesus appellerede til deres samvittighed: »Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende« (Joh 8:7). Da de skriftkloge og farisæerne tænkte over deres egen opførsel, blev de tavse og »gik væk én efter én« (vers 9).
Når en person begiver sig af med noget, som han eller hun anser for acceptabelt, så er dommen over en selv positiv, hvilket fører til selvagtelse og selvtillid. Når en person begiver sig af med noget uacceptabelt, er resultatet som regel selvforagt og tab af selvtillid.
Dette eksempel viser, hvordan processen med selvevaluering virker:
Ron, Rebekah Og Carlos
Ron løser en svær matematikopgave. Hans bedømmelse af sig selv er positiv: »Jeg kan det her. Jeg kan få en god karakter i dette fag.« Hans selvtillid øges.
Rebekah fortæller en løgn. Løgnen gør, at hun tager sig bedre ud for sine venner, som giver hende et kram. Hun føler en lettelse i øjeblikket, men lider senere af dårlig samvittighed. Hendes tanker om sig selv er negative: »Jeg løj. Det var forkert. Jeg tabte ikke ansigt, men det var rent bedrag.« Hendes selvtillid og selvagtelse daler.
Carlos nægter at gøre sine venner selskab, da de driller Tom, en fysisk handicappet klassekammerat. Carlos’ venner begynder at fryse ham ud af gruppen. Carlos føler sig såret, men han ved, at han har handlet rigtigt. Hans tanker om sig selv er positive.
Når et barn kommer til sine forældre med et problem, bør de opmuntre barnet på et niveau, som det forstår, til at tage sine personlige overbevisninger og åndelige tilskyndelser i betragtning. Forældrene kan stille passende spørgsmål så som: »Hvad føler du om det?« »Kan du stå inde for den måde, du har tacklet problemet på?« »Du har fortalt mig, hvad dine venner synes er rigtigt, men jeg vil gerne vide, hvad du synes.« »Hvad er det rette at gøre?«
Når forældre beder et barn om at bedømme sin egen opførsel, bør de gøre det på en rolig, uanklagende og ufordømmende måde.
I det følgende eksempel hjælper en mor sin datter til at lytte til sin egen indre overbevisning som en rettesnor for hendes opførsel.
Ginger
Ginger på 14 år og hendes ven, Jenny, begyndte at undgå Alison og prøvede at udelukke hende fra aktiviteter i nabolaget og skolen. Alison følte sig såret og afvist. Gingers mor opdagede, hvad der foregik og konfronterede sin datter.
|
Mor: |
Jeg er bekymret over dig og Alison. Hvad sker der? |
|
Ginger: |
Hun tror, hun er så populær. Vi sætter hende bare lidt på plads. |
|
Mor: |
Og hvordan gør I så det? |
|
Ginger: |
Jenny og jeg undgår hende. Hvis hun kommer hen til os, taler vi ikke med hende. Det er det hele. |
|
Mor: |
Har hun gjort dig noget? |
|
Ginger: |
Ikke rigtigt. Vi kan bare ikke lide hende. Hun kan være frk. hoven på skolen, men ikke her. |
|
Mor: |
Ginger, der er noget jeg vil gerne vide. Hvordan har du det med dig selv, når du behandler hende sådan? |
|
Ginger: |
(Defensivt.) Jamen, hun fortjener det. Nogen er nødt til at sætte hende på plads. |
|
Mor: |
Men du siger, at hun ikke har gjort dig noget. Jeg vil gerne vide, hvordan du har det med at behandle et andet menneske dårligt, bare fordi du ikke kan lide hende. |
|
Ginger: |
Jeg har det helt fint, og for øvrigt vil jeg ikke tale om det. |
|
Mor: |
Okay, hvis det er det, du vil. Men jeg håber, at du tænker lidt mere over det. Jeg elsker dig højt, men jeg har svært ved at acceptere det, du siger. |
|
Næste aften opsøger Ginger sin mor. | |
|
Ginger: |
Du havde ret. Jeg har det ikke godt med den måde, jeg har været på. Du fik mig til at kigge på mig selv, og jeg brød mig ikke om det, jeg så. Hvis jeg skal være ærlig, er jeg misundelig på Alison. Hun har en masse venner på skolen. Bare jeg havde halvt så mange. Jeg ved godt, at det ikke berettiger, at jeg er led ved hende. Så jeg gik hen og sagde undskyld til hende. Nu har jeg det bedre. Tak fordi du hjalp mig. |
Selvom alle børn ikke vil reagere på samme måde som her, så kan det at bede dem om at bedømme deres opførsel være en meget effektiv måde at hjælpe dem til at leve i harmoni med personlige overbevisninger og forventninger. At hjælpe dem til selv at bedømme deres opførsel har ofte god effekt, fordi det ikke er forældrene, der dømmer. Hvis forældre formaner barnet til bedømme sig selv på en hård, dømmende og fordømmende måde, kan barnet miste fokus på sine egne forseelser og i stedet fokusere på forældrenes overdrevne og upassende opførsel. Eller også kan barnet reagere med unødigt store følelser af skyld og selvforagt.
