»Kapitel 10: Gå fremad med håb«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 10«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 10

Gå fremad med håb

»Håb vil overvinde fortvivlelse.«

Fra Thomas S. Monsons liv

I sin barndom var Tom Monson vidne til, at hans familie udførte mange venlige handlinger, der gav håb til andre i nød. Han fortalte om to eksempler på familiemedlemmer, der tog sig af en ældre britisk nabo, der var kendt som »gamle Bob«:

»Jeg har mange minder fra mine drengeår. Forventningen om søndagsmiddagen er en af dem. Netop som vi børn nærmede os vores såkaldte sultestadie og ivrigt satte os ved bordet med duften af stegen, der fyldte huset, kunne mor sige til mig: ›Tommy, før vi spiser, skal du lige løbe over med denne tallerken mad til gamle Bob og skynde dig tilbage.‹

Jeg forstod aldrig, hvorfor vi ikke kunne spise først og give ham en tallerken mad bagefter. Jeg spurgte aldrig hvorfor, men skyndte mig hen til Bobs hus og ventede utålmodigt på, at hans gamle ben langt om længe fik bragt ham hen til døren. Så rakte jeg ham tallerkenen med maden. Han gav mig den rene tallerken fra sidste søndag og tilbød mig [10 cents] for min hjælp.«

Tom afslog altid pengene, og Bob sagde: »Min dreng, du har en vidunderlig mor. Sig hende tak.«¹ Når Tom vendte hjem, smagte hans egen søndagsmiddag altid bedre. Da han reflekterede over denne oplevelse, sagde han: »Jeg indså ikke [på det tidspunkt], at jeg lærte en meget stærk og vigtig lektie om at tage mig af dem, der er dårligere stillet.«²

Præsident Monson fortalte også om, hvordan hans bedstefars kærlighed og gavmildhed gav Bob håb:

»Min mors far, bedstefar Thomas Condie, lærte mig også en vigtig lektie, som omfattede den selv samme gamle Bob … Han var en enkemand på omkring firs år, da det hus, hvor han lejede et værelse, skulle rives ned. Jeg hørte ham fortælle min bedstefar om sin situation, da vi alle tre sad i den gamle hængesofa på min bedstefars veranda. Med en melankolsk stemme sagde han til bedstefar: ›Hr. Condie, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg har ingen familie. Jeg har ikke noget sted, jeg kan tage hen. Jeg har kun lidt penge.‹ Jeg spekulerede på, hvad bedstefar ville svare.

Vi fortsatte blot med at gynge frem og tilbage. Så stak bedstefar hånden ned i lommen og tog en gammel læderpung frem, hvorfra han, som respons på mit plageri, havde givet mange mønter til at snolde for. Denne gang tog han en nøgle frem og gav den til gamle Bob.

Blidt sagde han: ›Bob, her er nøglen til det hus inde ved siden af, som jeg ejer. Tag den. Flyt dine ting ind. Bliv så længe du vil. Du vil ikke blive afkrævet husleje, og ingen vil nogensinde smide dig ud igen.‹

Tårer strømmede frem i gamle Bobs øjne, trillede ned ad hans kinder og forsvandt i hans lange, hvide skæg. Bedstefars øjne var også lidt våde. Jeg sagde ikke et ord, men den dag var min bedstefar min helt. Jeg var stolt af at bære hans fornavn. Selvom jeg kun var en dreng, har denne lektie haft en stærk indvirkning på mit liv.«³

Den unge Tom Monson lærte om at hjælpe andre i nød af sin familie. Her er han afbilledet med sin arm om sin far, G. Spencer Monson, og med sin morfar, Thomas Condie.

Thomas S. Monsons lærdomme

Håbets solskin kan fordrive fortvivlelsens skyer.

For nogle år siden … fik jeg som missionspræsident privilegiet af at lede de dyrebare missionærers aktiviteter … Nogle havde problemer, andre manglede motivation; men en kom til mig fuldstændig fortvivlet. Han havde truffet en beslutning om at forlade missionsmarken, selvom han kun var halvvejs igennem. Hans tasker var pakket, hans returbillet købt. Han kom for at sige farvel.

