»Kapitel 11: Næstekærlighed: Kristi rene kærlighed«, Kirkens præsidenters lærdomme: Thomas S. Monson, 2020
»Kapitel 11«, Lærdomme: Thomas S. Monson
Kapitel 11
Næstekærlighed: Kristi rene kærlighed
Lad os … udtrykke vores kærlighed til alle Guds børn, uanset om det er familie, venner, bekendte eller fuldstændigt fremmede.«
Fra Thomas S. Monsons liv
For præsident Thomas S. Monson var det at elske andre en livsstil. Ældste Jeffrey R. Holland og andre har beskrevet nogle af de måder, hvorpå han udtrykte kærlighed og næstekærlighed:
»Den unge Toms kærlige hjerte og medfølende natur gjorde ham snart opmærksom på de mange omkring ham, der var mindre bemidlede end han. Da han ikke kunne bære, at én af hans barndomsvenners familie skulle spise morgenmadsprodukter (med varmt vand i stedet for mælk) til julemiddag, gav han sine to bedste kaniner og sagde med en klump i halsen: ›Det er ikke kalkun, men de vil blive til en god julemiddag for jer.‹
Thomas Monsons barndomsoplevelser synes at have været en del af en guddommeligt styret prægning, som gjorde, at han kunne fornemme de fattiges kår resten af sit liv. Da han senere blev biskop i netop den 6.-7. Menighed, hvor han var født og opvokset, var der 1060 medlemmer, her iblandt 85 enker og det største behov for velfærdshjælp i hele kirken.
Mange ved måske, at den unge biskop Monson brugte en uge af sin ferie hvert år ved juletid til at besøge alle 85 enker i sin menighed. Men hvad mange måske ikke ved er, at de gaver, han de første mange år havde med til hver enkelt, var høns som han selv opdrættede …
»›[Præsident Monson er] de mindre heldiges helt,‹ [sagde] hans gamle ven Wendell J. Ashton … ›Han er som et grantræ – toppen rager højt op mod himlen, mens grenene breder sig ud forneden, for at beskytte alle som søger ly under det.‹
›Der er nok ikke mange der ved det, men bror Monson har udnævnt sig selv til feltpræst for en lang række plejehjem rundt omkring i byen,‹ [sagde] ældste Boyd K. Packer, som sad ved siden af ældste Monson i De Tolvs Kvorum i 15 år. ›Han besøger dem når som helst han har tid, og somme tider også når han ikke har det.‹
En velmenende person sagde engang til præsident Monson, at det ikke var til nogen nytte at besøge disse gamle mennesker, og tale med dem i lange baner, for sjældent at få et eneste ord til svar. ›Du kan lige så godt spare din tid og få dig et hvil, ældste Monson. De aner ikke engang, hvem du er.‹
›Om de kender mig eller ej kommer ikke sagen ved,‹ svarede Thomas Monson beslutsomt. ›Jeg taler ikke med dem, fordi de kender mig. Jeg taler med dem, fordi jeg kender dem.‹«1
»Kærlighed [er] selve kernen i evangeliet, og Jesus Kristus er vores eksempel. Hans liv er et stort eksempel på kærlighed.«
Thomas S. Monsons lærdomme
1
Vi bør udtrykke kærlighed i vores ord og handlinger.
Vi kan ikke virkeligt elske Gud, hvis vi ikke elsker vores medrejsende på denne rejse gennem livet. Tilsvarende kan vi heller ikke helhjertet elske vores medmennesker, hvis vi ikke elsker Gud, der er alles Fader. Apostlen Johannes fortæller os: »Og dette bud har vi fra ham: Den, der elsker Gud, skal også elske sin broder« [1 Joh 4:21]. Vi er alle åndelige børn af vor himmelske Fader og er som sådan brødre og søstre. Når vi har denne sandhed i tankerne, så bliver det lettere at elske alle Guds børn.
Faktisk er kærlighed selve kernen i evangeliet, og Jesus Kristus er vores eksempel. Hans liv er et stort eksempel på kærlighed. Han helbredte den syge; han opløftede den nedtrykte, han frelste synderen. Til sidst tog den vrede hob hans liv. Og stadig klinger disse ord højlydt fra Golgata: »Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør« – det ypperste udtryk for barmhjertighed og kærlighed [Luk 23:24].
Der er mange egenskaber, der er manifestationer af kærlighed som fx venlighed, tålmodighed, uselviskhed, forståelse og tilgivelse. Disse og tilsvarende egenskaber vil i alle vores forhold tydeligt vise kærligheden i vores hjerte.
