Lektion 2

Forståelse af Børns Udvikling

Gradvis udvikling er afgørende for en sund udvikling som barn. Som forælder kan du sørge for et trygt, omsorgsfuldt miljø.

Lektionens formål

I løbet af denne lektion hjælpes forældrene til at -

forstå vigtigheden af at lære børn kundskab og færdigheder, når børnene udviklingsmæssigt er parate til at lære dem.
forstå barndommens og ungdommens udviklingsfaser.
Være opmærksomme på tegn, der tyder på, at et barn kan have udviklingsproblemer.

Fremskyndet udvikling

Nogle børn har problemer, fordi deres forældre har urimelige og upassende forventninger til dem. Ældste Neal A. Maxwell fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt, at »en belærende Gud muligvis kræver vanskelige ting af sine børn,« men han ville aldrig »befale sine børn at udføre noget vanskeligt, medmindre [han] først havde beredt vejen for det (se 1 Ne 3:7).«¹ Vor himmelske Fader forventer ikke det umulige af sine børn, og jordiske forældre bør heller ikke forvente det umulige af deres.

Sommetider sætter forældre urealistiske krav til deres børn, fordi de ikke ved, hvad de kan forvente af deres børn i de forskellige faser i barnets udvikling. Præsident N. Eldon Tanner, der virkede som rådgiver i Det Første Præsidentskab, sagde, at børn »ønsker at leve op til de menneskers forventninger, som er ansvarlige for at lede dem i deres tilværelse.«² Når børn ikke er i stand til at imødekomme deres forældres urealistiske forventninger, ser de ofte sig selv som en fiasko. Disse børn tror, at de er mangelfulde eller abnorme, en skuffelse for andre og værdiløse. Langtidseffekten kan omfatte følelser af mindreværd, usikkerhed, angst og depression samt en forringet evne til indføling med andre mennesker.

En ordentlig udvikling i livet, deriblandt fysisk og åndelig, anvises i skrifterne. Johannes bar vidnesbyrd om, at Jesus Kristus »modtog ikke fylden til at begynde med, men fortsatte fra nåde til nåde, indtil han modtog en fylde« (L&P 93:13). Gradvis udvikling er afgørende for en sund barndom. På visse tidspunkter i deres tilværelse bliver børn fysisk, intellektuelt og psykisk parate til at tilegne sig udviklingsopgaver såsom at lære at gå, tale og spise selv. I stedet for at presse deres børn til at gøre noget, før de er parate til det, kan forældre sørge for trygge og nærende omgivelser, hvor deres børn kan lære og udvikle sig.

Undersøgelser viser, at fysiske og mentale egenskaber ofte bliver udviklet i bestemte faser, dog er hvert enkelt barn unikt. Biologi, temperament, opdragelse og omgivelser påvirker alt sammen et barns udvikling. Forældre bør ikke bekymre sig, hvis et barn tager lidt længere tid om at lære noget, og de bør heller ikke bliver alt for begejstrede, hvis barnet virker lidt tidligt udviklet. Sådanne forskelle er ofte midlertidige og har ikke noget at gøre med barnets egenskaber på længere sigt. Den bedste tilgang er at nyde hvert eneste barns gradvise udvikling.

Parathed til at lære

Parathed er et nøgleord, når børn vokser op og udvikler sig. Forældre vil forebygge mange problemer, hvis de lader børn tilegne sig færdigheder i deres eget tempo. Forældre bør forsøge at tilpasse sig hvert eneste barns behov, i stedet for at få barnet til at tilpasse sig deres forventninger.

Parathed til at gå kommer fx, når barnet er omkring et år gammel. Forældre kan se efter tegn på, om barnet er parat til at gå. Barnet trækker måske sig selv op ved hjælp af møbler og står eller går, mens det holder fast i møblerne. Forældre kan lege med barnet ved at holde det, mens det står op og lade barnet tage et skridt eller to. Denne leg kan hjælpe barnet med at lære at gå tidligere, end hvis det overlades til sig selv. Hvis barnet på den anden side ikke er i stand til at holde sin egen vægt, vil det ikke være nyttigt at lege denne leg, og det kan frustrere barnet samt forårsage fysiske skader. Børn får ingen gavn af at begynde at gå tidligt, de begynder at gå, når de er parate.

