»Kapitel 17: Kendetegn på et lykkeligt hjem«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 17«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 17

Kendetegn på et lykkeligt hjem

»Hvis vi gør vores bedste, kan vores hjem være en bid af himlen på jord.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Med tanke på sine unge, formative år sagde præsident Thomas S. Monson: »Nogle af de ting, du vokser op med, synker dybt ind, når man er ung.«¹ For ham var en af de vigtigste ting at lære, hvad det kræver at opbygge et lykkeligt hjem – egenskaber som tjeneste, arbejde og medfølelse. Han så dagligt disse egenskaber hos sine forældre og andre familiemedlemmer.

Præsident Monson beskrev sin fars eksempel på tjeneste og kærlighed og sagde: »[Jeg husker], at han brugte sin sparsomme tid til at tage sig af en syg onkel, gamle tanter og sin familie. Han var medlem af Søndagsskolens præsidentskab, hvor han altid foretrak at arbejde med børn. Ligesom Mesteren elskede han børn. Jeg hørte ham aldrig ytre et kritisk ord om andre.«²

Præsident Monson fortalte også om sin fars arbejdsmoral: »Jeg … fik mit første deltidsjob efter skole på trykkeriet, hvor min far var leder, da jeg var fjorten år. Jeg kan ikke huske mange dage i mit liv, efter jeg var fjorten, hvor jeg ikke arbejdede, bortset fra om søndagen. Når I lærer at arbejde, mens I er unge, bliver vanen hos jer. Jeg er lykkeligst, når jeg har travlt.«³

Præsident Monsons mor havde også en stærk indflydelse. Han talte ofte om de vanskeligheder, som den store depression skabte, og hvordan hans mor tog sig af de trængende:

»Eftersom vi kun boede et par blokke fra jernbaneskinnerne, var der ofte mænd uden arbejde og uden penge til at købe mad, der forlod toget og kom hen til vores hus for at få noget at spise. Sådanne mænd var altid høflige. De tilbød at gøre et stykke arbejde for maden. I mit sind er der et uudsletteligt indprentet billede af en udmagret og sulten mand, der står ved vores køkkendør med sin hat i hånden og beder om mad.

Mor bød en sådan besøgende velkommen og viste ham hen til køkkenvasken og lod ham vaske sig, mens hun tilberedte noget mad til ham, som han kunne spise. Hun slækkede aldrig på kvaliteten eller mængden. Den besøgende spiste nøjagtig den samme frokost som min far. Mens han slugte maden, benyttede mor muligheden for at råde ham til at vende tilbage til sit hjem og sin familie. Da han rejste sig, havde han fået fysisk og åndelig næring. Disse mænd glemte aldrig at sige »Tak«. Tårerne i deres øjne afslørede i det stille deres hjertes taknemmelighed.«⁴

Præsident Monson sagde: »Min mor underviste mig via sit liv og gerninger i, hvad [Bibelen] indeholder. Omsorg for de fattige, de syge, de trængende var hverdagsdramaer, der ikke kan glemmes.«^5.

Når præsident Monson talte om at opbygge stærke hjem, citerede han ofte følgende instruktioner fra Herren om at bygge templet i Kirtland: »Grundlæg … et bønnens hus, et fastens hus, et troens hus, et undervisningens hus, et herlighedens hus, et ordens hus, et Guds hus« (L&P 88:119). Ved en lejlighed spurgte han så: »Hvor i hele verden ville vi kunne finde en bedre arbejdstegning til at forme hjemmet, huset, familien – ens eget?« Hvis vi bygger et hjem i henhold til den åbenbarede arbejdstegning, sagde han, vil det »opfylde den byggelov, der står i Matthæus – for huset, der blev bygget på klippen. (se Matt 7:24-25). Det vil modstå modgangens regn, modstandens oversvømmelser og tvivlens vinde, der er overalt i vores udfordrende verden.«^6.

Familien Monson. — Thomas S. og Frances Monson med deres børn og deres familier, 2008

Thomas S. Monsons lærdomme

Et lykkeligt hjem skabes af kærlighed, offer og respekt.

