»Kapitel 4: Bøn: Nøglen til fred og åndelig styrke«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 4«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 4

Bøn: Nøglen til fred og åndelig styrke

»Det er ved inderlig og dybfølt bøn fra hjertet, at vi kan modtage de nødvendige velsignelser og den støtte, der er krævet for at finde vej på denne til tider vanskelige og udfordrende rejse, vi kalder livet på jorden.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Præsident Monson sagde: »[Kommunikation] med vor himmelske Fader gennem bøn … er et forhold, jeg sætter meget højt – [og] som jeg bogstaveligt talt ville være fortabt uden.«¹ Da han blev kaldet til at være biskop som 22-årig, følte han sig utilstrækkelig, bange og overvældet af ansvaret.² Da han huskede på sit behov for bøn i den tid, sagde han:

»Enhver biskop har brug for en hellig lund, hvor han kan trække sig tilbage for at meditere og bede om vejledning. Min var kirkesalen i vores gamle kirkebygning. Jeg kan ikke tælle de gange, hvor jeg en sen nattetime begav mig hen til forhøjningen i den kirkebygning, hvor jeg blev velsignet, bekræftet, ordineret, undervist og til sidst kaldet til at præsidere. Kirken var svagt oplyst af gadelampen udenfor, ikke en lyd kunne høres, ingen ville trænge sig på for at forstyrre. Med mine hænder på talerstolen knælede jeg ned og delte mine tanker, mine bekymringer og mine problemer med ham foroven.«³

Et år under præsident Monsons tjeneste som biskop var det knapt med varer i biskoppernes forrådshus på grund af tørke. Med særlig bekymring for de mere end 80 enker i sin menighed gik præsident Monson til vor himmelske Fader i bøn. Om denne oplevelse sagde han:

»Mine bønner den nat er hellige for mig. Jeg gik i forbøn for disse enker, som var de bedste kvinder, som jeg kendte i dette liv. Deres behov var enkle og beskedne, og at de ikke havde noget at falde tilbage på. Den næste morgen blev jeg ringet op af et medlem af menigheden, en ejer af en frugt- og grøntsagsvirksomhed. ›Biskop,‹ sagde han, ›jeg vil gerne sende en stor lastvogn fuld af appelsiner, grapefrugt og bananer til biskoppens forrådshus for at det kan blive givet til de trængende. Kan du træffe de fornødne foranstaltninger?‹ Om jeg kunne træffe de fornødne foranstaltninger! Biskoppens forrådshus blev varskoet. Derefter blev der ringet til hver enkelt biskop og hele vognladningen blev fordelt. Biskop Jess M. Drury, denne elskede velfærdspioner og købmand, sagde, at han aldrig før havde oplevet en dag som denne.«⁴

Præsident Monson bar ofte vidnesbyrd om, at Gud hører og besvarer vores bønner. Han belærte om, at svarene kommer på mange måder – som mirakler, som personlig vejledning, som tilskyndelser, som styrke til at udholde prøvelser og som tjeneste fra andre mennesker. »Sørg i dagens hektiske tempo for bøn,« rådgav han. »Vores opgave er større end os selv. Vi har brug for Guds guddommelige hjælp. Jeg vidner om, at hans hjælp kun er en bøn væk.«⁵

»Lad os kommunikere oprigtigt med vor Fader i himlen, når vi beder.«

Thomas S. Monsons lærdomme

Når vi beder og lytter, vil vor himmelske Fader hjælpe os på vores jordiske rejse.

Han, som ser selv spurven falde, hører helt sikkert vores hjertes bøn. Husk løftet: »Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den« [Jak 1:5].

Til alle, der kan høre mig, som kæmper med store eller små udfordringer og vanskeligheder, bøn giver åndelig styrke; den er vores pas til fred. Bøn er det middel, hvorved vi henvender os til vor Fader i himlen, som elsker os. Tal til ham i bøn og lyt efter svaret. Mirakler udvirkes gennem bøn.⁶

Vores rejse ind i fremtiden bliver ikke en jævn landevej, der strækker sig herfra og til evigheden. I stedet vil der være skilleveje og sving på vejen, for ikke at nævne de uventede bump. Vi må bede dagligt til en kærlig himmelsk Fader, der ønsker, at det går hver af os godt i livet.⁷

Vor himmelske Fader … vil hjælpe os, hvis vi blot vil give ham en mulighed i vores tilværelse for at gøre det.