Som regel vises vores kærlighed i vores daglige omgang med hinanden. Altafgørende er vores evne til at genkende behov hos andre og reagere på dem. Jeg har altid værdsat den mening, der er udtrykt i dette korte digt:
Jeg har grædt hele natten
over min kortsynethed,
der gjorde mig blind for en andens behov,
men endnu har jeg aldrig
fortrudt blot en smule,
at jeg var lidt for venlig.
[Ukendt forfatter, citeret i Richard L. Evans, »The Quality of Kindness«, Improvement Era, maj 1960, s. 340] …
Jeg håber, at vi stræber efter altid at være betænksomme og hensynsfulde over for andres tanker, følelser og situation. Lad os ikke ringeagte eller nedværdige. Lad os snarere være omsorgsfulde og opmuntrende. Vi må være omhyggelige med, at vi ikke nedbryder en anden persons selvtillid med skødesløse ord eller handlinger …
Kærlighed udtrykkes på mange genkendelige måder: Et smil, en vinken, en venlig kommentar, et kompliment. Andre udtryk kan være mere diskrete som at vise interesse i en andens aktiviteter, undervise i et princip med venlighed og tålmodighed, besøge en person, der er syg eller ikke kan komme udenfor. Disse ord og handlinger og mange andre kan kommunikere kærlighed …
Lad os begynde nu, allerede i dag, med at udtrykke vores kærlighed til alle Guds børn, uanset om det er familie, venner, bekendte eller fuldstændigt fremmede. Lad os, når vi står op hver morgen, beslutte os for at reagere kærligt og venligt på alt, vi møder på vores vej.
Større end vores fatteevne, mine brødre og søstre, er Guds kærlighed til os. Han sendte på grund af denne kærlighed sin Søn, som elskede os så meget, at han gav sit liv for os, så vi kan opnå evigt liv. Når vi først forstår denne ufattelige gave, vil vores hjerte være fyldt med kærlighed til vor evige Fader, til vor Frelser og til hele menneskeheden.2
Jeres himmelske Fader elsker jer – enhver af jer. Den kærlighed ændrer sig aldrig. Den er ikke påvirket af jeres fremtoning, jeres ejendele eller de penge, I har stående på jeres bankkonto. Den ændrer sig ikke på grund af jeres talenter og evner. Den er der bare. Den er der, når I er kede af det eller glade, mismodige eller forhåbningsfulde. Guds kærlighed er der for jer, hvad enten I føler, at I fortjener at blive elsket eller ej. Den er der bare altid.«3
2
Jesus Kristus viste andre næstekærlighed og opfordrer os til at gøre det samme.
Mine tanker kredser om en vej, der blev berømt på grund af den lignelse, som Jesus fortalte. Jeg taler om vejen til Jeriko. Bibelen giver os mulighed for at genleve den mindeværdige begivenhed, der for altid gjorde vejen til Jeriko berømt …
»Jesus … sagde: ›En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød.
Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi.
Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi.
Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham.
Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham.
Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.
Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?‹
Den lovkyndige svarede: ›Han, som viste ham barmhjertighed.‹ Og Jesus sagde: ›Gå du hen og gør ligeså!‹« [Luk 10:30-37.]
»Enhver af os vil på en del af livets rejse skulle ad vejen til Jeriko. Hvordan vil I komme til at opleve den? Hvordan vil jeg? Vil jeg undlade at se ham, som er faldet blandt røvere og har brug for hjælp? Vil I? Vil jeg være en af dem, som ser den sårede og hører hans bøn om hjælp og alligevel går videre? Vil I? Eller vil jeg være som en, som ser, som hører, som standser op, og som hjælper? Vil I?
Jesus gav os løsenet: »Gå du hen og gør ligeså!« [Luk 10:37]. Når vi adlyder den opfordring, får vi mulighed for at opnå en glæde, som sjældent ses mage til og som aldrig kan overgås af noget.
Se, vejen til Jeriko er måske ikke tydeligt markeret. Og det kan også være, at den sårede ikke råber op, så vi kan høre det. Men når vi går i den barmhjertige samaritaners fodspor, går vi ad den vej, der fører til fuldkommenhed.
»Vil jeg være som en, som ser, som hører, som standser op, og som hjælper? Vil I?«
Læg mærke til de mange eksempler Mesteren viste: Den syge mand ved Betesdas dam; kvinden, der blev grebet i ægteskabsbrud; kvinden ved Jakobsbrønden; Jairus’ datter; Lazarus, bror til Maria og Martha – alle repræsenterede de et tilfælde på vejen til Jeriko. Hver især havde de brug for hjælp.