Lykke består ikke af et liv i luksus, verdens opfattelse af at »have det godt«. Den skal heller ikke søges fjerne steder med underlige navne. Lykke skal findes i hjemmet.⁷

Et hjem er i virkeligheden mere end blot et hus. Et hus er bygget af tømmer, mursten og sten. Et hjem er skabt af kærlighed, offer og respekt. Et hus kan være et hjem, og et hjem kan være en himmel.⁸

Vi kan gøre vores huse og vores hjem til himle, når Frelseren bliver centrum for vores liv, og hans eksempel på kærlighed og tjeneste finder meningsfulde udtryk i vores liv.⁹

Må vi … udvise venlighed og kærlighed i vores egen familie. Vores hjem skal være mere end et fristed. Det bør være et sted, hvor Guds Ånd kan dvæle, hvor uvejret standser ved døren, og hvor kærligheden hersker og freden dvæler.¹⁰

Alt for ofte tror vi fejlagtigt, at vores børn har brug for flere ting, når deres stille anmodninger i virkeligheden handler om mere af vores tid.¹¹

Der findes lykke, når der er oprigtig respekt for hinanden … Når der er respekt i hjemmet, befinder børnene sig ikke i det forfærdelige »aldrig-land« – aldrig genstand for omsorg, aldrig modtagere af den rette vejledning fra forældrene.¹²

Vi husker allesammen vores barndomshjem. Det interessante er, at vi ikke husker om huset var stort eller småt, om nabolaget var fornemt eller nedslidt. Vi mindes derimod med fryd, de oplevelser vi havde sammen i familien. Hjemmet er livets laboratorium, og det, vi lærer her, vil stort set blive afgørende for, hvad vi gør, når vi forlader stedet …

Det er os, der har ansvaret for det hjem, som vi opbygger. Vi må bygge klogt, for rejsen gennem evigheden er ingen kort rejse. Der vil være vindstille og blæst, solskin og skygger, glæder og sorger. Men hvis vi gør vores bedste, kan vores hjem være en bid af himlen her på jorden. De tanker, vi tænker, de gerninger, vi gør, det liv, vi lever, påvirker ikke blot vor jordiske rejses succes, men de markerer vejen til vores evige mål.

I 1995 udstedte Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Råd en proklamation til verden om familien. Den proklamation siger blandt andet: »Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme. Vellykkede ægteskaber og familier bygges på og fastholdes ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser« [»Familien: En proklamation til verden« ChurchofJesusChrist.org].

Lykkelige hjem har mange forskellige kendetegn. Nogle hjem består af store familier med far, mor, brødre og søstre, der lever sammen i kærlighedens ånd. Andre af en enlig far eller mor med et eller to børn, mens andre hjem igen kun bebos af en enlig. Men der er visse kendetegn, som findes i ethvert lykkeligt hjem, uanset antallet eller beskaffenheden af familiemedlemmer. Jeg kalder dem »kendetegn på et lykkeligt hjem«. Det er:

1. Regelmæssige bønner.

2. Et bibliotek af kundskab.

3. En arv af kærlighed.

4. En skatkiste af vidnesbyrd.¹³

Der bør være regelmæssige bønner i vores hjem.

Til jer, der er forældre … påkald vor himmelske Fader om hjælp, når I tager jer af [jeres børns] behov hver dag, og når I håndterer de udfordringer, der uundgåeligt følger af at være forældre. I har brug for mere end jeres egen visdom til at opdrage dem.¹⁴

»Bøn er et hjertes indre sang, tænkt eller sagt i ord« [Salmer og sanger, nr. 75]. Ligeså altomfattende som bønner anvendes, ligeså gode resultater giver de, og derfor vil bøn være det første tegn på et lykkeligt hjem. Når forældrene lytter, mens et barn beder, vil de komme Gud nærmere. Disse små, som for nylig har været sammen med deres himmelske Fader, har ingen hæmninger med hensyn til at give udtryk for deres følelser, ønsker og taknemmelighed.

Familiebønner er den bedste forebyggelse imod synd, og derfor også det, som bedst kan skabe glæde og lykke. Det gamle ordsprog som lyder, at »den familie, der beder sammen, forbliver sammen«, er stadig sandt …

Min kone, Frances, og jeg har været gift i 53 år. Vi blev viet i templet i Salt Lake City. Benjamin Bowring, der viede os, gav os dette råd: »Lad mig give jer nygifte en regel, som kan sikre jer imod, at nogen uenighed imellem jer vil vare mere end en enkelt dag. Knæl ned side om side ved jeres seng hver aften. Den ene aften beder du, bror Monson, bønnen højt på dine bøjede knæ. Den næste aften beder du, søster Monson, bønnen højt, på dine bøjede knæ. Så kan jeg forsikre jer for, at enhver misforståelse, som har udviklet sig i dagens løb, vil forsvinde under bønnen. I kan simpelthen ikke bede sammen, uden at I har de bedste følelser for hinanden.«

Da jeg blev kaldet til De Tolv Apostles Råd … spurgte præsident David O. McKay, Kirkens niende præsident, til min familie. Jeg fortalte ham om vores vejledende regel om at bede og bar mit vidnesbyrd om dens gyldighed. Han lænede sig tilbage i sin store læderstol og svarede med et smil: »Den regel, som virker for jer, har været til velsignelse for mit familieliv i alle de år, vi har været gift.«¹⁵

Vores hjem bør være biblioteker af kundskab.

