»Kapitel 15: Missionering: Et helligt kald«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020

»Kapitel 15«, Lærdomme: Thomas S. Monson

Kapitel 15

Missionering: Et helligt kald

»Missionering er et særkende ved Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.«

Fra Thomas S. Monsons liv

Under en flyvetur fra San Francisco til Los Angeles havde præsident Thomas S. Monson en oplevelse, der illustrerer hans parathed til at fortælle andre om evangeliet. En ung kvinde, der sad ved siden af ham, læste Et stort og forunderligt værk, en bog af ældste LeGrand Richards (1886-1983), der var medlem af De Tolv Apostles Kvorum. Præsident Monson spurgte den unge kvinde, om hun var medlem af Kirken.

»Åh nej,« svarede hun. »Hvorfor spørger du om det?«

Præsident Monson forklarede, at forfatteren til bogen var leder i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

»Er det sandt?« spurgte den unge kvinde. En ven gav mig den, men jeg ved ikke meget om den. Alligevel har den vækket min nysgerrighed.«

Da præsident Monson spekulerede på, om han skulle sige mere om Kirken, kom apostlen Peters ord til hans sind: »[Vær altid] rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har« (1 Pet 3:15). »Jeg besluttede, at dette var tidspunktet, hvor jeg skulle bære mit vidnesbyrd.

Jeg fortalte hende, at det havde været mit privilegium at assistere ældste Richards i trykningen af Et stort og forunderligt værk. Jeg fortalte hende noget om denne storslåede mand. Jeg fortalte hende om de mange tusinde mennesker, som havde taget imod sandheden efter at have læst det, han har skrevet.

Det var mit privilegium at besvare hendes spørgsmål omkring Kirken hele vejen til Los Angeles – intelligente spørgsmål, som kom fra et hjerte, der søgte sandheden. Jeg spurgte, om jeg måtte arrangere et besøg af to søstermissionærer, der kunne besøge hende. Jeg spurgte, om hun kunne tænke sig at besøge vores gren i San Francisco, hvor hun boede. Hun svarede bekræftende.«

Da præsident Monson vendte hjem, videregav han disse oplysninger til Kirkens ledere i San Francisco. »Kan I forestille jer min glæde, da jeg nogle få måneder senere modtog et opkald fra [stavspræsidenten], hvor han sagde: ›Ældste Monson, jeg ringer angående Yvonne Ramirez, en stewardesse, som havde fri, en ung kvinde … du sad ved siden af [på flyet til Los Angeles] … Hun er lige blevet det nyeste medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Hun vil gerne tale med dig og udtrykke sin taknemlighed.‹«¹

»En sød stemme lød i telefonen: ›Bror Monson, tak fordi du bar dit vidnesbyrd for mig. Jeg er den lykkeligste person i hele verden.‹

Med tårer i mine øjne, og mens min sjæl fyldtes med taknemmelighed til Gud, takkede jeg hende og lykønskede hende med hendes søgen efter sandheden og med hendes beslutning, da hun havde fundet den, om at træde ned i det vand, som rengør og renser og åbner porten til evigt liv.«²

nogle mænd taler sammen — »[Vær altid] rede til forsvar over for enhver, der kræver jer til regnskab for det håb, I har« (1 Pet 3:15).

Thomas S. Monsons lærdomme

Vi har mandat til at fortælle om Jesu Kristi evangelium.

For mange år siden blev en guddommelig befaling givet af vor Herre og Frelser, Jesus Kristus, da han til sine elskede elleve disciple sagde: »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« [Matt 28:19-20]. Markus beretter: »Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med« [Mark 16:20].

Denne hellige befaling er ikke trukket tilbage. Den er snarere blevet fremhævet.³

Kristus underviser — »Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple« (Matt 28:19).

Missionering er et særkende ved Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Sådan har det altid været, sådan vil det altid være.⁴

Vi er et missionerende folk … Den ivrige missionær i Mormons Bog, Alma, viste, hvordan en ung mand skal være for at være en rigtig missionær: »[Dette] er min fryd, at jeg måske kan blive et redskab i Guds hænder til at bringe en eller anden sjæl til omvendelse, og det er min glæde« (Alma 29:9).

Lad mig tilføje mit personlige vidnesbyrd: Vores missionærer er ikke handlende, der går rundt og faldbyder varer, de er derimod den allerhøjeste Guds tjenere, som bærer vidnesbyrd, underviser i sandheden og frelser sjæle.^5.