Til krøblingen ved Betesda sagde Jesus: »Rejs dig, tag din båre og gå.« (Joh 5:8.) Til den syndige kvinde gav han rådet: »Gå, og synd fra nu af ikke mere«. (Joh 8:11.) Til hende, der kom for at hente vand, sørgede han for en kilde, »som vælder med vand til evigt liv.« (Joh 4:14). Til Jairus’ døde datter lød befalingen: »Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op!« (Mark 5:41.) Til den begravede Lazarus lød disse mindeværdige ord: »Lazarus, kom herud.« (Joh 11:43.)
Man kunne meget vel stille dette skarpsindige spørgsmål: Disse beretninger handler om verdens Forløser. Kan en så værdsat oplevelse rent faktisk forekomme i mit liv på min vej til Jeriko?
Mit svar er et klart og tydeligt ja! Lad mig dele [et eksempel].
For nogle år siden døde et af de mest rare og afholdte mennesker, der har levet på jorden. Jeg taler om Louis C. Jacobsen. Han hjalp mennesker i nød, han hjalp immigranter til at få arbejde, og han talte ved flere begravelser end nogen anden, jeg har kendt.
En dag, var Louis Jacobsen i humør til at tale med mig om sin barndom. Han var søn af en fattig, dansk enke. Han var lille af vækst, ikke enestående af udseende – et let offer for sine klassekammeraters ubetænksomme vittigheder. En søndag formiddag i Søndagsskolen gjorde børnene nar af hans lappede bukser og slidte skjorte. Den lille Louis var for stolt til at græde, så han flygtede ud af kirken og standsede til sidst forpustet ved kantstenen, der løb langs Third West Street i Salt Lake City, hvor han satte sig for at hvile sig. Det klare vand flød i rendestenen, hvor han sad. Op af lommen tog han et stykke papir, hvorpå søndagsskolelektionen stod. Af papiret foldede han med stor dygtighed en papirbåd, som han satte i vandet. Fra hans sårede drengehjerte lød det resolut: »Jeg vil aldrig mere gå derhen.«
Gennem tårerne så Louis pludselig i det klare vand spejlbilledet af en stor og velklædt mand. Louis vendte sig om og genkendte søndagsskolepræsidenten, George Burbidge. »Må jeg sætte mig her ved siden af dig?« spurgte den venlige leder. Louis nikkede bekræftende. Og dér på kantstenen sad en barmhjertig samaritaner og hjalp en person, som virkelig var i nød. Der blev foldet og søsat adskillige både, mens samtalen fortsatte. Til sidst rejste lederen sig og med drengen ved hånden gik han tilbage til søndagsskolen. Senere blev Louis præsident for den selv samme søndagsskole. Han ydede mange tjenester i sit lange liv, og han glemte aldrig at anerkende den rejsende, som reddede ham på en af vejene til Jeriko.4
3
Kærlighed er den katalysator, der medfører forandring, den balsam, der bringer heling.
I det ærlige sind vinder Herrens milde indbydelse genklang: »Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig« (Åb 3:20). Står der et navn på den dør? Ja, det gør der selvfølgelig. Jeg har valgt at kalde den »Kærlighedens dør«.
Kærlighed er den drivkraft, der skaber ændringer. Kærlighed er den balsam, der heler sårede sjæle. Men kærlighed vokser ikke som ukrudt og falder ikke som regn. Kærlighed har sin pris. »For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (Joh 3:16). Denne Søn, som er selveste Jesus Kristus, gav sit liv for, at vi kunne få evigt liv, så stor var hans kærlighed til sin Fader og til os.
Ved sin ømme og rørende afsked, sagde Jesus til sine elskede disciple: »Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig« (Joh 14:21). Endnu mere vidtrækkende var denne instruks: »Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal også I elske hinanden« (Joh 13:34) …
Jeg priser dem, der kærligt og barmhjertigt drager omsorg for de sultne, klæder de nøgne og huser de hjemløse. Han, der bemærker når selv en spurv falder til jorden, vil ikke undlade at bemærke en sådan tjenestegerning.5.