Vi talte sammen; vi lyttede; vi bad … Da vi rejste os fra vores knæ på mit stille kontor, begyndte missionæren at græde næsten ukontrollabelt. Mens han fleksede musklen i sin stærke højre arm, udbrød han: »Dette er mit problem. Al min tid i skolen kvalificerede min muskelkraft mig til hæder i fodbold og løb, men min mentale kraft blev forsømt. Præsident Monson, jeg skammer mig over min skolepapirer. De afslører, at jeg ›med anstrengelse‹ har evnen til at læse, men på niveau med én i fjerde klasse. Jeg kan ikke en gang læse Mormons Bog. Hvordan kan jeg så forstå dens indhold og undervise andre i dens sandheder?«

Stilheden i værelset blev brudt af min niårige søn, der uden at banke på åbnede døren og, med overraskelse, undskyldende sagde: »Undskyld mig. Jeg ville bare lægge bogen tilbage på hylden.« Han gav mig bogen. Dens titel: En børnefortælling om Mormons Bog, af dr. Deta Petersen Neeley. Jeg bladrede til forfatterens forord og læste, at denne bog var skrevet i et letforståeligt sprog, der svarede til niveauet i fjerde klasse. En oprigtig bøn fra et ærligt hjerte var blevet besvaret på dramatisk vis.

Min missionær tog imod udfordringen med at læse bogen. Halvt leende, halvt grædende erklærede han: »Det bliver godt at læse noget, jeg kan forstå.« Fortvivlelsens skyer blev fordrevet af håbets solskin. Han fuldførte en værdig mission.⁴

Når sande værdier og grundlæggende dyder lægger til grund for samfundets familier, vil håb overvinde fortvivlelse og tro sejre over tvivl.

Sådanne værdier vil, når de læres og efterleves i vores familier, blive som den velkomne regn på den tørre jord. Kærligheden vil øges, loyalitet over for ens eget bedste vil blive styrket, og disse dyder vil i form af karakterstyrke, retskaffenhed og godhed blive næret.^5.

Når I … former jeres liv med tro, I vil gøre jer fortjent til Helligåndens ledsagelse. I vil få »et fuldkommen klart håb« (2 Ne 31:20).^6.

Vi har et ansvar for at give håb og hjælp til de trængende.

En person, som … fulgte [Frelserens eksempel], var Boyd Hatch fra Salt Lake City i Utah. Boyd, der var frataget brugen af sine ben og kunne imødese et liv i kørestol, kunne sagtens have set indad og i selvmedlidenhed blot have eksisteret i stedet for at leve. Broder Hatch så imidlertid ikke indad, men udad og ind i andres liv og opad mod Guds himmel, og inspirationens stjerne vejledte ham ikke blot til én sådan mulighed, men bogstaveligt talt til hundreder muligheder. Han organiserede spejdertropper for handicappede drenge. Han lærte dem om lejrliv. Han lærte dem at svømme. Han lærte dem at spille basketball. Han lærte dem at tro. Nogle drenge var mismodige og fyldt med selvmedlidenhed og fortvivlelse. Dem gav han håbets fakkel. De så hans eksempel på kamp og resultater. Med et mod, som vi aldrig helt vil kende eller forstå, overvandt disse drenge fra mange trosretninger uoverstigelige hindringer og fandt på ny sig selv. I alt dette fandt Boyd Hatch ikke alene glæde, men ved villigt og uselvisk at give af sig selv, fandt han Jesus.⁷

En del af vores samfund higer desperat efter tegn på virkelig kærlighed. Det er blandt dem, der er ved at blive ældre, og især når de lider af ensomhedens kvaler. Det døende håb og de svundne drømmes kolde vinde hvisler sig igennem de ældres rækker og dem, der nærmer sig den nedadgående side af livets højdepunkt.

»Det, de behøver i de ældre års ensomhed, er i det mindste delvist det samme, som vi havde brug for i vores ungdoms usikre år; en følelse af være med, en overbevisning om at være ønsket og venlige handlinger fra hjertet og hænder, der holder af; og ikke blot opfylder pligter, ikke blot et værelse i en bygning, men plads i nogens hjerte og liv« [Richard L. Evans, Thoughts … for One Hundred Days, 1966, s. 222].⁸

[Vi har et] ansvar for at yde hjælp til de sultne, de hjemløse og de underkuede både hjemme og i udlandet, og indgyde dem håb. En sådan hjælp er til velsignelse for alle. I en [række] byer, hvor behovet overstiger hjælpen, har mennesker fået en håndsrækning, andre er blevet grebet om hjertet, og desperate grimasser er blevet vendt til tillidsfulde smil, takket være Kirkens medlemmer, der gavmildt betaler deres fasteoffer, således som Herren har befalet.⁹