Pottetræning bør begynde, når barnet er følelsesmæssigt og fysisk parat til det. Man kan stille urealistiske krav til børn ved at forvente, at de er fuldstændigt renlige, når de er to år gamle. Børn begynder at udvise parathed, når de kan forstå enkle beskeder, som deres forældre giver dem, når de begynder at hive bleen af, og når de efterligner den adfærd, de ser, når deres forældre går på toilettet.³ Nogle børn, der er tre år gamle eller ældre, mangler fysisk parathed til at sove igennem om natten uden at tisse i sengen eller gå på toilettet. Forældre, som kan forstå og acceptere denne mangel på parathed, bliver mindre frustrerede, når sengevæderiet finder sted. Når forældre reagerer med vrede eller ved at blive frustrerede, risikerer de at forstærke uønsket adfærd. I stedet for bør de være rolige og tålmodige, så vil barnet med tiden lære at kontrollere sin blære.

På samme bør forældre ikke forvente, at et fireårigt barn lærer at køre på cykel uden støttehjul. De fleste børn på den alder har ikke koordineringsevnen til det. Når de er seks eller syv år kan de fleste børn cykle på en cykel, der passer dem, uden støttehjul.

Forældre har lettest ved at lære deres børn at hjælpe til derhjemme, når børnene viser interesse for at hjælpe. Kast en bold, når børnene har lyst til gribe eller hjælp dem med at sætte håret, når de prøver selv. Forældre får også større held med det, hvis de prøver at gøre disse lærende oplevelser sjove. De bør give masser af opmuntring og anerkendelse for deres børns indsats. Hvis forældre forventer for meget for hurtigt, vil deres børn ofte blive skuffede og miste interessen for at tillægge sig en ny adfærd.

Udviklingsstadier

Social og følelsesmæssig udvikling kan betragtes som en række stadier, som indtræder ved bestemte alderstrin. En succesrig afslutning af hvert af disse stadier er vigtig for et barns sunde udvikling. Informationen om udviklingsfaser i denne lektion tjener kun som en generel retningslinje. Børn udvikler sig i deres eget tempo, og deres tidlige udvikling er ikke en pålidelig indikator for succes senere i deres liv. De forældre, som elsker og lærer deres børn at kende som individer, vil være bedst udrustede til at hjælpe dem med at udvikle sig til modne og kompetente voksne.⁴

At lære at stole på (spædbørn)

Omsorgsfulde forældre er lydhøre for deres nyfødte børns behov. De ved, at der er råd for sult og utilpashed. Det mest udbredte udtryk for utilpashed er gråd. Forældre kan hjælpe ved at holde barnet, vise kærlighed og imødekomme barnets fysiske og følelsesmæssige behov. De bør trøste barnet længe nok til, at barnet er roligt og føler sig tryg.

Når forældre kærligt anerkender og imødekommer deres nyfødte barns signaler om sult og utilpashed, så vil barnet lære at stole på og udvikle en tro og tillid til, at forældrene vil reagere på dets behov fremover. Spædbarnet vil knytte sig til forældrene og føle sig tryg i deres nærvær. Forælderens kærlighed til barnet vil også vokse.

Når forældre fejler i at reagere på et barns behov, vil barnet føle sig utryg og ængstelig og have svært ved at lære at stole på andre. En forælder, som ofte giver et uroligt barn videre til den anden forælder, vil have langt mindre chance for at knytte et tæt bånd med barnet.

Børn af ulydhøre forældre vil ofte føle sig uønskede, uelskede og ude af stand at anerkende deres personlige værdi. Børn, som vokser op med denne følelse, vil ofte have svært ved menneskelige relationer og er meget afhængige af andres bekræftelse. De søger nogle gange til andre former for tilfredsstillelse, fx overdrevent fjernsynskiggeri, trøstespisning, trøstespisen eller afhængighed af sex eller stoffer.