Jeg mindes en oplevelse for nogle få år siden. En gruppe af venner var ude at ride på en sti på stærke Morgan-heste, da vi kom til en lysning, som åbnede sig på en frodig græseng med et lille, rent vandløb, som bugtede sig gennem den. Ingen hjort kunne ønske noget bedre hjem. Faren lurede dog. De kloge dyr kan opfange den mindste bevægelse i det omgivende krat; de kan høre en kvist knække og få færten af et menneske. De er kun sårbare fra en retning, oppefra. I et gammelt træ havde jægerne bygget en platform højt oppe over det fristende sted. Selv om det mange steder er ulovligt, så rammer jægeren sit bytte, når det kommer for at spise eller drikke. Ingen kviste knækker, ingen bevægelser forstyrrer, ingen lugt afslører jægerens opholdssted. Hvorfor? Den storslåede buk, med dens højtudviklede sanser til at advare om truende farer, har ikke evnen til at se direkte op og derved afsløre fjenden. Bukken er i fare. Mennesket er ikke begrænset på samme måde. Dets største sikkerhed findes i dets evne og dets ønske til at se opad, at »se frem til Gud og lev[e]« [Alma 37:47].⁸

Forstærk jeres grundvold gennem bøn … Lad os oprigtigt kommunikere med vor Fader i himlen, når vi beder. Det er nemt at lade vores bønner blive gentagelser, der udtrykker ord med lidt eller ingen omtanke bag dem. Når vi husker på, at hver enkelt af os bogstaveligt er Guds åndelige søn eller datter, vil det ikke synes os vanskeligt at nærme os ham i bøn. Han kender os; han elsker os; han ønsker det bedste for os. Lad os bede med oprigtighed og mening, hvor vi udtrykker vor taknemlighed og beder om de ting, som vi føler, er nødvendige. Lad os lytte efter hans svar, så vi kan genkende dem, når de kommer. Når vi gør det, vil vi blive styrket og velsignet. Vi vil komme til at kende ham og hans ønsker for vores liv. Ved at kende ham og ved at stole på hans vilje vil vores tros grundvold blive styrket. Hvis nogen af os har været sene til at lytte til rådet om altid at bede, er der ikke noget bedre tidspunkt at begynde på end nu. William Cowper erklærede: »Satan skælver, når han ser den svageste hellige på sine knæ« (i William Neil, red., Concise Dictionary of Religious Quotations, 1974, s. 144).⁹

Vi lærer at bede ved at bede. Man kan bruge utallige timer på at gennemgå andres oplevelser, men intet trænger ind i et menneskes hjerte som en personlig og inderlig bøn og svar sendt på den fra Himlen.

Noget sådant oplevede drengen Samuel. Det oplevede den unge Nefi. Sådan var den unge Joseph Smiths vidtrækkende bøn. Sådan kan enhver, som beder, blive velsignet.¹⁰

Hvis I ikke har … et forhold [med kommunikation gennem bøn] med vor himmelske Fader nu – vil jeg på det kraftigste opfordre jer til at arbejde hen mod det. Når I gør det, vil I være berettigede til hans inspiration og vejledning – som er en nødvendighed for os alle, hvis vi skal overleve åndeligt under vores rejse her på jorden. En sådan inspiration og vejledning vil tilflyde os frit, hvis vi blot søger den. Og hvilke skatte er de ikke!¹¹

Gennem familiebøn modtager vi de nødvendige velsignelser og støtte.

En fremtrædende amerikansk dommer blev spurgt, hvad vi som borgere i verdens lande kan gøre for at reducere forbrydelserne og ulydigheden mod lovene og for at få fred og tilfredshed i livet og i landet. Han svarede eftertænksomt: »Jeg vil foreslå, at vi vender tilbage til den gamle skik med at bede familiebøn.«

Er vi som folk ikke taknemlige for, at familiebøn ikke er en umoderne skik blandt os? Der er intet smukkere syn i hele verden end at se en familie, der beder sammen.