For nylig tænkte jeg tilbage på en oplevelse fra min barndom [da] jeg var … 11 år. Vores primarypræsident Melissa var en ældre og kærlig gråhåret kvinde. En dag til Primary bad Melissa mig om at blive og tale med hende. Der sad vi to i en ellers tom kirkesal. Hun lagde sin arm omkring min skulder og begyndte at græde. Overrasket spurgte jeg hende, hvorfor hun græd.
Hun svarede: »Jeg kan ikke få … drengene til at være ærbødige under forprogrammet i Primary. Vil du hjælpe mig, Tommy?«
Det lovede jeg Melissa. Helt overraskende for mig, men ikke for Melissa, gjorde det en ende på problemet med ærbødighed i Primary. Hun var gået direkte til ophavet til problemet – mig. Løsningen var kærlighed.
Årene fløj af sted. Vidunderlige Melissa var nu i halvfemserne og boede på et plejehjem i den nordvestlige del af Salt Lake City. Lige før jul besluttede jeg mig for at besøge min elskede primarypræsident. I bilradioen hørte jeg denne sang: »Lyt nu medens englekor« [se Salmer og sange, nr.132]. Jeg tænkte på det besøg, som de vise mænd aflagde for længe siden. De medbragte gaver bestående af guld, røgelse og myrra. Jeg medbragte kun kærlighedens gave og et ønske om at sige tak.
Jeg fandt Melissa i spisesalen. Hun sad og stirrede på sin tallerken med mad og prikkede til den med en gaffel, som hun holdt i sin aldrende hånd. Der forsvandt ikke en bid. Da jeg talte til hende, blev mine ord mødt med et venligt, men tomt blik. Jeg tog gaflen ud af Melissas hånd og begyndte at made hende, mens jeg hele tiden talte til hende om dengang, hun arbejdede med drengene og pigerne i Primary. Der var ikke så meget som et glimt af genkendelse og ikke et eneste ord. To andre beboere på plejehjemmet så forvirret på mig. Til sidst sagde den ene: »Tal ikke til hende. Hun genkender ikke nogen – end ikke sin egen familie. Hun har ikke sagt et ord i al den tid, hun har været her.«
Frokosten var forbi. Min ensidige samtale ophørte. Jeg rejste mig for at gå. Jeg tog hendes spinkle hånd i min, så ind i hendes rynkede, men smukke ansigt, og sagde: »Gud velsigne dig, Melissa. Glædelig jul!« Helt uden varsel sagde hun: »Jeg kender dig. Du er Tommy Monson, min primarydreng. Hvor jeg dog elsker dig.« Hun trykkede min hånd mod sine læber og gav den et kærligt kys. Tårer løb ned ad hendes kinder og badede vores sammenknugede hænder. De hænder blev den dag velsignet af himlen og beæret af Gud.6.
4
Vi viser næstekærlighed, når vi afholder os fra at dømme og kritisere andre.
»Et ungt par, Lisa og John, flyttede til et nyt nabolag. Da de en morgen spiste morgenmad, så Lisa ud ad vinduet og så naboen hænge vasketøj op.
»Det vasketøj er ikke rent!« udbrød Lisa. »Vores nabo ved ikke, hvordan man vasker tøjet rent!«
John så på, men sagde ikke noget.
Hver gang Lisas nabo hængte sit vasketøj til tørre, kom Lisa med den samme bemærkning.
Nogle uger senere blev Lisa overrasket, da hun kastede et blik ud ad sit vindue og så noget rent og flot vasketøj hænge i naboens have. Hun sagde til sin mand: »Se John – hun har endelig lært at vaske rigtigt! Hvordan mon hun gjorde det!«
John svarede: »Kære skat, det jeg kan godt fortælle dig. Det vil sikkert interessere dig, at jeg stod tidligt op i morges og pudsede vores vinduer!«
Jeg [vil gerne] dele nogle få tanker med jer om, hvordan vi betragter hinanden. Ser vi gennem et vindue, der trænger til at blive pudset? Dømmer vi, når vi ikke har alle kendsgerningerne? Hvad ser vi, når vi betragter andre? Hvilken dom fælder vi over dem?
Frelseren sagde: »Døm ikke« [Matt 7:1]. Han fortsatte: »Og hvorfor ser du splinten, som er i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?« [Matt 7:3]. Eller med en lille omskrivning, hvorfor ser du det, som du tror, er snavset vasketøj uden for din nabos hus, men tænker ikke på det beskidte vindue i dit eget hus?