Udvikling af selvstændighed (1 til 3 år)

Udtrykket »trodsalder« bruges ofte til at beskrive børns energiske anstrengelser for at blive uafhængige. (Den uafhængige adfærd viser sig sjældent før toårs-alderen). Børn begynder at lære selvkontrol også over deres tarm- og blærefunktion, og hvordan de skal forholde sig til omverdenen. På dette stadie begynder børn at lære at løbe, spise selv, drikke af en kop, skubbe legetøj, åbne døre, klatre i møbler og vaske og tørre hænder. Når de bliver 21⁄2 er de ofte ganske trodsige og krævende og har svært ved at tilpasse sig eller vente på det, de vil have. De fleste gennemgår denne fase, uanset hvordan de bliver opdraget.

På dette udviklingsstadie har børn tendens til at øve sig på deres selvstændighed omkring måltider, sengetid og toilettræning. Børn er ofte nysgerrige omkring deres krop, det er normalt. Det er et godt tidspunkt for forældrene at lære dem de passende ord for deres kønsdele.

De »trodsige toårige« kan være en fornøjelse, hvis forældrene har den rette indstilling. Forældrene kan hjælpe ved at være tålmodige, ved at give barnet lov til at handle selv inden for acceptable rammer og at give dem valgmulighed (se lektion 8) for at forhindre magtkampe. De bør indse, at dette stadie er midlertidigt, men vigtigt for deres barn. Med hjælp og forståelse kan deres barn opnå en følelse af selvkontrol, som kan føre til en varig følelse af selvrespekt og velvilje.

Forældre bør indrette deres hjem, så børn kan løbe omkring og udforske, uden at de kommer til skade eller ødelægger noget. Forældre bør nyde deres børn, tilbringe tid med dem, lære dem at lege med andre og læse for dem ved sengetid. De bør være konsekvente men kærlige, når de opdrager dem. Et »nej« bør ikke kræve den store forklaring i denne alder. »Fordi jeg siger det,« er ofte nok.

Når forældre opdrager børn i denne udviklingsfase, virker det ofte godt at ignorere den dårlige opførsel eller indføre nogle konsekvenser.

Disse tidlige og prægende år er en ideel tid til øget åndelig instruktion.

Kanalisering af initiativ (3 til 6 år)

I disse år har børn et overskud af energi og prøver at lære og mestre opgaver, som giver dem en følelse af kompetence og forbindelse til deres omverden. Børns fantasier er ofte overdrevne og behandler temaer som magt og aggression og kan resultere i, at barnet føler sig dårligt tilpas. Når det ikke er muligt at få et positivt afløb for dette, kan barnet føle sig magtesløst, ulykkeligt og ængsteligt.

I fireårsalderen kan de fleste børn hoppe, stå på et ben, cykle på trehjulet, sparke til en bold og gå op og ned ad trappen uden hjælp. De begynder at lege sammen, stille mange spørgsmål og lege frit efter deres fantasi.

Børn i denne alder har tendens til at fortælle vilde historier og selv tro på deres fortællinger. De er nogle gange ude af proportion og kan udfordre deres forældre, de kan slå, sparke, slå ting i stykker, bruge et groft sprog eller løbe væk. De er ofte overraskende modtagelige, når forældrene udtaler deres forventninger klart, uden at være overdrevent strenge og giver deres børn lidt snor.

I seksårsalderen kan de fleste køre på cykel, binde deres sko, drible og slå til en bold med boldtræ og tælle til hundrede. Disse børn er almindeligvis aktive og ivrige efter at gøre ting. Deres følelser kan svinge, og børn på dette stadie giver ofte udtryk for skiftevis kærlighed og modvilje. De vil gerne være i centrum, men mangler en sikker fornemmelse af, hvem de selv er. De vil gerne have deres vilje. De kan være frække og svare igen, når de bliver bedt om at gøre noget.

Mange børn på dette udviklingstrin har mareridt. Nogle gange kan de ikke vælge mellem to ting, fordi de vil have dem begge. At få deres vilje er meget vigtigt for dem.