Et andet kendetegn på et lykkeligt hjem ses, når hjemmet bliver et bibliotek af kundskab … En vigtig del af vores kundskabsbibliotek består af gode bøger …

Læsning hører til én af de sande glæder i livet. I vore dages massekultur, hvor så meget af det, vi får i hænde, er forkortet, tilpasset, forvansket, sønderlemmet og nedkogt, er det en lise for sjælen og inspirerende at sætte sig ned for sig selv med en god bog.

Børn elsker også bøger og nyder, når deres forældre læser for dem.

Herren har sagt: »Søg visdom i de bedste bøger; stræb efter at lære, ja, ved studium og også ved tro« [L&P 88:118].

Standardværkerne er et bibliotek af kundskab for os og vores børn.

For flere år siden tog vi vores børnebørn med på en rundtur i Kirkens trykkeri. Der så vi alle, hvordan … Mormons Bog bliver trykt, indbundet og afpudset, parat til at blive læst. Jeg sagde til mine børnebørn: »Bogtrykkeren siger, at I godt må tage et eksemplar af Mormons Bog hver og beholde det som jeres eget. I må selv vælge jer ét eksemplar, og det bliver så jeres bog.«

Hver af dem tog et færdigt eksemplar og gav udtryk for sin kærlighed til Mormons Bog.

Jeg husker ikke ret meget mere fra den dag, men jeg vil aldrig glemme de oprigtige udtryk for kærlighed til Mormons Bog, som kom direkte fra børnenes hjerte.

Vi forældre bør huske på, at vores tilværelse måske bliver den bog fra familiebiblioteket, som børnene vil værdsætte mest. Er vores eksempler værd at følge? Lever vi således, at en søn eller datter kunne sige: »Jeg vil følge min far« eller »jeg vil være som min mor«? I modsætning til bøgerne i vores reol, hvor omslaget dækker for indholdet, kan vores liv ikke lukkes inde. Forældre, vi er faktisk som en åben bog.¹⁶

far og søn læser i skrifterne. — »Standardværkerne er et bibliotek af kundskab for os og vores børn.«

Vores hjem bør rumme en arv af kærlighed.

Et tredje kendetegn på et lykkeligt hjem er en arv af kærlighed …

Børn er tilsyneladende modtagelige for den mindste smule, de kan lære af, mens de stille og roligt antager deres forældres eksempler. Min egen far, som var trykker, arbejdede længe og hårdt, næsten hver eneste dag i sit liv. Jeg er sikker på, at han ville have nydt at være hjemme på sabbatten. Men i stedet for besøgte han ældre familiemedlemmer og bragte dem glæde i tilværelsen.

En af dem var hans onkel, der var så invalideret af gigt, at han ikke kunne gå eller klare sig selv. En søndag eftermiddag kunne min far sige til mig: »Kom med, Tommy. Lad os tage onkel Elias med ud på en lille køretur.« Vi steg ind i den gamle Oldsmobile, årgang 1928, og kørte af sted til 8. West [i Salt Lake City], hvor onkel Elias boede. Jeg ventede i bilen, mens min far gik ind. Det varede ikke længe, før de viste sig, min far bar sin invalide onkel i sine arme, som var han en porcelænsdukke. Jeg åbnede døren og så hvor blidt og kærligt min far satte onkel Elias på forsædet, så han havde den bedste udsigt.

Køreturen var ikke så lang og samtalen begrænset, men ih – det var en arv af kærlighed! Min far læste aldrig fra Bibelen om den barmhjertige samaritaner for mig. Han tog hellere onkel Elias og mig med ud i sin gamle Oldsmobile, årgang 1928, på vejen til Jeriko.¹⁷

Nogle af vores største muligheder for at vise vores kærlighed vil forekomme inden for vores eget hjems fire vægge. Kærlighed burde være det helt centrale i familielivet, men er det ofte ikke. Der kan være for meget utålmodighed, for meget skænderi, for mange kampe, for mange tårer. Præsident Gordon B. Hinckley sagde beklagende: »Hvordan kan det være, at [dem], som vi elsker [allermest], så ofte bliver mål for vores hårde ord? Hvordan kan det være, at [vi] sommetider taler som med knive, der stikker hurtigt?« Svaret på disse spørgsmål kan være forskellige for hver enkelt, og alligevel, når alt kommer til alt, har årsagerne dertil ingen betydning. Hvis vi skal holde befalingen om at elske hinanden, må vi behandle hinanden med venlighed og respekt.