Vi er alle blevet befalet at fortælle andre om Kristi evangelium. Når vores liv er rettet ind efter Guds egen standard, vil de, der er inden for vores sfære, aldrig beklagende sige: »Kornhøsten er forbi, frugthøsten endt, men vi blev ikke frelst« [Jer 8:20].

Sjælenes fuldkomne hyrde, den missionær, der forløste menneskeheden, gav os sin guddommelige forsikring:

»Og dersom I skulle arbejde alle jeres dage med at råbe omvendelse til dette folk og kun føre én sjæl til mig, hvor stor skal da ikke jeres glæde være sammen med ham i min Faders rige!

Og se, hvis jeres glæde skal være stor sammen med én sjæl, som I har ført til mig ind i min Faders rige, hvor stor skal da ikke jeres glæde være, hvis I fører mange sjæle til mig!« [L&P 18:15-16] …

Jeg beder om, at vi må have modet til at række fællesskabets hånd ud, ihærdigheden til at forsøge igen og igen og den nødvendige ydmyghed til at søge vor Faders vejledning, når vi følger befalingen om at fortælle om evangeliet.⁶

Vores syn på andre kan hjælpe dem til at ændre sig.

Vi er nødt til at huske, at mennesker kan forandre sig. De kan lægge dårlige vaner fra sig. De kan omvende sig fra overtrædelser. De kan bære præstedømmet værdigt. Og de kan tjene Herren flittigt.«⁷

Ved et bestemt møde var N. Eldon Tanner, der dengang var assistent til De Tolv Apostles Kvorum, lige kommet tilbage fra sin første oplevelse med at præsidere over missionerne i Storbritannien og Vesteuropa. Han fortalte om en missionær, der havde været den bedste missionær, som han havde mødt blandt alle dem, han interviewede …

Bror Tanner spurgte ham, hvad der var anderledes ved hans fremgangsmåde … Han sagde, at hvis han bankede på en dør og så en mand, der røg en cigar iklædt gammelt tøj og som virkede uinteresseret i alt – især religion – så forestillede han sig, hvordan manden ville se ud under andre omstændigheder. I sit sind så han ham for sig som nybarberet og iført en hvid skjorte og hvide bukser. Og missionæren forestillede sig selv føre denne mand ned i dåbens vande. Han sagde: »Når jeg ser en person på den måde, får jeg evnen til at bære mit vidnesbyrd på en måde, som kan røre hans hjerte.«

Vi har ansvaret for at se på vores venner, kolleger og naboer på den måde. Vi har igen ansvaret for at se personer, ikke som de er, men snarere som det, de kan blive. Jeg bønfalder jer om at tænke på dem på den måde.⁸

Der findes mange personer, som lige nu kun har et svagt vidnesbyrd, om noget overhovedet, som kunne og ville modtage sådan et vidnesbyrd, hvis vi vil være villige til at bære vores vidnesbyrd og hjælpe dem til forandre sig. I nogle tilfælde kan vi være tilskyndelsen til forandring.⁹

At tjene på en fuldtidsmission er vores livs chance.

Den dybe længsel hos utallige mennesker er udtrykt i bønnen hos en, som talte med Filip på Bibelens tid: »Hvordan skal jeg kunne [finde vej], når der ikke er nogen, der vejleder mig?« [ApG 8:31]

… Verden har brug for jeres hjælp. Der er ben at støtte, hænder at trykke, sind at opmuntre, hjerter at inspirere og sjæle at frelse. Høsten er virkelig stor. Lad der ikke herske tvivl derom; livets største missionsmulighed er jeres lige nu. Evighedens velsignelser venter jer. Det er jeres privilegium ikke blot at være tilskuere, men deltagere.¹⁰

Alle værdige unge mænd bør forberede sig på at tage på mission. Denne tjeneste er et præstedømmeansvar – en forpligtelse, som Herren forventer af os, der er blevet givet så meget. Unge mænd, jeg formaner jer til at forberede jer på at tjene som missionær. Hold jer rene og værdige til at repræsentere Herren. Hold jer sunde og stærke. Studér i skrifterne. Hvis det er muligt, så deltag i seminar og institut …

Søstre, selvom I ikke har samme præstedømmeansvar som de unge mænd til at tjene som fuldtidsmissionærer, yder I også som missionærer et værdifuldt bidrag, og vi er glade for jeres tjeneste.