Herren pålagde os, at vi skulle bede familiebøn, da han sagde: »Bed i jeres familie til Faderen og altid i mit navn, så jeres hustru og jeres børn må blive velsignet« [3 Ne 18:21].¹²

»Der er intet smukkere syn i hele verden end at se en familie, der beder sammen.«

Herren har befalet: »Bed altid, så vil jeg udøse min Ånd over dig, og stor skal din velsignelse blive« [L&P 19:38]. Der har måske aldrig været en tid, hvor vi har haft større behov for at bede og for at lære vores familie at bede. Bøn er et forsvar mod fristelse. Det er ved inderlig og dybfølt bøn fra hjertet, at vi kan modtage de nødvendige velsignelser og den støtte, der er krævet for at finde vej på denne til tider vanskelige og udfordrende rejse, vi kalder jordelivet.

Vi kan undervise vores børn og børnebørn i betydningen af bøn både med ord og ved eksempel. Jeg vil gerne dele en lektie, jeg lærte om undervisning af et eksempel, der er beskrevet i en mors brev til mig vedrørende bøn. »Kære præsident Monson. Nogle gange spekulerer jeg på, om jeg gør en forskel i mine børns tilværelse. Som enlig mor, der er nødt til at have to jobs for at få pengene til at slå til, kan jeg nu og da komme hjem til det helt store virvar, men jeg opgiver aldrig håbet.«

Hendes brev fortsætter, mens hun beskriver, hvordan hun og hendes børn så generalkonference, hvor jeg talte om bøn. Hendes søn kom med udtalelsen: »Mor, det har du allerede lært os.« Hun spurgte: »Hvad mener du?« Hendes søn svarede: »Du har lært os at bede og vist os hvordan. Forleden aften kom jeg ind på dit værelse for at spørge dig om noget, og du var på knæ og bad til vor himmelske Fader. Hvis han er vigtig for dig, bliver han vigtig for mig.« Brevet sluttede: »Jeg tror ikke, at man nogen sinde ved, hvilken indflydelse man har, før et barn ser dig gøre det, du har prøvet at lære det at gøre.«¹³

Lad os ikke forsømme vores familiebønner. Det er et stærkt afskrækkelsesvåben for synd og dermed det, der giver størst lykke og glæde. Det gamle ordsprog er stadig sandt: »Den familie, som beder sammen, bliver sammen.« Ved at vise vores børn et eksempel på at bede, vil vi også hjælpe dem med at begynde at lægge deres egen dybe tros grundvold og vidnesbyrd, som de vil have brug for gennem hele deres liv.¹⁴

Vi skal bede, og derefter skal vi handle.

Da jeg for mange år siden var på rejse i Tahiti, talte jeg med vores missionspræsident, Raymond Baudin, om folket i Tahiti. De er kendt som en af de største søfartsnationer i verden. Bror Baudin, som taler fransk og tahitiansk, men kun lidt engelsk, forsøgte at beskrive hemmeligheden bag de tahitianske søkaptajners succes for mig. Han sagde: »De er forbløffende. Vejret kan være forfærdeligt, fartøjerne kan være gået læk, der er måske ikke andet navigationsudstyr end deres indre følelser og himlens stjerner, men de beder, og de drager af sted.« Han gentog det tre gange. Der er noget at lære af den udtalelse. Vi skal bede, og derefter skal vi handle. Begge dele er vigtige …

Hvis jeg spurgte jer, hvilke steder i Mormons Bog, som er de mest læste, vil jeg vove at påstå, at det er beretningen i 1 Nefi om Nefi, hans brødre, hans far og befalingen om at få messingpladerne af Laban. Det er måske, fordi de fleste af os fra tid til anden sætter os for at læse Mormons Bog igen. Vi begynder gerne med 1 Nefi. De ting, som den indeholder, er i virkeligheden et smukt portræt af behovet for at bede og derefter at handle. Nefi sagde: »Jeg vil tage af sted og gøre det, som Herren har befalet, for jeg ved, at Herren ikke giver nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så de kan udføre det, som han befaler dem« [1 Ne 3:7].

Vi husker befalingen. Vi husker svaret. Vi husker resultatet.