Der vil selvfølgelig være tidspunkter, hvor man må disciplinere. Lad os imidlertid huske det råd, der står i Lære og Pagter – nemlig, at når det er nødvendigt for os at irettesætte hinanden, at vi bagefter udviser et større mål af kærlighed [se L&P 121:43].¹⁸

Må jeres hjem være fyldt med kærlighed og høflighed og med Herrens Ånd. Elsk jeres familie. Hvis der er uenighed eller strid blandt jer, så opfordrer jeg jer til at bilægge den nu.¹⁹

Er vi et eksempel på kærlighedens arv? Er vores hjem? Bernadine Healy, gav dette råd i en tale ved en dimissionsfest: »Som læge har jeg været dybt privilegeret ved at være til stede i nogle af de stærkeste øjeblikke i menneskers liv, herunder deres sidste tid, og lad mig fortælle jer en hemmelighed. Mennesker, som står overfor døden, tænker ikke på, hvilke akademiske grader de har opnået, eller hvilke stillinger de har haft, eller hvor meget rigdom de har samlet sammen. Det, som virkelig betyder noget ved afslutningen af livet, er, hvem du har elsket, og hvem der har elsket dig. Denne kærlighedscirkel er det hele, og er et storslået mål på et afsluttet liv. Det er den gave, som har størst værdi [On Light and Worth: Lessons from Medicine (translokationtale, Vassar College, 29. maj 1994, s. 10), Særlige samlinger].²⁰

En skatkiste af vidnesbyrd bør findes i vores hjem.

Et fjerde kendetegn på et lykkeligt hjem er en skatkiste af vidnesbyrd. »Den første og bedste mulighed, for at undervise … findes i hjemmet,« bemærkede præsident David O. McKay [i Priesthood Home Teaching Handbook, rev. udg., 1967, s. ii]. »Et ægte mormonhjem er et hjem, hvor Kristus, hvis han havde mulighed for at komme ind, ville være glad for at blive og hvile« [Gospel Ideals, 1953, s. 169].

Hvad gør vi for at sikre os, at vort hjem kan leve op til denne beskrivelse? Det er ikke nok, at forældrene alene har stærke vidnesbyrd. Børn kan kun en vis tid holde i frakkeskøderne på forældrenes overbevisning.

Præsident Heber J. Grant erklærede: »Det er vores pligt at undervise vore børn, så længe de er små. Jeg ved måske, at evangeliet er sandt, og det gør min kone måske også, men jeg vil gerne sige jer, at vore børn ikke kan vide, at evangeliet er sandt, medmindre de studerer det og selv får et vidnesbyrd« (i Conference Report, apr. 1902, s. 80).

Kærlighed til Frelseren, ærbødighed for hans navn og ægte respekt for hinanden skaber en solid grobund, hvor et vidnesbyrd kan vokse.

At undervise i evangeliet, bære vidnesbyrd for hinanden og lede en familie, er sjældent, om nogensinde, nogen let opgave. På rejsen gennem livet er det almindeligt at møde huller i vejen og dønninger på havet – ikke mindst i vore urolige tider.

Familie der læser sammen — »Lad os beslutte os for, at ligegyldigt hvordan vores forhold er, vil vi gøre vort hjem til et lykkeligt hjem.«

For nogle år siden, besøgte jeg medlemmer og missionærer i Australien, og her så jeg et fantastisk eksempel på, hvordan en skatkiste af vidnesbyrd kan velsigne og helliggøre et hjem. Missionspræsidenten, Horace D. Ensign, og jeg rejste den lange vej fra Sydney til Darwin, hvor jeg skulle tage det første spadestik til en kirke i denne by. På vejen havde vi beregnet at gøre ophold i et mineområde, som hedder Mt. Isa. Da vi kom til den lille lufthavn i Mt. Isa, kom en kvinde og hendes to børn hen til os. Hun sagde: »Jeg hedder Judith Louden og er medlem af Kirken. Det er mine to børn. Vi tænkte, at I måske var med dette fly, så vi er kommet for at være sammen med jer den korte tid, mens I opholder jer her.« Hun forklarede, at hendes mand ikke var medlem af kirken, og at hun og hendes børn faktisk var de eneste medlemmer i hele området. Vi udvekslede lærdomme og bar vidnesbyrd for hinanden.