Jeg takker Gud for det arbejde, som bliver udført af vores læger, der for en tid forlader deres egen praksis og rejser til fjerne lande for at hjælpe børn. Ganespalte og andre misdannelser, som ville efterlade et barn fysisk hæmmet og psykisk skadet, bliver ordnet på dygtig vis. Fortvivlelse viger for håb. Taknemmelighed erstatter sorg. Disse børn kan nu se i spejlet og undre sig over et mirakel i deres eget liv …

På øer langt borte i Stillehavet er der hundredvis af mennesker, der næsten var blinde, som nu kan se, fordi en missionær sagde til sin svoger, som er læge: »Forlad dit rige klientel og behagelighederne i dit paladslignende hjem og kom over til disse særlige Guds børn, som har behov for dine færdigheder, og som har behov for dem nu.« Denne øjenlæge reagerede med det samme uden så meget som at se sig tilbage. I dag siger han stille, at det besøg var den bedste tjeneste, som han nogensinde har ydet, og at den fred, som kom i hans hjerte, den største velsignelse i hans liv.¹⁰

Omvendelse giver os håb.

For kort tid siden hørte jeg et vidnesbyrd fra en kvinde, som sammen med sin mand havde forladt vejen mod sikkerhed, brudt befalingerne og samtidigt næsten ødelagt deres familie. Da de begge endelig kunne se gennem den tykke tåge af afhængighed og erkende, hvor ulykkeligt deres liv var blevet, og hvor meget de sårede deres nærmeste, begyndte de at ændre sig. Omvendelsesprocessen føltes langsom og var til tider smertefuld, men med hjælp fra præstedømmeledere og med hjælp fra familien og loyale venner, kæmpede de sig tilbage.

Jeg vil gengive en del af denne søsters vidnesbyrd om omvendelsens helbredende kraft: »Hvordan kommer man fra at være et af de fortabte får og fastlåst af synd til denne fred og lykke, som vi nu oplever? Hvordan går det til? Svaret … er et fuldkomment evangelium, en fuldkommen Søn og hans offer for mig … Hvor der var mørke, er der nu lys. Hvor der var fortvivlelse og smerte, er der glæde og håb. Vi er blevet uendeligt velsignet af den forandring, som kun kan komme gennem omvendelse, der er muliggjort af Jesu Kristi forsoning.«

Vor Frelser døde for at give jer og mig denne velsignede gave. Til trods for, at vejen er vanskelig, er løftet ægte. Herren sagde til dem, der omvender sig:

»Er jeres synder som skarlagen, kan de blive hvide som sne« [Es 1:18].

»Jeg … husker ikke længere på [dem]« [Jer 31:34].¹¹

Frelseren er vores håbs lys.

Når vi i dag ser på verden omkring os, så står vi over for problemer, der er alvorlige, og som bekymrer os meget. Verden synes at have sluppet sikkerhedens forankringer og være drevet bort fra fredens havn.

Eftergivenhed, umoral, pornografi, uærlighed og en lang række andre dårligdomme kaster mange ud på syndens hav, hvor de lider skibbrud på de tabte muligheders, de spildte velsignelsers og de knuste drømmes skarpe rev.

Mit råd til os alle er at se mod Herrens fyrtårn. Der findes ingen tåge så tæt, ingen nat så mørk, ingen storm så stærk og ingen sømand så fortabt, så dette fyrtårns lys ikke kan redde situationen. Det kalder på os gennem livets storme. Herrens fyrtårn udsender signaler, som hurtigt kan genkendes, og som aldrig svigter.

Jeg elsker teksten i en salmerne: »Herren er min klippe, min borg, min befrier, min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt … jeg råber til Herren … og bliver frelst fra mine fjender« [Sl 18:3-4].

Herren elsker os, mine brødre og søstre, og velsigner os alle, når vi kalder på ham.¹²

Mesteren kunne findes blandt de fattige, de undertrykte og de plagede. Han bragte håb til de trøstesløse, styrke til de svage og frihed til de tilfangetagne. Han underviste om det bedre liv, der ligger forud – nemlig evigt liv. Denne kundskab vejleder altid Kirkens medlemmer, for vi har alle fået det guddommelige påbud: »Følg mig.« Det vejledte Peter. Det motiverede Paulus. Det kan afgøre vores personlige skæbne. Kan vi træffe beslutningen om at følge verdens Forløser i retfærdighed og sandhed? Med hans hjælp kan en oprørsk dreng blive en lydig mand, en vildfaren pige kan kaste sit gamle jeg til side og begynde på ny. Jesu Kristi evangelium kan i sandhed ændre liv.¹³