Forældre bør udvise forsigtighed med selvevaluering hos børn, som har tendens til at bebrejde sig selv for meget. Her bør forældrene vejlede børnene nøje, hvad angår selvevaluering. Selvevalueringerne skal være præcise og ikke et resultat af et barns forstyrrede tanker som følge af en depression eller dårlige livserfaringer.
Hjælp børnene til at blive kompetente
Når forældre har høje, men realistiske forventninger, har deres børn tendens til at udvikle tillid til, at de kan have held med deres gøremål. Denne tillid kommer især, når forældrene skaber et kærligt, støttende miljø, hvor deres børn kan lære gennem prøver og fejl, uden at blive nedgjort eller dømt for deres fejltrin. Børn lærer hurtigt af mindre nederlag, når de føler sig elsket, støttet og opmuntret til at prøve igen. Børn har også brug for at vide, at vor himmelske Fader elsker dem, selvom de begår fejl.
Forældre er nødt til at hjælpe deres børn med at udvikle kompetencer inden for områder, som er vigtige for deres fremtid. Børn må lære at arbejde, studere, sætte sig mål, leve med regler og kunne omgås andre. Når de dygtiggør sig inden for de områder, øges deres selvtillid. Forældre bør lære dem at arbejde ved at arbejde sammen med dem, særligt når de er små. Forældre bør være rare og tålmodige og prøve at gøre arbejdet sjovt for deres børn. De bør opmuntre deres børn til aktiviteter, som barnet kan have held med, og hjælpe dem med at udvikle deres talenter og evner. Forældre bør ikke lade deres børn deltage i aktiviteter for at tilfredsstille forældrenes ambitioner på deres børns vegne, særligt ikke når aktiviteterne ikke er vigtige for deres børns velbefindende. Det frustrerer både forældre og børn.
Forældre bør anerkende deres børns bedrifter og rose dem, når de gør noget godt og bemærkelsesværdigt.
Følgende er retningslinjer for at rose. Forældre bør:
-
Være oprigtige. Et barn vil opdage og afvise en uærlig kompliment.
-
Fokusere på opførslen, og hvordan den påvirker forældrene. Fx: »Jeg kan virkelig godt lide det, når du er sammen med os, og vi kan tale roligt sammen uden at skændes. Det betyder meget for mig.« Forældre bør undgå at fokusere på barnet ved at sige ting som: »Du er sådan en god dreng (eller pige).« Barnet føler sig måske ikke som en god person og kan betragte komplimenter som falske og manipulerende.
-
Gøre det kort. Få ord er bedre end mange. Forældre, der bare fortsætter, gør barnet flovt og kan vende noget grundlæggende positivt til noget negativt.
-
Gøre det uvilkårligt. At rose et barn for enhver handling kan udvande betydningen af forældrenes ord. Slet ikke at rose vil udsulte barnet for en meget påtrængt kærlighed. Uvilkårlig ros har den største virkning. Forældre bør sikre sig, at de anerkender de bemærkelsesværdige ting, deres børn gør.
Involver børn i at tjene andre
Tjenesteprojekter lærer os uselviskhed og hjælper børnene til at tage hensyn til andres velbefindende. Præsident Spencer W. Kimball sagde om værdien af tjeneste:
»Midt i tjenestens mirakel står Jesu Kristi løfte om, at vi finder os selv ved at miste os!
Ikke alene ›finder‹ vi os selv, for så vidt angår vejledning i vores liv, men jo mere vi tjener vores næste på passende vis, jo mere substans er der i vores sjæl. Vi bliver mere bemærkelsesværdige personer, når vi tjener andre. Vi bliver mere indholdsrige, når vi tjener andre – ja, det bliver lettere at finde os selv, for der bliver mere at finde.«3
Selvtillid i Herrens nærhed
Børns selvtillid øges, når de udvikler tro, dyd og retskaffenhed. Forældre kan også indgyde tillid i deres børn ved at elske og respektere dem, ved at hjælpe dem med at blive dygtigere og give dem muligheder for at tjene andre.
Med hensyn til tro på Herren har præsident Ezra Taft Benson sagt: »Mit budskab og vidnesbyrd er dette: Jesus Kristus er den eneste kvalificerede til at give det håb, den selvtillid og den styrke, det kræver at overvinde verden og hæve sig over vore menneskelige fejl. For at gøre det må vi sætte vores lid til ham og leve efter hans love og belæringer.«4