Tiden gik. Da vi forberedte os på at tage af sted igen, så søster Louden så ensom og forladt ud. Hun tryglede: »I må ikke tage afsted endnu. Jeg savner kirken så meget.« Pludselig sagde de i højttaleren, at vores fly var en halv time forsinket. Søster Louden hviskede: »Min bøn er lige blevet besvaret.« Så spurgte hun, hvordan hun kunne øve indflydelse på sin mand, så han kunne vise interesse for evangeliet. Vi gav hende nogle råd – blandt andet at hun skulle involvere ham i deres hjemmeprimarylektioner hver uge, og være et levende vidnesbyrd om evangeliet for ham. Jeg sagde, at vi ville forære hende et abonnement på The Children’s Friend og anden hjælp til at undervise sin familie i evangeliet. Vi bad hende om aldrig at give op overfor sin mand.

Vi forlod Mt. Isa – en by som jeg aldrig nogensinde kom tilbage til. Men jeg vil altid have denne søde mor og hendes prægtige børn i kær erindring, som hun stod der med tårer i øjnene, mens hun taknemmeligt og kærligt vinkede farvel.

Nogle år senere talte jeg ved præstedømmets lederskabsmøde i Brisbane, Australien, og jeg understregede vigtigheden af at undervise i evangeliet derhjemme, efterleve evangeliet og være et eksempel for sandheden. Jeg fortalte de forsamlede om søster Louden, og hvilket indtryk hendes tro og beslutsomhed havde gjort på mig. Til slut sagde jeg: »Jeg tror ikke, at jeg nogensinde får at vide, om søster Loudens mand nogensinde tilsluttede sig kirken, men han kunne ikke have fået noget bedre eksempel til efterfølgelse.«

Derpå rakte en af lederne hånden op, rejste sig og erklærede: »Bror Monson, jeg er Richard Louden. Kvinden, du taler om, er min kone. Børnene (hans stemme skælvede) er vores børn. Vi er nu en evig familie, og det skyldes især min kære hustrus udholdenhed og tålmodighed. Vi kan takke hende for det hele.« Der blev musestille. Tavsheden blev brudt af en snøften rundt omkring, og der var ikke et øje tørt.

Kære søskende, lad os beslutte os for, at ligegyldigt hvordan vores forhold er, at vi vil gøre vort hjem til et lykkeligt hjem. Lad os åbne vort hjertes vinduer helt op, så enhver i vores familie kan føle sig velkommen og »hjemme«. Lad os også åbne døren indtil vores sjæle, så vor kære Kristus kan komme ind. Husk hans løfte: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham« [Åb 3:20].

Hvor vil han føle sig velkommen, hvor vil vores tilværelse dog blive fyldt med glæde, når vi byder ham velkommen.²¹

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson understregede, at »lykke skal findes i hjemmet« (afsnit 1). Hvordan kan vi skabe større lykke i hjemmet? Hvordan kan vi gøre Frelseren til centrum i vores hjem? Hvordan kan jeres familie nære oprigtig respekt for hinanden?
Hvorfor er bøn vigtig for at opbygge et lykkeligt hjem? (Se afsnit 2). Hvilke velsignelser har I oplevet ved at bede regelmæssigt sammen som familie? Hvordan bliver ægtemænd og hustruer velsignet ved at bede sammen?
Hvordan bør et hjem være »et bibliotek af kundskab«? (Afsnit 3). Hvordan kan forældre hjælpe børn til at udvikle en kærlighed til at lære? Hvordan kan vi forbedre vores studium af skrifterne?
Hvordan kan vi skabe »en arv af kærlighed« i vores hjem? (Afsnit 4). Hvad lærte I som børn om kærlighed af jeres mor eller far eller af andre? Hvordan kan vi mindske strid i vores hjem?
Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at udvikle et stærkt vidnesbyrd om evangeliet? (Se afsnit 5.) Hvordan kan vi bedre opfylde vores pligt til at undervise børn? Hvad kan vi lære af beretningen om Judith og Richard Louden?

Skriftstedshenvisninger

5 Mos 11:19; Kol 3:19-21; Mosi 4:14-15; 3 Ne 18:21; 4 Ne 1:15; L&P 68:25-28; 93:40-50; Moses 5:1-5, 10-12

Til underviseren

»Husk, at opbygning af tro og at blive mere kristuslignende ikke sker [med det samme]. Når I opfordrer dem, I underviser, til at handle på sand lære, hjælper I dem til at videreføre læringsoplevelsen til deres hjem og deres hverdag« (Undervisning på Frelserens måde, 2016, s. 35).