Jeg vil gerne påminde Kirkens modne brødre og søstre om, at Herren har brug for mange, mange flere af jer til at tjene som fuldtidsmissionærer. Hvis I på dette tidspunkt i jeres liv endnu ikke er klar til at tjene på mission som ægtepar, så anmoder jeg jer om nu at forberede jer på dagen, hvor omstændighederne tillader, at I gør det. Der findes få tidspunkter i livet, hvor I vil føle den fantastiske ånd og tilfredsstillelse, der kommer af sammen at tjene på fuldtid i Mesterens værk.

Nogle af jer er måske af natur generte eller føler jer utilstrækkelige til at sige ja til kaldet om at tjene. Husk, at dette er Herrens værk, og når vi går Herrens ærinde, er vi berettiget til Herrens hjælp. Herren former skuldrene til at bære den vægt, der lægges på dem.¹¹

Forbered jer til at tjene værdigt med øjet alene henvendt på Guds ære og hans hensigt. I vil aldrig komme til at kende den fulde betydning af jeres vidnesbyrd og jeres tjeneste, men I vil vende tilbage med glæde efter at have haft det privilegium at tage imod en hellig kaldelse til at tjene Mesteren. I vil for evigt blive elsket af dem, som I bringer sandhedens lys.¹²

missionærer — »Livets største missionsmulighed er jeres lige nu. Evighedens velsignelser venter jer.«

Herren vil hjælpe os i vores missionering.

[Et] eksempel på mennesker, hvis liv var fyldt med tjeneste … er Juliusz og Dorothy Fussek, som blev kaldet til at tage på mission i Polen i halvandet år. Bror Fussek var født i Polen. Han talte sproget. Han elskede folket. Søster Fussek var født i England og vidste kun lidt om Polen og den polske befolkning.

De stolede på Herren og tog fat på deres opgave. Boligforholdene var primitive, arbejdet var ensomt og deres opgave enorm. På det tidspunkt var man ikke færdig med at oprette en mission i Polen. Bror og søster Fusseks opgave var at berede vejen, så en mission kunne etableres og blive permanent, så flere missionærer kunne kaldes til at tjene, mennesker kunne blive undervist og døbt, grene kunne blive oprettet, og der kunne blive opført kirkebygninger.

Fortvivlede ældste og søster Fussek på grund af deres enorme opgave? Ikke et øjeblik. De vidste, at deres kaldelse kom fra Gud, de bad om hans guddommelige hjælp, og de hengav sig helhjertet til deres arbejde. De blev ikke i Polen i halvandet år, men i fire år. Alle deres oprindelige mål blev nået. Det skete efter et møde, hvor ældste Russell M. Nelson, Hans B. Ringger og jeg sammen med ældste Fussek mødtes med ministeren Adam Wopatka fra den polske regering, og han sagde: »Jeres kirke er velkommen her. I må opføre bygninger, og I må sende missionærer. I er velkomne i Polen. Denne mand«, sagde han og pegede på Juliusz Fussek, »har tjent jeres kirke godt, og hans hustru ligeså. I kan være taknemmelige for deres eksempel og deres arbejde.«

Lad os ligesom bror og søster Fussek gøre det, vi bør, i vores arbejde for Herren. Så kan vi ligesom Juliusz og Dorothy Fussek og Salmernes Bog kan sige: »Min hjælp kommer fra Herren« [Sl 121:2].¹³

Missionering kræver forberedelse, kærlighed til andre og vores bedste indsats.

Må jeg foreslå en opskrift, der vil sikre jer succes som missionærer:

Forbered jer med et klart formål.
Undervis med vidnesbyrd.
Arbejd med kærlighed.

For det første, forbered jer med et klart formål. Husk Frelserens betegnende udtalelse: »Se, Herren kræver hjertet og et villigt sind« [L&P 64:34]. Missionering er vanskeligt. Det tapper ens energi, det trækker på ens evner, det kræver ens bedste indsats – og ofte lidt mere. Intet andet arbejde kræver mere tid eller større hengivenhed eller så mange ofre og inderlig bøn …

For det andet, undervis med vidnesbyrd. Peter og Johannes, disse omvendte fiskere, som blev apostle, blev advaret [af saddukæerne] mod at forkynde om Jesus Kristus og at han blev korsfæstet. Deres svar var fast: »Døm selv, om det er rigtigt over for Gud at adlyde jer mere end ham; men vi kan ikke lade være at tale om, hvad vi har set og hørt« [ApG 4:19-20].