I vor tid er der mange eksempler på det, som folk har oplevet, når de har bedt og derefter handlet. Jeg vil fortælle jer en rørende beretning om en dejlig familie, som boede i den smukke storby Perth i Australien. I 1957, fire måneder efter indvielsen af templet i New Zealand, var faderen, Donald Cummings, distriktspræsident i Perth. Han og hans hustru og familie var fast besluttede på at overvære indvielsen af templet, selv om de bestemt ikke var videre velbemidlede. De begyndte at bede, arbejde og spare op. De solgte deres eneste bil og samlede hver en øre, de kunne, men ugen før deres afrejse manglede de stadig 200 pund. Takket være to uventede gaver på hver 100 pund nåede de med nød og næppe deres mål. Bror Cummings kunne ikke få fri fra arbejde til at rejse, så han sagde sit job op.

De rejste med tog tværs over det store australske kontinent og nåede til Sydney, hvor de sluttede sig til andre medlemmer, der også skulle rejse til New Zealand. Bror Cummings og hans familie var blandt de første australiere, som blev døbt for de døde i templet i New Zealand. De var blandt de første fra det fjerntliggende Perth i Australien, som fik deres tempelbegavelse i templet i New Zealand. De bad, de forberedte sig, og de handlede.¹⁵

Ingen af vores bekymringer er for små eller ubetydelige.

For længe siden, mens jeg tjente som biskop, fik jeg at vide, at Mary Watson, som var medlem af min menighed, var blevet indlagt på County Hospital. Da jeg tog hen for at besøge hende, kom jeg ind i en sal fyldt med så mange senge, at det var svært finde hende. Da jeg havde fundet hendes seng og var på vej hen til hende, sagde jeg: »Davs, Mary.«

Hun svarede: »Davs, biskop.«

Jeg lagde mærke til, at patienten i sengen ved siden af Marys dækkede sit ansigt med sengetæppet.

Jeg gav Mary Watson en velsignelse, trykkede hendes hånd og sagde farvel, men jeg kunne ikke gå. Det var, som om en usynlig hånd hvilede på min skulder, og jeg fornemmede disse ord i min sjæl: »Gå hen til sengen ved siden af, hvor den lille dame dækkede sit ansigt til, da du kom ind.« Det gjorde jeg så. Jeg har lært aldrig at tilsidesætte en tilskyndelse.

Jeg gik hen til denne patients seng, rørte hende blidt på skulderen og fjernede forsigtigt sengetæppet, der dækkede hendes ansigt. Og hvad skuede mit øje! Hun var også medlem af min menighed. Jeg anede ikke, at hun var indlagt på hospitalet. Hun hed Kathleen McKee. Da vi så hinanden i øjnene, udbrød hun gennem tårer: »Åh biskop, da du trådte ind ad døren, følte jeg, at du var kommet for at besøge mig og velsigne mig som svar på mine bønner. Jeg glædede mig ved tanken om, at du vidste, jeg lå her, men da du standsede ved den anden seng, blev jeg bedrøvet, og jeg vidste, du ikke var kommet for at besøge mig.«

Jeg sagde til Kathleen McKee: »Det betyder ikke noget, at jeg ikke vidste, du var her. Det, der betyder noget, er, at vor himmelske Fader vidste det, og at du havde bedt om en præstedømmevelsignelse. Det var ham, der tilskyndede mig til at forstyrre dig.«

En velsignelse blev givet, en bøn var blevet besvaret. Jeg gav hende et kys på panden og forlod hospitalet med en taknemlighed i hjertet for Åndens tilskyndelser.¹⁶

Herrens formål opnås ofte , når vi giver agt på Åndens vejledning. Jeg tror, at jo mere vi handler på den inspiration og de tilskyndelser, der kommer til os, jo mere vil Herren betro os sine opgaver …

Mine brødre og søstre … vor himmelske Fader kender vores behov og vil hjælpe os, når vi kalder på hans hjælp. Og jeg tror, at ingen af vores bekymringer er for små eller ubetydelige. Herren ses i livets detaljer.¹⁷

Bøn støtter os igennem prøvelser.