Forældre kan hjælpe ved at være tålmodige og kærlige og bestemte samtidigt med, at de lader børnene afprøve sig selv inden for klart definerede rammer. Forældre bør sætte faste rammer op for at se fjernsyn, udføre pligter, lave lektier og gå i seng. De bør udøve disciplin på en kærlig og venlig måde og benytte sig af valg og konsekvenser ved problematisk opførsel. Forældre bør tilbringe tid med deres børn, læse for dem og vise interesse for deres aktiviteter i hjemmet og i skolen. De bør arrangere eller afsætte tid til, at deres børn kan udforske verden og lege med andre ude i det fri.

Lær flid (fra 6 til 12 år)

Dette stadie begynder, når et barn begynder i skolen og fortsætter til puberteten. Barnet føler glæder og udvikler tillid ved at lære, få gode karakterer og udvikle færdigheder. Barnet indgår i en bredere social sammenhæng og føler sig accepteret og nyttig, når det er i stand til at sammenligne sig positivt med andre. Når barnet ikke kan sammenligne sig positivt, vil det ofte føle sig underlegent. Oplevelsen af denne fase er afgørende. De, der lærer flid, møder ofte livets udfordringer med optimisme. De, som ikke lærer flid, kan have tilbøjelighed til at trække sig tilbage i selvforsvarende adfærdsmønstre.

Når børnene er otte år, kan de ofte skrive. De har ofte humoristisk sans. De kan skelne ret fra uret. De er oftest meget aktive og sociale og har en bedste ven. De er klar til at »indtage verden«.

Børn i denne alder finder oftest glæde i at hjælpe til med huslige opgaver, det giver dem en følelse af at være vigtig og have bedrevet noget. De kan ikke lide at blive hundset med, men reagerer generelt på det, forældrene beder om.

Når de er 10 er præpuberteten begyndt og børnene er gerne rolige, føjelige og nemme at have med at gøre. De er ofte sociale, samarbejdende, flittige og hjælpsomme derhjemme. De sætter pris på deres forældres og deres venners mening. De kan godt lide gruppeaktiviteter i kirken og i skolen.

Når de bliver 12 er mange piger kommet i puberteten. Generelt klarer børnene sig godt hjemme og i skolen, men mange oplever en følelsesmæssig og adfærdsmæssig rutsjebanetur, idet de svinger frem og tilbage mellem at være barn og voksen, ansvarlige og uansvarlige, og at afprøve grænser og samtidigt regne med dem. Udseende bliver vigtigt. Venskaber kan ændre sig hurtigt.

De fysiske forandringer er vigtige, de signalerer, at disse børn bliver som deres jævnaldrende. For stor optagethed af udseende fører til, at nogle af disse børn, især piger, udvikler spiseforstyrrelser (som anoreksi eller bulimi). De fleste af disse børn har fokus på vedvarende venskaber med personer af deres eget køn. Dog kan pludselige skift i venskaber ofte forårsage sårede følelser.

Forældre kan hjælpe deres børn med at udvikle en interesse for at opnå færdigheder ved at vise interesse for deres aktiviteter og udtrykke anerkendelse for det, de gør godt. Forældre bør arbejde sammen med deres børn om projekter og aktiviteter og hjælpe dem til at opnå succes. De bør tage sig tid til at lytte, hjælpe børnene med at løse problemer og lære dem at løse konflikter. Når det overhovedet er muligt, bør forældre også møde op til de begivenheder, deres børn deltager i.

Forældre bør involvere deres børn, når de fastlægger familieregler, forventninger, grænser og konsekvenser. De bør give deres børn større ansvar for pligter og begrænse fjernsynskiggeriet.

Forældre bør være særligt opmærksomme på den indflydelse, medierne har på deres børn i de år. Modemagasiner kan let give en ung pige en forkert opfattelse af skønhed. Videospil kan påvirke børnene til vold og umoral. Forældre bør tale med deres børn om de ting, de ser i medierne og rette misopfattelser. Forældre bør også kende deres børns venner og opfordre dem til at invitere deres venner med hjem. Forældre bør ikke kritisere deres børns venner.