Apostlen Paulus, dette prægtige vidne om sandheden, talte til os alle – både medlemmer og missionærer – da han rådgav sin kære ven Timotheus: »Vær et forbillede for de troende i tale, i adfærd, i kærlighed, i troskab, i renhed« [1 Tim 4:12] …

[For det tredje,] arbejd med kærlighed. Der er ingen erstatning for kærlighed. Ofte bliver denne kærlighed vækket i ungdommen af en mor, udvidet af en far og holdt levende ved at tjene Gud. Husk Herrens råd: »Og tro, håb, næstekærlighed og kærlighed, med intet andet end Guds ære for øje, gør ham skikket til arbejdet« [L&P 4:5]. Vi kunne meget vel hver især spørge os selv: Har jeg i dag fået mere tro, mere håb, mere [næstekærlighed], mere kærlighed?¹⁴

For år tilbage arbejdede jeg sammen med en mand, som hedder Sharman Hummel, i trykkeribranchen. Jeg spurgte ham engang, hvordan han fik sit vidnesbyrd om evangeliet.

Han svarede: »Vi boede østpå. Jeg rejste med bus til San Francisco. I Salt Lake City steg en ung pige på bussen – en primarypige – der satte sig ved siden af mig. Hun skulle til Reno i Nevada for at besøge sin faster. Idet vi kørte vestpå, bemærkede jeg en reklametavle: ›Besøg mormonernes søndagsskole denne uge.‹

Jeg sagde til den lille pige: ›Jeg gætter på, at der er mange mormoner i Utah, er der ikke?‹

Hun svarede: ›Jo, hr.‹

Så spurgte jeg hende: ›Er du mormon?‹

Hun svarede: ›Ja, hr.‹«

Sharman Hummel spurgte så: »Hvad tror mormonerne på?« Og den lille pige fremsagde den første trosartikel; så talte hun om den. Hun fortsatte med at give ham den anden trosartikel og talte om den. Så gav hun ham den tredje og den fjerde og den femte og den sjette og alle trosartiklerne og talte om dem alle.

Sharman Hummel sagde: »Jeg blev dybt imponeret. Da jeg ankom til San Francisco, var det allerførste, jeg gjorde, at lede … efter Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Jeg ringede til missionspræsidenten, og han sendte to missionærer til det sted, hvor jeg boede. Jeg blev medlem af Kirken, min hustru blev medlem, og alle vores børn blev medlemmer.«

Hele familien Hummel forblev aktive i Kirken. Hver af døtrene har været i templet. Utallige er de, der er blevet bragt til kundskab om evangeliet af denne familie – alt sammen fordi et lille barn var blevet undervist i trosartiklerne og havde evnen og modet til at forkynde sandheden.¹⁵

Forslag til studium og undervisning

Spørgsmål

Præsident Monson sagde, at vi hver især er »blevet befalet at fortælle andre om Kristi evangelium« (afsnit 1). Hvorfor ønsker vor himmelske Fader, at vi skal fortælle om evangeliet? Hvordan har I fortalt om evangeliet? Hvornår har I følt, at vor himmelske Fader vejledte jeres indsats? Hvornår har I oplevet glæde ved at fortælle andre om evangeliet?
Gennemgå historien om missionæren i afsnit 2. Hvorfor tror I, at denne missionærs måde at se folk på hjalp ham til at fortælle om evangeliet? Hvordan har evangeliet hjulpet jer til at foretage ændringer i jeres liv?
Hvordan har missionering velsignet jer eller nogen, I kender? (Se afsnit 3). Hvordan kan vi forberede os på missionærtjeneste? Hvordan kan voksne hjælpe børn og unge med at forberede sig til at tage på mission? Hvordan kan vi hjælpe missionærerne?
Hvad kan vi lære af beretningen om ældste og søster Fussek? (Se afsnit 4).
Præsident Monson understregede, at »der ikke er nogen erstatning for kærlighed« i missionering (afsnit 5). Hvorfor er kærlighed afgørende i missionering? Hvad kan vi lære om missionering af den unge pige, der delte trosartiklerne? Overvej hver dag, hvordan I vil svare på følgende spørgsmål fra præsident Monson: »Har jeg i dag fået mere tro, mere håb, mere [næstekærlighed], mere kærlighed?«

Skriftstedshenvisninger

Ez 34:11-15; Mark 16:15; Alma 26:1-16; L&P 15; 60:2; 84:85-88; 88:81; 123:11-17

Til underviseren

»Når eleverne fortæller om det, de lærer, mærker de ikke kun Ånden og styrker deres vidnesbyrd, men de tilskynder også andre i [familien eller] klassen til selv at finde sandheder. Afse tid i hver lektion til, at eleverne fortæller – i nogle tilfælde opdager I måske, at disse drøftelser er lektionen« (Undervisning på Frelserens måde, 2006 s. 30).