Som et klart søgelys af sandhed vil Jesu Kristi evangelium lede vores rejse ad livets stier. Åh, hvor velsignede er vi ikke ved at have dette aldrig slørede, altid strålende håb og den evige kundskab, som er vores, og som vi deler med verden: At evangeliet er blevet gengivet til jorden, at Gud lever, at Jesus er hans Søn, vores ældre bror, vores talsmand hos Faderen, vor Herre og vor Frelser.¹⁴

Vi vender tilbage i tiden, så vi kan gå fremad med håb … Tilbage, tilbage til ham, der vandrede ad de støvede stier i landsbyer i det, som vi nu ærbødigt kalder det hellige land, til ham, der fik de blinde til at se, de døve til at høre, de lamme til at gå og de døde til at leve. Til ham, der inderligt og kærligt forsikrede os: »Jeg er vejen, sandheden og livet« (Joh 14:6).

Hans konstante sandheder hersker i disse skiftende tider. Han taler til os … ligesom han talte til de folkeskarer, der for mange år siden flokkedes omkring ham.

Kan I huske hans ord? Kan I huske hans handlinger? Reflekterer I over hans lærdomme i jeres liv? Hans og hans apostles ord skiller sig ud som stråler af håb, der gennemborer fortvivlelsens sløvhed.¹⁵

Udvikl en længsel efter at kende Herren, forstå hans befalinger og følge ham. Så spredes fortvivlelsens skyer ved hjælp af håbets stråler, sorgen giver efter for glæden, og følelsen af at være glemt i mængden forsvinder med den sikre kundskab om, at vor himmelske Fader er opmærksom på os hver især.¹⁶

»Vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, er vort eksempel og vor styrke. Han er det lys, der skinner i mørket. Han er den gode Hyrde.«

Når vi ser nærmere på den vej, som Jesus fulgte, vil vi forstå, at den førte ham gennem mange af de prøvelser, som vi vil stå overfor i livet … Men samtidig med, at vi oplever bitter sorg på vores vej, vil vi også finde stor glæde …

Når vi bestræber os på at gøre Kristus til midtpunkt i vores liv ved at lære hans ord, ved at følge hans lære og ved at gå på hans vej, har han lovet, at han vil dele det evige liv med os, som han døde for at opnå. Der er intet større mål, end at vi vælger at acceptere hans tugtelse, blive hans disciple og udføre hans værk hele livet. Der er intet andet, intet valg, som kan forvandle os, som han kan.¹⁷

Vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, er vort eksempel og vor styrke. Han er det lys, der skinner i mørket. Han er den gode Hyrde. Skønt han var optaget af sin majestætiske gerning, accepterede han med glæde muligheden for at lette byrder, give håb, helbrede legemer og gengive livet … Hans ord bliver vor rettesnor: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« [Joh 16:33].¹⁸

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson understregede, at »håb [vil] overvinde fortvivlelse« (afsnit 1). Hvordan har I set håbets kraft sejre over fortvivlelse? Hvordan kan vi bringe »et fuldkommen klart håb« ind i vores liv?
Hvad kan vi lære af præsident Monsons historie om Boyd Hatch? (Se afsnit 2). Hvornår har nogen hjulpet jer til at finde håb, når I havde brug for det? Tænk over, hvordan I kan hjælpe en, der kæmper med at finde håb.
Hvorfor hjælper omvendelse os til at have håb? (Se afsnit 3.) Hvad føler I, når I tænker på Herrens løfte om tilgivelse?
Hvordan har Herren vejledt jer igennem tåger, mørke eller storme? (Se afsnit 4). Hvorfor giver det os håb at følge Frelseren? Hvordan kan vi finde håb i tider med fortvivlelse og sorg? Overvej, hvad I kan gøre for at gøre Kristus til midtpunkt i jeres liv, som præsident Monson råder jer til.

Skriftstedshenvisninger

Klages 3:25-26; Rom 15:13; Alma 13:28-29; 34:41; Eter 12:4, 32; Moro 7:41

Studiehjælp

»Når du hver dag afsætter tid, personligt og sammen med din familie, til at studere Guds ord, vil der herske fred i din tilværelse. Den fred kommer ikke fra verden udenfor. Den kommer i dit hjem, fra din familie og fra dit eget hjerte« (Richard G. Scott, »Gør udøvelsen af tro til din første prioritet«, Liahona, nov. 2014, s. 93).