I disse år er børn mere tilbøjelige til at acceptere forældrenes hjælp, end de er senere. Forældre bør se problemer og udfordringer som muligheder for at hjælpe. Omsorg vil være meget nyttigt (se lektion 4). Forældre bør ofte udtrykke kærlighed for deres børn, opmuntre og rose dem. Når de opmuntrer deres børn til at være flittige, bør de samtidigt beskytte dem mod at påtage sig for meget. Målene bør være realistiske og opnåelige og bør ikke gribe forstyrrende ind i værdige familiemål og forventninger.

Forældre bør opmuntre deres børn til at have fornuftige interesser og venskaber uden for hjemmet. De bør respektere deres børns privatliv og have realistiske forventninger til efterlevelse af regler.

Søgen efter selvstændighed og identitet (12 til 18 år)

Når puberteten indtræder, ændrer børnenes krop sig hurtigt. Seksualiteten dukker frem. Disse børn ønsker på en gang at være lig med og uafhængige af andre, især deres forældre, og på samme tid sætter de pris på trygheden og bekvemmeligheden i et stabilt hjem.

I disse år ser børnene sig selv blive voksne, og de begynder at spekulere på, hvor og hvordan de passer ind i samfundet. Deres største udviklingsmæssige opgave er at finde deres identitet og et sted, hvor de passer ind i de voksne samfund.

Omkring 14-årsalderen er de fleste børn usikre på sig selv, deres krop og deres ansvar. De har tilbøjelighed til at være idealistiske, impulsive, intense og ønske alt med det samme. De er ofte selvcentrerede, humørsvingende og diskussionslystne, og de har flere konflikter med deres forældre, som de betragter som gammeldags.

I denne alder er puberteten stærkt på vej for de fleste og for pigernes vedkommende i fuldt flor. Børn i denne alder spejler sig i deres jævnaldrende, hvad angår social acceptabel opførsel. Selvom de ofte gerne undgår at blive set offentligt med deres forældre, så elsker mange af dem stadig deres forældre, og de føler sig knyttet til deres familie.

I 16-årsalderen virker de fleste unge til at være mere afslappede og veltilpassede sammen med deres familiemedlemmer. De virker mere sikre på, hvem de selv er, men de har stadig mange værdier og meninger oppe at vende for at afklare deres egen identitet. De er følsomme over for sociale normer og grupper. De fortsætter måske med at afprøve regler og udfordre autoriteter.

Forældre føler sig sommetider truet, når deres teenagere stræber efter uafhængighed. I stedet for at føle sig truet, bør de prøve at føle taknemlighed for deres teenageres ønske om at blive selvstændige. Kontrollen bør overdrages gradvist, så teenagerne trinvist kan tage styringen over deres eget liv. Grænser og konsekvenser bør stadig sættes, når opførslen er uacceptabel.

Børn bør opmuntres til at tænke selvstændigt. Forældre bør gøre en indsats for at acceptere deres børns karaktertræk uden at gå i forsvar eller være afvisende. De bør forholde sig roligt, når de bliver konfronteret med deres teenageres heftige følelser.

Forældre bør give sig tid til at lytte, når deres børn er villige til at tale. Forældrene kan komme med forslag, der kan hjælpe børnene med at styre deres liv. De bør være opmærksomme på den tristhed og depression, deres børn måtte opleve. De bør lytte til de problemer og udfordringer, som deres børn oplever. De bør lære dem at håndtere gruppepres.

Forældre bør ikke føle sig fornærmede, hvis deres børn ikke ønsker at være omkring dem. Ikke desto mindre bør de forvente en vis overholdelse af husordenen uden at forvente perfektion. De bør vælge deres kampe med omhu, og når det er nødvendigt, må der være konsekvenser.

I denne udviklingsfase bliver usikre unge selvsikre voksne med en sikker følelse af identitet, formål og personlige mål. Selvtilliden udvikler sig gradvist, efterhånden som teenageren føler sig accepteret, kompetent og forberedt på fremtiden.

Unge, som ikke føler sig accepterede eller kompetente, bliver ofte forvirrede og usikre på sig selv og deres rolle og værd for samfundet. De betragter måske deres forældre som en forhindring for deres selvstændighed. Disse teenagere kan blive respektløse, utaknemlige, oprørske og genstridige. Nogle prøver at finde et tilhørsforhold i kliker, bander eller teenagehelte.