Når livets byrder bliver tunge, når prøvelser tester ens tro, når smerte, sorg og fortvivlelse får håbets lys til at flakke og brænde ud, giver kommunikation med vor himmelske Fader os fred.¹⁸

Der er tidspunkter, hvor I går på en tornestrøet sti, kendetegnet af kampe. Der er tidspunkter, hvor I føler jer adskilt – endda isoleret – fra Giveren af alle gode gaver. I er bekymret for, at I går alene. Frygt erstatter troen.

Når I befinder jer i sådanne omstændigheder, bønfalder jeg jer om at huske bøn … Apostlen Paulus formanede:

»Bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud …

Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus« [Fil 4:6-7].

Sikke et storslået løfte! Fred er det, vi søger efter, det, vi længes efter.

Vi blev ikke anbragt på denne jord for at gå alene. Sikke en forbløffende kilde til kraft, til styrke og til trøst, der er tilgængelig for os hver især. Han, der kender os bedre, end vi kender os selv, han, der ser det større billede og som kender begyndelsen fra enden, har forsikret os om, at han vil være der for at hjælpe os, hvis vi blot spørger. Vi har fået løftet: »Bed altid, og hav tro, så skal alting virke sammen til gavn for jer« [L&P 90:24].

Lad os ikke glemme de ord, Frelseren underviste os i, når vores bønner stiger til himlen. Da han oplevede den pinefulde smerte i Getsemane og på korset, bad han til Faderen: »Ske ikke min vilje, men din« [Luk 22:42]. Selvom det til tider er svært for os, så må vi stole på, at vor himmelske Fader bedst ved hvordan, hvornår og på hvilken måde han skal give os den hjælp, vi søger.¹⁹

Kommunikation med vor himmelske Fader – deriblandt vores bønner til ham og hans inspiration til os – er nødvendig for, at vi kan stå imod i livets storme og prøvelser. Herren indbyder os: »Kom nær til mig, så vil jeg komme nær til jer; søg mig flittigt, så skal I finde mig« [L&P 88:63]. Når vi gør det, vil vi føle Ånden i vores liv, som giver os et ønske om og mod til at stå stærke og faste i retskaffenhed.²⁰

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson sagde, at bøn »giver åndelig styrke« og er »nøglen til fred« (afsnit 1). Hvornår har bøn styrket jer? Hvornår har bøn bragt jer fred? Hvordan kan vi gøre vores bønner mere meningsfyldte?
Gennemgå de mange velsignelser, som præsident Monson sagde, der kommer af at bede familiebøn (se afsnit 2). Hvordan er jeres familie blevet velsignet af bede sammen? Hvordan kan man hjælpe børn til at lære om bønnens kraft? Hvad kan vi lære af præsident Monsons historie om moderen, der beder?
Hvad kan præsident Monsons historie om de tahitianske søkaptajner lære os om bøn? (Se afsnit 3.) Hvad forventer vor himmelske Fader af os, når vi søger hans hjælp? Hvad har I lært om, hvordan vor himmelske Fader besvarer bønner?
Præsident Monson understregede, at »vor himmelske Fader kender vores behov og vil hjælpe os, når vi kalder på hans hjælp« (afsnit 4). Hvilke oplevelser har vist jer, at vor himmelske Fader kender jeres behov? Hvilke oplevelser har hjulpet jer til at få et vidnesbyrd om, at Gud hører og besvarer bønner?
Præsident Monson sagde, at vor himmelske Fader vil støtte os gennem prøvelser, når vi søger hans hjælp i bøn (se afsnit 5). Hvordan har I følt jer opretholdt gennem prøvelser, når I har bedt? Hvordan har I set Gud opfylde sit løfte om, at når man altid beder, »skal alt virke sammen til gavn for jer«? (L&P 90:24).

Skriftstedshenvisninger

Matt 6:5-13; 21:22; Joh 17:1-26; Jak 5:16; 2 Ne 32:8-9; En 1:1-9; Alma 33:3-11; L&P 9:7-9; 121:1-8

Studiehjælp

Mens I læser, så marker ord eller vendinger, der er betydningsfulde for jer. Tilføj henvisninger til skriftsteder, der relaterer til præsident Monsons lærdomme (se Forkynd mit evangelium, 2007, s.23).