»I stedet for at være fordømmende og kritiske over for hinanden bør vi vise Kristi rene kærlighed over for vores medrejsende på denne jordiske rejse.«
Ingen af os er fuldkomne. Jeg kender ingen, som hævder at være det. Og alligevel har vi af en eller anden grund en tendens til, trods vores egen ufuldkommenhed, til at påpege andres. Vi fælder dom om deres handlinger eller mangel på samme.
Vi kan faktisk på ingen måde kende hjertet, hensigterne eller forholdene hos nogen, som måske siger eller gør noget, som vi finder grund til at kritisere. Derfor har vi befalingen: »Døm ikke« …
Jeg anser næstekærlighed – eller »Kristi rene kærlighed« – som det modsatte af at kritisere og dømme. Når jeg taler om næstekærlighed …tænker jeg på den næstekærlighed, der bliver tilkendegivet, når vi er tolerante over for andre og ser mildt på deres handlinger, den form for næstekærlighed, der tilgiver, den form for næstekærlighed, der er tålmodig.
Jeg tænker på den form for næstekærlighed, der får os til at være sympatiske, omsorgsfulde og barmhjertige, ikke kun i tider med sygdom, lidelser og nød, men også på tidspunkter med svaghed eller fejl fra andres side.
Der er et alvorligt behov for den næstekærlighed, som viser den ubemærkede opmærksomhed, giver håb til de nedtrykte, hjælp til de plagede. Sand næstekærlighed er kærlighed i funktion. Behovet for næstekærlighed er overalt.
Der er brug for den næstekærlighed, som nægter at stille sig tilfreds med at høre eller gentage rapporter om andres uheld, medmindre den uheldige kan nyde godt derved …
Næstekærlighed er at have tålmodighed med en person, der har svigtet os. Det er at modstå impulsen til let at blive såret. Det er at acceptere svagheder og ufuldkommenhed. Det er at acceptere mennesker, som de virkelig er. Det er at se forbi det fysiske udseende til egenskaber, som ikke sløres med tiden. Det er at modstå impulsen til at sætte andre i bås … i stedet for at være fordømmende og kritiske over for hinanden [bør vi] have Kristi rene kærlighed over for vores medrejsende på denne rejse gennem livet …
»Kærligheden ophører aldrig« [Moro 7:46]. Må … denne tidløse sandhed, vejlede jer i alt, hvad I gør. Må den gennemtrænge jeres sjæls inderste og komme til udtryk i alle jeres tanker og handlinger.7
Forslag til studium og undervisning
Spørgsmål
-
Gennemgå de mange måder præsident Monson nævner, at vi bør udtrykke kærlighed på (se afsnit 1). Hvordan kan vi vise større kærlighed i vores daglige omgang med andre? Hvordan kan vi udvikle en større kærlighed til hinanden? Hvordan hjælper det jer at vide, at vor himmelske Faders kærlighed til jer »altid er der«?
-
Tænk over præsident Monsons spørgsmål om vores rejse på vejen til Jeriko (se afsnit 2). Hvornår er I blevet velsignet af nogen, der var en »barmhjertig samaritaner« for jer? Hvad kan historien om Louis Jacobsen og George Burbidge lære os? Hvorfor er det vigtigt at »lade omsorg for andre [erstatte] omsorg for sig selv«?
-
Præsident Monson sagde, at »kærlighed er den katalysator, der medfører forandring« (afsnit 3). Hvordan hjalp en lærers kærlighed en 11-årig primarydreng? Hvornår har et andet menneskes kærlighed gjort en forskel i jeres liv? Hvorfor er der så stor kraft i kærlighed?
-
Hvad kan vi lære om kærlighed af præsident Monsons historie om naboens vasketøj? (Se afsnit 4). Hvorfor er vi nogle gange fordømmende eller kritiske? Hvordan kan vi overvinde disse tendenser? Gennemgå præsident Monsons lærdomme om næstekærlighed i det næstsidste afsnit, og tænk over, hvordan I kan blive mere næstekærlige på disse måder.
Skriftstedshenvisninger
Matt 5:44-46; Joh 15:9-13; 1 Kor 13:1-13; Kol 3:12-14; 1 Ne 11:8-23; Eter 12:33-34; Moro 7:47-48; L&P 121:45-46
Til underviseren
»Afhængigt af jeres forhold kan I udtrykke kærlighed til dem, I underviser, ved at give dem en oprigtig kompliment, vise interesse for dem, lytte omhyggeligt til dem, involvere dem i lektionen, udføre tjenestegerninger for dem eller blot hilse kærligt på dem, når I ser dem« (Undervisning på Frelserens måde, 2016, s. 6).