Tegn på udviklingsmæssige og socio-emotionelle problemer

Følgende advarselstegn kan være et udtryk for udviklingsmæssige, sociale eller følelsesmæssige problemer. Et barn, som viser nogen af disse tegn eller symptomer, kan have brug for specialhjælp fra en børnelæge eller en professionel rådgiver.

I toårsalderen

Kan ikke gå
Kan ikke sætte to ord sammen i en sætning eller bruge mindst 15 ord.
Forstår ikke at bruge almindelige forekommende ting som en kam, en kop eller en ske.
Kan ikke skubbe et stykke legetøj med hjul.

I fireårsalderen

Viser tegn eller symptomer på ikke at være alderssvarende.
Ævler konstant.
Taler uklart.
Kan ikke forstå enkle instrukser.
Viser meget lidt interesse for andre.
Har svært ved at løsrive sig fra moderen.
Deltager ikke i »lade-som-om-lege«.

I seksårsalderen

Viser tegn eller symptomer på ikke at være alderssvarende.
Kan ikke køre på trehjulet cykel.
Kan ikke lave et overhåndskast.
Græder og klamrer sig til forældrene, når de forlader dem.
Viser ingen interesse for at omgås eller lege med andre børn.
Kan ikke styre sin vrede eller ophidselse.
Vil ikke i tøjet, i seng eller i bad.
Er hyperaktiv i en grad, der forstyrrer skolegangen.
Kan ikke komme ud af det med andre børn, mangler venner.
Tisser i sengen.
Kraftig overvægt.
Har gentagne mareridt.
Er meget aggressiv (skændes eller slås).
Er bange for alt.

I otteårsalderen

Viser tegn eller symptomer på ikke at være alderssvarende.
Kan ikke klokken.
Vil ikke i skole eller klarer sig dårligt.
Er ofte ulydig, uartig eller umedgørlig.

I enhver aldersgruppe

Ude af stand til at tale alderssvarende (har begrænset ordforråd eller problemer med at tidsbøje verber, kan ikke huske ord eller danne sætninger eller danne de rette lyde; stammer).
Ude af stand til at klare sig selv på et forventeligt niveau.
Ude af stand til at indgå i relationer med andre (mangler øjenkontakt, ansigtsudtryk og interesse for at indgå i sociale sammenhænge).
Har svært ved at klare sig i skolen.
Ude af stand til at arbejde eller deltage i fritidsaktiviteter på et forventeligt niveau.
Viser manglende evne til at følge sundheds- og sikkerhedsregler.
Kan ikke læse, skrive eller regne på et alderssvarende niveau.
Kan ikke gå, kravle, sidde, kaste, gribe eller løbe alderssvarende.
Har svært ved at vise opmærksomhed, synes ikke at lytte, følger ikke anvisninger, har problemer med at organisere eller lader sig let distrahere og glemmer.
Kan ikke sidde stille på en stol, er rastløs, spræller, løber eller klatrer overdrevent rundt, taler uophørligt, buser ud med svar på spørgsmål, afbryder eller forstyrrer.
Mister besindelsen eller skændes, afviser voksnes henstillinger.
Er ofte vred og fornærmet, bebrejder andre for sine fejltagelser.
Mobber, truer andre og slås.
Ødelægger ting, stjæler eller overtræder regler.
Udviser grusomhed over for dyr og mennesker.
Tvinger andre til seksuelle handlinger.
Spiser ikke ordentligt og tager ikke på i vægt eller oplever betydeligt vægttab.
Har tics (pludselige, hurtige og gentagne bevægelser eller verbale ytringer).
Bekymrer sig eller udviser angst, når det skal væk fra hjemmet eller forældrene, eller når det forventer en adskillelse.
Er deprimeret (symptomerne omfatter at føle sig trist eller ked af det, at være ude af stand til at finde glæde ved at gøre noget, trække sig tilbage, at føle skyld eller føle sig værdiløs, apati, at have svært ved at tænke og koncentrere sig, at mangle energi, at have tanker om eller lyst til at begå selvmord).
Udviser angst (virker nervøs, anspændt, frygtsom, panisk, rædselsslagen, synes at mærke et nært forestående endeligt, har åndenød eller smerter i brystet).

Realistiske forventninger

Det Første Præsidentskab og De Tolv har sagt: »I det førjordiske liv accepterede Guds åndelige sønner og døtre planen, gennem hvilken Guds børn ville få et fysisk legeme og opnå jordisk erfaring for at kunne udvikle sig frem mod fuldkommenhed og til slut realisere sin guddommelige skæbne som arvinger til evigt liv.«⁵ For de fleste mennesker omfatter det gennemlevelse af stadier som spædbarn, barndom, ungdom og voksenliv. Forældre kan hjælpe deres børn gennem disse stadier og forberede dem på livets udfordringer. Realistiske forventninger og fremskidt i passende tempo bør være deres rettesnor i denne proces. Forældre bør lære deres børn at kende og værdsætte dem som unikke individer. Ved at gøre det vil de vise dem, at vor himmelske Faders kærlighed omfatter alle.

Respons på opførsel

Forældre, som værdsætter deres børn og lærer dem at kende som individer, har bedre grundlag for at reagere passende på deres børns opførsel. De bliver mere egnede til at undervise deres børn i de korrekte principper.

Børn tilegner sig ofte en opførsel, som forældrene ikke synes om, som fx at sutte på tommelfinger, klatre og overdrive. En sådan opførsel er undertiden forbundet med forskellige udviklingsstadier og går over efterhånden som barnet modnes. Når de ved, at barnet vokser og udvikler sig, vil forældrene føle mindre skyld og bekymring over en sådan opførsel. Det kan også gøre forældrene i stand til at reagere mere hensigtsmæssigt.

Forældre kan nogle gange forstærke uønsket opførsel ved at straffe, latterliggøre eller skælde barnet ud. Et sådant intenst følelsesmæssigt fokus skaber overdreven opmærksomhed på opførslen, hvilket kan provokere barnet til at føle sig slem, blive trodsig eller uforholdsmæssigt optaget af opførslen. Fx kan en overdreven respons på at sutte tommelfinger provokere barnet til at holde fast i vanen. Når forældre derimod tackler opførslen på en let måde eller ignorerer den, er barnet mere tilbøjelig til at droppe den, eftersom den ikke længere tjener et formål.

For meget fokus på alderssvarende opførsel kan også opmuntre barnet til at gentage opførslen i overdreven og til tider farlig grad. Fx kan forældre, som gør et stort nummer ud af deres lille barns forsøg på at klatre (»han er sej, når han gør det«) fremelske en adfærd, som kan bringe barnet i fare.

Teenagere trækker sig ofte tilbage fra familien og bliver kritiske over for forældrene. Forældre, som tager det personligt, føler sig afvist eller prøver på at udøve kontrol, kan provokere barnet til oprør og dermed vanskeliggøre barnets fremskridt i denne fase. Men når forældre tager barnets opførsel roligt uden at blive overdrevent bekymrede, gør de barnet i stand til at komme gennem denne fase af puberteten. Generelt accepterer børn deres forældre mere, efterhånden som de bliver voksne.

Lær hvert enkelt barn at kende

Den bedste måde forældre kan lære deres barn at kende på – hvad de kan lide og ikke lide, deres håb og frygt – er ved at tilbringe tid sammen med dem. Familier kan bruge tid sammen hver dag ved at holde familiebøn og studere skriften. De kan arbejde sammen og føre enkle og behagelige samtaler. Forældre kan inddrage deres børn i gruppeaktiviteter såsom at tage i parken, bygge et legehus, køre en tur, tage på udflugt, plante noget og passe haven og spille spil. Ofte er de mest fornøjelige aktiviteter dem, der koster mindst.

Forældre bør spendere tid med hvert enkelt barn og ofte lade barnet vælge, hvad de ønsker at gøre sammen. Samtalen som naturligt opstår ved sådanne lejligheder bør handle om barnets interesser.